Stykker til Fanøs kultur, natur og historie. Redigeret af Per Hofman Hansen

Præsentation af bogen "Vadehavet - mennesker og natur" fra forlaget Crex crex

Per Hofman Hansen præsenterer bogen Vadehavet, mennesker og natur på Fanø Kunstmuseum i Sønderho Den 1. maj 2010 præsenterede forlaget Crex crex sin nye bog om "Vadehavet - mennesker og natur". Forlægger Carsten Gadgaard bød velkommen og Per Hofman Hansen præsenterede bogen, fotograferne, forfatteren og forlaget.

Her er hans præsentation af bogen:

Da der ved denne præsentation - som ved en fernisering - ikke i første omgang er noget at se på, vil jeg for jeres indre blik forsøge at spejle nogle af de billeder, som bogen rummer. Jeg har kaldt min præsentation for

Drømme om frihed - en flok solens frie fugle

Spejlbillede nr. 1
Drømme om frihed. Et digt af Eske K. Mathiesen

Der findes næppe det sted,
som ikke har haft sin tosse, der drømte om luft under vingerne,
som ville forvandle drøm til handling,
vække den indre fugl,
som Ikaros stige mod solen, som Ikaros falde,
som Ikaros sidde med lort i hånden
og drømme om frihed.
Dette digt var det, jeg først faldt over, da jeg forleden gik og tænkte på, hvad jeg skulle sige her i dag ved udgivelsen af bogen "Vadehavet - mennesker og natur". Og hvorfor så det? Jo, når I står med bogen i hånden vil I hurtigt erfare, at bag den står en lille håndfuld personligheder med drømme om luft under vingerne - måske ikke som Ikaros til solen - men som fugle på molen. Og drømmen, ja den lever de ud som ornitologer og fuglefotografer, der står op med fuglene eller før, begiver sig vinter og vår til den yderste pynt eller det højeste bjerg, med kikkert, kamera, tornister, kaffe og dram. For uden billeder - det var en skam!

Billederne de hober sig op,
og konen si'r: "Nu må det vær' nok!"
Men drømmen den lever på trods:
Hvad gør vi dog ved det kostbare gods?
Vi kan det ej i glemselen la' gå,
Vi må da noget finde på!

De laver en bog eller fler',
og spenderer hver opsparet mønt, ja mer'.
For ud - det skal de, de fugle på tryk,
så vi alle kan nyde fotografernes bryg.
Om de bruger Nikon eller Canon står hen,
men vigtig er tid, zoom, iso og blænd.
Thi opgaven er klar:
En safari at guide til ø's og til søs
for såvel kvinde og mand som for knøs.

Hvem er de da, disse Ikaros'er?

Ja, mig er det altså ikke. Tre er fuglefotografer og ornitologer om en hals: Det er John Frikke, som mange nok kender fra Skallingen og som er biolog ved regionens miljøovervågning. Bo Christiansen er såmænd postbud i Esbjerg og Carsten Gadgaard, som bød velkommen, er foruden at være forlæggeren, IT-medarbejder ved Esbjerg Kommune.

Malte Runz, der egentlig er teknisk tegner og geolog, men som nu arbejder som klubmedarbejder i Århus, har tilrettelagt bogen. Endelig er teksten skrevet af pensioneret journalist Willy Johannsen i Århus.

Crex crex skal også lige have et ord med på vejen. Det er den latinske betegnelse for fuglen engsnarren, som engang var en almindelig fugl i engene i Vestjylland. Det er nu også forlagets navn, men hvordan Carsten og hans medsammensvorne fandt på lige netop det navn, ja det kan I jo selv spørge ham om.

Hvad så med mig selv? Ja, jeg kom med som - skal vi sige - halefjer, da Willy fandt mine sider på nettet om Fanø. Jeg kunne bidrage med historiske illustrationer og tekster om Fanøs historie og kultur, mente de herrer: Om folkedragterne, om Fanøs byggeskik, om bukketornen, om skipperkulturen og den gryende turisme ved kurbadene og endelig med nogle flyfotos fra Fanø og Mandø.

Spejlbillede nr. 2
Den første stær. Et par vers af Johannes V. Jensen

Lysfyldt morgen, til marven kold,
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes. -
Eja, den første stær!

Som mange varme liflige kys
smelter din morgensang!
De mørke dage er ladt tilbage.
Forår - endnu en gang!

Willy fortæller mig, at bogens fuglebilleder er en slags smagsprøve på, hvad han plejer at kalde "den lille mands safari". Intet sted i Danmark kan man som i vadehavet se så mange dyr. 50 til 100.000 fugle i ét træk og 7-800 sæler på banken her uden for. Det er virkelig det nærmeste man komme en safari i Danmark. De fleste oplever det bare ikke, fordi de for det meste kommer her i sommertiden, hvor fuglene er oppe i de nordlige yngleområder. Derfor er bogen en slags foto-dokumentation for, at her vitterligt vrimler med fugle på visse tidspunkter af året. Og så giver vore tre vadehavs-øer jo også en mulighed for at opleve den nære fortid og historie, som få steder i Danmark.

Spejlbillede nr. 3
Det store forår. Om regnspoven af Johannes V. Jensen

En gang i april måned oplevede jeg spovetrækket. Det var en sen nat, det støvregnede og var meget mildt i vejret. Rummet over havnen og ind mod byens tage lå i en gennemsigtig våd dis, der lyste af lygteskæret fra gaderne og tillige af en ganske svag dæmring fra nathimlen, en budbringer om de lyse nætter. Og højt, højt oppe i den sølvgrå regnnat tonede det fjernt og nær af fuglefløjt, bløde klingende lyde med svindende eller stigende bi-klange, fordi de kom fra fugle i flugten. Det lød som underlige varsler, hvorunder luftrummet blev så vidt og regnen så frugtbar; det kaldte som endnu en gang det store forår, den vilde, evigt tabte tid. Det lokkede over byens tårne med stemmer som fra syndflodens dage.

Uden fuglene ville Fanø ikke være Fanø

Prøv lige at forestille jer det!
  • Skru ned for de skvadrende stære i havernes frugtræer en forårsdag i marts.
  • Skru ned for strandskadernes evige skrigen op ude på Keldsand.
  • Skru ned for gøgens kuk-kuk i flugt over Kåverbjerget
  • Skru ned for gæs, ænders og svaners vingesus
  • Skru ned for vibens iv-iv ude på Høne-engen
  • Skru ned for rørdrummens brum-brum-brum i rørene ved feriekolonien
  • Og skru ned for lærkens triller over hede og klit
Hold da op! Nej, lad os lige få skruet op igen. Sådan! Pyh-ha!

Spejlbillede nr. 4
Viben skriger. Et digt af Gustav Munch-Petersen

Viben skriger
en cirkel sort
skriger en kurve hvid
i luften -
saltengen drejer sig
grøn-grå våd
med et lukket æg
i midten -

havet glider rødmende
ind i solens ild,
aften ånder salt
mod morgens vind -
en måge forsvinder i sløret sus…

Det er vist ikke uden grund, at naturelskere, ornitologer og fotografer i hobetal søger her til Fanø for at få en på opleveren - at få tanket op af naturens sanseindtryk. Således også vore tre Ikaros'er, der fra det faste land til hver en tid ser deres snit til at stikke af til Skallingen, Langli, Fanø, Mandø og Rømø.

De er fuglefotografer i mere end en forstand. De har fotograferet landskabet og Vadehavet i fugleperspektiv, så man uvægerligt sammenligner bogen med de to med rette berømmede fotografiske billedværker, der er kommet inden for de sidste år: Arthus-Bertrands "Jorden set fra himlen" og Jan Kofod Winthers fornemme danske fotobog "Himmelskud".
I Vadehavsbogen er der fornemme fotos af sandvaderne ved Rømø, Vadehavets render og priller, der nærmest ligner lunger, marskens grøblingsrender, Skallingen, Fanøs strand, Mandø, diger, dæmninger, ja jeg kunne blive ved.

Men vigtigst, tror jeg for fotograf som beskuer er: De helt vidunderlige fuglefotos - de fleste i mange varianter af: Den islandske ryle, regnspoven på ét ben og med sit lange krumme næb, tusindtallige strandskader klædt på til fest i rødt, hvidt og sort, den kære præstekrave, som vi alle kender fra strandturene, rødben fra Høneengen, den langbenede elegante kobbersneppe, brushanerne i kamp, den spankulerende klyde, viben i flugt - og så - ikke mindst gæssene: bramgåsen i enorme flokke og i glidende flugt som en anden tung torpedo, grågæssene med dunede gæslinger, snegåsen, gravanden som hverken er fugl eller fisk - øh, som både er gås og and, svanerne, Danmarks nationalfugl gyngende på de blå bølger eller i strakt flugt, hejren og skestorken, men også de mange små: blåhalsen, den lillebitte skægmejse, rørspurven og bjerglærken. Og over dem alle, kongerne: Rørhøgen, tårnfalken, musvågen, fiskeørnen. Én har jeg gemt til sidst:

Spejlbillede nr. 5
En pæl bliver levende. En fortælling af Carl Roos

Om sommeren, helst mod aften, når det er stille, da kommer over vandet, ude fra rørskoven, men om det er tæt ved eller langt borte, kan ingen sige, en lyd, en hul lyd. Det kunne godt være et brøl af en fjern ko, der længes efter malkepigen, men en nøgtern tilhører formindsker koen til en tom flaske, som man puster i, og som svarer umm! bomm! umm!

Man lytter og hvis man har held, ser man et kort sekund en stor, brun og stribet ulden fugl; lavt og lydløst glider den henover dunhammer og tagrør. Det skal være efter rugetid, når ungerne er ude af ægget og kræver. Til daglig holder fuglen sig skjult i dybet, men nu skal det gå i en fart efter mad.

Det hænder, at fiskeren, når han lægger sin båd ind i rørene, pludselig ser en pæl blive levende. Den forvandler sig til et brunt stribet skjold, og pælens spids, der stod lodret i vejret, skyder fra skjoldets midte som et spyd mod hans øje. Han retirerer ilsomt, men når han kommer hjem bliver han en mærkværdighed. Han kan fortælle. Han har set rørdrummen.

Men Fanø er jo ikke kun fuglenes land

  • Prøv lige at slukke for billedet med havet, med stranden, med vaderne
  • Prøv lige at slukke for billedet med klitterne, heden og engen
  • Prøv lige at slukke for billedet med Nordbys og Sønderhos hyggelige gader og huse
  • Og prøv lige at slukke for sommersolen, heden, den blå himmel, de hvide skyer, solnedgangen, havgusen, stormen, blæsten, regnen, ruskvejret.
Nej, det går slet ikke. Tænd lige igen. Hurtigt. Tak!
Så kender vi Fanø igen.

Jo, bogen er meget mere end fuglene

Bogen er også tænkt som en beskrivelse af vadehavet, et signalement af et unikt landskab, som de fleste danskere ikke er fortrolige med. Willy fortæller mig: "Jeg husker selv tydeligt første gang, jeg oplevede forskellen mellem ebbe og flod, det overraskede mig, at den var så stor".

På grund af digerne kan det også være svært få et indtryk af forlandet, når man bevæger sig rundt inde på fastlandet, og bogen har derfor også forsøgt at give læserne en fornemmelse af, hvordan det ser ud på den anden side af digerne.

Willy fortæller videre til mg: "Og selv om man fra Jylland kan se over til Fanø, er der alligevel mange mennesker, som ikke kender øen eller har besøgt den, så siderne med Fanø er tænkt som både information om øen og en opfordring - eller lokkemad - til at besøge den."

Derfor er de klassiske myter og historier fra Fanø naturligvis også med

Hør bare hvad der skete efter at Fanø havde fået sit frihedsbrev af kongen i 1741: "Det gode sammenhold fra auktionen, kom dog på en alvorlig prøve, da øen bagefter skulle opdeles i to sogne, Sønderho og Nordby. Det var de to fra auktionen, Sonnich Jensen fra Sønderho og Søren Nielsen fra Nordby, der fik til opgave at trække en skillelinje, men sønderhoningerne lagde en lumsk plan. Da man mødtes midt på øen, havde Sonnich Jensen brændevin med, men der var kun vand i den flaske, han selv drak af, mens der var rigtig brændevin i den flaske, han trakterede Søren Nielsen og folkene fra Nordby med. Man startede midt på øen og gik først mod vest, og uden at Søren Nielsen lagde mærke til det i sin rus, fik Sonnich Jensen lagt ruten i en bue, så man endte et godt stykke nord for udgangspunktet.

Næste dag gentog det samme nummer sig, da man gik mod øst, og sognegrænsen kom igen til at slå en bue, så det var Sønderho, der fik mest jord. Da folkene fra Nordby blev ædru, kunne de godt se, hvordan skillelinien forløb i en bue, og de anlagde sag mod sønderhoningerne, og det endte med et forlig mellem parterne, men helt lige blev sognegrænsen aldrig. Den har, lige til Fanø blev til én kommune, slået en bue, som gav sønderhoningerne mere strand og eng, end der måske rettelig tilkom dem, og det er muligvis det, som lagde grunden til det ikke altid helt hjertelige forhold, der gennem tiderne har været mellem de to byer på Fanø. Selv om ingen måske længere husker årsagen."

Spejlbillede nr. 6
Brushanen. Fra Blichers Trækfuglene

Tringa pugnax! nu bli'r her et muntert liv.
Thi hvad er livet foruden kiv?
Lig en sommer foruden torden og blæst:
Bestandig solskin tjener ej bedst.
See! Til striden sig ruster den modige trop,
rejser fjedre og puster sig op.
Trindt om stander det svage, men kærlige køn.
Elskovs glæde er tapperheds løn.
Nu begyndes: jo, det går alvorligt til!
Ret som tilforn udi ridderspil;
Damerne - læse vi - monne deltagende se
på den rædsomme vilde Melée;

Ej! hvad nu! skal krigen endes så snart?
Ah! der kommer en høg med fart.

Festdragterne er naturligvis med i bogen i smukke billeder, brudeoptogene, kvinden i sin strude, spillemændene, esepigen. De romantiske skipperhuse i Nordby og Sønderho med deres rørtage, aftengaf og murstik eller øjenbryn i hvidt, grønt og sort, angiveligt symboler for livet, håbet og døden. Fanøs stolte søfartstid får en hilsen i sjældne billeder. Fuglekøjerne som et helt enestående stykke kulturhistorie i Danmark er beskrevet i billeder og tekst. Og selv 120 år gamle, men store drømme om internationale kurbade for Hamborgs, Berlins og Købehavns boheme får sin historie.

Spejlbillede nr. 7
Svalen. Et digt af Carsten Hauch

Se, da kommer letbevinget svalen over salten hav.
En magnet den har i brystet, som naturens ånd den gav,
som den fast og sikker leder, så den sig forvilder ej
gennem nat og blæst og tåger på de lette skyers vej
til de blomsterklædte dale, hvor i nord dens rede står,
hvor den favnes af den milde, den aurikelkranste vår.

Om billederne fra Mandø fortæller Willy mig: "Tanken har været den samme som med Fanø, at fortælle de besøgende, hvad der venter dem derude i havet, hvis de vover sig over låningsvejen, så man kan se, hvad der venter dem - at der intet er at blive skræmt over."

Bogen slutter med helt vidunderlige billeder af de mange sæler, som I forhåbentlig selv har oplevet det ude på Langjord. Vi ser dem i hundredvis som store dovne bananer oppe på banken og vi ser de tuttenuttede små babysæler med "våde" øjne.

Inden jeg vil slutte af med nogle praktiske oplysninger, hører det med, at bogen naturligvis også rummer en eventyrlighed af fotos af sort sol, så hvad er mere passende et at læse Hans Chr. Fogtmann Lauridsens digt:

Spejlbillede nr. 8
Fuglene flyver af glæde. Et digt af Hans Chr. Fogtmann Lauridsen

Sort sol streger horisonten ud.
Lyden er en skinger melodi.
Verden er ikke fattig på detaljer:
En pantomime af skødesløs skønhed hilser skæbnen velkommen.
Fuglene flyver af glæde.

Sort sols fugle følger en plan.
Koreografien bor i dens gener.
De sløser ikke i den forunderlige verden.
Uafbrudt finder de på nye lege.
Rundhåndet viser de stilens elegance.
Fuglene flyver af glæde.

Finale

  • Til Carsten og hans Ikaros-kolleger vil jeg ønske til lykke med bogen og tak fordi jeg måtte være med.
  • Til Fanø Kunstmuseum endnu engang tak for gæstfrihed og husrum til alle de mange fremmødte.
  • Og når I nu er her, ja så benyt jer af en enestående lejlighed til også at se den sjældne historiske udstilling af museets mange billeder ophængt i anledning af udgivelsen af Marianne Gasbjergs og kunstmuseets nye bog "Kunstnerne på Fanø". Både udstilling og bog kan stærkt anbefales.
  • Gå så ned i butikken og gør mange gode handler til oplevelse for jer selv og til gavn for såvel museum som forlag.
  • God fornøjelse med bog og med kunstmuseum - og god sommer her i Sønderho og på Fanø.

Digte om fugle
  • De fleste af ovenstående digte og fortællinger om fugle har jeg fundet i Eske K. Mathiesens smukke antologi "Fuglespor i ældre dansk litteratur" med tegninger af John Olsen, udgivet af KunstCentret Silkeborg Bad 1998 og trykt i Gullanders Bogtrykkeri i Skjern.
Download gratis prøvesider GRATIS PRØVESIDER
Download gratis prøvesider fra bogen.
Bogen er på 224 sider, koster 138 kr. og kan bl.a. købes på Fanø Kunstmuseum i Sønderho, Fanø Turistbureau i Nordby, Nordby Boghandel, Kunstladen på Fanø, Brugserne på Fanø og Lorenzens Butik i Sønderho.
Forlaget Crex crex logo
Det lille non-profit forlag Crex crex har tidligere udgivet bogen
Den danske nordsøkyst. Naturoplevelser ved hav og strand. 144 sider, alle illustrationer i farver. Pris: 120 kr.
Den danske nordsøkyst
Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellerum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 


Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
Arkiv med de følgende nyhedsbreve

Publiceret 1. juni 2010. Opdateret 25. juni 2012. - Aldus.dk - Til forsiden.