Stykker til Fanøs kultur, natur og historie. Redigeret af Per Hofman Hansen

Havside Bjerge på Fanø - en oplevelsesrig vandretur i sporene på Per Hofman Hansen

Den grå klit i Havside Bjerge. Foto Per Hofman Hansen Tag med på en vandretur ind over Vidngab Bjerge Havside Bjerge og se det halve Fanø på en time eller to
De gange jeg har taget turen tværs over Havside Bjerge fra bunkeren "Be Free" ude ved stranden og øst på til Landevejen, har jeg vel kun mødt to mennesker og en enkelt rytter på hest. En mere storslået tur findes næppe på Fanø. Og hvad mere er: Har man øjnene lidt åbne, opdager man, hvordan naturen og geologien ændrer sig markant undervejs. Fra klitter i første række over fugtig strandeng med rester af de gamle ørreddamme og buske af havtorn til de såkaldte "fløsker", en langstrakt lavning med sumpenge og småklitter.

Kort over Havside Bjerge Længere inde i landet møder vi høje grå klitter - sine steder oprevne af vestenvinden - og bag dem breder den flade udstrakte hede sig med lyng og i fugtige områder med star og andre græsser. Fyr og birk står spredt. Og midt i det hele dukker en kilometerlang spejlblank dybblå kanal umotiveret op! Den er helt retlinet, men slår nogle knæk undervejs og er ikke alle steder vandfyldt. Men hvad har den været brugt til? Selv har jeg haft en formodning om, at det var en art (af)vandingskanal, men nej!

En bedragerisk men smuk dybblå kanal
Kort med indtegning af pansergraven
Den smukke blå kanal er et bedragerisk skue. Bag den gemmer sig et stykke krigshistorie fra besættelsestidens Fanø. Den skulle forhindre eventuelle allierede tanks i at komme videre ind i landet.
Den smukke blå kanal. Foto Per Hofman Hansen
Henning Brinch Hansen, der er medforfatter på bogen om Atlantvolden på Fanø, har gjort mig opmærksom på kanalen som et militært anlæg. Den zig-zag-formede kanal er en såkaldt tankspærring eller pansergrav (lokalt kaldet "æ tankgrav") anlagt af den tyske værnemagt i 1944 på ordre fra feltmarskal Rommel. Efter et besøg på Fanø skulle Rommel efter sigende have været utilfreds med befæstningen af Fanø, da han fandt det for let for eventuelle allierede tanks at forcere terrænet, hvis de uheldigvis skulle være kommet gennem kanonilden på vestkysten. Se også flyfoto af pansergraven optaget i 1945, året efter Befrielsen.

Pansergravene blev anlagt ved bortsprængning af jorden, og hensigten med dem var, at tanks ikke kunne forcere dem; var de først kommet ned i dem, kunne de ikke ved egn kraft komme op igen. Men derudover ved man meget lidt om planlægning og anlæggelse af disse anlæg. I dag kan vi til gengæld glæde os over dem som smukke elementer i det smukke Havside Bjerge!
(Kortet er gengivet efter side 48 i bogen "Atlantvolden på Fanø. Fanø under den 2. verdenskrig", redigeret af Peter Willumsen m.fl. 3. udgave. Udgivet af Foreningen Fanø i Atlantvolden, 2011).

Den snævre sti tværs gennem landskabet fører i en slingrende kurs den vandrende sikkert mod øst, og pludselig dukker Morgensterns ejendom og Landevejen ved nedkørslen til Farmen op. Turen er til ende, eller man kan tage sig et hvil og tage turen tilbage. Har man planlagt rigtigt, kan man være heldig at havde både vind og sol i ryggen begge veje!

Men enten før eller efter din egen tur gennem Havside Bjerge, kan du følge i mine spor gennem de to Picasa-billedserier øverst på siden i højre spalte. God tur!

Per Hofman Hansen
Mere om Havside Bjerge
  • Dyr og planter:Danmarks Fugle og Natur (www.fugleognatur.dk) kan du de fine gengivelser og beskrivelser af fund af dyr og planter fra Havside Bjerge. Anbefales!
  • Stednavnet: Vidste du, at havside både kan betyde "side af noget, som vender mod havet", men også "kyst" eller "kant"? Det er nok i den sidste forbindelse Fanøs Havside Bjerge skal forstås: Nemlig de bjerge (klitter), som ligger ud til kysten. (Ordbog over Det danske Sprog).
  • Romanen: Når du siger Havside Bjerge, får du måske - ligesom jeg selv - associationer til romanen Havside Sommer af Henning Mortensen. "'Havside sommer' er en varm og sansemættet skildring af otte-årige Ib, der sammen med sin familie bor i et sommerhus på Fanø i den hede sommer 1947. Ib befinder sig i barndommens lykkeland, men ..." Læs mere på Litteratursiden.dk og lån bogen på biblioteket.
Tag med på fotosafari til
HAVSIDE BJERGE

Du kan følge i mine forspor på turen tværs over Havside Bjerge på mit Picasa Webalbum, hvor jeg har lagt en stibe fotos op. Og alle fotografierne er forsynet med geografiske koordinater, så de er knyttet til Google Maps på de steder, de er taget.


Turen fra vest mod øst


Turen fra øst mod vest


Du finder nemt ind til stien over Havside Bjerge omkring 50 m nord for bunkeren Be Free Du finder nemt ind til stien over Havside Bjerge omkring 50 m nord for bunkeren "Be Free".
Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellerum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 

Om mig selv og mit nyhedsbrev
Se mine tidligere udsendte nyhedsbreve

Publiceret 25. juni 2012. Opdateret 1. september 2015. Tekst, research og layout: | Aldus.dk | Til min Fanø-forside |