---

Wilhelm Dinesens jagtbrev fra fuglekøjerne på Fanø

Jylland, efteråret 1894

Helt ned langs Vesterhavet har jeg været, i storm og stille, ved solskin og regn, i Agger, ved Thyborøn-kanalen, på Skallingen, i Esbjærg og på Fanø, og alle steder er jeg bleven så vel modtaget, som man bliver det i Jylland. […]

Esbjærg - For tredive år siden lå her en skaldet lyngbakke
Så rejste jeg ned til Esbjærg - det er som et pust fra the far west; "go on!" ikke det evindelige: "stop lidt". Og man får ild i blodet og mod i brystet og lyst i tanken. For tredive år siden lå her en skaldet lyngbakke; nu - siger esbjærgerne - er der otte tusinde mennesker, […]

Men det var jagten!
Det er fangsttid nu for fuglekøjerne på Fanø, ingen uvedkommende får lov til at nærme sig, og den, der nu vises om i en fuglekøje, føler, at det er en ganske særlig opmærksomhed, han er genstand for, thi en hel dags fangst står på spil.

Fire fuglekøjer på Fanø
Det koster tusinder at anlægge en fuglekøje. På øens østside, ind mod land, mellem Nordby og Sønderho, findes der fire fuglekøjer. I det flade vand, i læ af øen, ligger der skarer af vildænder; de er på træk sydpå, de bliver her til frosten kommer, der er nok at tage af. Den almindeligste art er spidsanden, som her kaldes gråand; knaranden og brunnakken (pibeand) er også hyppig; men det er den lille krikand, der leverer det største antal, fordi den lettest fanges.

Fuglekøjernes indretning og brug af lokkeænder
Hvis man tænker sig en søstjerne med bøjede arme, har man grundplanen af vandbassinet i en fuglekøje; nogle hundrede alen fra strandbredden graves en lille dam med bøjede, spidst udløbende arme; langs dammen findes der et fortov for ænderne at sidde på; landet omkring er beplantet med pil og el og fyr; langs armene stilles skærme af rør på skrå, og ovenover armene er der net, der, efterhånden som kanalen bliver snævrere og lavere, sænkes, indtil nettet foroven og bunden forneden mødes i en almindelig fiskeruse. Et lille stykke fra dammen, ude mellem buskene, er der bygget et lavt hus for opsynsmanden og anlagt en kælder med vand i til at tæmme lokkeænderne.
    Det er nemlig en nødvendighed at have lokkeænder. En del, f.eks. hundrede, fangne ænder mærkes med et hul af en vis form i svømmehuden, svingfjerene klippes og når de i et par uger har været indespærrede i kælderen og er vænnede til at fodres af fængeren, slippes de ud i dammen; næste år kan de flyve; men gråænderne er vanskelige at overvintre. De vilde ænder ude i havet søger op i land og kaster sig i sige og sumpe; de tæmmede ænder fra fuglekøjen flyver ud imellem de vilde og trækker dem med tilbage i dammen, hvor de er vante til at blive fodrede; fængeren går af og til lydløst hen ad stierne, han bærer i en kedel et rygende stykke trækul, hvis os kvæler lugten af ham, han går bort fra vinden, da ænderne søger op i læ, han kigger ud gennem en sprække i rørskærmen og når han synes, at der er kommen tilstrækkelig mange vilde ænder flyvende til dammen, viser han sig, idet han træder udenfor skærmen, der hidtil har skjult ham. Ænderne skræmmes og jages op i kanalerne på den modsatte side, han følger efter, viser sig mellem de skråt stillede skærme og jager ænderne, der ikke kan flyve op for nettene, længere og længere ind, indtil de endelig sidder i rusen; men forinden kaster han en håndfuld korn ud i vandet, de tæmmede ænder vender om efter det og kommer derved ikke i fælden. Fængeren tager da de fangede ænder ud af rusen og dræber dem, efter at have forvisset sig om, at der intet mærke er på svømmehuden.

Hundrede ænder om dagen anses for en god fangst.

Mærkeligt nok har der rejst sig stemmer imod fuglekøjer, idet fangsten betegnedes som massemyrderi og dyrplageri; en hurtigere og mindre smertefuld død lider dog næppe noget vildt, og fangsten af disse vildænder, som kun kommer her på træk, er da ikke som anden jagt kun til løjer, det er et levebrød.

Ny jagtlov og fredning ved fuglekøjerne
Naturligvis er fred og ro en nødvendig betingelse; når en båd lægger sig ude i havet, og der fra den skydes efter ænderne, ophører al fangst. I den ny jagtlov er der også optaget en bestemmelse, hvorefter al jagt på søen kan forbydes indenfor 1/4 mil fra de på Fanø værende fuglekøjer; altså gælder bestemmelsen kun for de fuglekøjer, der allerede findes på Fanø. Herved har lovgivningsmagten vist sin uvilje mod fuglekøjer. Men var det ikke langt rimeligere at opmuntre anlægget af fuglekøjer? Og det er ikke umuligt, at sådanne med held kunne anlægges ved Limfjorden og i småvandene.

Bølgerne løb frådende ind mod den flade strand
Det blæste en storm fra vest, da jeg forleden var ved fuglekøjerne, derfor lå ænderne i store sværme tæt inde under den østlige kyst og gottede sig. Men ud mod Vesterhavet røg klitten og det fine sand piskede i ansigtet. Bølgerne løb frådende ind mod den flade strand, mågerne sejlede for vinden, fanøpigerne knyttede en ekstraknude på deres hovedklæde - det passede altsammen.

Store spraglede tyske hoteller - so tysk, so tysk
Men oppe på den hvide brink mellem hvislende marehalm stod en tre-fire ækle, store, spraglede tyske hoteller og en fem-seks villaer af samme slags. Det passede slet ikke. Det var so tysk, so tysk. Bare de skidne tyskere ville vaske sig i deres eget vand og lade være at forvrænge Fanø, og der er da ingen anledning for os danske til at støtte tyskeriet på Fanø og til i den grad at vise os opmærksomme mod vore sydlige naboer, at vi døber vort gode Vesterhav om på tysk og kalder anstalten på Fanø for Nordsøbad.

---