Stykker til Fanøs kultur og historie

Henrik Cavling på cykeltur Fanø rundt i 1903

Stykker til Fanøs kultur > Cavling på cykeltur

Henrik Cavling: Paa Cykle

En cykeltur Fanø rundt i 1903. Bragt i Politiken 5. juli 1903 under pseudonymet Ignotus
Henrik Cavling (1858-1933) er blevet kaldt Danmarks første moderne journalist som reporter og nyhedsjæger. Han begyndte ved Morgenbladet, men skiftede i 1884 til Politiken, og fra 1905 blev han avisens chefredaktør. Som noget nyt var han overalt og rapporterede med indfølelse og stor fortælleevne. Han var læsernes udsendte og noterede ihærdigt, hvad han oplevede, for det at være øjenvidne var afgørende for hans artiklers kvalitet og intensitet. Med sin blanding af kendsgerninger og indlevelse lå hans moderne reportagestil tæt på, hvad man 100 år senere har kaldt ”New journalism”. Dertil var han livsnyderen, journalisten, den muntre og charmerende københavner for fuld udblæsning, der med bowlerhat, notesblok og cykel elskede at bevæge sig ud i naturen rundt i landet.
    I 1910 udgav han bogen "Nogle Avisartikler 1885-1910", der indeholdt 32 artikler, som tidligere havde været bragt i Politiken. En af dem hedder kort og godt ”Paa Cykle” – ikke mere! Men allerede i anden linie åbenbares det, at cykelturen foregår på Fanø. Med lidt detektivarbejde kan artiklen dateres til at være bragt i Politiken 5. juli 1903.

Ændringer og oplysende noter
Mellem den oprindelige version fra 1903, som følger herunder, og versionen i bogudgivelsen fra 1910 er der fra Cavlings side ind imellem en række helt bevidste ændringer. Disse og en række oplysende noter har jeg tilføjet i den printervenlige PDF-udgave, som kan hentes her.

Cavlings cykeltur fik en fortsættelse, for i 1909 sendte han sin medarbejder, journalisten Andreas Vinding afsted til Fanø på en ny cykeltur. Hvad anledningen var, fremgår ikke direkte, men det er meget sandsynligt, at det skyldes, at den gamle elskede genremaler, professor Julius Exner, der havde tilbragt 32 somre i Sønderho, havde besluttet sig for, at nu i 1909 var det sidste gang, at han ville male i Sønderho. Endelig var en af Exners mest benyttede modeller, Marie Møller, død en måneds tid forinden. Vinding kaldte sin reportage "Breve fra Havet" med afsnit om "Europas bedste Cykelbane", "Hos Professor Exner paa Sønderho Kro og "Exners sidste Model". Men glæd dig nu først til at læse Cavlings reportage...

Per Hofman Hansen
Paa Cykle. Indledningen til Cavlings artikel i Politiken 1903
Paa Cykle
En bedre Cyklebane end den, der løber vest om Fanø, findes næppe her i Landet. Vorherre dannede den selv ved Verdens Skabelse. Den var bestemt for Cykling, men da Menneskene er saa sene med at opfinde, hengik der Aartusinder, før den nu for nylig blev taget i Brug. Banen er ca. 8 Alen bred*), støbt af Sand, der ikke et eneste Sted brister for Gummihjulet. Paa den ene Side af den vælter Havet sig med spillevende Skumbølger, paa den anden staar Sandklitter (Fønn), hvoraf er dannet Ordet Fanø. Sætter man sig paa Cyklen og stikker Hænderne i Lommen, saa blæser man bogstavelig talt henad Strandbredden. De fleste Cyklister kører vel fra Kurhotellet sydlig, og det er den Vej, vi tager, nedefter ad den to Mile lange Bane, der vil føre os til Skipperbyen Sønderho.
Man farer afsted en Mil uden at bemærke andet Levende end Strandfugle. Hist og her ligger der et opdrevet Vragstykke, en Aare, en Skibskiste, men man spejder forgæves ind mellem Klitterne efter et Hus.
*) 8 Alen svarer til ca. 4,80 meter, hvilket naturligvis ikke har været strandens bredde. I 1909 beskriver Andreas Vinding stranden som "10 gange så bred som Østergade" i København. Sættes gadens bredde til 10 meter, vil stranden være omkring 100 m bred.

