Stykker til Fanøs kultur og historie

Sørøveren fra Sønderho. Peder Hansen Brinch. Af Sven B. Anthonisen

Stykker til Fanøs kultur > Sørøveren fra Sønderho

Sørøveren fra Sønderho. Peder Hansen Brinch (1767-1826)

Peder Hansen Brinch var en af Sønderhos mest farverige personer
Han er blevet kaldt Sørøveren, og mange myter og eventyrlige beretninger knytter sig til ham. Hans efterkommere er mangfoldige.
Mange har hørt om Sørøveren, men når det kommer til stykket, ved de færreste ikke ret meget om ham. Med udgangspunkt i en række spredte kilder har Sven B. Anthonisen derfor sat sig for at sammenskrive et portræt. Han er i øvrigt tidligere seminarielektor, født 1944 i Esbjerg og bor i dag i København. Han er af Sønderho-slægt på farens side, og forældrene var i mange år bosat i Nordby. Selv er han nu tilbagevendende fanøgæst.

Med tak fordi Sven lod mig bringe hans portræt af Sørøveren, glæder det mig at kunne præsentere denne samlede fremstilling, så vi alle kan blive meget klogere!

Skulle der efter læsningen af artiklen være emner, som du gerne vil drøfte med , skulle jeg hilse og sige, at du er meget velkommen til at kontakte ham.

God fornøjelse
Sven B. Anthonisen og Per Hofman Hansen
Silhuet af Peder Hansen Brinch Skibskaptajn P.H. Brinch giver sin søn Hans Pedersen Brinch (f.1799) en lektion i brugen af det uundværlige navigationsinstrument oktanten. Silhuetten fra omkring 1808 befinder sig fortsat i familiens eje i "Oldemors Hus", Digevej 4 i Sønderho.
Går du en stille vinterdag gennem de små gader i Sønderho, kan du komme nogle af de små lave huse lidt tættere end i sommertiden, når husene og haverne fyldes af glade sommergæster. Lader du nærmest tilfældigt blikket gå gennem de små ruder, vil du mange steder se det samme billede - en silhuet. Det er Sørøveren - eller rettere det viser Sørøveren, der underviser sin søn i navigationens svære kunst.

Peder Hansen Brinch hed han og efterlader sig ud over rigtig mange efterkommere også mange gode historier - historier der grænser til det mytiske.

Han er min 2 x tipoldefar, og jeg skal prøve at beskrive noget af det, vi ved om ham - eller tror at vide!

Peder Hansen Brinch er født i Sønderho i 1767 som søn af Hans Pedersen Brinch og Anna Jesdatter. Peder er opkaldt efter sin bedstefar Peder Hansen Brinch, så der var system i navngivningen. Der er ikke tvivl om, at Peder Brinch har været en initiativrig og selvbevidst mand måske nysgerrig og eventyrlysten. Han kommer i hvert fald vidt omkring i verden. På den tid - omkring 1800 - var der ret mange skibe hjemmehørende i Sønderho, og de sejlede primært i nærområdet, men enkelte gik også til Hamburg, Holland og Norge.

Huset
Sørøveren fik i 1800 bygget et hus ved stranden i Sønderho. I dag ligger det i det, der hedder Øster Land (1). Det var et ret anseligt hus på 11 fag, hvoraf de 2 endda er i to etager. På den tid meget usædvanligt for Sønderho. I 1800 lå huset meget tæt på stranden, og fra vinduerne mod øst var der udsigt over Vadehavet og havnen. Og ikke mindst fra vinduerne på 1. sal var der en storslået udsigt. Huset er i dag meget ombygget og opdelt i 2 boliger.

Peder Hansen Brinchs hus Helene og Ellen i Øster Land før og nu
Peder Hansen Brinchs dobbelthus HELENE og ELLEN i Øster Land før og nu.
Efter opførelsen i år 1800 blev huset brandtakseret med denne beskrivelse: Huset er grundmuret med 11 fag (hvoraf de 2 endda er i 2 etager) og har "engelske" vinduer og "hollandske" døre. De nordlige fag er delt på langs på en utraditionel måde, idet den østlige side med udsigt ud over havet rummer en storstue og et kammer med kælder under, mens vestsiden har lo, stald og foderrum. I 1884 fik huset tegltag og i 1892 opdeltes det i to huslejligheder, Helene og Ellen. Kort efter Første Verdenskrig undergik huset en gennemgribende ombygning, der gav det dets nuværende udseende (2). Fotos: Sønderho Sognearkiv (B00150 043) og Sven B. Anthonisen.

Peder Brinch har valgt ikke at bygge som stort set alle andre i Sønderho: øst-vest. Næsten alle huse i Sønderho vender som kreaturerne på marken rumpen mod vinden, og da de fremherskende vinde er vestlige, ligger de øst-vest. Stuerne ligger mod syd og kan nyde godt af varmen fra solen. Hvad baggrunden for, at Sørøveren vælger at bygge på tværs, ved vi ikke, men måske har han villet have udsigt over havet og solopgangen. En anden mulighed er selvfølgelig, at han har villet vise, at han kunne og ville gøre, som han selv fandt bedst og ikke underlægge sig de lokale traditioner - altså være på tværs. De få huse, der i dag ligger i retningen nord-syd, kaldes i øvrigt i dag tværhuse.

