Kaaver, kåver, kabe, båke, bavn og prik i ordbøgerne

Ordbogsdefinitioner: Kabe, båke, bavn, prikke

Min forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Æ Kaaver > Ordbogsdefinitioner

Definitioner i Ordbog over det Danske Sprog:

Kabe, en ['ka·bø] flertal -r. (ældre nydansk kab(e); fra middelalderligt plattysk kape, jævnfør det tyske kap-fenster, kvistvindue; , nu især fiskersprog eller dialekt) sømærke, opstillet på land ved indsejlingen til en havn eller ud for et sted, hvor vandet er grundt, fx. bestående af en lang træstage med tværstager og lign. (jvfr. Baake). "gemênlig et grenet træ." Moth.K3 (jf. MDL.). Indsejlingen (ved Hjerting/Esbjerg) bestemmes ved en Kave eller Kaave, som er en Stage med andre Tværstager paa, der sættes til Kjendetegn for de Sejlende. Pontoppidans Danske Atlas. V, 687. Den danske Lods.(1850).36. Jydske Saml.4R.V. 138.140. Feilberg.

Baake, en. ['bå·gø] flertal -r. (fra middelalderligt plattysk bake; samme ord som IV. Bakke og Bavn)

(højt) sømærke. En pyramidedannet "Baake" med en stor, kugleformig Opbygning paa 55 Fods Høide og i klart Veir synlig ti til tolv Mile borte. HCAnd. IV.191. Et lille Rev ... mærket med smaa Baaker. Den danske Lods.(1843).251. Det gjaldt (dvs.: paa en kapsejlads) om at ... agte paa Skjær og Prikker og Baaker. Bogan. II.172. LovNr.30 10/3 1905.§3. hertil: Baakefyr, -tønde (Scheller.MarO.) ofl.

Bavn, en eller (sjældnere) et (Høysg.AG.37; jf. bornholmsk baune, n. Esp.21). [bau'n] Høysg.AG. 37. (sjældent Bavne. Drachm.PT.127; jævnfør bornholmsk ovenfor). Flertal -e (Forordn. 8/5 1700.§4. Grundtv.PS. VII.102. Friis-Møll.D.57) ell. -er ['bau(')-nør] (Bull.(Rahb.LB.I.563). Winth.XI.49. TroelsL.3VII.196). (Gammel dansk bagn, baken (Kalk. I.94), oldnordisk bákn, tegn; fra oldfrisisk baken; jævnfør engelsk beacon; samme ord som Baake, IV. Bakke; forældet, poetisk og dialekt.)
1) vedstabel (oftest anbragt paa et højt sted) og lignende, der antændes som signal i krigstilfælde (eller ved andre lejligheder). Naar ... Bavnene tændes eller Tegn gives med Klokker ... at Fienden skal imod staaes. Forordning af 8/5 1700.§4.
*Baunen lyste og Budstikken løb. Storm. SD.144. *Da (dvs.: paa dommedag) gjalder Luren for sidste Gang, | Da luer Bavnen i Blomster-Vang. Grundtv.SS.I.690. *Klokketaarne i Kjøbenhavn | Tjene til Nød for Bjærg og Bavn (dvs.: som krigsvarsel). samme PS.VI.411. Hauch.MfB.93. Jer.6.1(Chr.VI: baal). Bauner tændes fra Næs til Næs, Hærpil sendes rundt. VVed.H.41. jf.: *dine Kinders Blus, | Det er en Bavn, som Fejde mig forkynder. Grundtv.PS.II.535.
2) (l. br.) baal i alm. *Først Elskovs Luer milde, | Saa Flammerne fra Hel, | Men dog paa begge Bavne | Hinanden de (dvs.: Sigurd og Brynhilde) omfavne. Grundtv.PS.VII.102. *Denne lyse Verdens velsignede Skønhed - | alt skal ramle sammen i en rygende Bavn! Sødb.GD.130. jf.: *Saa skulde strax jeg tænde Glædens Bauner. Winth.XI.49.
3)