Kurhotellet på Fanø blev taget i brug 1892 Kurhotellet fra 1892 var det første af de store hoteller og villaer, der blev opført ved Fanø Bad. Siden kom den lille musikpavillon til. Her gengivet efter hoffotograf Wilhelm Dreesens fornemme prospektmappe "Fanø Nordsøbad" udgivet i Flensborg 1897.

Derimod ser vi i den Retning en Telefonstang, og da vi har sat Cyklen fra os og er kommen op paa Klittoppene, opdager vi inde paa Øen en Oase, der er af en overraskende Virkning i det hvide Sand.

Plantørboligen på Fanø Plantørboligen blev opført i 1893 og var tegnet af arkitekt Fritz Bang (1858-1948) fra Horsens. Desværre blev de kønne bygninger nedrevet i 2014 pga. angreb af råd og svamp. Foto: PHH 2005.

Oasen bestaar af Agre og Frugttræer, og mellem disse ser vi ligge en lille rød Gaard. Foran Gaarden er en Græsplæne, og et Øjeblik senere sidder vi paa den og spiser Jordbær med Plantør Christensen, hans Hustru og deres lille Søn. Hr. Christensen, der er en 35aarig, rolig Mand med et stille, energisk Væsen, fortæller os, at Staten for 10 Aar siden købte 1000 Tønder Land Jord herude, og at han deraf har beplantet de 700 Tdr. med Gran. Desuden har han anlagt 5 Mile Veje og opdyrket 23 Tdr. Land regulær Agerjord til Gaardens Brug. I dette Foraar alene har han udplantet 700.000 Stykker Ædelgran og Løvtræer, og samtidigt har han faaet Stunder til at udprikle 500.000 Stkr. Bjergfyr og 7000 Stkr. hvide Gran. Jorden kostede i sin Tid 40.000 Kr. og den aarlige Statsstøtte er nu 7000 Kr. For disse forholdsvis beskedne Summer er en Sandørken forvandlet til et blomstrende Stykke Agerland, men i Hr. Christensens Levetid vil Granskoven dog næppe rejse sig mandshøjt over de hvide Sandhøje.

Vi gaar tilbage til Strandbredden, hvor vi efter noget Besvær finder Cyklen, og da vi har cyklet endnu en Mil ved Stranden, ser vi i Syd et rundt Land. Det er Manø, den lille danske Ø, der er bekendt for sine høje Mænd. Skrædderen paa Øen, der maaler 3 Alen og 2 Tommer, anses af de andre Manøboere for at være en Dværg!

Sømærket æ læns kåver På Fanøs sydspids var der gennem århundreder opstillet to sømærker (båker eller kåvere) som vejledning for de søfarende. Inde på en klittop tæt ved den gamle Søndeho Skole stod bagmærket (væltet i en storm 1935) og ude på klitkammen ved havet i sydvest stod æ læns kåver (nedbrudt 1915), som må være den, som Cavling først fik øje på, da han kom cyklende ad stranden fra nord. Postkort i Sønderho Sognearkiv.
Vi befinder os nu paa Fanøs Sydende. Til venstre staar et Sømærke, og da vi slæbende paa Cyklen af alle Kræfter er naaede op i Klitterne, øjner vi en Fjerdingvej borte en lille By med lave Huse, næsten alle tækkede med Straatage. Det er Sønderho.

