Da fanøboerne fik foden under eget bordStykker til Fanøs kultur > Da fanøboerne fik foden under eget bord
|
Da fanøboerne fik foden under eget bord. Fanøboernes frikøb fra Kronen 1741Resumé af bogen med samme titel udgivet af Fanø Kommune 2016I 1741 bestemte kong Christian VI at lade Fanø sælge på en auktion i Ribe. Indtil da havde Fanø været underlagt Riberhus Ladegård, og Ribe, der var en betragtelig stor by dengang, havde eneret på handel. Det betød, at fanøboerne ikke havde haft ret til at udøve sejlads og søfart med egne skibe. Hvordan det lykkedes fanøboerne at købe deres egen ø fortælles i denne bog gennem samtidige dokumenter og illustrationer, underholdende anekdoter og humorfyldte tegninger. Per Hofman Hansen 
Bogen "Da fanøboerne fik foden under eget bord. Historie & historier" er illustreret af Bernd Hobohm og udgivet af Fanø Kommune i anledning af 275-års jubilæet 1741-2016.
Det er historien om, hvordan fanøboerne i 1741 købte sig fri af den danske konge. Helt siden middelalderen havde de som så mange andre bønder været fæstere, men ved at købe øen blev de selvejere og kom herved til at eje både jord og gårde. Når kong Christian VI (1699-1746) valgte at sælge Fanø og andre jorder under de kongelige godser, hang det sammen med, at Danmark havde været i mere eller mindre uafbrudt krig med Sverige i næsten 80 år. Dertil ville han gerne bygge nye jagt- og lystslotte i København og Nordsjælland. Kongen vi sælge Fanø på en auktion i Ribe den 10. juli 1741 Derfor besluttede kongen at sælge de jorder, der hørte under Riberhus Ladegård, hvorunder både Mandø og Fanø hørte. Salget skulle foregå ved en auktion på rådhuset i Ribe den 10. juli 1741. I 1719 havde kongens far, Frederik IV, også forsøgt at sælge Fanø, men da han ikke fandt buddet tilfredsstillende, valgte han at annullere salget. Klog af skade måtte fannikerne og sønderhoningerne, for sådan hedder de to befolkninger, lægge både en strategi og en listig plan, hvis de skulle have heldet med sig. Fanøboerne havde efter det mislykkede forsøg i 1719 sparet op, alt hvad de kunne. Duelige sømænd tog på farlige hvalfangster i Ishavet og alle gæve piger gjorde tjeneste i høsttiden hos bønder på fastlandet. Da auktionen var blevet annonceret, blev der i de kommende måneder skrabet penge sammen fra kister og skuffer, men den samlede sum var ikke særlig stor. Der var grund til bekymring! Fanøboerne udtænker en listig plan Det blev besluttet, at to af de fremmeste mænd fra Nordby og Sønderho med udvalgte mænd og kvinder skulle sejle fra Sønderho til Ribe nogle dage før auktionen skulle finde sted. Vel ankommet til Ribe erfarede de, at deres værste anelser holdt stik. Både en velhavende herremand og nogle rige jødiske købmænd fra Altona var mødt op. Alle sandsynlige købere, tænkte fanøboerne. Heldigvis bestod delegationen fra Fanø også af handlekraftige kvinder, som tilfældigvis havde indlogeret sig på samme kro som de jødiske købmænd. For at forhindre købmændene i at nå rettidig frem til auktionen fortæller historien, at kvinderne brugte list. I én historie forlyder det, at de med stole og borde spærrede døren til købmændenes værelser. I en anden fortælles det, at kvinderne ved bedragerisk flirt aftenen forinden havde drukket købmændene fulde, så de næste morgen havde sov over sig. Men hvordan kunne man sætte herremanden ud af spillet? Ifølge den mest sejlivede anekdote fik auktionarius sig en lille middagslur. Han havde dog forinden givet rådhusbetjenten besked om at blive vækket, når auktionen skulle finde sted. Men Sonnich Jensen fra Sønderho bestak betjenten til at stille rådhusets visere en time frem. Auktionarius blev vækket og gik i gang en time for tidligt. Da der derfor ikke var andre til at byde, lykkedes det med den listige plan for fanøboerne at få hammerslag. Hele auktionen var derfor lykkeligt overstået, da herremanden fra Trøjborg ? og med ham også de rige købmænd fra Altona ? dukkede op. Gode historier bliver endnu bedre med årene! Naturligvis er der tale om gode historier, der gennem årene er blevet endnu bedre. Var fanøboernes plan lykkedes, må interesserede købere til de jorder, der skulle sælges efter Fanø, have gjort voldsomme indsigelser. Ja, selv auktionarius ville naturligt nok ikke have fortsat auktionen, hvis ikke en eneste bydende var mødt op. Men fra protokollen véd vi imidlertid, at alle 21 auktionsnumre opnåede hammerslag. Vi må derfor nødvendigvis skuffe dem, der holder af den gode historie med, at det ér og bliver en skrøne! Dén skal vi naturligvis fortsætte med at fortælle, al den stund den er blevet en fast del af Fanøs kulturhistorie. Kongen underskriver skøderne for Nordby og Sønderho Efter auktionens afslutning indsendte auktionarius den underskrevne protokol til København, hvor Rentekammerets embedsmænd indstillede til Christian VI, at han godkendte salget. Det skete med hans underskrift den 26. juli 1741. Da sønderhoningerne var blevet gjort bekendt med, at kongen havde godkendt salget, var de ikke længe om at indbetale hammerslagsbeløbet på de 1.698 rigsdaler til kongens kasse. Rentekammeret kunne derefter udfærdige det endelige skøde med kongens røde laksegl og underskrift. Trods flittig opsparing var fannikerne på den nordlige del af øen kun i stand til at udrede en tredjedel af den samlede pris. De måtte derfor underskrive et gældsbevis, men til deres ros skal det dog siges, at den blev indfriet allerede et år senere. Fra fæstebonde til selvejer Langt om længe fik fanniker og sønderhoninger således foden under eget bord. Gennem århundreder havde de været trælbunde fæstere, nu var de blevet frie selvejende bønder. Ud over købet fulgte også den vigtige strandret. Den betød nemlig, at fanøboerne nu fik retten til at blive ejer af det vraggods herunder skibsvrag, der måtte drive ind på stranden i de tilfælde, hvor ingen personer fulgte med godset, og hvor ingen ejere meldte sig. Fanø skulle deles i to sogne Efter frikøbet skulle Fanø deles i to sogne. Kongen havde hidtil ejet samtlige jordlodder på øen, og selvom der siden Reformationen i 1536 havde været to sogne på Fanø, havde der ikke eksisteret en egentlig skellinje. Det store spørgsmål var naturligvis, om de to parter kunne blive enige om delingen. Er der mange skrøner om auktionsforløbet, er de ikke mindre mangfoldige og kulørte, når talen falder på delingen.  Hvem snød hvem? Overleveringen fortæller, at man skulle mødes midt på øen, og at sønderhoningerne skulle medbringe brændevin og fannikerne øl til fælles fortæring. Sognefogeden i Sønderho fik hjemmefra ordre om at skaffe så meget strand og eng som overhovedet muligt. For at opnå sit mål drak han fannikerne fulde, mens de selv nøjedes med at drikke vand. Efter at have nydt adskillige snapse bevægede delegationen sig mod vest og nedrammede pæle til markering af skellet. Forrest gik sognefogederne, og for hvert skridt de gik, fik sognefogeden fra Nordby et lille skub i siden, så retningen efterhånden blev mere nordvestlig end vestlig med det resultat, at de til sidst endte et godt stykke nord for den høje klit, der i dag naturligt nok kaldes "Pælebjerg" efter de skelpæle, der blev sat langs af bjerget. Dagen efter gentog historien sig, idet man nu bevægede sig mod øst, og sognefogeden fik igen små skub så retningen blev nordøstlig. Således lykkedes det for sønderhoningerne at få en betydelig større del af både strand mod vest og eng mod øst! Ved delingen af stranden ved Vesterhavet blev der sat en pæl og en række sten til markering af skellet. Selvværd og selvstyre Bragte frikøbet i det mindste selvværd, en vis grad af selvstyre og klarhed over ejerforholdene på land, ja så havde det næppe den store betydning for øens småskibsfart og sejlads. Højkonjunktur og velstand Grundet Danmarks neutralitetspolitik og en verdensomspændende højkonjunktur blev handelshuse og skibsredere op gennem hele 1700-tallet begunstiget af gode betingelser for international søfart og handel. Det smittede naturligvis også af på Fanø. Hen over århundredet byggedes støre og større skibe og man kunne sejle til og handle på fjernere destinationer. Mange af skibene blev bygget på Fanø, og det var også i denne periode, at mange af de i dag bevarede karakteristiske skipperhuse med hollandske fliser på væggene blev bygget. Men sølvalderen, som man kaldte perioden på Fanø, sluttede brat med Napoleonskrigene og Englandskrigen i 1807-14, hvor en stor del af Fanøs flåde blev opbragt, og søfolk kom i engelsk fangenskab i den såkaldte "prisonen". Men det - og hvad der videre hændte på Fanø - er en helt anden historie.
Noter og henvisninger:
|
  På auktionen i Ribe den 10. juli 1741 fik fanøboerne hammerslag på købet af Fanø.  En anekdote fortæller, at skelstenen mellem Nordby og Sønderho kan lugte varmt brød. Kan det virkelig passe? Skelstenen er uretfærdigt blevet kaldt æ pissten? I bogen omtales skelstenen som den sten, postvognen gjorde holdt ved, når de rejsende blev trængende. Derfor fik stenen det lidet smigrende navn "æ pissten". Det viser sig imidlertid, at det har været helt fejlagtigt, for det var faktisk en forhøjning ikke så langt fra skelstenen, at postvognen gjorde holdt, hvor de rejsende kunne forrette deres nødtørft. Derfor blev stedet kaldt pisbanken eller æ pisbank. Her kan du læse den sande historie om æ pisbank. 
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
• Arkiv med de første 20 nyhedsbreve • Arkiv med de følgende nyhedsbreve 
|
|
|
Publiceret 10. august 2016. Opdateret 27. december 2018. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
||
