Stykker til Fanøs kultur, natur og historie. Redigeret af Per Hofman Hansen

Fuglekøjerne på Fanø. En gammel jægers erindringer. Af Hans Christian A. Ellekilde

Printervenlig PDF-version
Et dejligt og smukt redehus fremstillet af tagrør Et dejligt og smukt redehus fremstillet af tagrør. Foto © Leo Novrup 1961.

En gammel jægers erindringer

Det var i begyndelsen af dette århundrede, at jeg i en årrække var "fritidsjæger" i Fanø Statsplantage, hvor der dengang vrimlede med harer, men de fleste var angrebet af tuberkulose, så mange harer af fuld størrelse kun vejede omkring 2 kg. Plantørerne i statsplantagerne havde dengang jagtretten, dog med den indskrænkning, at alle nedlagte harer skulle sælges og beløbet indbetales til krigsministeriet, dog med et fradrag på 25 % i skudpenge.
Den ene fuglekøje var indrettet efter sildefangstprincippet
Der var dengang tre fuglekøjer på Fanø - to i statsplantagen og én længere mod syd i nærheden af Sønderho. Den ene køje var uanvendelig. Den var indrettet efter sildefangstprincippet - der var en høj mast i midten af dammen, og der kunne trækkes et net over det hele. Maskerne var så store i nettet, at ænderne kunne få hovedet igennem, og så var det meningen at trække hele nettet på land og pille ænderne af - men det gik ikke, og al fangst blev hurtigt opgivet.
Der blev årligt fanget ca. 10.000 ænder i de to fungerende fuglekøjer, men jægerne var ikke interesseret i dette andemyrderi, så meget mere, som det økonomiske udbytte var nul; thi udgifterne til fodring af lokkeænderne hele året samt vedligeholdelse af læskærmene og lønning til køjemanden slugte det hele.
Stranden ud for fuglekøjen var fredet, men denne fredning gjaldt ikke for statsplantagen. Mellem fuglekøjens ejere og plantøren var der for at bøde på dette indgået en privat overenskomst, der gik ud på, at ejerne af køjen betalte et lille beløb årligt i erstatning til plantøren for at undlade al jagt i nærheden af køjen. Sagen var nemlig den, at plantøren hist og her dyrkede nogle agre med vårsæd; men hvad harerne ikke åd af de grønne spirer, det åd de, når de sidste kærner var skabt.
Ude i fuglekøjens dam var der anbragt klassiske redehuse træ
Ude i fuglekøjens dam var der anbragt klassiske redehuse træ. Foto © Leo Novrup 1961.
Harerne havde lært at ved fuglekøjen var der fred
Nogle landmålerstokke viste, hvortil der måtte jages, men harerne havde i årenes løb lært, at ved fuglekøjen var der fred, og de pilede altid ned i det terræn, når de blev jaget op. En tidlig morgen først i oktober, en af de dage, hvor Vesterhavets monotone sang kunne høres en halv snes km ind i landet - de var en sagte hymne over alle de strandvaskere, som lå begravet omkring på Vestjyllands kirkegårde - fik jeg af plantøren ordre til at jagte på terrænet ved fuglekøjen. Jeg studsede lidt, men fik den besked, at jeg bare kunne skyde væk, og da jeg var ung og skydegal og ikke som nu, hvor jeg knap nænner at skyde en gråspurv, gik jeg til sagen med fuld energi.
Aldrig havde de fanget så mange ænder som den dag
Jeg skød med kaliber 12, Sauer hanehøsse, sort rotteiler, hagl nr. 4, tællede propper og havde en mere end almindelig færdighed i at skyde kasteskud, så jeg skød ikke mange forbiere.
Krudtkrøgen drev i store skyer ind over fuglekøjen, og det varede heller ikke længe, for "Køje-Madsen" kom farende og skældte mig bælgen fuld. Jeg forklarede ham, at jeg havde fået ordre af plantøren, men han blev ved med at skælde mig ud, indtil jeg sagde til ham, at han kunne være glad for, at han var en gammel mand, thi ellers havde han fået nogle flade øretæver. Senere fik jeg af plantøren at vide, at han havde forlangt det dobbelte beløb som erstatning for fredningen, jeg tror, at det drejede sig om to hundrede kroner.
Køjeejerne klagede selvfølgelig til ministeriet og forlangte erstatning. Klagen kom så til udtalelse hos plantøren, og så forlangte ministeriet en fortegnelse over fangsten den dag, jeg havde jagtet ved køjen, og så viste det sig, at de aldrig havde fanget så mange ænder som den dag, hvorved erstatningssagen var ude af verden, og med hensyn til det beløb, som plantøren havde forlangt af køjeejerne, fik denne medhold, og så blev landmålerstokkene sat op igen, og arealet ved køjerne blev fredet.

Det glædede mig, den dag jeg hørte, at fuglekøjerne var nedlagte; men på Halligerne og i Holland er endnu mange køjer i drift, og flere hundrede tusinde ænder må hvert år lade livet i disse fuglekøjer.
Fredfyldte ænder i fuglekøjen
Fredfyldte ænder i fuglekøjen. Foto © Leo Novrup 1961.

Kilde og noter
  • [Hans Christian Andersen Ellekilde]: En gammel jægers erindringer. Fuglekøjerne på Fanø. Af Ellekilde. Trykt i Jagt og Fiskeri, 20. juni 1961, nr. 6, s. 191-192. Sognepræst og jagtskribent Nils Holger Ellekilde, der er barnebarn af forfatteren, har venligst givet mig tilladelse til at publicere artiklen her på hjemmesiden og har desuden leveret de biografiske oplysninger om H.C.A. Ellekilde.
  • Fotos til denne artikel kan identificeres til at være taget af Leo Novrup. Tak for venlig tilladelse fra Leo Novrups søn, Leif Novrup ©, Sevel pr. Vinderup for lov til at bringe dem her.
Hans Christian Andersen Ellekilde (1879-1962) var lærer i Esbjerg og en ivrig jæger, der ofte deltog i jagter i statsplantagen på Fanø. Med på jagten havde han stående engelske hunde og har både haft engelske settere og en enkelt rød irsk setter.
Ellekildes artikel blev bragt i tidsskriftet Jagt og Fiskeri i 1961 Ellekildes artikel blev bragt i tidsskriftet Jagt og Fiskeri i 1961.

Publiceret 9. november 2009. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden.