Botanisk ekskursion til Fanø 1885. Af botaniker Hans MortensenStykker til Fanøs kultur > Fanøs flora > Botanisk ekskursion 1885
|
Ekskursionens rute over Skallingen til Fanø. Udsnit af kort fra turistguiden Fanø og Omegn. Illustrerede Rejsebøger nr. 18. Gennemset af Dansk Turistforening. Udgivet i København af H.Hagerups Forlag 1893-97. Botanisk ekskursion til Jylland og Fanø 27.-30. juli 1885Berettet af seminarielærer og botaniker Hans MortensenSejltur fra Esbjerg til Skallingen med dampskibet "Vildanden" ... Klokken fem om eftermiddagen var udflugten omkring Darum til ende, og aftenen tilbragtes i fryd og gammen i den venlige og gæstmilde præstegård i Darum. Den næste dag, den 29. juli 1885, skulle der foretages en sejltur til Skallingen. Pastor Feilberg havde lejet [havnedamperen] dampskibet "Vildanden" til denne tur, og foruden botanikerne medfulgte hele familien fra Darum, samt nogle indbudte fra Askov, så at der samledes over 30 personer, ældre og yngre, mænd og kvinder, på det lille skib. De fleste af botanikerne gik til fods fra Darum til Tjæreborg (et par var om morgenen tidlig draget til Esbjerg for at sørge for proviant til rejsen). Færgsted over Sneum Å Ved Sneum Å fandtes et primitivt færgested, hvor selskabet i flere hold blev sat over. Denne å er i nærheden af sin munding omtrent lige så bred og dyb, som Kongeåen ved Vilslev. På Tjæreborg Station samledes hele selskabet, der nu var forøget med dr. O.G. Petersen, og kl. 12 nåede man Esbjerg, hvor det talrige og blandede optog straks satte sig i bevægelse, for ad den urimeligt lange vej fra banegården til havnen at komme ombord. "Vildanden" i stærk blæst med kurs mod Skallingen Og nu påfulgte en af de mærkværdigste ekskursioner i den botaniske forenings 45-årige levetid. Ud over det af den stærke blæst (heldigvis var det nordenvind) oprørte Grådyb styredes kursen mod Skallingen, den lille halvø, der fra Blåvandshuk skyder sig ned mod Fanø uden for Hjerting-Bugten. Uden for landets sydspids lå en toldkutter opankret; den blev i en fart - rigtignok med besætningens venlige tilladelse - formelig entret; de gode spise- og drikkevarer blev dækket op dels i kahytten, dels på dækket oven over denne. De medlemmer, der tog plads på det sidstnævnte sted, fik deres portioner rakt op gennem lugen - lige som søanemonen, der har taget plads udvendig på eremitkrebsens sneglehus - og alt var lystighed og jubel. Landgang på Skallingens østkyst Derefter styredes længere mod nord (langs Skallingens østkyst) for at finde et landgangssted. Uden for dette blev der kastet anker, skibet svajede for vinden og bådene blev sat ud. Flere gange måtte de i den stærke bølgegang sejle frem og tilbage, og nærmest ved land, hvor bådene ikke længere kunne flyde, stillede de raske sømænd deres stærke skuldre til disposition, og efterhånden kom således alle, mænd, kvinder og børn, i land, og drog så i spredte smågrupper ind over et danske Sahara, hvor der ellers ikke findes et eneste levende menneske. Kun få planter, men en talløs vrimmel af muslingeskaller, sneglehuse, krabber, rokkeæg, havsnegleæg, bryozoer, rygplader af blæksprutter og andre dyrelevninger. På nogle steder er der fantastisk formede klitter, der jævnligt skifter form på grund af landets bevægelighed. På andre steder ligger uhyre flader uden den mindste vegetation, overskyllet af havet ved hver stormflod. Skallingens klitter På klitterne findes som sædvanligt sandhjelme eller klittag (Psamma arenaria R.S.), almindelig marehalm (Elymus arenarius L.) og sand-star (Carex arenaria L.); imellem klitterne sås i usædvanlig mængde strand-kvik (Agropyrum junceum P.B.), samt mindre fremtrædende klit- og strandfladbælg (Lathyrus maritimus Fr.) i smuk blomstring. Ved den østlige strandbred fandtes strandsennep (Cakile maritima Scop.) med varianten fnok-urt (Integrifolia Horn.), sandkryb (Glaux maritima L.), strandarve (Helianthus peploides Fr.), hvene (Agrostis alba L. v. maritime), almindelig sodaurt (Salsola Kali L.), hindebæger (Statice Behen Dr.), og - mærkeligt nok - ager-svinemælk (Sonchus arvensis L). Botanisk hjælp søges
Jeg er ikke specialist i planternes latinske navne, og nogle af betegnelserne i Mortensens tekst er vist noget forældede, så det har ind imellem knebet mig at finde det tilsvarende danske navn. Finder du derfor fejl eller mangler, hører jeg gerne fra dig. Venlig hilsen Per Hofman Hansen. Det var svært at løsrive sig fra skuet af det mægtige hav Alle medlemmer nåede efterhånden helt over til Vesterhavet, hvor kysten består af det fineste sand, og havvandet er klart, - en stor modsætning til den dyndede kyst nedenfor Darum. Det var for flere svært at løsrive sig fra skuet af det mægtige hav; men der måtte tænkes på tilbagevejen, der for adskillige faldt trættende nok, og lidt efter lidt samledes man igen på østkysten, hvor indskibningen gik for sig på lignende vis som landsætningen. Vinden var nu tiltaget i styrke, så at skibet på den midterste del af tilbagevejen gyngede stærkt; men lykkeligt nåede det ved aftenstid tilbage til Esbjerg. Her delte selskabet sig i tre flokke, idet nogle drog af sted mod øst på jernbanen, andre forblev i Esbjerg til næste morgen, og atter andre sejlede med færgen over til Fanø, og overnattede i Nordby. Dagen efter, den 30. juli, foretog inspektør Feilberg, cand. Gelert, prof. Lange og seminarielærer Mortensen en rundtur på den nordlige del af Fanø. En rundtur på den nordlige del af Fanø Vejen gik først ud til badeanstalten, derfra gennem klitterne et stykke mod syd, senere tværs over øen til østkysten og langs denne tilbage til Nordby. Der er stor forskel på plantevæksten på vestkysten og på østkysten, idet den første er en klitflora, den anden en markflora; midt imellem disse yderligheder en flad strækning med hedevegetation. Nærmest syd for byen er der dyrkede kornmarker. Her blev der langs vejen iagttaget alm. hejre (Bromus secalinus L.) i en sådan mængde, som nu til dags heldigvis er sjælden, endvidere vejbred (Plantago intermedia Gilib.), kongepen (Hypochaeris glabra L.), dueurt (Epilobium virgatum Fr.) i de sandede vejgrøfter, tusindfrø (Radiola millegrana Sm.) og liden knudearve (Centunculus minimus L.). Tidlig dværgbunke (Airopsis præcox Fr.) og katteskæg (Nardus stricta L.) er hyppige ud mod klitterne. Yderst almindelig også ude mellem disse er børstesiv (Juncus squarrósus L.). Hist og her sås glanskapslet siv eller kogleaks(?) (J. lamprocarpus γ pauciflorus Sond. (J. nigritellus Don.)), samt mange steder på lavninger mellem klitterne sandsiv (J. atricapillus Drej.), alpin(?) siv (J. alpinus Vill.) og trådsiv (J. filiformis L.). Hist og her fandtes den sjældne Klit-limurt (Silene Otites Sm.), et enkelt sted sand-rottehale (Phleum arenarium L.) og gøgeurten sump-hullæbe (Epipactis palustris Cr.). Strandsennep, Gul snerre også kaldet Jomfru Marias Sengehalm, Klokke-ensian og Hindebæger. Fotos: Per Hofman Hansen.
