James Wentworth-Day: Fuglekøjer i The Fens i England (1954)Stykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Fuglekøjer i The Fens i England
|
James Wentworth-Day: Fuglekøjer i The Fens i England (1954)
James Wentworth-Day's (1899-1983) tekst er oversat i uddrag til dansk efter kapitlet 'Duck Decoys in the Fens', side 116-133 i hans omfattende bog History of the Fens. Beeing some Account of their Swamps, Meres, Men, Sports, Duck Decoys, Drainage, Riots, Floods, Legends, Fish, and Owl. With a foreword by The Duke of Manchester. London, Harrap, 1954. The Fens er et område beliggende mellem Cambridge og Lincoln og mellem King's Lynn og Peterborough. James Wentworth-Day var engelsk forfatter, radiomand og politisk stærkt højreorienteret knyttet til High Tory, men uden stor succes som konservativ politisk kandidat. Han var temmelig kontroversiel og udtalte bla. "Jeg tilstår det gerne. Jeg bryder mig ikke om moderne møbler eller det meste af moderne arkitektur og endnu mindre eller intet om moderne kunst og meget lidt om moderne litteratur. Jeg er naturligvis en fortidslevning, reaktionær, gammeldags, og som jeg foretrækker det, en romantiker fra landet." Han boede det meste af sit liv i East Anglia, som han elskede overalt. Han havde særlig interesse for vildtfugle og jagt og ejede i en periode Adventurers' Fen, et stykke marskland i Cambridgeshire. Han er måske mest kendt for sin tur på hesteryg rundt om alle gårde i East Anglia under anden verdenskrig. Læs mere på Wikipedia. Om dengang man fangede over en halv million vildænder uden at et eneste skud blev løsnet - Den gamle kunst at fange ænder i fuglekøjer - Hunden som lokker ænderne i døden - Berømte fuglekøjer, og glemte - Uhyre fangster af ænder - Ashby og Borough Fens fuglekøjer.
I gamle dage fandtes der fuglekøjer i næsten ethvert grevskab i England. Mindst et hundrede lå spredt ud over de østlige grevskaber, hvoraf 29 i Essex og 40 i Lincolnshire. I hver fugleføje blev der i gennemsnit fanget 5.000 ænder hvert år. Vi kan derfor slutte os til, at mindst en halv million ænder, primært gråænder og stokænder (mallard), krikænder (teal), pibeænder (widgeon) og taffelænder (pochard) og et mindre antal skeænder (shoveller), troldænder (tufted duck), og spidsænder (pintail) og mere sjældne arter hvert år blev fanget uden at et eneste bøsseskud har været løsnet. I dag er der kun fem fuglekøjer i drift i hele England og Wales En af dem bruges primært til at fange og ringmærke ænder med henblik på at studere deres trækruter. Af dem, der endnu benyttes kommercielt eller til at berige ejermandens middagsbord, er The Marsh House Fuglekøje i Essex, som tilhører hr. Attenborough og Orwell Park Fuglekøje i Suffolk, som tilhører kaptajn Pretyman. Fritton Lake Fuglekøje i Suffolk, som tilhører Lord Somerleyton og den store Borough Fen Fuglekøje i Northamptonshire er sandsynligvis de mest berømte. Endnu en eller to af piberne var endnu i 1951 i funktion i den gamle Wretham Fuglekøje, som ligger i det godt 20 tønder land (30 acre) store Mickle Mere i Wretham Hall Parken i Norfolk, men efter at ejendommen er blevet solgt, har jeg ikke kendskab til, om de fortsat er i drift. Endelig bliver Orielton Fuglekøjen i Wales benyttet til ringmærkning og fuglestudier. Den første fuglekøje i The Fens skulle være blevet konstrueret af Sir William Wodehouse, som levede under Kong James I (1603-25) i Waxham i Norfolk ude i Waxham marsken. Sporene efter den kan stadig ses tydeligt i græsset. Det er korrekt at såkaldte fuglekøjer skulle have eksisteret allerede i kong Johns tid, idet der er omtaler af dem i gamle retsprotokoller så tidligt som 1280 og igen i 1415 og 1432. At indrette fuglekøjer stammer fra Holland og ordet 'decoy' kommer fra det hollandske Eendekooy, som betyder et andebur eller en andefælde. Postkort fra fuglekøjen i Orwell Park. Forrest til højre ses den smalle passage med såvel de høje hegn sat op så de dækker for hinanden som fiskeskæl og de små lave hegn, som køjehunden kan springe over. Efter en beskrivelse af fuglekøjernes indretning når James Wentworth-Day frem til at beskrive, hvordan køjehunden benyttes i fangsten. Det foregår således: En række af mandshøje skærme konstrueret af tagrør er opstillet langs begge pibens sider ca. en meter fra vandkanten. Skærmene rækker ind over hinanden som fiskeskæl. På den smalle sti mellem vandkanten og skærmene er opstillet små skærme, også af rør, kaldet "hunde-spring" (dog-jumps), dvs. lave vægge, ca. 30 cm høje. Ike alle fuglekøjer har dog sådanne "spring". Nu kommer vi så til det naturtalent, som i realiteten udfører arbejdet, nemlig køjemandens hund eller 'piper'. Den er som regel en lille rødligt farvet bastard, og jo mere den ligner en ræv, desto bedre. Årsgen hertil er, at siden ræve har den ubehagelige vane at snige sig ind på ænderne, når de hviler eller sover på bredderne, for at slå rovtænderne i dem, har de naturligt nok et uforsonligt had til dem. Så snart en ræv viser sig på bredden, vil alle ænder, der befinder sig på vandet, svømme efter den og bruge den værste mund af ukvems-ande-ord, så højt de overhovedet kan