I denne By lever 5-600 Mennesker, væsentligst Kvinder. Mændene er paa Rejser. Fra Smaahusene, vi spaserer imellem, sendes det danske Flag ud til Søs paa ca. 50 Skibe, og fra dem vajer Flaget med Ære. Ialt er 114 større Fartøjer hjemmehørende paa Fanø. Deres Drægtighed er 32.000 Tons. Hus og Mark passes i Mændenes Fraværelse af Konerne. Mod Fremmede er de tilbageholdent venlige, og skønt de i aarevis er ufrivillige Enker, er der saa langt man kan huske tilbage kun et eneste Eksempel paa, at en Kone har glemt sin Mand. De ældre Fanniker og en Del af de yngre ogsaa bærer den bekendte Fanødragt, der især er ejendommelig ved det brunstribede Hovedtørklæde, som i Nakken er knyttet med en Sløjfe. Af Vingerne paa Sløjfen ser man let, hvorvidt en Fannik er fra Sønderho eller Nordby. I første Tilfælde stritter Vingerne i Vejret. Mærkeligt nok mister Fannikerne ikke Haaret, skønt de tykke, fastbundne Tørklæder afsondrer det fra Luften. Som Regel bliver de heller ikke graa, men dette sker, saafremt de i en ældre Alder ombytter deres Hovedpynt med en Hat. Paa den anden Maade har Hovedtørklædet uheldige Virkninger. Øremusklen mister sin naturlige Form og Øret deformeres, saa det paa sin Maade kan minde om en Kineserindes Fod. Blandt Kvinderne er der ogsaa nogen Døvhed. Fanødragten synes nu at blive sjældnere. I Almueskolen hvor de smaa Piger opmærksomt sidder paa deres Bænke, tæller vi kun 3, som bærer de røde Skørter, men de har kastet Hovedtøjet. Rejsestrømmen har vistnok bidraget til at give de gamle Dragter Dødsstødet. Om en Menneskealder er de forsvundne.

Julius Exner: Skitse af Sønderho Kro 1895 Julius Exner: Skitse af Sønderho Kro 1895. (Gengivet efter P.V. Ørsteds bog "Julius Exner. En biografisk studie", 1903).

Har man set sig om i Byen med de smaa Huse og høje Hække, vender man sine Fjed mod Kroen, der ligger halvt skjult mellem grønne Slyngplanter, blomstrende Træer og duftende Roser. I Stuen bag de to Vinduer, der fra Overbygningen paa Forhuset vender ud mod Vejen, har Professor Exner haft sit Atelier i snart en Menneskealder. I øvrigt er der i Kroen Pensionat for Tilrejsende. Kromanden, Hr. Baltazar Christensen, (en Slægtning af den gamle Bondeven) foreviser med Glæde sin Beboelse. Her er gamle, hyggeligt møblerede Stuer, hvor Hr. Christensen og hans to Søstre tilbringer en behagelig Sommerferie om Vinteren. I Storstuen hænger et Portræt af Exner, og ved Siden af dette et Billede, han har malet af Kroen. Paa en særlig Hædersplads i Stuen staar et Fotografi, forestillende Prinsesse Marie i Fanøpigedragt. Det blev taget i Nordby under Prinsessens Ophold paa Øen, men Sløjfen er knyttet efter den gamle Mode i Sønderho.

Som Frokost serveres der idag i Kroen Æggekage og Fisk. Det smager fortræffeligt, og efter Maaltidet foreviser Hr. Baltazar Christensen sin Have med dejligt duftende Rosenbede, derefter sin Gaard, som flere Gange er bleven malet af Exner, og endelig beser vi i hans Selskab Byens Kirke, hvor Pastor Knudsen efter Sigende præker lovlig meget om Djævlen og hans Gerninger. Hr. Knudsen er nok lige kommen hjem fra Kina, hvor han har omvendt flere Millioner Kinesere. Han har ikke haft det samme Held blandt Fanøboerne, der i Modsætning til Kineserne afskyer den Onde og hans Væsen, men hænger trofast ved Vorherre.

I øvrigt er Kirken meget ejendommelig, firkantet med et lavt, fladt Loft, hvorfra der hænger 7 Skibe. Paa Væggen overfor Prædikestolen ser man nogle spraglet malede Pulpiturer, der snarere synes at høre hjemme i en Variété. Her som saa ofte paa Fanø, hvor de Indfødte haandterer Malerkosten, har de stærke Farver faaet Overtaget. Man maa erindre, at mange af disse Mænd har faret paa Orienten, og at en Del af den har tilbragt Aar paa Kinakysten.

Marie Møllers hus beliggende Landevej 7 Marie Møllers hus beliggende Landevej 7 set fra øst. I modsætning til langt de fleste huse i Sønderho ligger det nord-syd. Marie Møller (1842-1909) var ugift og udlejede en del af huset til sommergæster. I 1915 blev det købt af den svenske maler Carl Johan Forsberg, der ejede det til sin død i 1938. I dag tilhører "Malerhuset" Billedkunstforbundet (BKF). (Foto: Hugo Matthiessen, Nationalmuseet, 1928).

