Fanøs kultur, natur og historie
Fanøs kultur, natur og historie

Sønderho. Kunstnerkolonien ved havet

Printervenlig PDF-version
Fanøs kultur, natur og historie > Kunstnerkolonien ved havet

Sønderho 1926: Kunstnerkolonien ved havet

Om åleslanke amerikanerinder og riddere af den dyppede pensel
Af "Kammerjunker Lassen", pseudonym for journalist Jørgen Bast, B.T.
 Kvindelig golfspiller. Illustration fra det amerikanske tidsskrift Life 1926 Forsiden på det amerikanske tidsskrift Life, september 1926.

Vognen suser blot nogle kilometer over den faste, grå strand – gynger en strækning over en sandet klitvej .... og straks er man nået fra Fanø Vesterhavsbads internationale mondænitet til Sønderhos blide, landlige idyl. De to badesteder ligger og skæver til hinanden fra hver sin ende af øen – med åbenlys foragt i blikket.
    I Sønderho omtaler man kun Fanø Vesterhavsbad som en snobanstalt, en fuldkommen latterlighed – og synes at mene at endogså bølgerne er anderledes nordpå – bukker for de badende og rækker en enkelt skumhånd frem efter drikkepenge, før de overskyller dem. Til gengæld hævner Fanø Vesterhavsbad sig med kun at omtale Sønderho med et skuldertræk – som et hul, en udklækningsanstalt for fluer, en ynkelig småborgerlighed – absolut ikke egnet til opholdssted for mennesker med smoking i klædeskabet og de sidste Charleston-trin i knæene.


Sådan indleder "Kammerjunker Lassen" en humoristisk, men også ganske rammende artikel i 1926 om de store kontraster mellem Fanø Bad og Sønderho. Både nord og syd bliver spiddet kærligt af kammerjunkerens spidse pen: Badet for sine "åleslanke amerikanerinder med deres viltre garçonne-hår" og Sønderho for sine "riddere af den dyppede pensel". Bag kammerjunkeren gemte sig journalisten ved Berlingske Tidende og B.T., Jørgen Bast (1894-1965), der dengang var, hvad man kaldte en "københavnerjournalist". Med altid veloplagt flid - men uden egentlig politisk stillingtagen - søgte han først og fremmest at fortælle hvad han så og hørte. Det giver han et godt eksempel på i denne fornøjelige reportage langt væk fra hovedstaden.
Gå ikke glip af kammerjunkerens festlige beskrivelse af københoningernes indtog på Fanø anno 1926...

Per Hofman Hansen
Jacob Agersnap ved sit staffeli foran Sønderho Kro 1925 Jacob Agersnap ved sit staffeli foran Sønderho Kro 1925. Original i Sønderho Sognearkiv. B00052-25.
... kammerjunkeren fortsætter:
Mellem malere
Overgangen er i virkeligheden også fænomenal. I Sønderho svinger ingen gnistrende, åleslanke amerikanerinder deres golfkøller højt over det viltre garçonne-hår, men malere med solsvedne skæg om hagen, svinger deres pensler foran friluftsstaffelierne. Ved hver gammel husgavl, ved hver båd i havnen, i hver klit langs stranden støder man på en maler. Forbruget af olie må kunne ses på Rockefellers årsregnskab – og hvad der går til af lærred til "Solopgange ved Sønderho" og "Gamle Fiskere ved deres Både", for slet ikke at tale om "Unge Piger i Klitterne" .... det må være nok til at holde adskillige tekstilfabriker i gang. Der skal efter sigende findes 4000 malere i Danmark – og man har et umiddelbart indtryk af, at de 2000 har slået sig ned i Sønderho. På smukke dage kan man se blinket af penslerne langt borte – akkurat som man ser glimtet af en sildestime, der vender.
Heinrich Dohm: Kvinder på stranden. 1932 Heinrich Dohm: Kvinder på stranden. 1932. Original i Fanø Kunstmuseum.

    De fleste af disse "Riddere af den dyppede Pensel" er selvfølgelig unge ukendtheder, der endnu kun med bankende hjerte tør drømme om at liste et billede gennem Charlottenborg-censuren..., men af og til nikker man jo også til et kendt ansigt under solhatten.
    Nede i strandkanten arbejder professor August Wilckens i et improviseret lærredsatelier med nøgen model – en pragtfuld, hvid kvinde, en Rubens, der har rejst sig til liv mod det blå vand. Længere henne maler genforeningskunstneren (1) Heinrich Dohm gamle skuder ... Inden vi er nået frem til Klitpavillonen (2) har vi passeret Luplau Jansen (3), Johan Rohde og den svenske maler Carl Johan Forsberg. Den danske natur og den danske kvinde kan således glæde sig ved at blive gengivet gennem mange temperamenter.
Hos krokonen
I Sønderho kender man ikke til portier'er der ligner admiraler i galla – og ikke til tjenere, der løber marathonløb med maden over parketgulvene i de store kursale. Her bor man på kroen, hvor mutter selv står for styret – med et par hvasse øjne i det solskoldede ansigt og med et par solide næver på skafterne. Lavt er der til loftet i den gamle kro, så panderne smækker mod dørkarmene hvert øjeblik. Men ingen klager – thi i Sønderho bærer man sin bule som et slags udmærkelsestegn, er nærmest stolt af den. Viser den ikke, at man bor i et rigtigt fiskerleje, og ikke på et badehotel, hvor to etatsråder kan gå gennem dørene på én gang; den ene på skuldrene af den anden! Når middagen kommer, bænker den gode kromoder selv en om det lange bord, hvis dug bærer solide spor af ugens kost. Heldigvis er kosten ligeså solid som pletterne. Der er ingen der vogter på retterne med disse forsultne, basedowske pensionatsøjne (4), som man kender så godt fra den danske sommer til 5,50 kr. pr. døgn. Nej, vi ved at der er nok til os alle ... og endda en bid til de summende fluer, der på samme gang er både taffelmusik og borddekoration.
De gamle huse ...
Sønderho er ikke afhængig af tantièmelønnede forretningsfolk og kriseramte aktionærer – og derfor lyder der intet klagesuk over sommeren 1926 mellem klitterne. Der er fuldt på kroen – og Eckersberg (5) måtte i dag opsøge sine fanøkoner i de mærkeligste bagstuer (6) og udhuse. For hvert eneste stuehus er optaget af badegæster. Og vel forstår man de sommersammenkomster, der hellere rykker ind i disse gamle huse end i et badehotels forlorne elegance. Jeg hørte engang i sommer Jeppe åkjær hulke lyrisk over de gamle huse, der forsvandt og blev afløst af cementkasser. Jeppe skulle stikke fra Jenle en tur ned på Fanø. Da vilde tåren tørrres på hans digterkinder.
Johan Rohde: Kunstnerens hustru Asa og deres børn møder en fanøkone. Ca. 1920 Johan Rohde: Kunstnerens hustru Asa og deres børn møder en fanøkone. Ca. 1920. Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
    På Fanø er traditionerne hellige. Husene står endnu stråtækte, dybtrøde med hvide fuger, som for 100 år siden. Langs væggene står dragkiste og bondemøbel, der er gået fra slægt til slægt. Fanødragten, som unge og gamle bærer, er ikke et maskeradekostume, men en klædning ... og endnu den dag idag danses ved glade fester den stolte gamle fanødans – den, i hvilken kvinderne ligner velriggede skuder, der går over stag. På Fanø lever man endnu et liv i pagt med naturen – og navnlig har alle, fra den jævneste til den højeste, en dyb følelse af samspillet mellem menneskelivet og tidevandet, denne ebbe og flod, der aldrig aflader (7) omkring de hvide kyster.
Et møde på vejen
Da jeg ville køre min vogn ind i Sønderhos eventyrligt smalle gader, måtte jeg smide den over i grøften for at give plads for distriktsjordemoderen, der kom rullende ud af byen i sin vogn, bred og æblekindet. – Men der skal adskilligt flere manøvrer til, før vi slipper forbi hinanden – og imens slår vi en sludder af.
    – Har De været inde at hjælpe en lille fanøbo til verden? spørger jeg.
    – Nå, siger hun . . . det blev nu ikke til noget – i denne omgang.
    – Gik det da galt?
    – Næh – men det blev flodtid inden at hun blev forløst – og så vidste jeg, at jeg lige så gerne kunde køre hjem nogle timer. For her på Fanø fødes børnene kun ved ebbe (8).
    Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Barkis (9) i Charles Dickens "David Copperfield". Da var det ikke livet, men døden, der kom med ebben.
    Men tanken er den samme: den dybe sammenhæng mellem menneskelivet og så naturen.
    Og jeg er lige ved at give Sønderho’erne ret: der er sommer og hvile ved at komme hen et sted, hvor dette ædle, hemmelighedsfulde sammenspil endnu ikke er overdøvet af jazzorkestre og radiokoncerter (10).

