Stykker til Fanøs kultur og historie

Fanø set fra luften en sommerdag 2009

Stykker til Fanøs kultur > Fanø set fra luften
Tag med på flyveturen over Fanø Siden du er nået frem til dette sted, har du har formentlig læst mit indlæg i Fanø Ugeblad, hvori jeg foreslår at der anlægges en simpel flyveplads på Fanø, så både du og mange flere kan få lejlighed til at nyde Fanøs smukke natur fra luften.

Inspirationen hertil kom, efter at jeg i sommer havde jeg den store fornøjelse at være på en fantastisk smuk flyvetur over Fanø med Henry Schou i hans lille fine Piper veteranfly fra 1943. Formålet var primært at fotografere Fanøs fuglekøjer fra luften med henblik på et nyt billedmateriale til en kommende udstilling i Sønderho gl. Fuglekøje.

Undervejs oplevede vi også Vadehavets egenart med dets vader, banker, dyb, loer og priler og Fanøs smukke kontur og landskab: den bugtede østside med vaden, de brede enge, plantagen, heden, de parabelformede klitter inde på land, de dybblå strandsøer, den brede gule strand og det glimtende Vesterhav foruden naturligvis de romantiske lilleputbyer Nordby og Sønderho.

Tag med på flyveturen over Fanø

Har du lyst til at tage med på en tur over Vadehavet, Halen, Fanø Plantage, Anedals Bjerg, Fuglekøjerne, Hansodde, Albuebugten, Sønderho Hede, Sønderho, Keldsand, Hønen, Langjord, Havside Bjerge, Pælebjerg, Rindby Strand, Fanø Bad, Fanø Golf Links, Grønningen, Grådyb, Skallingen, Langli og Esbjerg. Spring på flyet - der er plads til dig ... og piloten!

God tur
Henry Schou, kaptajn og pilot - Per Hofman Hansen, fotograf
Mit indlæg i Fanø Ugeblad den 1. oktober 2009

Fanø til lands, til vands og ... i luften

Vil man til Fanø, må de fleste naturligt nok tage færgen, nogle få sejler i egen lystbåd til Nordby, og enkelte kan finde på at tage en lille jolle eller sejlbåd fra Ribe til Sønderho, hvis der ellers er vand nok. Men snart kan man formentlig også sejle med både everter, smakker og andre mindre skuder og sejlskibe til Sønderho Havn fra Ribe og andre steder på fastlandet og fra Mandø, ja selv fra de frisiske øer i Tyskland og Holland.

Der er endda spændende planer om at lade Margueritruten slå et slag rundt om Fanø fra Ribe med evert til Sønderho, videre ad cykelstien til Nordby og derfra med færgen til Esbjerg - en genial ide, der utvivlsomt vil tiltrække mange nye besøgende til Fanø.

Men hvorfor lade sig nøje med det. Flere dejlige danske småøer som Anholt, Endelave, Læsø og Ærø har simple flyvepladser, hvor små privatfly kan lande og lette. Hvorfor har Fanø ikke en flyveplads? Gennem næsten hundrede år har der ellers været fløjet til og fra Fanø, omend i spredt og beskedent omfang. Ved vesterhavsbadene har der været gjort flere forsøg, ved Sønderho Strand har der i en periode været rundflyvning, og i engen neden for Farmen nord for Sønderho har der i mange år været en slået græsmark forsynet med en vindpose, lige nok til at et lille privatfly kunne lette og lande.

I sommer havde jeg den store fornøjelse at være på en meget smuk flyvetur over Fanø med Henry Schou i hans fornemt restaurerede Piper veteranfly fra 1943. Formålet var primært at fotografere samtlige kendte og mindre kendte fuglekøjer fra luften bl.a. med henblik på et nyt billedmateriale til en kommende udstilling i Sønderho gl. Fuglekøje.

Undervejs oplevede vi også Vadehavets egenart med dets vader, banker, dyb, loer og priler og Fanøs kendte kontur og landskab med den bugtede østside med vaden og de brede enge, inde i land plantagen, heden, de parabelformede klitter, de dybblå strandsøer, den brede gule strand og det glimtende Vesterhav foruden naturligvis de enestående byer Nordby og Sønderho.

Hvorfor ikke give andre den mulighed? Det var lidt omstændeligt og dyrt før vi var "airborn", for vi måtte frem og tilbage fra Fanø med bil og færge til lufthavnen i Esbjerg. Hvorfor ikke anlægge en beskeden græsflyveplads på Fanø, så små fly kan bringe nye gæster til øen. Det kunne være gæster fra andre flyvepladser i Jylland, Nordtyskland og de frisiske øer. Men også fanniker, sønderhoninger og gæster på Fanø kunne få mulighed for at opleve det samme smukke syn, som Henry og jeg oplevede.

Oplevelsesøkonomi er nøgleordet i disse år. I vore dages fritidssamfund gælder det om at få unikke oplevelser og nye udfoldelsesmuligheder. Her kan Fanø byde på endnu en dimension og har med sin natur og beliggenhed en enestående chance i så henseende. At pladsen også vil kunne bruges til helikopter- og ambulancelandingsplads, vil ikke gøre argumentationen for en flyveplads på Fanø ringere.

Med mit indlæg risikerer jeg at komme i modstrid med økologiske og miljømæssige synspunkter. Den risiko løber jeg gerne, for jeg er overbevist om, at relevante miljømyndigheder først skal godkende alle aspekter af en sådan flyveplads. Og naturligvis er mit ærinde hverken en storlufthavn med asfaltbaner og store bygningskomplekser, men derimod at åbne øjnene for endnu et tiltag, der med respekt og på afbalanceret vis netop kan gøre Fanø attraktiv for gæster og andre, som værdsætter "seriøs turisme". Fanø skal ikke være masseturismens sted, men stedet for det individuelle - det unikke. Fanø skal fortsat gøre og være en forskel. Her kan en lille flyveplads være endnu en brik dertil.

Per Hofman Hansen, Silkeborg
Sommergæst på Fanø gennem mange år.

PS. Har du lyst til at se, hvordan Henry og jeg oplevede flyturen over Fanø ...
Piper L4-H OY-DHN over Albuebugten med Hansodde som pynt
Piper L4-H OY-DHN over Albuebugten med Hansodde som pynt.
Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellerum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 


Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
Arkiv med de følgende nyhedsbreve
Meget mere en en jævnligt slået græsmark og en vindpose behøves ikke til en flyveplads på Fanø

Aldusblad Publiceret 26. september 2009. Idé, research, tekst og layout: © - Aldus.dk.