yderst sjældent om et højtliggende sted; bakketop; bavnehøj. *Danebrog! i Marken fundet, | Fold dig ud paa ny! | Bølg og bram i alle Havne! | Flyv og straal paa alle Bavne. Grundtv.PS.VI.450. sammeSS.I.413.
Bavne-bakke, en. (jævnfør -høj samt jysk bavnebanke. Feilb.) HAhlmann.P.41.
Bavne-blus, et. Ing.DM.85. Bergs.PP.576.
Bavne-høj, en. (sj. Bavnhøj. Moth. B81. Blich.I.45). Moth.B81. *De henfarne Aar, da hine Bakker i Østen | Var Verdens Ende, og Baunhøjen hisset et stort Bjerg. Blich.D.I.217. *I Sommersolglans glimted Jakobs Gaard | henover disblaa Kjær og Bavnehøje. Aakj.RS.126.(jævnfør Feilberg) almindelig i stednavne som Ejer(s) Bavnehøj og lignede (jf. Esp.21. JohsSteenstr.DS.69).
Bavne-mester, en. opsynsmand ved en bavn. Forordning af 8/5 1700.§3.
Bavne-vagt, en. Moth.B82. TroelsL.I. 16.
IV. Bakke. ( nu ubrugeligt), en. flt. -r. (ældre nydansk. d. s.; fra mnt. bake; samme ord som Baake) det samme som Baake. Må (skibet) sættes på Stranden, da skal Indbyggerne paa Landet ved Bakker eller andre for de Søfarende kjendeligt Tegn anviise Skipperen Plads, hvor beste Grund er til Skibet at strande. Forordn. 21/3 1705.§4.

At prikke
5.4) (jf. indprikke 3)

i forb. prikke af, afmærke (sejlløb, grund) ved prikker (I.2); afprikke (2). OrdbS.(Skovshoved).
Prik - Prikker - Prikkesætter
2) (fra holl. prik)

mindre sømærke, bestaaende af en stage med halm, ris ell. kviste som topbetegnelse (jf. Halm-, Risprik). G.L. Baden: Juridisk Ordbog (1822). Drachmann: Vagabundus (1910), s.197. C.F. Scheller. Marine Ordbog. Dansk-Fransk (1913).
Prikker kaldes også stikbåker eller koste. Den person, der om foråret sætter prikkerne ud til markering af sejlrenderne og igen om efteråret inden isen kommer, tager dem ind, bærer titel af prikkesætter.

Molbech: Dansk Ordbog indeholdende det danske Sprogs Stammeord tilligemed afledede og sammensatte Ord. 2. udgave. Kbh. 1859.
Kabe, en. pl. -r. Tegn eller Sømærker, som sættes paa Landet, eller ved Indløb til Havne, for at betegne Seilløbet, og vise Skibene Vei. (D. Lods. 2 Udg. S. 36) - Kabepenge, pl. den Afgift, som Søfarende betale herfor.

H.F. Feilberg: Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmål. Kbh. 1894-1904:
Kabe, navneord. kab æn -er (Thy); kåv æn kåver eller kåver (Sønderho), flertal kåver (Ringkøbing) - lodssignal ved Agger, en skibsmast med tværstang, hvorpå brætter hejses op; ligeså i Sønderho; mærker langs sejlløbet i Ringkøbing Fjord; jævnfør middelnedertysk: kapinge eller kape, Karl Schiller & A. Lübben: Mittelniederdeutsches Wörterbuch (1875-1881): "Stage oder Bake als Seezeichen".

Otto Kalkar: Odbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Kbh. 1886-1892:
Kabe, navneord. sømærke; hvilken skipper, som forsømmer og ikke sætter sin kabe (se Pedersdag), skal bryde en daler (1550). Progr. f. Ribe 1842. 6; Hvilke bådsmænd ikke sætter deres kabe og holder den ved magt, om den bliver afløben og hendreven. sst. 7; en mast til en kab. sst. 16 note 1; Moth – indseglingen bestemmes ved en kave eller kaave, som er en stage med andre tverstager paa, der settes til kiendetegn for de seglende. (Pontoppidan: D.Atlas V 687). – Bekabe en dyb og indsegling, som kaldis Graadyb og derfor opbære tønde og kabpenge. (Sst. V 680. Sammenlign nordtysk kape, se Sch. u. L. u. kapinge og kapstange, jvfr. sst. VI 171.

H.F. Feilberg: Bidrag til en Ordbog over Jyske Almuesmål. Kbh., 1886.