Smakke på en gravsten fra 1780 i Sønderho Kirke på Fanø |
 
Thomas Sonnichsen Møllers smakke rigget til at bære ferry-sejl gengivet på hans gravsten fra 1780. Ferry-sejlet var en særlig form for sprydsejl, idet det ved krydsen altid kunne flyttes om på den anden sie af sprydstagen, så stagen ikke stod i vejen for sejlet. Ved det klassiske sprydsejl var det på grund af sprydtaljen ikke muligt. På bovsprydet er der plads til en stagfok, en klyver og en jager. På dækket ses et ruf til mandskab og langs rælingen det ophalede sidesværd, der dog her er stærkt nedslidt af tusindvis af fødders gang hen over gravstenen. (Horst Menzel, s. 35).
En smakke fra 1789 med ferry-sejl. Før musen hen over billedet og få en forklaring på smakkens rig og andre detaljer: 1) Ferry-sejlet (Ferry- eller Ferriesegel). 2) Sprydstaget (Sprietbaum), der holder ferry-sejlet udspændt. 3) Messanmasten (Druil- eller Besanmast) der er placeret helt agterude på hækken. 4) Hækken udformet som en lille overbygning. På hollandsk betegnet Staatsiheck eller Staatsie. 5) Dirk. 6) Sidesværd. 7) Rå (Bagien- eller Unterrah) til topsejlets skøder. 8) Rå- eller topsejlet. (Illustration fra 1789 af Gerrit Groenewegen).
Smakken Johannes af Sønderho ført af skibsfører Mads Johansen (1756-1827). Gengivelsen af smakken er det ældst kendte skibsportræt fra Fanø og udført af J. Hemsen i 1794. Smakken var opkaldt efter Mads' far Johannes Mikkelsen (1727-1796), der også havde været skipper og desuden skibstømmermand. Mads var gift to gange og fik i alt 14 børn! (Grønnegaard, s. 704). Gengivet med venlig tilladelse fra © Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg.
Skibet er en smakkeSkibet på gravstenen i Sønderho Kirke er forsynet med smakkens to særlige kendetegn: Den helt agter tæt på hækken og oven over rorpinden placerede mesanmast eller rettere betegnet 'Druilmast' samt den trekantede afslutning, kaldet 'Staatsiheck'en' (Se note 1). Smakken er i familie med tjalken, og udgør sammen med everten, kuf'en, jagten og galeasen Vadehavets klassiske fragtskibe og er en rigtig vadehavssejler, der som everten og tjalken er velegnet til at gå tæt ind under kysten ved højvande og laste og losse ved lavvande.Smakken kaldes på tysk Schmack eller Schmackschiff og på hollandsk Smak. Smakken er oprindeligt et nederlandsk vadehavs- og kystfragtskib, men også bygget langs den tyske Nordsøkyst. Betegnelsen smak er gammel og optræder første gang i arkivalier i 1460. Smakken var allerede meget anvendt i 1500-tallet, men især i anden halvdel af 1700-tallet, hvor den sejlede til Frankrig, England og Skandinavien. Omkring 1820 blev den i stigende grad fortrængt af galioten og kuf'en. Skrog og størrelse Skroget er fladbundet med en lav køl, bug og hæk er bred og rund, og det gennemgående dæk har et ret stort spring og er forsynet med to luger og et dækshus. Smakken ligner kuf'en, men er smallere og slankere og har et højere agterskib. Størrelsen kunne variere mellem 35 og 70 læster svarende til mellem 70 og 140 tons. De største nåede til Potugal og England. Ud over sejlads med træ og at fungere som persontransport især ad floder og kanaler spillede smakken også en væsentlig rolle ved transport af havlfangermandskab mellem Rotterdam og mandskabets hjembyer. Sidesværd De fleste smakker er forsynet med sidesværd, men nogle af dem har kun en kimingskøl, et bræt placeret på begge sider udvendigt på skroget under vandlinien bla. for at holde skibet oprejst, når det kommer på grund, og til at hindre for stor afdrift under sejladsen. Sidesværdet er sammenføjet af korte planker, kant imod kant, der holdes sammen af jernskinner forneden og et