Klitterne De hyppigste græsarter i klitstrøget er foruden hjelmrøret og marehalmen katteskæg (Nardus stricta), hvene (Agrostis alba var. Maritima) og rød svingel (Festuca rubra L.). De almindeligste Carex-arter er sandstar (Carex arenária) på klitterne og alm. star (Carex vulgaris Fr.), der i mange former danner hovedmassen af bevoksningen på de flade side steder. De tørre skråninger på sandhøjenes nedre partier sås dækket med et rødt-blåt-gult tæppe af timian (Thymus Serpyllum L.), blåmunke (Jasióne montana L.) og gule snerre (Galium verum δ littorale Lge.). På flere steder fandtes mellem disse strand-tusindgylden (Erythræa littoralis Fr. γ pygmæa.), en dværgform, næppe 3 cm høj, enblomstret. Helt oppe på klittoppene findes alm. stedmoderblomst (Viola tricolor δ arenaria Sond.), smalbladet høgeurt (Hieracium umbellatum L.) i flere former, og dværgformer af blåmunke (Jasióne montana). Vandhullerne Da de fleste vandhuller var udtørret, var vandplanterne, f.eks. Potamogeton-arterne (af hvilke svømmende vandaks (P. natans L. og P. polygonifolius Pourr.) er de hyppigste) i en ynkelig forfatning; ligeledes svømmende sumpskærm (Helosciadium inundatum Koch). Vandportulak (Peplis portula L.), der i sluttet bestand dækkede en lav skråning, var på grund af tørken blevet blodrød, så at den tiltrak sig opmærksomheden på lang afstand. Soldug (Drosera intermedia Hayne) er højst almindelig i de fanøske klitsumpe. Snerre (Galium silvestre v. glabra Schr.) sås enkelte steder. Derimod nåede man ikke så langt mod syd, at klitstar (Carex trinervis Degl.) kunne observeres. Heden Midt på øen, på hedepartiet, danner klokkelyng (Erica Tetralix L.) og hedelyng (Calluna vulgaris Sal.). Hovedbestanddelen af vegetationen. Den sidste var flere steder som afsveden af den langvarige tørke. Engen På flade engdrag sås her fin bunke (Aira uliginosa Whe.); den skønne ensian-klokke (Gentiana Pneumononthe) blomstrede hist og her. På dette strøg er også Mangestænglet Sumpstrå (Eleocharis multicaulis Sm.) almindelig; hyppige er også liden kæruld (Scirpus cæspitosus L.) og fåblomstret kogleaks (S. pauciflorus Lghtf.). Engelsk visse (Genista anglica L.) blomstrede hist og her. Længere mod syd findes både hvid næbfrø (Rhyncospora alba Vahl) og brun næbfrø (R. fusca R.S.) i mængde. Østkysten Ved øens østkyst fandtes hindebæger (Statice Behen Dr.) i rigelig og skøn blomstring; her er strand-vejbred (Plantago maritima L.) en karakterplante; mindre hyppig er fliget vejbred (P. Coronopus L.). Strand-trehage (Triglochin maritimum L.) er almindelig. Tilbage i Nordby og Esbjerg Kl. 5 nåede medlemmerne, i flere hold, tilbage til Nordby. Her hvilede og styrkede man sig efter dagens anstrengelser, og sejlede så om aftenen tilbage til Esbjerg, hvor den egentlige hovedekskursion opløstes.
Om turen og dens deltagere
Turen havde samlet en ualmindelig stor mængde deltagere, og var i det hele vellykket og interessant. Den begunstigedes af fortræffeligt rejsevejr, kun var blæsten noget generende. Nogle af deltagerne var i forvejen afrejst til Jylland, andre drog fra København om aftenen den 26. juli, atter andre stødte til på forskellige jyske stationer; nogle deltog kun i en del af ekskursionen, andre fortsatte denne nogle dage efter den 30. juli. Deltagerne var apoteker Baagøe, stud. mag. Børgesen, havebrugskandidat Christensen, pastor Feilberg, cand. phil. Feilberg, inspektør Feilberg, cand. pharm. Gelert, gårdejer Hansen, professor Lange, stud. mag. Lange, seminarielærer Mortensen, direktør Møller-Holst, stud. mag. Posselt, dr. phil. Petersen, cand.pharm. Philipsen, stud. mag. Riise og forpagter Valentiner. I turens fortsættelse deltog desuden læge Vilandt, cand. pharm. Friderichsen og prof. Areschoug fra Lund. Efter turen tilbage fra Fanø drog to af deltagerne, nemlig prof. Lange og cand. Gelert, til Ribe, for at fortsætte de botaniske iagttagelser. Den 31. foretog så disse herrer i forening med cand. pharm. Friderichsen, cand. Lind og læge Vilandt en tur til den bekendte Ørnsø, der ligger ½ mil nord for Ribe, midt imellem landevejene til Varde og Kolding. Den næste dag, 1. august, tog Friderichsen, Gelert Lange og Vilandt til vogns til Gram. Undervejs undersøgtes den lille skov ved Seem (½ mil fra Ribe). Om aftenen tog Vilandt tilbage til Ribe, medens resten af deltagerne overnattede i Gram, og tog næste morgen (2. august) med postvognen til Vojens, hvor selskabet forøgedes med prof. Areschoug og fru Areschoug. Fra Vojens fortsattes rejsen pr. jernbane til Haderslev.
