Sagn fra Fanø og der omkring, som de har lydt i folkemunde. Indsamlet af Evald Tang KristensenMin forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Folkesagn fra Fanø
|
|
Folkemindeforsker Evald Tang Kristensen (1843-1929)
Nedenstående folkesagn fra Fanø og nabolag er hentet i den store folkemindesamler Evald Tang Kristensens hovedværk "Danske sagn, som de har lydt i folkemunde", der udkom i seks bind i årene 1892-1901 og endnu syv bind udgivet efter hans død. Hævet over enhver tvivl er han den største og mest originale folkemindesamler i Danmark. Han var elev af Svend Grundtvig, der kan siges at være grundlægger af folkemindevidenskaben i Danmark, men det var Tang Kristensen der for alvor satte gang i indsamlingen af folkeminder. Han korresponderede flittigt med sine mange meddelere og indsamlere, og han foretog selv væsentlige indsamler på rejser rundt i Danmark og ikke mindst i Vestjylland, hvor han følte sig særlig hjemme. Han var en dygtig nedskriver af andres fortællinger, og man får i hans originaloptegnelser levende indtryk af fortællernes mundtlige tone og kunst. Her har jeg valgt de sagn ud, som relaterer sig til Fanø og dens nabolag. Mød Fanøs genfærd og få dig et godt gys. God læselyst! Per Hofman Hansen, bibliotekar, Silkeborg. Udplyndrede søfolk og skibbrudnes genfærdEt genfærd så lodden som en kat i mørketForhen var det i reglen skik på Fanø, at pigerne derfra tog sommertjeneste på Sild. De sejledes jo både hen og hjem. Så havde en gang to mænd fra Sønderhoved 1) været sejlende til Sild ved den tid, da pigerne tog hjem, og pigerne havde betroet sig til dem og bedt dem om at tage deres sommerfortjeneste med hjem. Alle de penge, tilligemed hvad mændene selv havde fortjent sig, havde de i en kat2), som de havde spændt om livet. Den gamle møller på Mandø havde været sammen med de to skippere, just som de lå klar til at sejle ad nordvesthjørnet på Sild, og han fik at vide, at de havde alle disse penge med dem. De kom så til sejlen, men strandede ude vest for Mandø, og ligene af dem drev i land ved øen.
Et par mænd derfra, hvoraf den ene var strandfoged, skal så have fundet ligene og udplyndret dem, hvorefter de stødte dem ud i vandet igen, så de drev bort. Siden drev de op ved Langlig Bjerge ud for Ogsby 3). At de to mænd sådan havde plyndret ligene, blev aldrig opdaget, men det var sikkert nok, at der kom velstand til huse hos dem.
Siden den tid har det spøgt i den ene mands gård. Det var i en endestue, der havde et vindue ud til gavlen, og der mente man så pengene var kommet ind ad. Men nu er det muret til. Jeg véd alligevel godt, hvor det har siddet. En pige, som tjente der i gården og hed Stine, hun skulle ligge i det kammer, men hun kunne ikke være der. Hun syntes, der kom noget loddent ligesom en kat og lagde sig på hende i sengen, og når hun rejste sig igen, så var det der atter. Hun ville da ikke ligge i kammeret. Gamle Knud Smed fra Vester-Vedsted, som lå i det samme kammer, mærkede det også.
Gamle Mads Mandø og Niels Gregersen blev begge siden meget velhavende, det er nu sikkert nok, men om det var dem, der plyndrede ligene, kan ikke siges. Så meget er dog vist, at pigernes penge aldrig mere kom for en dag.En gammel pige, de kaldte Store-Ane, har set to skikkelser om morgenen ved 5-tiden komme fra stranden ind over klitterne. De tog vejen op efter det hus, hvor nu toldassistenten bor, og bar en lille kuffert eller et skrin imellem sig. Der ved huset hvilede de dem, og så skred de videre ned ad byen til. Flere har set disse to genfærd, men ingen har set i hvilken gård de går ind. Gamle Niels Thomsen, der boede tæt sønden for Mads Mandø - sådan hed strandfogeden - hentede vand der omme, og en aften han gik der med sit vand, kom genfærdene imod ham, det var netop på strøget, hvor de færdedes, og da han ikke ville vige, så spyttede de ham i ansigtet, sådan syntes han da, og da han kom hjem, var han syg og havde fået en rørelse, som han aldrig siden forvandt, så det møde blev hans død. Meddelt af postbud H.C. Hansen på Mandø. (Kategori: Udplyndrede søfolk). (Danske Sagn, Ny række, IV, 1040). 1) Sønderhoved = Sønderho. 2) Kat = pengekat = en slags pung. 3) Langli i Ho Bugt, Oksby.