tværsliggende stykke planke foroven. Sværdet bruges som nævnt til at formindske skibets afdrift i bi di (bide-) vindssejlads. Sværdet er derfor så langt, at når dets overende, som er den smalleste, er sat på sin bolt i skibets side, om hvilken bolt sværdet i øvrigt kan dreje sig, hænger sværdets underende, der er afrundet, noget nedenfor fartøjets bund. Sværdet har en ophaler i den brede ende, og affires stedse på den læ side. (Funch, Bind 2, s. 138). Master, takkelage og rig Oftest førte smakken på stormasten et gaffelsejl, men på Sønderho-gravstenen er den udstyret med et såkaldt ferriesejl (Ferry-Segel; Ferrie-Segel), en særlig udgave af sprydsejlet (som holdes udspilet med en sprydstag, stage). Når der skulle krydses mod vinden, kunne ferriesejlet altid flyttes om på den anden side af sprydstagen, så stagen ikke stod i vejen for sejlet. Ved det klassiske sprydsejl var dette ikke muligt, da sprydsejlets taljer stod i vejen. På spryd- og højnokkesejlet (Spriet- und Hochnocksegel) er sprydstagen længere end masten. Sejlet slutter øverst i en spids, og den sprydtalje som holder sprydstagen sidder midt på stagen. Det har den ulempe, at det ved manøvrering og krydsning op mod vinden er svært at flytte sejlet fra den ene side af stagen til den anden, for at stagen ikke står i vejen for sejlet. Til gengæld har det den fordel, at sejlet kan være større end et Ferrysejl. Ferrysejlet er derimod næsten retvinklet. Den talje, som holder stagen er fastgjort oven over sejlet. Når der krydses, er det derfor temmelig enkelt at flytte sejlet fra den ene side af stagen til den anden, fordi der ikke er tovværk eller anden takkelage i vejen. Ferrysejlet blev foretrukket af skibsførerne, når de besejlede faste ruter, hvor der ofte måtte krydses. Det gjaldt f.eks. de såkaldte Börteschiffe (landsætningsbåde) eller Fähren = Ferries (færger). Ferrysejlet har så til gengæld den ulempe, at det er mindre end højnokkesejlet. (Kilde: Horst Menzel).
Beim Spriet- oder Hochnocksegel ist der Sprietbaum länger als der Mast. Das Segel läuft oben spitz zu. Die Spriettalje, die den Sprietbaum hält, sitzt in der Mitte des Baumes. Nachteil: Beim Lavieren oder Kreuzen ist es schwierig, das Segel von der einen Seite des Baumes auf die andere zu bringen, damit der Baum nicht im Segel steht. Vorteil: das Segel ist größer als ein Ferrysegel.
Das Ferrysegel ist nahezu rechteckig. Die Talje, die den Baum hält ist oben über dem Segel befestigt. Beim Kreuzen ist es daher recht einfach, das Segel von der einen Seite auf die andere des Baumes zu bringen, weil kein Takel im Wege steht. Das Ferrysegel wurde von Schiffern bevorzugt, wenn sie eine feste Route befuhren, auf der sie häufig kreuzen mussten, z.B. Börteschiffe (Fähren = Ferries). Nachteil: Das Segel ist kleiner als ein Hochnocksegel. (Quelle: Horst Menzel). Druil- eller mesanmast, Hennegat, Staatsiheck og Draai over boord Agter havde smakken en lille mast, som kaldes druil- eller mesanmasten placeret oven over rorpinden, som stikker igennem en trekantet åbning (das Hennegat) i hækken, Staatsiheck; Staatsie; Hennegat-Heck. (Se også note 1). Bagtil løber skanseklædningen på begge sider et stykke ud over agterstavnen og afsluttes i en hækbjælke. I den nævnte trekantede åbning føres rorpinden, som kan være udsmykket med et højt rorhoved, igennem. Kuf'en og galioten havde aldrig hæk og hennegat, men havde i modsætning til smakken et frithængende ror, hvis rorpind rakte frit ind over ræling og dæk, og som man derfor kaldte 'Draai over Boord' (Se note 2). Tjalken kunne også være konstrueret med Statie-heck, men oftest havde den frihængende ror, 'Draai over Boord'. 
