Forsiden Juleark nr. 1 Juleark nr. 2 Juleark nr. 3 Juleark nr. 4 Juleark nr. 5 Julehjerter Syvklodsspillet Labyrinten Kvadratspillene Kochs forbandt

Nekrolog over Hans Koch

Tale af arkitekt Ivar Bentsen holdt ved Hans Kochs grav


Arkitekt Hans Koch (1873-1922)
Han slap nødigt helt sit kære arbejde, hans smukke, fine legetøj
Kochs kunst var tilsyneladende af en beskeden art — det var i små formater, han dyrkede sin arkitektur. Tegninger i virkelig størrelse til hans små arkitekturer kunne rummes på et folioark og han havde altid nogle projekter i sin mappe, når han gik ud. Han slap nødigt helt sit kære arbejde, hans smukke, fine legetøj; han dyrkede det tidligt og sent med denne mærkelige flegmatiske og dog så fanatiske flid.

Hans samlinger af gammelt kunsthåndværk var hans på en særegen måde
Koch var en fanatiker med heftige sympatier og antipatier. Der var noget ejendommeligt renligt ved den måde, hvorpå han med en hastig affejende bemærkning skød det fra sig, eller undgik det, der var ham imod. Han sagde ikke meget, men hans små bemærkninger var stærke ligesom blikket i de smukke, brune øjne. Han elskede kunst med en særegen hengivenhed, hans samlinger af tegninger og gammelt kunsthåndværk var hans på en særegen måde. Hans smag kunde være forbløffende sikker, han dømte instinktivt og kategorisk uden argumenter, og hvor kunne han stå fast.

Kochs havhest
Husk hvor utrættelig han var for at få rejst den lille havhest; det første udkast til den stod siden på hans bord, denne lille, næsten romersk afklarede skulptur, som den ligger på sin runde brøndkarm med sin konkave retside ud imod den passerende færdsel, dette i sin hvile stærkt bevægede lille hemmelighedsfulde naturvæsen, dens bevægelse er lukket spiralt, idet den drejer hovedet ind over brøndens midte, og vandet drypper fra dens mule ned i centrum. Nej, Kochs interesser var aldrig tilfældige.

Kochs juletræsdyr — fint formede med deres korte, knappe formvinkler
Hvor er Kochs egne små juletræsdyr fint formede i deres lette, beskedne materiale: Aben, anden, fisken, bjørneungen, poppedrengen. De er genialt gjorte med deres korte, knappe formvinkler, fuldkomment bundet og behersket i det lette, men stridige materiale.

Syvklodsspillet
Og klodskassens fantasifulde, små arkitekturer med deres af klodsernes enhedsmål fint bundne metrik. Det er ren systematisk arkitektur fra en tid, hvor ingen andre beskæftigede sig med de eksakte mål i arkitektur.

Geometriske legemer med deres abstrakte, matematiske skønhed
Til sidst skal nævnes hans arbejde med polyederne og deres udfoldninger. Alle disse regulære og halvregulære geometriske legemer med deres abstrakte, matematiske skønhed, deres komplicerede og dog så klare, skønne samhørighed. Står man og drejer et af hans kolorerede stjernedodekaedere mellem fingrene og ser dets tolv til stjernelegemet forenede pentagrammer forklaret i skiftende farver, forstår man, hvad denne eksakte skønhed siden Pythagoras tid har været for dens dyrkere, og man forstår, hvorfor Koch ville gøre dem til almindeligt legetøj for børn.

Vi tror at hans arbejde vil blive påskønnet af flere og flere. Mindet om hans personlighed vil blive bevaret så længe de lever, der har modtaget lidt af hans mærkelige ubegrænsede venskab.
Ivar Bentsen

Kilder og links
Forsiden Juleark nr. 1 Juleark nr. 2 Juleark nr. 3 Juleark nr. 4 Juleark nr. 5 Julehjerter Syvklodsspillet Labyrinten Kvadratspillene Kochs forbandt

Publiceret 10. januar 2013. Opdateret 20. juli 2014. Idé, research og layout: - Mine øvrige hjemmesider findes på Aldus.dk