I et temmelig langt og lidt forfaldent Hus, der ejes af den gamle Ungpige Marie Møller, finder vi Professor Exner i Færd med at male et Interiør. Den 78aarige Professor med det tætte, kridhvide Haar, den sikre Haand og det elskværdige, endnu næsten ungdommelige Ansigt har opstillet sit Staffeli i det Hjørne af Stuen, der vender ud mod Haven, og lige foran ham staar Husets Ejerinde i sin Fanødragt. Som Baggrund for Skikkelsen ser man en Væg med allehaande Ting af gammelt Kobber og gennem den aabentstaaende Køkkendør en Væg, der er behængt med hollandsk Porcellæn.

Julius Exner: En ældre Fanøkone. 1907
Julius Exner: En ældre Fanøkone. 1907. Om det kunne være Marie Møller, ved vi desværre ikke. (Foto: Bruun Rasmussen Auktioner).
I Begyndelsen af Juli ankommer Professoren til Sydenden af Fanø og flytter stilfærdigt ind i sine Værelser paa Kroen. Derefter tænder han sin Pibe og gaar ud for at vælge sig en Model. Fannikerne staar i Dørene og kigger efter ham, for de er meget nysgerrige, men dog skal man ikke tro, at de vil males af ham alle. En Skipperkone siger til os med en ikke ringe Selvfølelse: ”Professoren har ikke malet nogen af vor Familie”. Hun vil ikke dermed udtale noget nedsættende om Professoren, som hun agter og ærer, men at staa Model for ham og blive udstillet paa Charlottenborg er dog ikke rigtigt fint. Adskillige Fanniker kan vanskeligt forsone sig med, at deres Hjem saadan males og udstilles, og der er gamle Fanniker, som er ærgerlige over, at et Billede af en Urtepotte og en Spinderok kan løbe op til 600 Kr., naar de dog vil sælge begge Dele for en Speciedaler slet. Marie Møller, der straks ved vor Ankomst har afbrudt Seancen, siger iøvrigt, at det ikke morer hende videre at staa paa Gulvet saa længe, men hun gør det for at tjene Penge. Hun er desuden lidt gnaven over, at hun skal males som gammel Kone, skønt hun endnu er i sine bedste Aar. Der ulmer kort sagt lidt Misfornøjelse omkring Professoren, men hvad der holder den indenfor det Passendes Grænser er pudsigt nok det, der er det ejendommelige i hans Kunst. Unge Malere, som klatter løs paa Lærredet og uden Hensyn til Enkelthederne tilstræber et Helhedsindtryk, har ikke erhvervet sig mange Beundrere paa Øen. Professorens Folkegunst derimod skyldes, at han maler en Skipperkone med en saadan udpenslet Nøjagtighed i Klædedragten, at hun aabent erkender, at hun ikke selv kunde gøre det bedre. Det er værd at bemærke, at Professoren sætter Pris paa Fannikernes Dom over et fuldført Arbejde. Saa længe han maler det, er der ikke andre end Modellerne, der maa se det. For alle andre, og især for Kromandens to Søstre, de anerkendte Smagsdommere, skjuler han Billedet omhyggeligt. Men kommer han en Aften stærkt dampende paa sin Pibe med et indhyllet Lærred under Armen, saa véd de Besked. De sætter Brillerne paa Næsen og udtaler aabent deres Mening, og roser de Maleriet, saa roser Exner til Gengæld deres Æggekage og Fisk.

Exner dyrker Fannikedragten med dens Farver, Sollyset, der falder ind i de smaa Stuer fra Æblehaven, de Unges Længsel, de Gamles Vemod; men der er noget i Sønderho, han ikke gengiver, og dette møder vi paa Gaden hos en lille Dreng.

- Hvad hedder du?
- Jeg hedder Peter Hansen.
- Hvad er din Fa'r?
– Han er druknet –
- Skal du ogsaa være Sømand, Peter?
- Nej, jeg skal være Snedker. Jeg maatte ikke for Mo'r.

I disse faa Repliker ser man et Vrag, der knuses mod Kap Finisterres ludende Fjeldside, Drengens Udlængsel og Moderens Rædsel, men for intet af dette, der dog er saa typisk for Fanø, findes Farver paa Professorens Palet.

Udsigten over Vadehavet med Ribe Domkirkes karakteristiske profil i det fjerne Udsigten over Vadehavet med Ribe Domkirkes karakteristiske profil i det fjerne. Foto: PHH 17. oktober 2010.

- Saa tager vi Afsked med Sønderho og følger Landevejen, der i nordlig Retning løber langs Øens Østside. Der er herfra over Lavvandet en herlig Udsigt til den jyske Kyst. Midt i den mørkegrønne Stribe staar Ribe Domkirke som et kridhvidt Blink. Værre og værre bliver Vejen, men Cyklen er taalmodigere end Dyr. Først pløjer den villigt gennem Sandflugter, saa forsoner den sig med at løbe over side Mosedrag, og tilsidst hopper den lystigt over en solglitrende Mark, hvor tre Bønderkoner gaar og stakker Lyng. Konerne har netop afbrudt deres Arbejde for at koge en Kop Kaffe, og de beder os tage Plads. Der er ingen Pose i Kedlen, men Kaffen, som tilberedes i en Vejgrøft, smager dog som den lifligste Likør.

Konerne bærer den brugelige sorte Fanø-Maske, der dækker deres Ansigt med Undtagelse af Øjnene og giver dem en besynderlig Lighed med Araberinder. Masken, der er af temmelig tykt mørkt Klædestøj, bestaar af to Stykker, der samles under Næsen. De siger, at de af Hensyn til Solen og Vinden ikke kan undvære den, nar de gaar i Marken. Samtalen med de maskerede Damer har imedens taget en betænkelig religiøs Retning, og den af dem, der staar ved Ildstedet og taler om Djævlen, mens Gnisterne leger Tagfat om hendes røde Skørter, virker nærmest uhyggelig med sit sorte Aasyn.

En Mils Vej fra Sønderho trækker man Cyklen ind over en Hede, og efter mange Besværligheder befinder man sig omsider ved en af de berømte Fuglekøjer, af hvilke den sydligste ejes af den gamle Fuglefænger Kapt. J. M. Knudsen. Med bare Ben i Tøflerne og leende over hele Ansigtet modtager Fuglefængeren os ved Køjens Indgang. Hr. Knudsen er en god Venstremand. ”Jeg gik med Hørup fra Morgenbladet til Politiken”, siger han, og ”nu skal jeg lære Dem, hvordan man fanger en And”.

Sønderho Fuglekøje Kaptajn Knudsens Køje anlagt 1888, i dag kaldet Sønderho Fuglekøje, og den sydligste af de fire fuglekøjer på Fanø. Bag rørskærmen står fangemester Jes Mathiesen Knudsen (1841-1924), der var medstifter af fuglekøjen. Fuglekøjen blev i 1990'erne oprenset og genskabt med restaurerede fangarme. I dag ejes køjen af af Sønderho Jagtforening. (Gengivet efter Sønderho i gamle fotografier. (Bedstefars Billedbog, VII), 1984).

Hr. Knudsen aner ikke, at dette næsten er vanskeligere for en Fuglefænger end for en Journalist af Faget. Dog, Talen er her om Vildænder, og Fremgangsmaaden er følgende: I Midten af et lille, frodigt Krat, der ligger tæt ved Stranden, findes en Dam, og fra denne Dam gaar der Kanaler ud til alle Sider. Kanalerne er overdækkede med Staaltraadsnet. Naar nu Vildænderne søger deres Føde paa de store ”Vatter”, det vil sige Grundene mellem Øen og Fastlandet, saa hænder det, at de flyver ind over Fanø for at finde fersk Vand. Naar Knudsen saaledes ser dem komme, saa skynder han sig at stikke Ild i en Tørv, der ligger paa et Fyrfad. Tørven fordriver Menneskelugten, som indjager de vilde Ænder en forstaaelig Angst. Naar Ænderne derefter opdager Dammen, styrter de sig ned i den og slukker deres Tørst. Men i Dammen ligger der 50-60 tæmmede og dresserede Ænder, og de begynder straks at gøre Tjeneste, idet de i Spidsen for deres utæmmede Brødre og Søstre svømmer ind i de overdækkede Kanaler, hvori Hr. Knudsen har kastet nogle Haandfulde Korn. Er Vildænderne først inde i Kanalen, er Spillet vundet, de drives da bare videre, til de sidder i et ruseagtigt Net. I Hr. Knudsens Køje tages der i Efteraarsmaanederne ca. 4000 Graaænder, Spidsænder, Krikænder og Skeænder, i Køjen nordligere indtil 10.000 Ænder. Salgsværdien er 50 øre pr. Stk. Naar Fuglefængeren har vredet Halsen om paa Ænderne, sendes de til Kjøbenhavns Vildhandlere. Tiden er September og Oktober, da Køberne flokkes om dem, til de fortrænges af Harer og Høns.

- Videre pløjede Cyklen sig en Fure gennem de lyngbelagte Veje; det blev Aften, før vi omsider naaede Nordby. Her gik der paa Gaden en eneste Mand, som ringede med en Alarmklokke og raabte noget om en Slagter, der havde slagtet Lam og falbød dem næste Dag. Vi standsede og spurgte Manden om Aarsagen til hans Adfærd, og som Svar paa Spørgsmaalet lod han Klokken et Øjeblik hvile og pegede paa sin Kasket.

”Nordby Klokkemand” stod der paa den, og Klokkemanden tilføjede:
”Jeg er Avisen her paa Fanø. De kan ogsaa godt kalde mig Klokker, for alt, hvad De forlanger, at jeg skal klingelingre og raabe ud over Øen, det klingelingrer og raaber jeg. Klingelingelingeling!”
”Højstærede Kollega”, svarede vi. Vil De venligst bringe Deres Læsere – om man tør kalde Deres Publikum for Læsere – en ærbødig Anerkendelse af en behagelig Dag. Turen er til ende. Vil De bede de Forbigaende tage til takke. Klingelingeling!


Som skrevet i indledningen fulgte Andreas Vinding i 1909 op på Cavlings artikel med det han kaldte "Breve fra Havet", og som kan læses her.


Manglede du nogle oplysninger undervejs i læsningen?
Da Cavlings artikel er mere end hundrede år gammel, kan det næsten ikke undgås, at der er emner, som vi i dag ikke har helt styr på. Derfor har jeg forsynet den printervenlige PDF-version med forklaringer og en række fakta, som forhåbentlig kan give svar på en række af de spørgsmål, du kunne have undervejs. Her kan du downloade den printervenlige version.

Tak
  • Tak til tidligere leder af Sønderho Sognearkiv, Anker Jensen i Nordby, fordi han gjorde mig opmærksom på Henrik Cavlings interessante artikel.
  • Også tak til fhv. museumsinspektør Finn Grandt-Nielsen for gode råd i forbindelse med Marie Møllers hus, som han har gjort indgående studier af.
  • Endelig også tak til Niels Frederiksen, forfatter til bogen "Sønderho. En skipperby ved Vadehavet", der er igang med at skrive en bog om Julius Exner, for hjælp med oplysninger om Exner og hans malerier fra Sønderho.
Per Hofman Hansen
Portræt af Henrik Cavling Reporteren Henrik Cavling med bowler, cigar, skindhandsker, proptrækker og en Gamle Carlsberg lagerøl på cafébordet 1899. Politiken.

Annonce for Fanø Vesterhavsbad 1904 Annonce for Fanø Vesterhavsbad med bla. Kurhotellet og Hotel Kongen af Danmark i Politiken 1. juli 1904.

Cycle Tidende 1890 I 1886 blev væltepeteren afløst af den langt mere stabile sikkerhedscykel og cyklismen kom på mode. I 1890 udgav Dansk Bicycle Club sit første nummer af "Cycle Tidende".

To cyklister foran Sønderho Kro To cyklister foran Sønderho Kro. Udateret. Foto: Petrea Lund. (Sønderho Sognearkiv. Neg. nr. 395).

Julius Exner: Fanøkone drikker kaffe Julius Exner: Fanøkone drikker kaffe. 1903. Her ses hun med den karakteristiske halsklud og hovedklud med pjagger stramt bundet om hovedet. (Foto: Lauritz.com).

Krofatter Balthazar Christensen og hans krofolk foran Sønderho Kro Krofatter Balthazar Christensen og hans krofolk foran Sønderho Kro. (Sønderho Sognearkiv).

Charlotte von Krogh: Krostue på Sønderho Kro malet før 1906 Charlotte von Krogh: Krostue på Sønderho Kro malet før 1906. Krogh kendte både Exner og August Wilckens, hvorfor det med stor sandsynlighed er dem, der har lokket hende til Sønderho, hvor hun har malet motiver fra bl.a. kroen og kirken. (Gengivet efter Dörte Nicolaisens bog "Charlotte von Krogh (1827-1913). Fra Husum til Haderslev". Museum Sønderjylland, 2007).