Alle skibe med staatsiheck havde en ganske særligt og karakteristisk udformet rorhoved, som var passset harmonisk ind i i skibets øvrige linier. Hovedet var udsmykket med smukt træskærerarbejde og afsluttedes ofte med et menneskeskehoved iført hjelm. Roret selv bestod af tre planker. De forreste, rorstammen, kaldtes kongelig (Konning; König) Den bageste planke blev betegnet "Klick" med "Hacke", der hvor roret forneden blev bredere bagud. I midten sad "fyldstykket". Når man ser på udviklingen i sejlføring og rig på de tre skibstyper smakke, kuf og galiot, er det smakken der undergår de færreste ændringer. Førte smakken oprindeligt sprydsejl, hvortil Horst Menzel også regner ferrie-sejlet, var det dog siden 1700-tallet gaffelsejlet med den faste gaffel, der blev fremherskende. Dertil føjedes en bredfok (5), et topsejl og evt. endnu et bramsejl. Mesansejlet, eller rigtigere betegnet "druil-sejlet" var oprindeligt et latinersejl, derefter et sprydsejl og senest et gaffelsejl med spryd. Skødet fra sprydsejlet var oftest fæstnet til en udrigger, den såkaldte papegøjestang. Forude fører smakken en stagfok, en klyver og en jager. På dækket havde smakken et ruf til mandskabet samt kabys (Funch, Bind 2, s. 122). Rorhovedet på en smakke (t.v.) tegnet og koloreret af G. Kragt i 1777 udgivet af E. van Konijnenburg i 1913. Rorhovedet kunne også være en løve, et kløverblad med tre tønder eller f.eks. en volut. (Gengivet efter Horst Menzel, s. 38.)
  ´
Kaptajnsgravsten fra Föhr og Amrum
Ligesom på Fanø finder man ofte 1700-tallets smakker og andre skibe gengivet på kaptajnsgravsten på øerne Föhr og Amrum. De to gravsten til venstre står på Föhr og stenen til højre stammer fra Amrum og viser en smakke rigget med det klassiske gaffelsejl på stormasten. Foto til højre er velvilligst stilet til rådighed af © Martin Rheinheimer, Syddansk Universitet, Esbjerg. Andre skibstyper Smakken må ikke forveksles med andre skibstyper med samme navn. Således slet ikke med den danske smakkejolle, som er langt mindre og af en helt anden type. Ej heller med det amerikanske fiskerifartøj, Newfoundlandskonnerten eller det klinkbyggede engelske fiskefartøj eller trawler med lodret stævn og udhængende hæk. Smakken i kopi Efter forbillede i en smakke fra 1770 byggede lærlingene på Meyerwerft i Papenburg i 1985 en kopi, dog ikke i træ, men i jern. Smakken bærer navnet Gesine von Papenburg og benyttes som udflugtsskib.
Noter
Tusind tak til Horst Menzel!
Det har været noget af et detektivarbejde at identificere skibstypen på gravstenen over Thomas Sonnichsen Møller, men den definitive hjælp kom fra Horst Menzel i Hamburg, som gennem et langt liv har beskæftiget sig med vadehavets skibsfart og skibstyper, herunder tjalken, kuffen, galioten og smakken. Flere af dem har han endda bygget i veldokumenterede kopier ligesom han har været konsulent for Deutsches Schiffahrtsmuseum i Bremerhafen. Tak også til Horst Menzel fordi han uden tøven gav mig lov til at gengive hans fine illustrationsmateriale fra hans bog om "Smakken, Kuffen, Galioten" (1997). Copyright © Horst Menzel. Vielen Dank! Bedanken möchte ich mich besonders bei Herrn Horst Menzel, Spezialist für segelnde Binnen und Küstenfahrzeuge, der mir mit gutem Rat behilflich war und die Genehmigung erteilte, Illustrationen und Texte aus seinem Buch "Smakken, Kuffen Galioten" zu verwenden. Copyright © Horst Menzel. Per Hofman Hansen Tak også til min kollega og sejlskibsentusiast, stadsbibliotekar Peter Birk for mangen god maritim diskussion og tak til Jens Ebbe Thomsen, Hinnerup, for venlig bistand og gode råd hvad angår identifikation og beskrivelse af gravstenens kirke og skib.