Middelhavet
Som ung har Peder Brinch tilsyneladende været vidt omkring, og måske har han allerede været i Frankrig, mens den franske revolution var på sit højeste og voldsomste. En af familiehistorierne fortæller i hvert fald, at han skulle "have specialiseret sig i udsmugling af aristokrater til England og tjent mange penge på denne fragt af 'hvidt elfenben'" (3). Om det er korrekt er noget usikkert, for en anden beretning (4) fortæller, at Peder Brinch under krigen mellem Frankrig og England "gjorde sig bemærket ved mange eventyrlige foretagender bl.a. ved at hjælpe adskillige adelsmænd bort fra Frankrig til Italien. Han anbragte disse i tønder og kasser, og dette levende gods var på skibspapirerne opført som vin, olie, frugt etc. For disse bedrifter blev han af de pågældende flygtninge betænkt med rige gaver i guld og sølv, som endnu findes spredt i familiens eje".

At han tidligt har sejlet på Frankrig, er der ikke tvivl om, og han tog ikke kun til den franske atlanterhavskyst, men over Biscayen og ind i Middelhavet. På hans gravsten nævnes, at han har været i Middelhavet. Og det fremgår også af nogle af de ting, han har efterladt. Der findes også et billede af hans skib "Andreas", der er malet i Marseille i 1804. Det vender jeg tilbage til.

Hvorfor han tog den lange tur ind i Middelhavet er temmelig uklart, men helt ualmindeligt var det ikke for danske skibe. Dansk handel og skibsfart havde de sidste årtier af 1700-tallet haft en gylden periode, ikke mindst fordi det lykkedes at holde tvillingeriget Danmark-Norge neutralt i de store krige. Mod slutningen af århundredet blev denne neutralitetspolitik sværere og sværere at fastholde pga. Napoleonskrigene og primært krigene mellem Frankrig og England. Da engelske krigsskibe forlangte at visitere de neutrale landes skibe, tvang det Danmark-Norge til at tilslutte sig det såkaldte "væbnede neutralitetsforbund" med Rusland, Sverige og Preussen. Det fik englænderne til at sende deres flåde under admiral Nelson til København, og det kom til slaget på reden 2. april 1801, hvor Danmark mistede en stor del af sin flåde. Til trods for dette angreb forsøgte Danmark-Norge i de følgende år at fortsætte sin neutralitetspolitik, men Napoleon proklamerede i 1806 den såkaldte "fastlandsspærring", som Danmark-Norge tiltrådte i 1807 - og straks vendte englænderne tilbage for endegyldigt at gøre det af med den betydelige dansk-norske flåde. Det endte med det frygtelige bombardement af København i september 1807, og englænderne drog af sted med det meste af flåden. Det blev starten på en voldsom periode i dansk historie. Godt nok blev der bygget en hel del mindre skibe og kanonbåde, og mange skippere fik kaperbrev, der gav tilladelse til erobre fjendtlige skibe og deres last, men der var nød og fattigdom i store dele af riget og ikke mindst i Norge. Det endte med statsbankerot, og Norge blev skilt fra Danmark.

Indtil 1807 har sønderhoskipperne kunnet fortsætte deres sejlads og tjene gode penge. Der kom også flere skibe hjemmehørende i Sønderho. Hvor Peder Brinch har været indtil 1807, kan vi ikke i dag sige med sikkerhed, men flere ting tyder på, at han i flere omgange har været i Frankrig - men han har også været hjemme i Sønderho. Han byggede hus i 1800. Han fik børn i 1799, 1802, 1807. Han var med i folketællingen i Sønderho 1801. Han blev portrætteret i Marseille i 1804 - og det blev hans skib også.

Vi må nok her læne os op ad familietraditionen. Vi ved, at han har været i Middelhavet, men præcist hvornår ved vi altså ikke. Måske i perioden fra noget før 1798 til ca. 1807, men så må han også flere gange have været tilbage i Sønderho.

Perioden var en dramatisk periode i Middelhavet. Franskmændene besluttede i 1798 at erobre Ægypten, og samlede derfor en stor flåde i Toulon. Napoleon stod i spidsen for erobringstogtet, og flåden sejlede sammen med et stort antal transportskibe fra Toulon, uden at den engelske flåde under admiral Nelson opdagede det i første omgang. Da de opdagede, hvor den franske flåde var på vej hen, blev den engelske flåde forsinket af en voldsom storm, så den franske flåde kunne aflevere Napoleon og hærstyrken ved Alexandria. Napoleon erobrede hurtigt Ægypten, men da den engelske flåde kom til bugten ved Abukir og mødte den franske flåde, kom det til et voldsomt slag. Den franske flåde blev nærmest udslettet. - Året efter - 1799 - vendte Napoleon tilbage til Frankrig. Han sejlede på en fransk fregat fra Alexandria.

Peder Hansen Brinchs galease Andreas
Peder Hansen Brinchs galease "Andreas", der var chartret af den franske flåde som forsyningsskib. En stor farvelagt tegning på 136 x 98 cm udført af den franske marinemaler Anton Roux (1765-1835) i Marseille i 1804. Original i M/S Museet for Søfart, Helsingør (HS 1950:2529).

I den store transportflåde var der to danske skibe. Det fremgår af listerne over de i Marseille chartrede transportfartøjer. Det ene fartøj var en brig, og det andet var "une goeletta danoise" (5). Det er sandsynligvis Peder Brinchs galease "Andreas".

Familietraditionen fortæller, at "Peder Brinch under eller efter slaget ved Abukir frelste en højtstående officer under dramatiske omstændigheder og bragte ham tilbage til Marseille, og at han blev belønnet storslået derfor. Ikke alene fik han den nævnte miniature, malet af en af datidens kunstnere, men også et kostbart guldur med inskription og kæde; gulduret er desværre forsvundet, men miniaturen er endnu i familiens eje" (6). Det fortælles også, at han "menes at have gjort sig fordelagtig bemærket som blokadebryder" (7).

Det fortælles endvidere, at han for sin redningsdåd blev belønnet med udnævnelse til "capitaine" i den franske flåde. Det skulle så være forklaringen på, at der på hans gravsten står "skibs-capitain" og ikke bare skipper.

Forsvar af Sønderho
Perioden 1807-14 var en voldsom periode ikke kun i danmarkshistorien, men også i Fanøs historie. Hvor der indtil krigen kun havde været fremgang på alle områder - økonomisk, befolkningsmæssigt, antal skibe og størrelsen på skibene - blev der i løbet af krigsårene dårligere og dårligere tider. Sønderhoskipperne sejlede stadig, men nu med stor risiko for at blive opbragt af de engelske skibe - og det blev en del sønderhoskibe, og sønderhosøfolk endte i "prisonen" i England (fængsel - og i flere tilfælde flere år - på oplagte krigsskibe i engelske havne). Men Peder Brinch blev ikke opbragt. Vi ved, at han har sejlet med korn og andre fødevarer til det sultende Norge og havde trælast med tilbage. Det har været en farlig sejlads, men også velbetalt, da det foregik for kongelig regning. Det fortælles (8), at han erhvervede sig en betydelig formue, som han heldigvis havde anbragt i varer og ejendomme, så hans tab ved statsbankerotten i 1813 var meget begrænset.

De fjendtlige engelske skibe var ofte tilstede i de danske farvande og også omkring Fanø. De havde dog generelt svært ved navigere i det meget specielle farvand. De forsøgte at forhindre handlen langs kysten mod syd til Tyskland og Holland og mod nord til Norge, og forsøgte at kapre de små danske handelsfartøjer. I Sønderho var der oprettet en såkaldt landmilits, der skulle forhindre engelsk invasion, og tre gamle batterier var blevet sat i stand.

Søkaptajn Winckler og et kaperbrev
      Søkaptajn W. M. Winckler (9)         Søkaptajnens gravsted på Nordby Kirkegård       Vi ved ikke om Peder Brinch havde et kaperbrev (10)

Peder Brinch har sikkert nydt stor respekt i sin hjemby pga. sin erfaring, sine penge og sin selvbevidsthed, så han blev i 1807 øverstkommanderende for militsen i Sønderho. De havde geværer og kanoner, og de fik lovning på patroner til geværerne og krudt og kugler til kanonerne, men de fik også at vide, at der skulle spares på skuddene. Efterhånden fik Peder Brinch organiseret forsvaret og vagtmandskabet i Sønderho. Militsen og batterierne blev kontrolleret hver dag af "kommandanten på den hvide hest". Det var øens kommandant kaptajn Winckler (11), der hver dag kom ridende fra Nordby. Der var tre batterier (jordvolde) ved indsejlingen til havnen, og hvert batteri havde to eller tre kanoner - og på et tidspunkt blev der brug for forsvaret. Et engelsk krigsskib havde ankret op og sendte barkasser (op til 10 m lange robåde) ind mod Sønderho. Men vagten har været på plads, og batterierne blev bemandet med militsens sønderhofolk. Da bådene rundede sydspidsen, skulle Peder Brinch have sagt de berømte ord: "I Guds og Kongens navn og på min regning - FYR!". Kuglerne ramte ikke bådene, men det var nok til at forskrække englænderne så meget, at de vendte om.

Sådan fik jeg fortalt historien i min barndom, og sådan beskriver Andreas Sørensen (12) det også. Andre har en anden opfattelse!

I "Fanøbogen" (13) fortælles, at skipper Peder Thomsen (1744-1816) fik lov af kommandanten (Peder Brinch) til at skyde sin kanon af mod at betale for skuddet. Peder Thomsen var også en rig Sønderhoning! Skuddet ramte den ene båd og ramte en officer, der blev slået ihjel. Englænderne skulle så have råbt "all over" og flygtet.

I "Fanøs Historie" (14) gengiver Kromann, hvad hans mormor selv skulle have oplevet. Han gengiver det på følgende måde: "Da faren opdagedes af det vagthavende mandskab, blev der givet signal til batterierne derom. Af disse var det ene batteri på Krobanken og det andet ved Kræmmerbjerget, hvor dengang indsejlingen til Sønderho gik lige forbi. Det var fra Kræmmerbjergets batteri, at angrebet blev afvist. Kommandant var kaptajn P. H. Brinch og næstkommanderende kaptajn Peder Thomsen. Begge var de meget velstående; men Peder Thomsen var dog den rigeste; han havde den pågældende nat kommandoen ved Kræmmerbjergets batteri. Fra admiralitetet var der givet korpset ordre til, at der skulle spares på ammunitionen og kun afgives skud, når der virkelig var fare på færde. Da barkasserne nærmede sig, blev kanonerne gjort klar. Den rige Peder Thomsen, der gik med sølvknapper i frakken, skar en af disse af og lagde den i kanonen, der først skulle fyres af. Det var nemlig en gængs tro dengang, at et skud med sølv i altid var en træffer. Da så kanonen var bragt i stilling klar til affyring, kommanderede Thomsen: "Klar! A sejer i Guds og Kongens Navn, lad jen go o mi Regning, a betaler æ Skaad!" Som sagt så gjort, skuddet gik af og kuglen slog ned i den første barkasse, og hele flotillen vendte øjeblikkelig om og stod ud af havnen".