Æggekage på Sønderho Kro I 1996 skrev kroholder Birgit Sørensen og forfatter til bogen "På Sønderho Kro" om æggekagen: "Æggekage er en meget gammel frokostret, som vi slet ikke kan undvære på kroen. Den serveres rygede varm på bordet i den sorte jernpande. Den er god og luftig, og lidt af hemmeligheden bag den er, at den de sidste 5-10 minutter inden serveringen har stået i den varme ovn, hvilket får æggene til at hæve, så æggekagen bliver høj og flot". Foto fra bogen af Hanne Stroyer.

Prinsesse Marie Prinsesse Marie i fanødragt. I 1894 aflagde prinsessen besøg på Fanø, hvor hun boede på Kurhotellet og bla. besøgte Sønderho og Sønderho gamle Fuglekøje. (Sønderho Sognearkiv).

Elsa Nöbbe: De høje stolerækker med den marmorerede bemaling i Sønderho Kirke Elsa Nöbbe: De høje stolerækker med den marmorerede bemaling i Sønderho Kirke. 1921. Akvarel. Marmorering er kunsten at male møbler og andet, så det skulle efterligne det langt dyrere og på Fanø i praksis utilgængelige marmor. Privateje. (Foto: PHH).

Julius Exner: Skipperstue fra Fanø Julius Exner: Skipperstue fra Fanø (1887). Dette billede kan med en vis sandsynlighed være malet i Marie Møllers hjem. (Original i Den Hirschsprungske Samling).

Julius Exner: Roser Julius Exner: Roser. Privateje. (Foto: PHH).

Julius Exner: En Fanøpige Julius Exner: En Fanø-pige (1895). Privateje. (Foto: PHH).

Sønderho bymidte. Landevejen med den næsten ufremkommelige sandvej Sønderho bymidte. Landevejen med den næsten ufremkommelige sandvej set fra øst med gavlen til Marie Møllers hus forrest til højre (Landevejen 7). Den høje skorsten i baggrunden var mejeriets, hvor i dag Café Nanas Stue og Sønderho Flisemuseum ligger. Farvelagt postkort fra omkring 1900-1910. Privateje.

Pige med strude og rive til høstarbejde Pige med strude og rive til høstarbejde. I 1841 definerede sprogforskeren Christian Molbech i sit "Dansk Dialect-Lexikon" struden således: Struden: (sådan) "kaldes paa Fanøe et Slags sort Maske, fortil adskilt i to Dele, men bag til forenet, enten strikket, eller syet af Klæde, som Qvindfolkene gaae med om Sommeren i Marken, for at beskytte Øinene og andre Dele af Ansigtet mod Solen og Sandstøv". Her ses en ung sønderhopige fotograferet på Sønderhodagen 2017. Foto: PHH.

Jes Mathiesen Knudsen foran indgangen til fuglekøjen Jes Mathiesen Knudsen foran indgangen til fuglekøjen. I højre hånd holder han kobberkruset med den ulmende tørv. Krusets bund er gennemhullet som en si for at skaffe træk, og det kan lukkes foroven med en rund korkplade. I venstre hånd har han et bundt nyligt fangede vildænder, og om halsen en pose med byg til lokkeænderne. (Foto i Gads danske Magasin 1908/09).

Klokkemanden Klokkemand Niels Mathiasen (1853-1912) fødtes med klumfod, men klarede til enhver tid sig selv. Han begyndte som klokkemand i 1874 og "vandrede gennem årene utallige gange gennem Nordbys gader, standsede så mange steder, at alle med lethed kunne høre hans kraftige stemme, når han udråbte den betroede bekendtgørelse. Han var kendt af så godt som alle de fremmede der kom her til Nordby, thi, det kan ikke nægtes, han var en af vores originaler. Dette ikke sagt til hans forklejnelse. Tværtimod. Med hans død forsvandt noget af det farverigeste i Nordby". (Fanø Ugeblad 24.2. 1912. Xylografi i Illustreret Tidende 28.8. 1881).

Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 


Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
Arkiv med de følgende nyhedsbreve



Publiceret . september 2017. Tekst, redaktion og tilrettelæggelse: © - Aldus.dk.