skræppe. Det er derfor ænderne forfølger køjemandens hund, når den dukker frem fra skærmene, løber ad sin lille træksti, springer over sine hunde-spring, forsvinder med sin logrende hale bag den næste skærm, og dukker så op igen ved den næste skærm nogle få meter længere oppe i piben. Ænder følger imidlertid også efter andre dyr, eksempelvis hunde, og det er ikke et krav at den skal have farve som en ræv. Den nuværende køjehund i Fritton Lake, som jeg har haft fornøjelsen af at se i funktion ved forskellige lejligheder, er således en fuldvoksen Golden Retriever ved navn Copper. Selv en abe skulle kunne bruges, men også katte, fritter og kaniner. De tiltrækker allesammen ænder, men er næsten umulige at dressere. En flok tæmmede ænder holdes altid i en fuglekøje for at tiltrække de vilde ænder Køjemanden tilrettelægger den daglige fangst med udgangspunkt i vindretningen, og han anvender altid den pibe, hvor vinden blæser mod den. Hvis vinden blæser fra piben mod ænderne, vil de lugte køjemanden og skræmme dem. Den gamle køjemand nærmer sig således altid dammen med en rygende tørv for at fjerne lugt af mennesker. Lad os nu forestille os at der har samlet sig en pæn flok af vildænder på dammen. Køjemanden nærmer sig nu den udvalgte pibe, giver et svagt fløjt som tegn til de tæmmede ænder - et signal om at det er fodringstid - og kaster nu nogle få håndfulde korn over hegnene ned i det lave vand. De tæmmede ænder svømmer højt kvækkende øjeblikkeligt hen mod det og begynder at æde. Endnu en håndfuld eller to kastes ind ved pibens munding og de lokkes ind i den fatale indgang, og de vilde ænder følger efter. Så viser køjehunden sig nogle få meter inde, løber afsted ad stien, springer over det lille gærde, forsvinder bag en skærm og belønnes med en kiks og et stykke ost, og dukker så igen op fra skærmen nogle få meter længere inde i piben. De vilde ænder holder øjeblikkeligt op med at æde og svømmer hurtigt efter hunden og kvækker alle slags forbudte ande-ord. Hunden gentager sit trick, og vildænderne har nu fulgt den rundt i pibens sving og kan ikke længere ses ude fra dammen. De tæmmede ænder, som er vant til hunden, tager sig ikke af den. De forbliver ved pibens munding og æder resten af foderet. Når så ænderne er godt og vel rundt om pibens krumning, træder køjemanden stille og roligt frem fra en af skærmene og viser sig for de vilde ænder, der befinder sig inde i piben. De farer nu øjeblikkeligt op i den stadig snævrere pibe, som slutter i et langt aftageligt rørformet net, kaldet rusen (the trammel), som er spændt ud oppe på jorden. Her hober ænderne sig op en efter en. Så løsner køjemanden den ende af rusen, som har været fastgjort til piben og sikrer sig, at ænderne er spærret sikkert inde. Nu tager han dem nu ud en efter en i den modsatte ende af rusen og halsen brækkes på dem med et enkelt drej i håndleddet, og de døde kroppe kastes hen i en bunke. Denne øvelse skal bestemt ikke tage sig ud for sport, det er ren og skær business, som på det sidste har givet stort udbytte. Det er fuglekøjefangst i en nøddeskal. En gravsten over køjemanden Andrew Williams (1692-1776) Andrew Williams var køjemand i mere end 60 år for familien Lloyd til Aston i Shropshire, og da han døde i 1776 blev dette sigende epitafium hugget ind i hans gravsten: Here lies the decoyman, who lived like an otter,
Dividing his time twixt the land and the water; His hide he oft soaked in the waters of Perry (1), While Aston old beer his spirits kept merry. Amphibious his life, Death was puzzled to say How to dust to reduce such well-moistened clay; So death turned decoyman, and coyed him to land, Where he fixed his abode till quite dried to the hand. He then found him fitting for crumbling to dust, And here he lies mouldering, as you and I must. 1) Floden Perry, som løber lige uden for fuglekøjen. Berømte fuglekøjer Ifølge Payne-Gallwey fandtes der kun tre fuglekøjer i Cambridgeshire Fens, nemlig ved Leverington i nærheden af Wisbech, ved Chatteris og ved Whittlesey og en ved Holme Fen i Huntingdonshire på Squire Wells ejendom. 40 fuglekøjer alene i Lincolnshire Oprindeligt var der ikke mindre end 40 fuglekøjer alene i Lincolnshire, men i 1886 var 39 af dem taget ud af drift. De lå ved Bourne, Deeping Fen (5 stk), Cowbit, Fleet, Dowsby, Aslackby, Burton Hall, Farlsthorpe, Millyard Farm, Sempringham Fen (3 stk), South og North Kyme, Timberland, Nocton Hall, South Carlton, Broughton, Great Cotes, Friskney (5 stk), Hagnaby, Wainfleet St Mary's (2 stk), Wrangle (3 stk), Leake, Skellingthorpe, South Kelsey og Keadby. Oversat fra engelsk af Per Hofman Hansen © 2006 efter James Wentworth-Day: Duck Decoys in the Fens. London, Harrap, 1954. Parts of James Wentworth-Day's text has been translated from a copy in British Library into Danish by Per Hofman Hansen © 2006. |
James Wentworth-Day og Ernest Parr på jagt i Adventurers' Fen.
The Fens er et lavtliggende vådområde beliggende ud til Nordsøen mellem Cambridge og Lincoln og mellem King's Lynn og Peterborough.
|
||||||||||||||||
Publiceret 12. november 2006. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |