Fuglefangst med net på Fanø. Af T. Tobiassen KragelundStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Fuglefangst med net
|
Fuglefangst med net på Fanø. Af T. Tobiassen KragelundMed tegninger af maleren Niels Holbak
Redaktion og tilrettelæggelse: Per Hofman Hansen med bidrag af Palle Uhd Jepsen.
I historisk tid er det såre tænkeligt, at når kongen opholdt sig i Ribe, har han ønsket at opleve efterårets fugletræk, hvor der var de rigeste og letteste fangstmuligheder. Det er givet, at der herude gennem tiderne er drevet jagt, fiskeri og fuglefangst i stor stil. Fangsmetoderne på Vesterhavsøerne og vaderne indtager en særstilling. Nogenlunde sådan indleder Tobias Tobiassen Kragelund sin artikel om Fuglefangst med net. Han var født i Jernved i 1879 og virkede de første mange år som gårdejer. I 1919 blev han forretningsfører for Dagbladet Vestkysten, en stilling han havde til 1946. Men samtidig med arbejdet for avisen dyrkede Kragelund sin anden store interesse, lokalhistorien. Igennem 19 år sad han i bestyrelsen for Historisk Samfund for Ribe Amt. Kragelund døde i 1958. Blandt hans mange bøger er de mest kendte Vi tapper af tønden. En lille skænk af vestjydsk hjemmebryg (1935), Spyt i nævernes folkens (1940), Potter og kar. Et og andet om jydsk haandværk og hverdagsliv i ældre tid (1950) og Dem vester fra (1951). 
Slagnet eller slaggarn. Om brugen heraf skrev sognepræst Ove Foss allerede i 1791: "Nogle få af de største lodsejere, som er hjemme om efteråret, har fundet på at stille et garn an i et par flodsteder her i marken, kaldet Tues og Gjerulfs Dale (begge lokaliteter på Sønderho Hede vest og syd for Sønderho gl. Fuglekøje), hvor der om efteråret plejer at stå noget vand. Garnet eller slagnettet er anstilt over vandet med et tov fra hver ende, den ene fæstet i floden, og den anden på landet til et hul eller skjul, som de ligger i. Når det nu er mørke nætter, stormvejr og højvande, søger fuglene i flokketal ind på landet i disse vandflode, og når de kan nås med garnet, kan fangeren i et øjeblik sænke det over dem, således at få af dem undslipper".
SlagnetPå Fanø var fangst med net efter vadefugle langt den betydeligste. Meget benyttet var et slagnet, - der bestod af en trekantet ramme, mellem 2,5 og 3,5 m på hver led og overspændt med et stormasket fiskenet.Inde mellem klitrækkerne dannedes der i efterårstiden søer, når regntiden begyndte. I kanten af en sådan sø sattes trekanten, løst fastgjort bagud, og fra toppen gik der et reb ned til en bøjle i modsatte side en den lille sø, - og derfra igen et langt stykke til en klitrække, hvor der bag en stor marehalmbusk blev gravet et hul, hvori der kunne sidde en mand med enden af rebet. Andeflokken, der i efterårsmånederne kommer flyvende mod syd, må stadig gøre ophold for at drikke fersk vand. Den store Filsø var trækændernes bedste sted; derfor var der tusinder og atter tusinder, som holdt hvil der og fik fersk vand. De mange søer og vandpytter på Fanø, Mandø og Rømø var næste opholdssted på rejsen mod syd. Når så en andeflok var gået ned i den lille sø, hvor slagnettet stod, tog manden et rask tag i rebet, så rammen faldt ned over ænderne, og de var fanget. Det var en uskyldig måde at fange ænderne på, sammenlignet med flere andre fangstmetoder, ?men stor fangst gav det ikke. Dertil var det en kold tur for manden natten igennem at sidde stille i det lille hul, men hvad gjorde man ikke for at fange nogle lækre ænder. - Var vejret råkoldt, kunne det ske, at et enkelt slag gav 10 ænder. 
Røjgæs eller rejgæs (radgæs) er den lokale, ældre betegnelse for knortegæs. Med rødgæs mener Tobiassen dog formentlig gravænder, og de er givetvis blevet fanget i røjgæsgarn ligesom knortegæs, men hans udsagn er lidt forvirrende. Da Palle Uhd Jepsen i 1960'erne opholdt sig meget på Jordsand, talte han ofte med gamle mennesker, der omtalte knortegæs som røjgæs eller rejgæs, og han er ikke ikke i tvivl om, at man lokalt har kaldt gravænder for rødgæs. Men det er også hans helt klare overbevisning, at røjgæsgarnene primært blev benyttet til fangst af knortegæs og derfor 'opkaldt' efter denne gås.
Røjgæsgarn var stormaskede net, der blev placeret på vaden vinkelret på vindretningen og udspændt mellem 3-4 meter høje stager. Nettene blev anvendt i mørke efterårsnætter med regn og rusk. Når gæssene (og vi taler kun om knortegæs) trak lavt hen over vaderne, kunne de blive fanget i nettene. Kromann skriver i 1934: "Den bedste fangstmåde tilforn var de saakaldte røygjæsgarn, som blev sat på de forommeldte sande eller grunde: Trinden eller Keld-Sandet. (...) I de lange mørke høstnætter i stormvejr kundn det ske, at en flok på 10 i tallet og derover kunde flyve og snart indvikle sig deri". Garnene blev først røgtet ved lavvande. Så gæs og sikkert også ænder kunne sidde i timevis, inden de blev viklet ud af nettene. Metoden må betegnes som både barbarisk og hensynsløs. (Palle Uhd Jepsen, 2013). 
Trinden og Keldsand ud for Sønderho. Foto: Palle Uhd Jepsen, 1992.
Røjgæsgarn eller radgæsgarnEn anden meget benyttet fangstmetode med net havde man ved at bruge de såkaldte røjgæsgarn (røjgæs betyder rødgæs, hvis næb og ben er røde, - modsat knortegæs, der har sorte ben og næb. Af disse blev der også fanget mange på Fanø, men på en helt anden måde).Røjgæsgarnene blev i træktiden om efteråret sat i Vadehavet i sydøstlig retning fra Sønderho ved Skøgum lidt syd for Keldsand. Pælerækken til garnene blev banket eller gravet ned i sandet og skulde være fra 2,5 til 3 meter over daglig højvande. Der var 10 til 15 pæle med ca. 2,5 meters mellemrum. - Pælene skulle stå i en lige række, øst-vest. Nettet eller garnet kaldtes røjgæsgarn (eller røggersgarn) og var af meget stærk tråd, med 15 cm store masker. Garnet hang meget løst, d.v.s. posede, og det nåede fra toppen af pælene og ned til mellem 30 og 60 cm over daglig højvande. Røjgæssene kom i efterårstrækket, når det ruskregnede og var mørkt, flyvende i mindre flokke, tæt nede mod vandfladen og tørnede da lige ind i nettet og blev hængende. - Desværre var det en barbarisk fangstmåde. Gæssene flyver altid med åben mund eller næb, og med den fart, de kom, traf det sig, at tværmasken i garnet var lige ud for det åbne næb, og da blev hovedet ligefrem skåret næsten helt igennem. - Gåsen blev ikke filtret ind i garnet, som gæssene ellers gjorde, men faldt ned i vandet og drev bort, stærkt lidende. - Der skulle sejles ud til garnene, så det var kun to gange daglig, at fangsten blev hentet. - I lyse, klare stjernenætter blev der aldrig fanget gæs. Ved Mandø var der opsat mange røjgæsgarn. På enkelte steder klagedes der over, at de små robåde næsten ikke kunne komme ind til øen for fangstnet. At fangstmåden havde betydning for beboerne, forstås deraf, at i 1756 var der retssag mellem to Mandøboere om retten til at sætte røjgæsgarn et bestemt sted. FuglekøjerFuglekøjer er heller ikke af ny dato. I Holland, Belgien og England er fuglekøjer kendt og brugt langt tilbage i tiden. På Føhr anlagdes den første fuglekøje omkring 1713 og i 1748 den anden.Den første fuglekøje på Fanø anlagdes i 1866, og de to følgende i 1888. Et stort areal omkring disse var fredet for skydning af vildt samt andre fangstmåder, der kunde virke forstyrrende på ænderne i træktiden. 
Skitse af funktionen i Ternedal Patentfuglekøje.
Det er med god grund, at køjen betegnes som en patentfuglekøje, for de to opfindere fik efter ansøgning af Patentdirektoratet i år 1900 patent på en "Indretning til Fangst af Svømmefugle".
PatentfuglekøjenDen uendelighed af ænder, der i træktiden kom flyvende, kunne ikke andet end sætte tankerne og opfindsomheden i sving, for på en eller anden måde at fange mange flere ænder på end i fugle-køjerne.Familien Kromann og snedker N.S. Jensen i Sønderho samt gårdejer Jens Nørby i Nordby havde udspekuleret en hel ny fangstmåde og taget patent på indretningen af en sådan. I 1890'erne blev køjen, patentfuglekøjen, som den kaldtes, anlagt. Den var en rombeformet sø med 1 meter dybt vand. På siderne var der en træramme, hvortil nettet, der kunne nå over hele søen, var fæstnet. Det bestod af to halvdele og delt på langs midt over søen, og til nettet var der et snoretræk, som, når det lå på trærammen langs hver side på et øjeblik kunne trækkes sammen, så søen var dækket, - og ænderne, der lå i søen, på den måde var lukket inde. Lukkemekanismen var en snor eller et reb, der gik hen til en brønd med et hjul foroven. Over dette hjul løb rebet, i hvis ene ende hang et stort lod, der vejede omkring 500 kilo. Hvis loddet var hejst op til hjulet, kunne nettet lægges tilbage på hver sin side af søen. Når manden, der passede fangsten, syntes, der var ænder nok i søen, løsnede han en fjeder, og det tunge lod trak da næsten i samme sekund nettet sammen, og loddet faldt ned i brønden. Der blev på den måde fanget fra 250 til 350 ænder. - Den værste fejl var, at de mange ænder rappede, skreg og fløj omkring, så lokænderne blev nervøse, - og det var mellem 100 og 150 lokænder, som fangsten hvilede på. Det var nemlig lokænderne, der skulle få de mange vildænder til at flyve ned i søen. At fange de mange ænder var let nok, da de blev drevet ind i en overdækket grøft, hvor der stod en ruse, og i den var ænderne nemme at tage. Man erfarede dog meget hurtigt, at der skulle gå flere dage, før lokænderne kunne falde til ro efter en stor fangst, og det blev vanskeligere og vanskeligere med lokænderne, da de ikke kunne tåle at op¬holde sig blandt de mange forvildede og skrigende ænder. Fangstmængden gik derfor hurtigt tilbage i patentkøjen. I de almindelige fuglekøjer foregik fangsten langsomt og lydløst, idet lokænderne ingen rappen og skrigen hørte, og hvor der heller ikke blev fanget så mange ad gangen. Fra den tid gik der i øvrigt ikke mange år, før fuglekøjerne blev forbudt ved lov. 
Fuglenettet var i princippet konstrueret som røjgæsgarnet, men formentlig mere finmasket og beregnet til fangst af mindre arter som ænder og vadefugle.
Man benyttede fuglefælder og slagnet til fangst af ænder (sikkert mest krikænder og gråænder, men nok også vadefugle), når de søgte ind i vandsamlinger for at søge føde. Det er ikke en fejl, når Tobiassen nævner, at der blev fanget knortegæs i fuglegarn. Når der opstår forvirring om fuglegarn henholdsvis røjgæsgarn, skyldes det sikkert, at der er tale om det samme, jf. de to tegningers næsten identiske udseende. (Palle Uhd Jepsen, 2013). Fuglefangst i fuglegarnOm denne fangstmetode fortæller slagtermester S. J. Sønnichsen i Sønderho: "I min barndom var jeg meget optaget af fuglefangst i fuglenet eller fuglegarn. På østsiden af Fanø var store strækninger af forstranden dækket med et 30 cm dybt mudderlag, hvorpå der voksede tang.På dette mudderlag blev der hvert efterår i september, oktober og hen i november rejst tre eller fire 3,5 meter lange, høje jernstænger med omkring 20 meters mellemrum. - Jernstængerne blev sat fast i en træstolpe, der blev gravet ned i sandet under mudderlaget, og så blev der fra toppen af stængerne sat barduner ud til siderne, så hver stang stod urokkelig fast. Mellem disse stænger blev fuglegarnet spændt op. Det var bundet af meget fint (tyndt) tråd eller garn med ca. 60 cm vide masker. - Nettet var 3,5 meter bredt og 20 meter langt, i hver kant var der en stærk snor eller et tyndt reb, der blev bundet omkring jernstolperne. Stængerne eller pælene stod i retning øst-vest. Fuglenettet var sat op for at fange knortegæssene, der gik på mudderet for at finde føde. - På tangbladene sad der en mængde små sneglehuse (som vi kaldte krukker). De var lækkerbiskener for gæssene, der under fourageringen hele tiden gik med hovedet op mod vinden, og på den måde kom de hen til nettet, der med passende vind posede meget stærkt, og først når gæssene kom helt ind under posen, opdagede de garnet. De fløj da forskrækket op og vikledes ind i garnet i det tynde netværk og blev hængende. Med østen- eller vestenvind blev der ingen gæs fanget, for da hang nettet og blafrede uroligt til hver side. Der kunne nemlig kun fanges gæs, når nettet posede ud enten til den ene eller den anden side, da gæssene altid tager deres føde op mod vinden. Der var adskillige, der satte fuglegarn på flakkerne, for med passende vindretning gav det en god fangst. I mudderlaget var der mange ål, og derfor var der ikke så få, der gik ud i mudderlaget med ålejern for at stange ål, og det gav næsten altid en god og sikker fangst. Ligesom gæssene søgte ålene som føde de små bitte snegle, der sad på tangbladene. I begyndelsen af 1920'erne gik der sygdom i tangen (ålegræs), og flakkerne kom da til at ligge sorte og nøgne. Siden da kom der ingen knortegæs, og i mudderet var der ingen ål. Hele denne store forstrand er nu dækket af et sandlag." 
Fuglefælden med de to "halve" net opspændt på hver sin træramme, minder meget om slagnettet. Fælden ser i sin konstruktion ud til at være inspireret af større anlæg i bl.a Holland, som kaldes dobbelte klapnet, idet to rektangulære net via et snoretræk kunne klappes sammen og hen over fugle, som havde slået sig ned på arealet mellem de to net. Der er dog den væsentlige forskel, at fuglefælden her er placeret over en gravet sø eller dam, hvorimod de hollandske anlæg er placeret over land, og hvor lokkemidlet er foder eller lokkefugle i bur.
Fangst i fuglefældeGartner Jørgen Nicolajsen fra Norddorf på Amrum fortæller om primitiv fuglefangst i gamle dage (enkelte nulevende har selv brugt den gamle fangstmetode) i en fuglefælde.Først blev der gravet et rundt hul eller en lille sø på ca. 3 meter i diameter i en af lavningerne mellem klitrækkerne, hvor grundvandet stod temmeligt højt. I randen blev der lagt en trækrans og endnu en ovenpå, der dog var delt på midten og sammenholdt med hængsler, så den kunne slås sammen over midten som en bøjle. Det hele var overtrukket med fiskenet, der først var fastgjort til begge træringe. Var bøjlerne slået ned, lå nettet mellem kransene. Til disse to bøjler var der fastgjort et snoretræk, således, at når der blev taget et rask ryk i snoren, slog bøjlerne op, og det der måtte være i den lille sø, var indespærret, d.v.s. ænderne. Snoren fra fuglefælden var lang og nåede til en lille klit med marehalm, hvor en mand kunne ligge i skjul og derfra holde udkig for at se, om der kom ænder, der slog sig ned i den lille sø, eller fuglefælden, - for så, når tiden var passende, at rykke i snoren og få de to bøjler til at klappe sammen. Fangst fra isenNår Vadehavet i vintertiden var en stor isflade, blev der hugget et rundt hul i isen, og derover blev fuglefælden placeret. Den ophuggede is blev lagt omkring hullet og så der meget naturlig ud. Den lange snor eller rebet fra fuglefælden lå på isen hen til en bunke lyng eller tang, der var lagt ud for at danne læ samt for at skjule manden, der skulde passe fælden. Isfangsten gav i mange tilfælde de fleste ænder.
Læs også om den særegne
Veserjagt på vaderne øst for FanøVeserjagt er en nu forbudt jagt, der blev drevet ved hjælp af en såkaldt skubkane og med store "donnerbøsser". Jagten foregik fra Fanøs daværende flakker, "Veserne" (deraf navnet på jagtformen), der ved ebbe var tørlagt, og på de store mængder andefugle, som søgte dertil.
Noter:
|
Læs om fuglefangst med net
Røjgæsgarn blev anvendt til fangst af knortegæs, selv om andre arter også kunne fanges, formentlig pibeænder, gravænder og regnspover.
(Palle Uhd Jepsen, 2013). 
Gravand. Foto: Palle Uhd Jepsen.
Knortegæs i lav flugt hen over vaden.
Knortegåsen og de andre gæs
I Kromanns tid, dvs. i første trediedel af 1900-tallet, var det næsten udelukkende knortegæs, man så ved/i Vadehavet. Den kortnæbbede gås var på det tidspunkt ikke talrig, som i dag, og desuden er den mere en baglands/forlands-gås. Bramgåsen er først blevet almindelig i den danske del af Vadehavet inden for de seneste 20-30 år. Canadagåsen er ikke en vadehavsart, og det samme gælder den sidste Branta art, rødhalset gås, der har en østlig trækrute fra Sibirien gennem Østeuropa. (Palle Uhd Jepsen, 2013). 
Ternedal Fuglekøjes patent. Patentets titel med rigsvåben og betegnelsen Dansk Patent nr. 3719 bekendtgjort den 18. februar 1901: "Den foreliggende opfindelse omhandler en sådan indretning, der består af to nethalvdele, som tilsammen kan spænde over hele dammen, når de trækkes sammen, hvilket kan ske hurtigere end de deri værende fugles flugt".
Tang er her i betydningen ålegræs
Så sent som i 1960'erne var der store områder med ålegræs i Albuebugten, men efterhånden skete der en tilmudring, og bundvegetationen forsvandt. Jeg erindrer, at der kunne ligge store flokke af pibeænder (brunnakker) i bugten sammen med knortegæs. Det ser man ikke mere. (Palle Uhd Jepsen, 2013). 
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
• Arkiv med de første 20 nyhedsbreve • Arkiv med de følgende nyhedsbreve 
|
|
Publiceret 19. november 2013. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|