Du "undersøgte" mig jo nok, men glemte min pengekat, hviskede den skibbrudnes genfærd Jens Ende fra Langlig1) havde fundet en død mand på stranden og så begravet ham i klitten. De tre første nætter efter kom den døde mand til vinduerne og sagde: "Du feseteret2) mig jo nok, men du glemte da at se efter i min kat3)". En snes år gik hen, og da gik vandet ind og skar klitten væk, som den døde mand var begravet i. Så kom benene af ham frem, men mærkeligt nok opdagedes der intet som helst andet, ikke så meget som en knap, så Jens Ende må have fået ham fesenteret helt godt bagefter. Meddelt af P. Abell i Ribe. (Kategori: Skibbrudnes genfærd). (Danske Sagn, Ny række, V, 231). 1) Langli i Ho Bugt. 2) feseteret: En anden form for "visitere" (= undersøge, ransage) osv., indlånt via det nedertyske visenteren. Se fisentere i Ordbog over det Danske Sprog. 3) Kat = pengekat = en slags pung.
Bestjålne strandvaskere går igen På den lille ø Mandø fortæller man følgende: Der var en gang to strandmænd1), som fandt to lig, der var drevet i land på en sandrevle Knuden2). Strandmændene skulle nu have meldt det til strandfogeden, men da der hos ligene fandtes en del kostbarheder, tog de disse og begravede ligene i sandet, idet de troede, at det aldrig ville opdages. De gik så hjem i den ene strandmands hus og delte byttet, og dermed mente de, at den sag var klaret. Det varede imidlertid ikke ret længe, førend man begyndte at tale om, at man om aftenen så to mænd vandre fra stranden op til huset, hvor pengene blev delte, og en pige, som lå i det kammer, hvor delingen foregik, klagede over, at hun var bange for at ligge der; thi hun syntes, at hun om natten hørte folk klinge med penge derinde, og man begyndte således at tale en del om dette genfærd. En aften gik en mand med sin kone til julebesøg og kom forbi det omtalte hus. Da så de to mænd, som gik ned mod stranden; det forekom manden, at han ikke kendte disse mænd, og han tænkte, at de ville ned for at samle strandgods. Derfor sagde han til sin kone, at han ville gå hen for at se, hvem det var. Han fulgte så efter dem op på klitterne, men med ét stod de stille, og da han kom tæt til dem, så han, at han ikke kendte dem, og han blev da meget forskrækket og vendte tilbage til sin kone, som bebrejdede ham, at han ville gå efter disse mænd. En anden mand, som var nabo til det omtalte hus, gik en aften over for at besøge strandmanden; men da han skulle forbi et gærde, som lå mellem strandmandens og hans hus, så han to mænd sidde derved, og da han gik nærmere, pustede de ham noget ind i ansigtet. Herover blev manden meget forskrækket og var næsten ikke i stand til at nå hjem til sit hus igen. Efter at talen om disse gengangere blev meget almindelig blandt folk, skulle strandmændene have fortrudt deres onde gerninger og siden åbenbaret, hvad de havde gjort. Meddelt af M.C. Nielsen, Gjedved. (Kategori: Skibbrudnes genfærd). (Danske Sagn, V, 398). 1) Strandmænd er mænd, der af øens beboere er valgt til at bjerge og indberette til strandfogeden alt inddrevet gods, og ingen anden har lov til at røre strandgodset, undtagen dem. 2) Knuden eller Knuderne er en grund, der ligger ude vest for og mellem Mandø og Rømø, syd for Fanø.
Kirkebyggeri, ødelagte kirker, tyveri af kirkesølvÉn kirke på Fanø - Kirken i Annas DalSagnet siger, at der oprindelig kun har været en kirke på Fanø, og den skal have ligget omtrent midt på øen, nemlig i den såkaldte Annas Dal 1). Af denne gamle kirke skal der endnu findes ruiner der ude. Begge øens sogne skal da have hørt til den fælles kirke. Det er endnu et mundheld blandt de gamle i Nordby: "Har du været henne?« og når de spørger således, menes der, om de har været i kirke. Da kirken så blev ødelagt af sandflugt, delte øen sig så i to menigheder, og hver af dem byggede sin kirke, men hvornår det er sket, ved man ikke noget vist om. Kirken, der blev bygget her i Sønderhoved 2), er ikke den samme, som den vi nu har. Den har formodentlig set ud som den lille kirke, der findes udhugget på en gammel ligsten 3), som endnu ligger paa kirkegården. Den kirke har et tårn ligesom andre landsbykirker her i Jylland, og desforuden findes på samme ligsten udhugget en gammel stubmølle, som forhen fandtes her i byen, samt to sømærker 4), der er ganske i lighed med dem, vi endnu har her. Der er da den største rimelighed for, at vor kirke den gang så sådan ud, som ligstenen viser det. Men 1604 var kirken helt skrøbelig og fordærvet af fugt. Vandet stod til sine tider op på kirkegulvet og præstens messeskjorte og messehagel blev helt ødelagt. Folkene måtte lægge brædder hen ad gulvet for at kunne gå tørre der inde. Kirken, vi nu har, er jo heller ikke ret gammel, og den ser da slet ikke sådan ud som den gamle kirke. Sønderhoved kaldtes i gammel tid Havnen, men byen har da ligget længere ude imod klitterne ved Præstens Toft 5). Der ligger endnu to gårde der ude lidt vest for byen, og de gårde kaldes endnu Byen. Der har man også endnu den gamle præstegårds byggegrund og en rund høj, hvor formodentlig den gamle stubmølle har stået 6). På den ovenfor omtalte gamle ligsten findes også udhugget et skib. Sproget her i Sønderhoved er temmelig forskelligt fra det, der tales i Nordby. Jørgen Nielsen Brinch, Sønderho. (Kategori: Kirkebygning). (Danske Sagn. Ny Række, III, 228). 1) Annas Dal midt på Fanø ude mod øst ved Albue Fuglekøje. 2) Sønderhoved = Sønderho. 3) Se gengivelserne her til højre. 4) Sømærkerne er de to kaber eller kåvere, der stod syd og vest for Sønderho. 5) Præstens Toft. 6) Stubmøllen i Sønderho.
Én kirke på Fanø - Kirken i Annas Dal Fanø har i ældre tid kun haft en kirke, som har været fælles for samtlige øboere. Den skal have ligget paa (eller ved) en bakke, som af de ældre beboere kaldes St. Annas Bjærg 1). Meddelt af P. Klemmensen-Pedersen, Holsted. (Kategori: Ødelagte kirker). (Danske Sagn. Ny Række, III, 392). Hvordan fannikerne fik en stenkirke I gamle dage var Fanø et meget fattigt land. Øen havde kun én kirke *), og denne var endda blot opført af jord og drivtømmer. Hvorledes fannikerne fik en stenkirke, skal jeg nu fortælle: En søndag under gudstjenesten hørtes en så stærk larm ude i havet, at kirkegængerne troede, verden skulle forgå; de ilede derfor ud, og det viste sig nu, at larmen hidrørte fra en meget stor hval. Denne var kommen ind på et grundt sted og sad nu fast, da vandet under ebben var gået fra den. Dyret blev dræbt, og for det ved salget af hvalen indkomne pengebeløb byggedes en stenkirke midt på øen. *) I Trap Danmark hedder det: "Oprindelig skal Fanø kun have haft én kirke, beliggende midt på øen". Se også ovenfor.
Meddelt af landinspektør og kasserer Palle Føe (1839-1916) i Vostrup. (Kategori: Kirkebygning). (Danske Sagn, III, 440).
Præsten og hans søn måtte selv bygge Nordby Kirke Der er svært fyrretømmer her i vores kirke i Nordby. Det er strandingsgods, for der strandede et stort skib uden for Rømø, der var ladet med svære pommerske bjælker, og de blev så brugt her til kirken. Præsten Hans Friis1) byggede den til hans søn 2). De skulle selv bygge den, ellers kunne de ikke få den. Den gamle kirke stod oppe i Rindby på den plads, hvor kirkegården3) endnu findes, og så blev der sat et kapel der, så de folk, som bor deroppe, også strandvaskere, endnu bliver begravet deroppe. Meddelt af havnefoged Peder Hansen Clausen i Nordby, Fanø. (Kategori: Kirkebygning). (Danske Sagn, Ny række, III, 228). 1) Niels Hansen Friis (Om præsterne Friis se Nordby Kirkes Liber Daticus og Holger Poulsen: Præsterne i Nordby på Fanø efter Reformationen (I: Fra Ribe Amt, 1915-1918, 4. bind, s. 192-212). 2) Sønnen Hans Ditlev Friis var født i Nordby 1752, overtog 27 år gammel i 1779 præsteembedet efter sin far. Død formentlig 1804. 3) Rindby Kapel og kirkegård.
Flyt ikke en sten, der nedmaner et genfærd Præstegården her i Nordby lå forhen, hvor nu Rindby begynder, men er nu brændt, og i stedet for er der bygget en ny præstebolig på et andet sted. I den gamle præstegårds have lå en stor sten, som skulle være lagt over en, som var nedmanet der, og den måtte altså ikke flyttes. Men så ville pastor Ibsen1) have sin have udvidet, og stenen var da i vejen og skulle flyttes. Manden, der skulle gøre det, ville først ikke, men præsten fik ham dog til at prøve derpå. De første par gange, han prøvede derpå, kom den tilbage på sin gamle plads, men tredie gang, da han tog fat, og satte en stor trumf på, så fik han bugt med den, med bag efter blev han meget syg. Meddelt af havnefoged Peder Hansen Clausen i Nordby. (Kategori: Ryk, så skal jeg trykk'). (Danske Sagn, Ny række, V, 452). 1) Pastor Ole Carl Ipsen (1831-1897), sognepræst i Nordby fra 1867. Se Nordby Kirkes Liber Daticus.
Peder Jensen stjal Nordby Kirkes alterkalk og disk og blev henrettet Peder Jensen, der stjal alterkalken her i Nordby Kirke og disken med, blev henrette 1712(?). Min bedstemor kunne huske, at de gamle havde fortalt derom. Han blev grebet ude i klitterne, hvor han gik omkring, og så blev henrettet på det sted, der nu kaldes 'æ Batteri', men forhen altid har gået under navnet Peder Jensens Banke. Den ligger lige op for, hvor renden slutter. det er den rende, som dampskibet sejler ad ind til Nordby. I Sønderhoved er der fra havet ind til byen en vej, der kaldes Galgevejen. Meddelt af havnefoged Peder Hansen Clausen og overlærer Tejsen i Nordby, Fanø. (Kategori: Henrettelser). (Danske Sagn, Ny række, IV, 826). Om tyveriet se: En olding på tyvetogt. Af Jørn Westergaard Martinsen.
En kæmpe kastede en sten mod Ribe Domkirke, men ramte ikke Her nede til nør i Øster-Vedsted går Riber å op i en bugt og omslutter noget land, der hedder Riber-Holme. I kanten af åen ligger der en stor sten. Når floden er inde, kan man ikke se den, men i ebben kan man gå ud på den. Den er omtrent en halvanden alen1) i tværmål og er en alen ovenfor jorden, er flad oven på og rund som en møllesten. Den kaldes da også Kværnstenen. På den sten er udhugget et stort K, og det skal betyde kæmpe. Dernæst er der fem huller, som er mærker af fem fingre. Der fortælles, at da Ribe Domkirke blev bygget, stod en kæmpe på Mandø og kastede den efter kirken, men den nåede ikke så langt. Egnen er ellers stenløs. 1) En alen er omtrent 66 cm.
Meddelt af lærer Mortensen, Vester-Vedsted. (Kategori: Stenkast af jætter efter kirker). (Danske Sagn, III, 136).
Havet og farvandene omkring FanøPå Horns Rev er de fedeste torsk - Det er dem med de små hovederEn gammel fisker har sagt, at der var dyb på begge sider af æ Horn 1). Lige ned fra sandbanken er dybene. Den, der kom først ud af fiskerne, skulle sætte tøjet 2) lige midt ad begge dyb, så kunne de få fisk nok. Men så var der et sted, de kalder Knuds kjelde 3); det er ude ved uderenden af hornet. Der løber vandet ligesom i en hvirvel, og på den skulle fiskerne have deres tøj dobbelt så stærkt som ellers. Ellers rev det dem det ad, og de skulle have dobbelt så megen vægt ved det. Her var også fisk nok, og det var de fedeste, for det var torskene med de små hoveder. De torsk, der har store hoveder, er altid magre. Gamle Tue i Vejers sagde altid: "I skal op til æ side af æ Horn, for der er æ torsk med de små hoveder." Meddelt af Niels Mortensen i Billum. (Kategori: Sunde, fjorde og indsejlingssteder). (Danske Sagn, 1784). 1) Horns Rev, her findes bla. flg. stednavne og betegnelser: Vejrs, Søren Bovbjærgs Knob, Tuxen, Vovov, Munk, Vyl, Ulven og Cancer. Horns Rev hed tdiligere i hollandske søbøger Duyvels Hoorn = Djævelens Horn, der udtrykker grundens farlighed. 2) Tøj (især dialekt inden for fiskeri) om dele af et skibs udstyr, spec. om sejl: "De havde for meget tøj oppe". (Ordbog over Det Danske Sprog). 3) Kjelde, kilde, vand der vælder frem (Ordbog over Det Danske Sprog).
Grevindens vogn væltede, og sundet mellem Fanø og fastlandet blev til Der skal i gamle dage have gået en å mellem Fanø og fastlandet med stemmeværk og sluser som ved en anden strøm. Ved de skytter 3) gik vejen, som førte over til Fanø. Så i et forrygende vejr kom en grevinde kørende og ville over. Vejen var meget smal, og folk rådede hende fra at køre derud. Men hun ville af sted og kørte. Da hun kom til skytterne, væltede vognen, og den rev dem fra, så vandet fik indpas, og sundet fremkom. Meddelt af den 'kloge mand' Ebbe Alexandersen Smed (f.1809) i Torstrup ved Varde. (Kategori: Sunde, fjorde og indsejlingssteder). (Danske Sagn, III, 1783). 3) Skytte = skodde = stigbord i sluseværk; skytterne kan trækkes op og vandet styrter igennem (Ordbog over Det Danske Sprog).
Da dronningen af England blev gal på Danmark, ramte det Langli og Horns Kirke Hjerting kaldes af de gamle Hjøtting, og det hedder sig, at det skal komme af hø (høting). I bugten uden for ligger en lille ø, der er beboet af en 3-4 familier. Den har klitbjærge på den største del, men enge mod begge enderne, og kaldes "Longle" [Langli]. Den var i den sidste tid så stor og gik så tæt til landet, at ved hjælp af et helmishoved 1), som lå midt i løbet, kunne man i to skridt skræve derover. Men da så dronningen af England blev gal på Danmark og ville spille os et puds, gravede hun Kanalen, og så kom vandet ind mod Jyllands vestkyst og bortrev mange sogne. Et sogn, der hed Horn, gik sådan under med dets kirke, og der er nu Horns Rev. Da blev også Longle mindre og blev omgivet af bredt og dybt vand. Meddelt af Valdemar Bennike. (Kategori: Sunde, fjorde og indsejlingssteder). (Danske Sagn, III, 1746). 1) Helmishoved = Hovedet fra en gammel udslidt (selvdød) hest = helmisseøg.
Da Ho og Oksby var landfast med Hjerting og Langli Hjerting har forhen været kaldt Hjøting eller Høting efter de store enge, som var der. Der blev holdt ting eller auktion over høet, og deraf kommer så navnet. Den spanske dronning kastede Kanalen gennem landet fra det ene hav til det andet og skilte derved England fra Frankrig, og hun ville selv være til stede, da det sidste blev kastet igennem. Men så kom vandet så stærkt, at hun gik til ved det, og den gang var det så, at landet her gik under. Da var Hoved og Ogsby landfast med Hjerting og Langlig Bjærge, og en kan endnu på stærk ebbe gå der tværs over Hjerting Bugt. Meddelt af aftægtsmand Hans Kursmed i Sneum pr. Tjæreborg. (Kategori: Sunde, fjorde og indsejlingssteder). (Danske Sagn, Ny række, III, 1177). Hoved = Ho. Ogsby = Oksby. Langlig = Langli.
Genfærd og dødens skyggerEn heks flyttede skelpæle på FanøFor en fyrre år siden var der en mand på Fanø, som blev kaldt Lars Kvind, og som folk antog for en heks. Om natten sagde de, flyttede han æ dolstien 1) mellem markerne. Da han til sidst fik en sygdom, hvoraf han døde, flyttede han dem i en rævs skikkelse, fordi han ikke selv kunde komme. Meddelt af adjunkt A. K. Greibe (f. på Fanø 1827, d.1874). (Kategori: Genfærd på uretfærdig jord). (Danske Sagn, V, 1460). 1) dolstien: sammensat af dole og sten; dole = grøft, markskel, grænseskel for enge, marker og klitter, og som oftest bestående af opskårne græstørv. Skellene blev afmærkede med omvendte grøæstørv, "Doler". At dole = at afmærke v.h.a. doler. (Ordbog over Det Danske Sprog). Gamle skipper Jørgen Andersens genfærd spøger i Nordbys gader En skipper, der hed Jørgen Andersen, døde nede i Haderslev, men hans lig blev ført hertil Nordby og skulle begraves her. Min mor kom tidligt op en morgen og så ud ad døren. Det passerede nogle dage før, Jørgen Andersens lig kom hertil, og da så hun gamle Svend komme gående eller rettere løbende syd på i stor fart. Han kaldtes nu gamle Svend eller Svend Færge, fordi han var færgemand. Men det var da for spøg hun så; han kom ikke i virkeligheden. Men så nogle dage efter, da liget var kommet, så kom han virkelig løbende og skulle op til Jørgens familie, som boede her syd på for at sige dem, at han var kommen. Meddelt af havnefoged Peder Hansen Clausen i Nordby, Fanø. (Kategori: Synet af skygger). (Danske Sagn, Ny række, II, 170). Nordby-drenge hvide i hovedet ved synet af en sortklædt ligskare To drenge af min søstres konfirmander kom en aften ind til min mor og var hvide i hovedet og helt ude af dem selv af angst. De kom derind for at komme lidt til dem selv, og så fortalte de, at de havde mødt en ligskare. Det var en hel mængde sortklædte mennesker, der spærrede vejen for dem. I den tid blev ligene aldrig kørt til kirkegården, men altid båret af ligfølget. Meddelt af havnefoged Peder Hansen Clausen i Nordby, Fanø. (Kategori: Ligskarer man har mødt eller er fulgt med). (Danske Sagn, Ny række, II, 433). At lægge sten på de myrdedes grave Der blev fundet to døde mennesker ude i Vestreheden og blev der begravet. Den ene grav var her inde ved de brune høje, den anden ude ved stjengryderne. Ingen gik forbi de steder om natten uden at have en håndsten og lægge ved hver af gravene. Disse grave har forhen været godt kendt, men nu er stederne næsten helt gået ud. Som knægt har a også lagt sten til dem. Når a gik op i Sønderlandet og ville hjem om aftenen, sagde a: "A må have et par sten og lægge der, ellers kommer a ikke godt der forbi." Meddelt af Hans J. Farver i Nordby, Fanø. (Kategori: Mærke på mordstedet). (Danske Sagn, Ny række, IV, 836). Hekse, kloge mænd og anden overtroHvem gjorde barnet fortræd?På Fanø lever endnu en mand, hvis barn blev forgjort, så de forgæves alle steder søgte lægehjælp til det. Da tog faderen sig for at rejse til den bekendte kloge kone ved Løgstør, og hun gav ham lægemidler der hjalp, samt lod ham med det samme se i en spand vand, hvem der havde voldt barnets fortræd. Det var da hans egen søster, og just på den tid manden var i Løgstør og fik underretningen, blev søsteren syg, mens hun gik ude i sin have, samt fik en skjæv mund, på hvilken hun bærer endnu. Meddelt af N. F. Vestergård Nielsen, Fanø. (Kategori: Hekse og deres idrætter). (Danske Sagn, 7, 1407). Et forhekset barn På Fanø havde de et barn et sted, som var forhekset; det ville ikke væjse 1). Så stod konen op med barnet midt på gulvet klokken 12 om natten, og konens moder gik tre gange runden om det med et fyrfad med gløder på. Meddelt af skovrider Mads Holdt (f. 1840) i Påbøl, ansat ved Hedeselskabet. (Kategori: Råd for forbyttelse). (Danske Sagn, I, 1041). 1) væjse = vokse
Den 'kloge' postmester fra Strandby Omme nord for Esbjerg ved vejen mellem Varde og Strandby, det tidligere overfartssted til Fanø, boede en fattig mand, de kaldte æ Postmester, fordi der blev lagt postsager af hos ham, som han så besørgede uddelt. En familie fra Ribe kom en dag kørende forbi; de havde været i Hjerting og ville hjem. Så havde datteren, der var med på vognen, fået en voldsom tandpine, og da de nu kom til Tarp Kro og dér standsede for at bede, sagde folkene, om hun gerne ville af med den, for så var der en mand her, der kunne kurere for den. Det ville hun jo godt, og så blev æ Postmester hentet. Han kom og gjorde en hel del tegn og samlede en hel del op, som han bar fra pigen og uden for. Han kom atter ind og samlede igen og bar ud. Det gentog han nogle gange, og så var tandpinen ovre. Meddelt af pastor Tranberg i Farup. (Kategori: Hekseråd for sygdomme). (Danske Sagn, VII, 1639). Et fatamorgana?Lys i Esbjerg før Esbjerg blev byFør Esbjerg blev til, havde de i mange år set lys derovre. Nis Hansen, der var født juleaften, kunne se det og flere andre her ovre i Nordby ligeledes. Det var en gammel spådom, at der skulle blive en stor by derovre, og Jerne Kirke skulle blive midtpunktet i den. Meddelt af havnefoged Peder Hansen Clausen i Nordby, Fanø. (Kategori: Lys for bygninger). (Danske Sagn, Ny række, II, 142).
Kilder
|
Evald Tang Kristensen gør notater mens en visesanger synger ned i en fonograf.
Foto: Museumsinspektør H.P. Hansen, Herning. (Dansk Folkemindesamling). 
Hvaler, andre søuhyrer og havfruer var ofte at finde som dekorative elementer på ældre søkort. Efter Johs. Mejer og Caspar Danckwerts Neue Landesbeschreibung, 1650.
Horns Rev ud for Blåvandshuk 1650
På kortet ses Dødemandsbjerg ud for spidsen af Skallingen, Grådyb, Fanø mod øst, Røde Klit Sand midt for og ragende ud mod vest Riffs Horn, altså Horns Rev. Efter Johs. Mejer og Caspar Danckwerts Neue Landesbeschreibung, 1650.
|
|
Publiceret 8. februar 2009. Opdateret 27. september 2009. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden. |
|