Faktaboks

Sønderho: Kunstnerkoloni eller ej?

Kunsthistorikerne definerer en kunstnerkoloni som en kreds af kunstnere, der samles på et udvalgt sted og arbejder ud fra en fælles målsætning eller en fælles forståelse. Sådanne kunstnerkolonier skabtes i Danmark og i det øvrige Europa med friluftsmaleriet og naturalismens gennembrud i malerkunsten i sidste halvdel af 1800-tallet. Malerne forlod de vante kulturelle centre i hovedstadsmiljøet og skabte kolonier på nye steder i naturen, valgt mere eller mindre tilfældigt, hvor der var uprøvede motiver at finde, og hvor betingelserne for et frugtbart samvær var til stede.
   Også Fanø tiltrak i samme periode adskillige malere. Først især marinemalere som Viggo Faurholdt, C.F. Sørensen og Carl Neumann. Samtidigt og snart efter fulgte især i Sønderho en række betydende kunstnere med professor Julius Exner som den dominerende og populære genremaler og August Wilckens og Johan Rohde som de kommende store skikkelser. Nogle af dem besøgte øen på kortere visitter, andre gennem gentagne somre, og en del købte sig endda et hus i Sønderho, som de mere eller mindre boede i hele året.
    Men i modsætning til skagensmalerne, fynbomalerne, bornholmermalerne og flere andre forblev kunstnerne på Fanø en løst sammensat gruppe. Der blev aldrig tale om en egentlig kunstnerkoloni. Kunsten på Fanø blev nemlig aldrig et udtryk for en bestemt fælles stilretning eller holdning. Vil man imidlertid benytte ordet fanøkunst som en fællesbetegnelse, dækker det nærmere over, at kunstnerne skabte deres værker i et samspil med øens befolkning og natur. De tog afsæt i landskabet og fandt inspiration i det storslåede og varierede naturlandskab.
Noter
  1. Genforeningskunstneren Heinrich Dohm hentyder til, at Dohm udførte det kendte maleri, hvor man ser Christian X på en hvid hest ride over den nye grænse ved Genforeningen i 1920.
  2. Klitpavillonen var et lille tehus opført netop i 1926 ude på Høneengen af Sønderhos legendariske "blæksprutte", fotograf Petrea Lund.
  3. Luplau Jansen (1869-1927) dyrkede især figurmaleriet i en række idylliske genrebilleder. I sommeren 1926 opholdt han sig netop på Fanø, hvor han på Kurhotellet afholdt en udstilling med nogle af sine værker, herunder: "Tennisspillere", "Fanøkone, der pudser vinduer" og "Drenge med et æsel". (FU 7. 8.1926).
  4. Basedow er en sygdom forårsaget af forhøjet stofskifte, hvorved skjoldbruskkirtlen forstørres og øjnene bliver udstående.
  5. Eckersberg .... Lidt pudsig formulering. Formentlig et billede på 1926-sommerens kunstnere, der mere eller mindre forgæves "jagter ofre", som de kan portrættere.
  6. Bagstue: Et rum nær bageovnen, hvor brød blev slået op og sat til hævning (Jysk Ordbog).
  7. Aflader: Holder aldrig op. Lader aldrig vandet løbe væk. (C. Molbech: Dansk ordbog, 1859).
  8. Fødsel ved ebbe: Barsel fandt ifølge hårdnakket påstand sted ved stigende tidevand. Når livet skal begynde, sker det ved stigende vand, så livet bliver den flade strækning over rillet sand til havstokken. Barslende mødre har derfor under veer utålmodigt spurgt til "vandene" ebbe og flod. (Citeret efter Hans Brinch).
  9. Barkis er i Dickens' roman kendt for at være villig til altid at gøre en tjeneste.
  10. Jazzorkestre og radiokoncerter: Da jazz'en kom frem blev den i "dannede" kredse betragtet som underlødig "rå, sandelig og primitiv" musik. Statsradiofonien begyndte netop i 1925-1926 at sende sine første udsendelser.
Litteratur og henvisninger
Abonnér på mine nyhedsbreve om Fanøs kultur, natur og historie. Det er ganske gratis!
Og du vil 3-4 gange om året modtage en hilsen med nye historier om Fanø.
     
     
Se også mit arkiv med sidste nyhedsbreve eller • mine første 20 nyhedsbreve

Publiceret 27. december 2017. Redaktion og tilrettelæggelse: © - Aldus.dk