Nyhedsbrev nr. 9 om Fanøs kultur, natur og historie

Redigeret og udsendt af bibliotekar Per Hofman Hansen 12. juli 2010.

Kom og se den nye udstilling i Sønderho Gamle Fuglekøje

Krikand. Akvarel af Marco Brodde
Invitation til en "rap" udstilling
Kom på besøg i Sønderho Gamle Fuglekøje.
Lørdag den 24. juli kl. 14.00 åbner Foreningen til Bevarelse af Sønderho gamle Fuglekøje den nye permanente udstilling.


Derfor vil det glæde foreningen og udstillingens arrangører at præsentere udstillingen, som er udført i samarbejde med naturvejleder Marco Brodde og udstillingstekniker Niels Knudsen, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Alle er velkomne.

En gave til gæsterne
  • Et nytryk af en sjælden original fuglekøje-tryksag vil blive delt ud til de første fremmødte.
  • Du kan også være heldig at vinde en reproduktion af en akvarel udført af Marco Brodde.

Program for dagen

  • Margit Lund, formand for Foreningen til Bevarelse af Sønderho gamle Fuglekøje byder velkommen.
  • Der vil ikke blive klippet en rød snor over, men fuglekøjens formand Ulla Larsen vil derimod åbne fangstnettet til udstillingen.
  • Bibliotekar Per Hofman Hansen giver smagsprøver på fuglekøjens mange spændende og dramatiske historier.
  • Rundvisning i fuglekøjen og naturvejleder Kim Fischer vil fra udsigtstårnet vejlede i fugleiagttagelse.
Venlig hilsen og god fornøjelse
på vegne af Foreningen til Bevarelse af Sønderho gamle Fuglekøje
Margit Lund, Ulla Larsen, Finn Brinch og
Per Hofman Hansen

Om udstillingen

Udstillingen består af 10 store rigt illustrerede plancher, der fortæller hvad en fuglekøje er, hvordan den fungerer, og hvor der har været fuglekøjer andre steder på Fanø og i Europa. Der berettes om hvilke og hvor mange ænder man fangede, og hvor de blev solgt. Et af verdens første ringmærkningsforsøg fandt sted i fuglekøjen, og den får naturligvis også sin egen historie. Endelig fortælles der om ænderne og deres træk og om naturen i og rundt om fuglekøjen.

Læs mere om udstillingen