Deutsche Zusammenfassung des Buches 'Smakken, Kuffen und Galioten'
Smakken, Kuffen und Galioten waren kleine, plattbodige, flachgehende, rund gebaute Schiffstypen ursprünglich niederländischer Herkunft. Sie entstanden zum Ende des 17. Jahrhunderts und erlebten den Höhepunkt ihrer Verbreitung im 19. Jahrhundert, als sie einen großen Teil des Warentransports auf Nord- und Ostsee abwickelten. In allen Häfen dieser Seegebiete waren sie in großer Zahl anzutreffen; hin und wieder segelten einzelne sogar über den Nordatlantik, ins Mittelmeer und nach Ostasien. Trotz ihrer früheren Bedeutung haben diese Schiffstypen bisher nur wenig Beachtung gefunden. In Deutschland, wo im vorigen Jahrhundert diese Kleinsegler ebenfalls in großen Stückzahlen gebaut wurden, gibt es kaum verläßliche Literatur; in den Schiffahrtsmuseen sind Modelle dieser Arbeitsbienen eher die Ausnahme. Wichtigste Anforderung an die Schiffe war die Ladefähigkeit, die Geschwindigkeit spielte kaum eine Rolle. Deshalb wurden vor allem Smakken und Kuffen mit einem plumpen, aber geräumigen Unterwasserschiff versehen. Nur die Galioten hatten von Anfang an günstigere Linien im Unterwasserbereich, sie konnten deshalb auch schon früh auf die Seitenschwerter verzichten, die die beiden anderen Typen lange beibehalten mußten. Am Ende ihrer Entwicklung hatten sich Kuff und Galiot konstruktionsmäßig so weit einander angenähert, daß kaum noch Unterschiede wahrnehmbar waren. Für alle drei Typen gab es kein spezifisches Rigg. Es kamen alle Takelungsarten vor, von der Anderthalbmast- bis zur Vollschiffstakelage, so daß eine Bestimmung anhand älteren Bildmaterials schwierig ist. Horst Menzel hat die drei Schiffstypen eingehend untersucht und anhand vieler zeitgenössischer und eigener Darstellungen und Zeichnungen beschrieben. Auch die wichtigsten Baustoffe, Aus- und Zurüstungsteile, Verzierungen, Farbgebungen und die verschiedenen Takelungsarten werden ausführlich dargestellt. Damit eröffnet das Werk nicht nur dem Schiffahrts- und Schiffbauhistoriker viele Einblicke, sondern liefert auch dem Modellbauer detailreiche Anregungen. Horst Menzel, Jahrgang 1929, lebt in Hamburg und ist von Beruf Kaufmann. Seit über fünfzig Jahren arbeitet er auf dem Gebiet des Modellbaus und der maritimen Geschichte und hat eine Vielzahl von Fachaufsätzen und Monographien veröffentlicht. Bereits 1949 und 1950 arbeitete er unter Bernhard Schulze im Museum für Hamburgische Geschichte an dem ersten Nachkriegs-Hafenmodell und an den Modellen der H.P. Chapman Typenserie. In den folgende Jahren restaurierte und baute er mehrere Modelle für ein norddeutsches Schiffahrtsmuseum. Hierbei entdeckte er seine Vorliebe für die Kleinschiffahrt. Seit 1991 ist er verantwortlicher Redakteur der Zeitschrift "Das Logbuch" des Arbeitskreises Historischer Schiffbau e.V. Kilde: Deutsches Schiffahrtsmuseum, Bremerhafen. |
Die Staatsiheck, roret og rorpindens placering. Den agterste mast, mesanmasten, er anbragt oven på den lille overbygning, hækken, die Staatsiheck eller Staatsie, som fremkommer ved at den øverste bord i begge sider løber sammen i en spids, hvorved der dannes en trekantet åbning, kaldet das Hennegat. Herigennem kunne rorpinden føres og på den måde bevare sin frie bevægelighed. Smakken er i familie med tjalken, hæktjalken (die Hecktjalke), og blev bygget stor set som den, blot kraftigere og på en køl. (Foto af model bygget af © Horst Menzel).
Sidesværd
Die Hennegat. På denne model af en smakke fra 1804 ses Staatsiheck'en med dens trekantede åbning ganske tydeligt. Det fremgår også at rorpinden igennem åbningen har ganske god sideværts bevægelighed. (Model i Historisches Museum der Pfalz Speyer. Gengivet efter Horst Menzel, s. 31.)
Draai-over-boord-rorpinden på en nederlandsk hæktjalk kan drejes helt ud over rælingen. I 1800-tallet forsvandt hæktjalken og blev erstattet af Draai-over-boord-tjalken (Efter Horst Menzel: Die Tjalk (1993), s. 34).
Smakke med fast gaffel gengivet på ni blåmalede Delfter-fliser ca. 1750-1775. Horst Menzel beskriver takkelagen således: "Man beachte den abgestagten Top des Druilmastes (Besan/Mesanmast) und den Hahnenkamm am Sprietbaum".
|
|
Publiceret 14. maj 2007. Opdateret 1. juli 2007. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden. |
|