Noter og kilder
|
20 botaniske entusiaster hovedsageligt fra København begav sig i slutningen af juli i 1885 ud på en større ekskursion, hvis hovedmål var Skallingen og Fanø.
Efter ankomst med tog til Fredericia blev der gjort der udflugter til Handerup Krat, Fuglsang Skov og Fredericias volde. Herefter fortsattes turen med tog til Bramminge, hvor selskabet blev modtaget af pastor Feilberg, der havde inviteret selskabet på et par dages ophold i Darum Præstegård.
Efter udflugter i omegnen "kvægede man sig efter dagens besvær", og næste dag blev der foretaget udflugter til "Hollænderskoven", Kjærgård Skov og Vilslev ved Kongeåen. "På Kjærgaard, nu en fattig- og arbejderanstalt, men tidligere et herresæde, med tykke mure og hvælvede kældre, samt omgivet af en lille skov og spor af volde og grave, hvilede man sig et øjeblik, medens de sangdygtige medlemmer af selskabet udførste nogle flerstemmige danske, norske og svenske sange, så det rungede i de højloftede haller".
I Vilslev Præstegård holdt selskabet et længere hvil og styrkede sig ved en rigelig og fortræffelig frokost. Rejsen er nu så langt fremskreden, at der kan tænkes på den næste dags udflugt til Skallingen og Fanø...
Hans Mortensen (1825-1908), seminarielærer ved Jonstrup Seminarium
På seminariet var det naturfagene, der have Hans Mortensens særlige kærlighed, og fremfor alle fag elskede han botanik. Som florist var han vel en af de kyndigste i landet. Som lærer var han punktligheden og samvittighedsfuldheden selv, og hans kald var ham helligt. Han gik altid til sine timer, som man går til noget højtideligt og festligt, og hans elever nærede den mest ubetingende respekt for ham. Hans entusiastiske kærlighed til botanikken forplantede sig til mange af de vordende lærere.
Hans Mortensen var et ejendommeligt menneske, en mærkelig sammensat natur. I sit ydre var han barsk og kunne endog virke frastødende. Fåmælt og tilknappet som han var, havde han ikke nogen stor evne eller trang til at give sig videre af med sine elever uden for timerne eller ekskursionerne. Han hørte til de strenge lærere, der kræver meget af deres elever, fordi de kræver meget af sig selv.
Bag det barske ydre gemte der sig et mærkeligt følsomt sind. Når han på seminariet rejste sig og slog på sit glas og med sin gammelmandsrøst sang en af de sange, som han havde sunget for generation efter generation, da var det, som han for et øjeblik lukkede sig op for en verden af stemning og følelse, som han til daglig skjulte, men som vi ved sådanne lejligheder fik en anelse om, at han i grunden levede i.
Han var egentlig en poetisk natur, spillede smukt på fløjte og skrev sange. Men nogle af sine bedste timer havde han, når han med sin mægtige botaniserkasse på ryggen strejfede om i skov og på mark. Han vidste på en prik, hvor han skulle søge den eller den sjældne plante. "Jeg har den stående her", kunne han sige.
Hans Mortensen var ikke nogen livsglad natur. Vel var han ikke uden lune og humor, men i sindets dybeste grund var han en typisk melankoliker, følsom i en vidunderlig grad for indtryk. Han var blød og kærlig, selvom han tit havde svært ved at give det bløde i sit sind udtryk. Venlighed gjorde ham godt, og han var trofast mod sine venner.
(Stig Bredstrup, 1914). |
Publiceret 18. december 2009. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |