Introduktion til teknikken
Tæppet er vævet i gobelinteknik eller flamskvævning, der går ud på at indslagene, der dækker trenden fuldstændigt, partivis er afbrudt. Indslagspartier i forskellige farver indarbejdes således at hver farve holdes inden for sit bestemte mønsterfelt. Farveskift og nuancer fremstilles ved at to sammenstødende farver væves ind i hinanden i lange smalle kiler. Hvor grænsen mellem to farveparier går parallelt med trenden (vandret) opstår der åbne spalter. Er de meget lange sys de siden sammen. Lange åbne partier kan dog ofte undgås ved forskellige kryds- og fletteteknikker, hvor trådene flettes ind i hinanden.


Her ses april-mandens hårpragt ved overgangen til den blå baggrund.

Baldisholtæppet er fremstillet med den specielle hakketeknik, der benyttes til at binde vævningen sammen i en lodret linie. Til de mere eller mindre skrå linier anvendes trapning.


Væveteknik og fremstilling
Billedvævning er en bundet teknik med begrænsede variationsmuligheder begrundet i trådenes rudemønster og farvefladernes sammenføjninger. Trendtrådene spændes stramt ud på en ramme og farvefladerne bygges mosaikagtigt op, idet væveren fletter islætten ind med hånden og slår den tæt ned mod den allerede vævede del med en vævegaffel.
Tæppet er sandsynligvis vævet lodret på en væv, der ligner denne tobommede væv fra Hordaland. Blot har Baldishol-tæppet utvivlsomt været vævet på en væv, hvor begge bomme kunne drejes, således at både trenden var lang nok til de 12 m, og således at den færdige del af tæppet kunne rullen omkring den nederste bom.

Trend og islæt
Trendtrådene danner længderetningen i tæppet. Under fremstillingen må tæppet derfor have stået på højkant, således at figurer, søjler og træer har ligget vandret på væven. Det var en praktisk foranstaltning, ikke mindst fordi selve mønstertegningen krævede lange lige linier i figurernes højderetning, og det var lettest at få frem med lange islæt-tråde. Skulle man have vævet tæppet på den anden led, ville det have været nødvendigt at skifte farver (garndukker) meget hyppigere. Arbejdet ville da have krævet mere tid og budt på større tekniske vanskeligheder. Det er også sandsynligt at april-billedet er vævet før maj-rytteren, og at de fire fugle i april-billedet under vævningen tilfældigvis vendte den rigtige vej og ikke på hovedet. Men er det virkelig tilfældet, må vævningen være foregået fra neden og opefter. Altså i en opretstående væv med to bomme, hvor den færdige del af tæppet blev rullet rundt om den nedre bom.


Det ville være meget mærkeligt, om ikke tæppet oprindeligt har haft 12 forskellige motiver:
╔t for hver måned i året. Med andre ord ca. 12 m langt.

Den bevarede del af Baldishol-tæppet med dets to motiver for april og maj er kun 2 meter langt, men trendtrådene er klippet eller slidt over langs en ujævn kant i begge ender. Har der været i alt 12 måneder og havde de samme omfang som de to kendte ville hele tæppets længde udgøre ca. 12 m og højden 1,18 m. Det må have krævet en ganske solid og stor væv.

Trenden
Trenden i Baldishol-tæppet er af groft 2-trådet uld. Islætten er flettet ind med den såkaldte hakketeknik, hvor farverne griber ind i hinanden, idet væveren skiftevis lader en eller flere tråde fra hver side gribe om samme trendtråd. Sammenslyngning af islæt-tråde forekommer aldrig. Hakketeknikken anvendes ved alle lodrette linier i mønstret. Ved skrålinier støder farvefladerne derimod trappeformet sammen, hvorved der dannes en skrå række af små huller, som kun ses, når tæppet er slidt. Da det var nyt skjulte garnets løse fibre både disse huller og dem som kunne opstå, hvor hakketeknikken anvendtes. Den skrå aftrapning har også været brugt for at bryde store ensartede flader. Det er gjort for at aflaste islæt-trådenes stærke pres mod trenden. Ved således at opdele fladen i flere mindre partier og skille disse fra hinanden med trappeformede rækker af huller, har man undgået at islættrådene strammer trenden sammen, og at vævningen derfor krymper på visse steder. Det gælder jo om at få en jævn flade med lige kanter.

Hakketeknikken som binder farvefladerne sammen langs rette linier parallelt med vævens trendtråde, kan udnyttes rent dekorativt.

Trappe- eller trinteknikken kan byde på visse tekniske vanskeligheder. Når mønstrets linier danner stumpe vinkler mod trendtrådene, bliver de klare og rene. Danner de derimod spidse vinkler mod trendtrådene, er det vanskeligt at danne en lige linie. På Baldisholtæppet kan man se det på hestens ryglinie, spydet eller fuglenes bryst og halsparti. Hvis der ikke er alt for mange af sådanne aftrappede linier tæt på hinanden, kan denne tekniske svaghed endda give en interessant virkning og skabe live og bevægelse i vævningen. Den som i sin tid har udført arbejdstegningen og vævet tæppet har sandsynligvis kendt og udnyttet disse forhold.

Med bagsiden mod væveren
Baldisholtæppet er udført med bagsiden ind mod væveren. Det ser man ved at de islættråde, som er ført fra den ene farveflade til den anden ligger løst på bagsiden. Antagelig har mønstertegningen (kartonen) været spændt ud bag trenden på samme måde som man gør ved moderne billedvævning. Mønstrets konturer kan da skimtes gennem trenden, og de enkelte partier forskydes således ikke under arbejdet. Tegningen kan have været udført på et stykke lærred eller muligvis på et stykke garvet skind. (Man skal jo tænke på, at papiret først kom til Europa i 1400-tallet).

Farver
Der er brugt forbavsende få farver. De hvide partier træder skarpt frem vævet i hvid hørtråd. Alle øvrige farver er af uldtråd. Der findes tre eller 4 blå nuancer, en kraftig rød, en grøn og en gul. Man har overhovedet ikke taget hensyn til naturens farver. Hesten er rød, og april-manden har grønt skæg. Der er heller ikke gjort noget forsøg på en naturalistisk opfattelse af billedfladen. Hele tæppet er udført i en decideret fladestil, hvor figurerne ses enten lige forfra eller helt i profil. Kun hestens ben er gengivet således at venstre sides ben ligger bag højre sides ,men det er også det eneste forsøg på en perspektivisk virkning.

Ornamenter
De to dragters overflade er helt ornamentalt behandlet uden antydning af folder eller skygger, og ansigtstrækkene er gengivet med en næsten brutal forenkling. De store runde øjne, næsens ryg, som uden overgang fortsætter direkte op i panden, mundens enkle sprække under det halvcirkelformede overskæg og det spidse fuldskæg bringer uvilkårligt tanken hen på de fornemt skulpturerede hoveder fra Osebergskibet. Tidsafstanden på de ca. 300 år mellem skib og tæppe forsvinder nærmest, det er den samme primitive opfattelse af det menneskelige ansigt, samme undertrykkelse af det individuelle til fordel for det ornamentale.

Baldisholtæppet er således et stykke tekstilkunst, hvor de dekorative hensyn er kommet i første række. I stedet for penslens modellering i lys og skygge og en perspektivisk forkortelse af de enkelte legemsdele, har man skabt luft om figurerne ved at rykke dem frem i et plan foran både kantbort og hvælvene. Man har helt enkelt gjort både april-manden og maj-rytteren højere end buefelterne, idet hovederne rager op over buerne, og fødderne hviler på en del af palmetfrisen.

Det er dette lille trick som gør hele kompositionen så let og elegant, og som sammen med den rige variation i flademønstrene og de klare rene farver giver Baldisholtæppet sin store dekorative værdi.

Til hovedsiden
April måneds motiv
Maj måneds motiv
Om Baldisholtæppets borter, blomster og andre detaljer
Baldisholtæppets historie

Denne side om Baldishol-tæppet er fremstillet af i marts 1999. Opdateret 20. januar 2001. Besøgt gange siden 20. januar 2001.