Det har sikkert ikke altid været let for øverstbefalende Peder Hansen Brinch at holde styr på sønderhofolkene. De var godt trætte af at skulle eksercere og holde vagt evig og altid. Flere fik bøder for ikke at møde op, og kirkeværgen Lars Mortensen blev stærkt bebrejdet, at han havde låst kirkenøglerne inde, så kommandanten ikke kunne få adgang til "den kongelige ammunition", der lå på kirkeloftet (15).

Men vagterne havde trods alt været på plads også den nat, hvor et skib passerede forbi Sønderho og ikke svarede tilbage, da vagten anråbte det. Vagten troede derfor, det var et fjendtligt skib og affyrede varselsskud fra Krobanken. Skuddet opskræmte selvfølgelig befolkningen, som snart fuldtalligt mødte op på Krobanken. Det viste sig dog, at det var en fiskerbåd fra Nordby. Og så fra Nordby!

Ruiner af et kanonbatteri ved Sønderho
Ruiner af et af Sønderhos kanonbatterier
Endnu i 1820 kunne man på Thobølls matrikelkort over Sønderho se et af de tre faste batterier markeret på kortet som "Ruiner af et Batteri".

Nøden på Fanø tiltog i løbet af krigsårene, hvilket bl.a. fremgår af et brev fra Peder Brinch i november 1812 (16). Han omtaler her sig selv som "anfører over batteriet og korpset i Sønderho". Han beskriver, hvordan øen har mistet en del af sine skibe, dels fordi enkelte blev rekvireret ved krigens udbrud, og dels fordi nogle blev rekvireret med "Kongelig Magasin Korn til Norge" og i den forbindelse stjålet (kapret) af fjenden. Al den dårligdom begrunder en ansøgning om at måtte købe korn fra Ribe Amtstue. Brevet slutter med ordene: "Vores allerunderdanigste ansøgning håbe og beder vi på anført grund os forundt. Allerunderdanigst Peder Hansen Brinch".

Andreas Sørensen fortæller i sin bog "Ved det yderste hav", at Peder Brinch under krigen mod England var "interesseret i kaperiet", og han fortæller, at der i hans barndom i øststuen i det gamle hus sad en rude, hvori der med en diamant var ridset navnet på en af hans oldefars hollandske kammerater og årstallet 1809 (17).

Da krigen mod englænderne sluttede i 1815, blev det fejret i Sønderho. Der fortælles (18), at der var festmiddag og bal hos kaptajn P. H. Brinch på kongens fødselsdag. Det beskrives sådan i "Ribe Stiftstidende": "Lørdag den 23. januar hilstes kongens fødselsdag på Sønderho med 28 kanonskud. Om aftenen var øvrigheden med flere af øens agtværdige familier forsamlet hos kaptajn P. H. Brinch, hvor kongens og dronningens og det kongelige huses skåler udbragtes under kanonernes brag og tredobbelt hurra. Efter bordet deltog såvel oldinge som ynglinge i øens nationaldanse indtil kl. 4 om morgenen".

Efter 1815
Vi ved kun lidt om, hvad Peder Brinch foretog sig i årene efter 1815, men han sejlede stadig. Han var bl.a. i Norge og på Island, og han samarbejdede med købmænd fra bl.a. Ribe.

I 1821 var han på Island, og sejlede derefter de islandske varer til i Rotterdam. Hjemrejsen blev meget dramatisk, og han beskrev det selv i skibsdagbogen, som er trykt i "Fanøs Historie" (19). Han fortæller, at de forlod Rotterdam den 19. oktober og havde lods med, indtil de kom "i søen". Vinden var stiv kuling, og der var svær sø. De måtte arbejde hårdt for "at klare landet". Senere tiltog vinden til storm, og de var bange for, at stormasten ikke kunne holde.

Om morgenen den 24. oktober fik de ud for Sild en svær bræksø over skibet, og de fik vand i kahytten. Peder Brinch udtrykker sin bekymring med ordene "det så mådeligt ud for os". De besluttede på et skibsråd at gå ind til Sild, selvom der var "tyk med regn og storm". De kom ind mod Listerdyb, men "i brændingen brækkede topsejlråen, og bramråen gik i stykker, mesanen gik og bovsprydet skørnet og knækket. Kappede topsejl, bramsejl og alt bort for at undgå at komme i stranden, da skibet nu var som et vrag, resolverede at få skibet om for vinden for ikke at forlise, nu tog skibet grunden, sejlene fløj, masten gik, men en lykke, at roret holdt, da skibet kom af grunden og over til Lister Dyb, var det nødsaget at gå til ankers på 7 favne vand.... Skibet havde givet sig overalt".

Om morgenen den 25. oktober kom de med stort besvær "ind på reden af List", men der var ikke i List materialer til at få repareret skibet, så de var nødsaget til at søge nærmeste havn - og det var Sønderho, som de kom til den 26. oktober. Dagen efter faldt en matros overbord og druknede. Med på denne rejse som styrmand var en "H.P. Brinch". Det må have været sønnen Hans Pedersen Brinch.

Skibe
Vi har kendskab til flere af de skibe, som Peder Brinch har været ejer af og fører af (20). Han blev styrmand i 1792 og tog i 1794 borgerskab i Randers som skibsfører. Først af det lille smakskib "Frui Lothe" på 24 læster (21) og siden af galeasen "Andreas" på 29 læster. Se ovenfor. Senere blev han ejer af skibet, men i november 1808 blev det opbragt af den engelske fregat "Crocodille", men Peder Brinch var ikke ombord (22). Skibet omtales her som "St. Andreas".

Peder Brinch erhvervede sammen med købmænd fra Ribe briggen "King George" (62 læster), der var forlist ved Henne Strand i 1807. Skibet blev repareret i Sønderho og omdøbt det til "St. Pieter". Vi ved, at skibet sejlede med korn til Norge i 1812, og i 1816 var på det på sæl- og hvalfangst. Måske var han kun på enkelte ture med dette skib.

Efter at have solgt "St. Pieter" købte han sammen med en skipper fra Nordby galeasen "Aurora" (55 læster), det var forlist ved Blåvand 1815. Peder Brinch fik også dette skib repareret i Sønderho. - "Aurora" hed også et skib, der i 1809 var blevet kapret af kaperkaptajnen Gregers Pedersen Carstensen fra Sønderho. Det kunne være det samme skib. - Og navnet går igen senere: Peder Brinchs søn Søren fik i 1842 i Sønderho bygget en galease, som han kaldte "Aurora". Senere overtog en anden søn, Jes, skibet (23).

Fra 1818 var han eneejer af "Aurora" og han har sandsynligvis været i Middelhavet med dette skib, da han i 1823 fik udstedt et algierisk søpas (24).

Familie
Peder Hansen Brinch (1767-1826) blev gift i 1794 med Lene Mathisdatter, der var født i 1773. Hun døde i 1813 (2 måneder efter at have født det 6. barn) og sammen fik de 6 børn. Han giftede sig igen i 1814 med Lene Marie Sørensdatter (1793-1831). De fik sammen 8 børn. Det tredje barn blev min tipoldefar Peder Pedersen Brinch - også kaldet Store Peder Brinch. Se foto i spalten til højre.

Da Peder Brinch giftede sig anden gang, var han 47 år, og hans nye hustru var kun 21. Hun var kun et år ældre end Peder Brinchs ældste barn.

I de to ægteskaber fik Peder Brinch ikke mindre end 14 børn. 3 døde som små, men flere blev ret gamle. Drengen, der på silhuetten bliver undervist af sin far i navigation, er den ældste søn Hans Pedersen Brinch. Han blev selv skipper, og det blev alle hans brødre også.

I den kæmpemæssige gruppe personer, der har Peder Brinch som en af deres forfædre, er der i 1. og 2. generation ualmindelig mange skippere/skibsførere.

Da udvandringen fra Sønderho tog fart i slutningen af 1800-tallet, blev der færre og færre med tilknytning til havet. De fleste af Sørøverens efterkommere synes nu nok, at der fortsat skyller lidt havvand i blodet!

Den eneste folketælling i denne periode er fra 1801, og her finder vi Peder Brinch, og husstanden består udover Peder af hustruen Lene Mathisdatter (28 år) og børnene Anne Pedersdatter (7 år) og Hans Pedersen (2 år).

Gravsten
Inde i Sønderho Kirke står en meget stor gravsten. Den har tidligere ligget ude på kirkegården - øst for kirken, men har nu fundet læ inden døre sammen med andre gravsten over nogle af det lille samfunds mest formuende personer. Stenen står i dag op mod vestmuren og er stærkt forvitret, og det er umuligt at læse teksten. - Det har været dyrt at få lavet en så stor sten, selvom det var den lokale tusindkunstner Jens Jensen Sonnichsen, der var stenhugger. Hans motto var "Alt hvad man kan tænke sig, kan man lave" (25).

Øverst på den tidligere så smukt udhuggede gravsten står mindeord over Sørøverens første kone. Hun dør nogle år før ham, og vi må tro, at stenen er blevet lavet kort efter hendes død, og ved samme lejlighed har man sat plads af til manden, når han døde. Problemet her har været, at sørøveren giftede sig igen, så man har sikkert haft store overvejelser over, hvad man så skulle gøre. Det lykkedes at få det formuleret, så også den nye kones navn er medtaget på stenen. Naturligvis nævnes det også, at han har været særdeles produktiv med 6 børn i første ægteskab og 8 i andet ægteskab. Hvor den anden kone er begravet, ved vi ikke i dag. Hun er kun kommet med på gravstenen som mor til nogle af hans mange børn.

Det fortælles (26) desuden, at han ikke lå "alene under den store sten på kirkegården, da hans søn gamle Jes Brinch udtrykkeligt forlangte at komme under den og også fik sit ønske opfyldt". Peder Brinch døde i 1826, og i hans dødsbo viste det sig, at han endnu havde et tilgodehavende i Alexandria.

En sjælden farvegengivelse af Peder Hansen Brinch, hvoraf det tydeligt fremgår, at han var rødhåret En sjælden farvegengivelse af Peder Hansen Brinch, hvoraf det tydeligt fremgår, at han var rødhåret.
Sørøveren?
Men hvorfor kaldes Peder Hansen Brinch i familietraditionen for Sørøveren? Der er kun få steder (27) i det trykte materiale, at ordet "sørøver" bruges om ham, og de fleste steder gentages blot betegnelsen uden den store reflektion. Men min far og hans generation brugte altid udtrykket. Når vi var i Sønderho, skulle vi ofte forbi "Sørøverens Hus" og måtte - igen - høre nogle af historierne. Især holdt vi meget af beretningen om "I Guds og Kongens navn og på min regning - FYR!"

En mulig årsag til, at han fik sørøverbegrebet hæftet på sig, kunne være, at han havde fået udstedt et kaperbrev fra den danske konge, som gav ham mulighed for at angribe og erobre fjendtlige skibe. De opbragte skibe og deres last kunne så sælges med god fortjeneste. Om han rent faktisk havde fået kaperbrev ved vi ikke, og at han skulle have opbragt skibe i danske farvande, er der ikke noget, der tyder på (28).

Tilnavnet kan selvfølgelig også stamme fra hans aktiviteter i Middelhavet. Familietraditionen fortæller, at han med sin lille galease "Andreas" her skulle have opbragt engelske skibe og bragt dem ind til Marseille. Den engelske signalgast Robert Wilsons tegning fra 1807 (se i spalten til højre) kan måske understøtte familietraditionen. - Peder Brinch omtaler sig selv som "skibs-capitain", som han også har fået skrevet på sin gravsten.

Her under hviler Støvet
af
den agtede og retskafne Danne Kone
LENE MATHIES DATTER
Fød 1773 d. 6. Dbr. Kom i Ægteskab 1794 d. 30. Jan.
med
Skibs-Capitain
PEDER HANSEN BRINCH
Efterlod sig 2 Sønner og 4re Døttre.
Døde 1813 d. 3. Juli.
Fred med hendes Støv!



13 Aar efter lagdes til Hvile
under samme Steen Skibs-Capitain
PEDER HANSEN BRINCH
Født d. 1. August 1767. I andet Ægteskab med
Lene Marie Sørens Datter
havende 8 børn, hvoraf 3 Sønner og 2 Døttre,
deriblandt 1 Par Tvillinger ere med
Moder ham efter levende.
Død d. 10. Maj. 1826.


Ei Middelhavet, spanske Søe
blev elsket Mands og Faders Grav.
Din Ægtefælle, Børn, som saae dig døe,
veed her du lagde ned din Vandringsstav.
Vi derfor bære vil vort savn;
thi du har naaet den trygge Havn.
Fred med dit Støv.
Teksten på Sørøverens gravsten i Sønderho kirke (29)

Afslutning
Andreas Sørensen skriver (30): "Der er ingen tvivl om, at Peder Hansen Brinch har været en mand, der både i evner og personlighed ragede højt op over sine medborgere på øen. På hans tid var Fanø endnu den fattige fiskerø, og kølen til den store flåde, der senere skulle befare alle have, var næppe lagt. Han har altså været en foregangsmand for sine landsmænd. Af hans klædedragt, det store smukke hus, han byggede sig og de mange værdifulde kunstgenstande, han samlede her, fremgår det, at han også kulturelt var vokset op over øens daværende niveau. Og endvidere reddede han ... sin formue ud af statsbankerotten".

Tak!
Undervejs er vi stødt på spørgsmål om Fanø og søfart, som vi har stillet til den altid hjælpsomme og kyndige Niels Frederiksen.
Tak for altid hurtige og kompetente svar!
Tak også til Sønderho Sognearkiv for altid beredvillig bistand.

Sørøveren går igen om natten SØRØVEREN, DER GÅR IGEN OM NATTEN
Om sørøveren går der iflg. Hans Brinch (1964) mange skrøner. Hør bare her fra side 105: "En eventyrlig nimbus omgav Peder Hansen Brinchs person. Sønnen Store Peter Brinch yndede selv at fortælle om sin far, hvorledes han i sin tid hjalp nogle raske munke, som havde lidt skibbrud. Til gengæld indfandt munkene sig ved hans død om natten, bar hans kiste ud i haven, hvor den stod i måneskinnet, mens de holdt vagt ved den. Og hvert år på hans dødsdag, den 9. maj, kan man ifølge Store Peter Brinch se både kiste og munke i haven deromme ved havnen. Hvis man tør gå derom!"
Vi har ladet os fortælle, at ældre sønderhoninger på egen krop har haft den uhyggelige oplevelse. Kan nogen fortælle herom, vil vi meget gerne høre herom.


Noter og henvisninger:
  1. "Helene", Øster Land 21, matr. nr. 235a og "Ellen", Øster Land 23, matr. nr. 236a.
  2. Søndergaard (1980), s. 229-30.
  3. Sørensen (1953), s. 55.
  4. Kromann (1924).
  5. Sølver (1957).
  6. Sølver (1962), s. 30.
  7. Her iflg. Sølver, 1957. Ove Brinch er sandsynligvis Sølvers kilde.
  8. Kromann (1924).
  9. Kromann (1933-34), I, s. 289.
  10. Her ses et kaperbrev solgt på Bruun Rasmussen Auktioner i 2013 lydende på 300 Rdlr.
  11. W.M. Winckler ligger begravet på Nordby Kirkegård syd for kirken.
  12. Sørensen (1953) s. 56.
  13. Clausen, s.46.
  14. Kromann (1933-34), III, s .80.
  15. Kromann (1933-34), III, s. 63.
  16. Kromann (1933-34), III, s. 160.
  17. Sørensen (1953), s. 56.
  18. Kromann (1933-34), II, s. 282.
  19. Kromann (1933-34), III, 204-206.
  20. Lind (1989).
  21. Læster eller kommercelæster er et gammelt mål for skibes rummelighed og lasteevne.
  22. Kromann (1933-34), III, s. 102.
  23. Frederiksen (2013), s. 176.
  24. Lind (1989).
  25. Sonnichsen (1972), s. 22.
  26. Sørensen (1924).
  27. Her tænkes på Hans Brinch (1964).
  28. Der findes tilsyneladende kun én oplysning (Kromann (1933-34), III, s. 130 og s. 166 og i Bjørn Hansen (2015), s. 76-78) om kapere fra Sønderho, der har opbragt et skib. Skipperne Gregers Pedersen Carstensen og Palle Thomasen udrustede kaperbåden "Selskabet" med en besætning på 11 mand og opbragte under Helgoland den engelske slup "Aurora".
  29. Gengivet efter Sonnichsen (1972), tavle 1.
  30. Sørensen (1924).
  31. Sølver (1957).
  32. Kofoed (1993) s. 157.
  33. Sølver (1962), s. 39.
  34. Sønderhotapetet. Udsnit gengivet med venlig tilladelse fra Sønderho Havn Støtteforening.
  35. Original i Rigsarkivet, 1109-001, XIV-1, 27.
  36. Grønnegaard, II, 859.
  37. Grønnegaard, II, 865.
  38. Sonnichsen (1972), tavle 1.

Litteratur:
  • Bjørn Hansen, Niels (2015): Sørøvere på kongens bud. Fortællinger om danske og norske kapere i kamp mod englænderne 1807-14. Forlaget Den Blå Ugle, 2015.
  • Brinch, Hans (1964): De kom til verden levede og døde... Slægtsroman fra Sønderho. Esbjerg, 1964.
  • Brinch, Hans (1972): Lille Jes og de ældste slægters historie. Esbjerg, 1972, s. 72-73 og 82-83.
  • Brinch, Søren P.: (1926): Hundrede år. [Om sørøveren, skibskaptajn Peder Hansen Brinch]. Skrevet af hans sønnesøns søn og sønnedatters søn. I: Fanø Ugeblad 8. maj 1926.
  • Clausen, Peder Hansen (1975): Fanøbogen. Optegnelser og erindringer om Fanøs fortid nedskrevet af kapt. Peder Hansen Clausen. Nordby, Fanø i 1911. Portland,Oregon, 1975.
  • Filskov Langelund Sørensen, Carsten (2001): Fanøs forsvarsvæsen og sejlads 1807-1814. I: Sjæk'len. Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, 2001, s. 8-25.
  • Frederiksen, Niels (2013): Sønderho. En skipperby i Vadehavet. 2. udgave. Esbjerg, Fiskeri- og Søfartsmuseet, 2013.
  • Garmer, Torben: Guide til Fanøs historiee. www.mitfanoe.dk
  • Garmer, Torben: Guide til Fanøs historie. Fanø under Englandskrigen. Fanøs forsvarsvæsen. www.mitfanoe.dk
  • Grove-Stephensen, Finn Steenstrup: En Sønderho kaper. I: Fra Ribe Amt, XXI, 1978, s. 178-182. Skipper Gregers Pedersen Carstensen (1776-1816) fra Sønderho vides at være den eneste fra Fanø, der under Englandskrigene drev kapervirksomhed.
  • Grønnegaard, Anne Marie: Sønderhoslægter 1630-1987. Bind 1-3. Glamsbjerg, 1988.
  • Koefoed, Georg Albrecht (1993): Forsøg til en Dansk Søe Ord-Bog [... udarbejdet omkring 1778-1786] . Helsingør, Handels- og Søfartsmuseet, 1993.
  • Kromann, N.M. (1924): Lægen som flyver. [Om Sørøveren og hans oldebarn, flyverlægen Hakon Brinch]. I: Vestkysten, 7. marts 1924. Optrykt identisk i Fanø Ugeblad, 8. marts 1924. Se også Sørensen (1924).
  • Kromann, N.M. (1933-34): Fanøs Historie. Bind I-III. Esbjerg 1933-1934. (Fotografisk optryk. Esbjerg, Bygd, 1982).
  • Kromann, N.M. (1989): Sønderho Sejlskibsførere. Håndskrevet utrykt manuskript i Sønderho Sognearkiv. Citeret i uddrag af Jørgen Lind (1989), se denne.
  • Lind, Jørgen (1989): Gravstenen over Skibs-Capitain Peder Hansen Brinch (kaldet 'Sørøveren') og 'Den agtede og retskafne Danne Kone Lene Mathies Datter' er efter mere end 160 år på gravstedet nu flyttet ind i Sønderho Kirke. I: Fanø Lokalhistoriske Forening. Medlemsskrift nr. 9, 1989, s. 4.
  • Sonnichsen, Andreas E. (1972) og Paula Laursen: Slægten Sonnichsen og dertil hørende slægter Thomsen, Kromann og Brinch af Sønderho på Fanø. 3. rev. udg., Struer, Bogtrykkergården, 1972
  • Sølver, Carl V. (1957): Af en fanøskippers historie. I: Fanø Ugeblad, 21. sept. 1957.
  • Sølver, Carl V. (1962): Napoleon Bonapartes sørejser. I: Årbog 1962, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, s. 25-84.
  • Søndergaard, Steffen (1980) og Poul Tuxen: Gamle huse i Sønderho. Fanø Kommune og Fredningsstyrelsen, 1980.
  • Sønderhotapetet (2011). Illustreret af Bernd Hobohm. 2011.
  • Sørensen, Andreas (1924): Captainen. I: Vestkysten, 11. marts 1924. [Svar på Kromanns 'Lægen som Flyver' i Vestkysten 7. marts 1924 og Fanø Ugeblad 8. marts 1924].
  • Sørensen, Andreas (1953): Ved det yderste Hav. Drøm og Digt og Virkelighed. Gyldendal, 1953.
Portræt af Peder Hansen Brinch malet i Marseille 1804
Portræt af Peder Hansen Brinch malet i Marseille 1804
I familiens eje findes en lille medaljon, der viser en flot yngre mand med et fast blik. Et billede der mere ligner en fransk adelsmand fra revolutionens tid end en skipper fra Sønderho. Han har pagehår som en Napoleon og stilfuld påklædning.
Billedet er en lille miniature på ca. 3,5 x 5 cm malet på en tynd elfenbensplade indfattet under glas i en 3 mm smal ramme af ægte guld og ophængt i en tynd guldkæde.
På bagsiden er der af hans hår tegnet tre sammenslyngede bogstaver P.H.B. Derover ses to duer, der sænker en krone over initialerne og under dem to hænder, der trykker hinanden (31). I øvrigt tyder det på, at han har haft rødblondt hår.

P.H. Brinchs oktant
P.H. Brinchs oktant hænger den dag i dag på væggen i "Oldemors Hus" på Digevej i Sønderho. I samtiden kaldtes instrumentet "Speylbue". Herom skriver Koefoed (32) omkring 1780: "Det nyeste Instrument, der er opfundet for til Søes med Sikkerhed at maale et Himmel Legenes Høyde over Horizonten".

Marmorrelieffet med fru Justitia
Indmuret i østmuren på "Ellen" sidder et smukt marmorrelief med motiv af retfærdighedens gudinde Justitia. I sin højre hånd holder hun en balancevægt som symbol på ligevægtig retfærdighed. Forneden ses initialerne PHP for Peder Hansen Brinch og LMD for hans hustru Lene Matthias Datter. Hvor P.H.Brinch har købt eller ladet relieffet fremstille, vides ikke.

Slaget ved Abukir 1798
Slaget ved Abukir i Nildeltaet 1798
Det 118 kanoner store franske orlogsfartøj "L'Orient" springer i luften, da dets ammunitionslager blev antændt af det engelske kanonskyts. Maleri af George Arnald 1827. (National Maritime Museum, Greenwich, London).

Den engelske orlogsfregat Unité jager en dansk galease i Middelhavet i 1807
Den engelske orlogsfregat "Unité" jager en dansk galease i Middelhavet i 1807
Til venstre i baggrunden en dansk brig. Tegning udført af Unité's signalgast Robert Wilson (33).

Kanonbatteriet neden for Kræmmerbjerget
Kanonbatteriet neden for Kræmmerbjerget
På Sønderhotapetet har Bernd Hobohm i 2011 forsøgt at anskueliggøre en af Sønderhos fire forsvarsstillinger. Bag "Hønen" anes en engelsk fregat og dens barkasse med soldater. (34).

Samtidig tegning i Rigsarkivet af et af Sønderhos kanonbatterier
Langs sejrenden mellem Sønderho og Hønen var der opstillet tre faste og et flytbart kanonbatteri.
Her ses batteri nr. 4, som var det nordligeste placeret på Krobanken.
Tegningen er ledsaget af følgende beskrivelse:
Croqui af Batteriet No. 4, eller det norderste, ved Sønderhoe paa Fanøe, anlagt Aar 1809, under Opsyn af Capitailieutenant Winckler, for at forsvare Indløbet til Sønderhoe Havn.
1. Batteriet er aabent i Ryggen, Pallisader, Stormpæle, Barriereport, Broer forefindes ikke.
2. Det er monteret med 2 stk. 4 pundige Kanoner paa bevægelige Nødlavetter.
3. Ammunitionen giemmes deels paa Batteriet i en Brædehytte, bedækket med Tørv, deels i Sønderhoe Kirke.
4. Skildvagten udsættes fra Batteriet No. 1.
5. Besætningen, som er af Øens Beboere, ligger i Sønderhoe.
6. Ovn til gloende Kugler forefindes ikke.
Foto gengivet med venlig tilladelse af Magne Lund i Smørum. (35).

alt=
Peder Pedersen Brinch (1817-1899)
Skibsfører og sognerådsformand i Sønderho 1876-78. Blev kaldt "Store Peder Brinch". Sørøverens søn og min tipoldefar. (36).

Hans Peder Brinch - 1848-1891
Hans Peder Brinch (1848-1891)
Skibsfører og skibsreder. Sørøverens barnebarn og min oldefar. (37).
Visitkortfoto fra fotograf S. Juncker-Jensen i København.

Peder Hansen Brinchs gravsten i Sønderho Kirke
Peder Hansen Brinchs gravsten i Sønderho Kirke
Her er den fotograferet i 1908, da den endnu stod ude på kirkegården. I dag står den stærkt forvitret inde i kirken. (38).
Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 


Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
Arkiv med de følgende nyhedsbreve



Publiceret 19. novemver 2016. Opdateret 24. april 2017. Redaktion og tilrettelæggelse: © Sven B. Anthonisen og - Aldus.dk.