Mærkelig andefangst på øerne Føhr og Sylt (1809)Stykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Mærkelig andefangst på øerne Føhr og Sylt
|
|
August Niemann om andejagt i fuglekøjer i 'Forststatistik der dänischen Staten'
I 1809 udgav August Niemann (1761-1832) en mere end 600 sider tyk bog om de danske skove og skovdrift med titlen "Forststatistik der dänischen Staten". Bogen indeholder naturligt nok også et kapitel om jagt og jagtmetoder, herunder også jagt på fugle og andefugle. Derfor finder man på siderne 486-490 også en beskrivelse af fangst med slagnet og fangst i fuglekøjer. Det er dette afsnit, som Handels- og Industrie-Tidende for Aaret 1810 ganske loyalt og i sin helhed har ladet oversætte til dansk. I næsten 40 år var Niemann professor i offentlig forvaltning, men underviste også i økonomi og især forstvæsen ved Christian-Albrechts-Universitetet i Kiel. Ved siden af underviste han på forsthøjskolen unge forstkandidater, der var knyttet til det holstenske jægerkorps, og det var hertil, at han skrev og udgav sin forststatistik. Han var en flittig og meget alsidig skribent, der med en utrættelig flid skrev om industri, befordringsmidler, økonomi, sikring mod brand, forststatistik, mejeriproduktion, politivæsen, topografi o.m.m. Om det så var en akademisk sangbog, ja så udgav han også en sådan. Mængder af alskens søfugle udnyttes ikke Vore kyster, småøer og holme besøges af en ubeskrivelig mængde af alskens søfugle, som næsten ikke udnyttes, i det mindste langt fra ikke opsøges så meget, som med største fordel for jægerene kunne ske, og som landmanden måtte ønske for at få mere fred på marken for disse grådige gæster. Mange af dem er velsmagende, men ikke kendt for det. Selv unge strandmåger kunne tilberedes godt, og de store har ikke fiskesmag, når huden trækkes af. Endnu mere opmærksomhed fortjener deres fjer. Mange arter strandfugle har bløde, elastiske fjer, der kunne benyttes i dyner, og de, der er for fedtede, kunne vel uden tvivl præpareres. De fleste har i det mindste ypperlige dun. Da denne sag turde være af største vigtighed for strandbeboerne, fortjente alle måder at fange søfugle på, nøjagtigen at gennemgås af en sagkyndig. Niemanns forststatistik 1809 Imidlertid følger her en beskrivelse på den mærkelige andefangst, der drives i det store på Sylt og Føhr. Den er taget fra Niemanns [1] for nylig udkomne Forststatistik der dänischen Staaten. Vel kan man formode, at denne fortræffelige bog snart vil være i enhver skovkyndigs hænder; men ikke alle, der kunne beskæftige sig med strandfuglenes fangst, er skovkyndige mænd. Fangst med slaggarn Fuglefangsten på Føhr sker såvel ved slaggarn, som i egne såkaldte fuglekøjer. Ved slaggarn fanges forholdsvis kun lidt; dog kan en mand, der når det lykkes, tage 50 til 80 ænder på en nat. Fangsten sker i måneskin, enten ved stranden eller i damme på marken. Man har dertil et garn, omtrent 30 alen langt, i midten 5 alen, mod enderne 2-3 alen bredt. Den ene side af garnet er lige, den anden er rundagtig. Maskerne holder 2 til 3 tommer i kvadrat. Garnet fæstes ved begge ender og udspændes således, at det ligger fladt i vandet og efter fangernes ønske letteligen kan kastes over. Ved siden af garnet er bundet fast et par lokkeænder, som ved deres skrig lokker andre til sig. Kommer disse så nær, at de kan nås med garnet, trækkes det sammen og byttet modtages. Fangst i fuglekøjer Men hovedfangsten sker i de såkaldte fuglekøjer, som det er vanskeligt tydeligen at beskrive. Der udfordres til en fuglekøje et stykke land på 15-1600 kvadratroder. I midten graves en stor dam [2], omtrent 100 alen lang, lige så bred, og så dyb, at den bestandigen har vand. På alle 4 sider opføres en jordvold 6-7 alen høj i en afstand af 4 eller 5 alen fra dammens bred. Voldene løber alligevel ikke sammen ved hjørnerne, fordi der fra hvert hjørne udgår en grøft, som er 70 alen lang, men således bugtet, at en lige linie imellem begge dens ender kun ville udgøre 50 alen. Denne grøft hedder piben. Hvor den hænger sammen med dammen er den 9 til 10 alen bred og forholdsmæssig dyb; lidt efter lidt bliver den smallere, således at den ved enden kun er 1½ alen bred, og der indeholder den ikke vand. På dens udvendige side er der også en jordvold, som er en fortsættelse af den, der indeslutter dammen, men den er mindre. I nærheden af dammen er den kun 3-4 alen høj og tager af mod enden. Oven på er der korte pæle. Lige over for dem, på den anden side af piben, hvor der ingen vold er, står lange pæle, så høje at deres spidse er horisontalt med dem på volden. På disse pæle spændes et garn over piben og ved dens ende fæstnes en ruse. Ved den ydre side af de lange pæle står desuden skærme eller gærder af sivstrå langs med grøften ligesom kulisserne på teatret. Hver skærm er omtrent 6-7 alen lang og noget over mandshøjde. Et par alen uden for disse skærme er der atter et gærde parallel med piben, der tillukker al udsigt fra grøften mellem skærmene, således at et menneske kan gå bag gærdet uden at kunne ses af fuglene i piben. Af sådanne piber der fire ved køjen, en ved hvert hjørne, for at jægeren altid kan fange i en af dem op mod vinden. Ellers ville fuglene få lugten af ham og undfly. Voldene og den øvrige plads i og ved køjen er besat med siv, træer og buske, så at det hele ser ud som et krat. (Om den morsomme og vigtige fangst i disse køjer i næste nummer). Fangstmetoden Fangsten i de netop beskrevne fuglekøjer sker på følgende måde: Kommer der vilde fugle i dammen, følger disse de tamme, når de fodres i piben. Fuglefængeren står således, at gærdet gør ham usynlig for fuglene. Når han mærker eller ser igennem en sprække i gærdet, at fuglene er der, træder han frem for gærdet og viser sig for fuglene. Disse vover nu ikke at flyve tilbage i dammen, fordi han er nærmere vandet end de er. De flyver derimod længere ind i piben. Nu går jægeren videre frem mellem det lange gærde og skærmene, indtil fuglene ser ham igen og derved drives endnu længere ind i piben og tilsidst i rusen, hvor de trænger sig sammen som sild. Her kan fangeren tage den ene efter den anden. Han sætter rusen for igen og går uset bag det lange gærde tilbage til pibens munding ved dammen. I den gode fangetid træffer han her straks endel fugle igen, som han på samme måde driver i rusen. Dammen er på den tid, som oftest, aldeles fuld af vilde fugle, men de ser ikke fangeren, på grund af de på skrå stående skærme, og forbliver derfor rolige. De tamme ænder i piben kender ham og forskrækkes ikke i rusen ved synet af ham. I september og oktober kan der fanges mellem 1000 og 2000 ænder på de bedste dage Fangsten begynder først i august og varer indtil det fryser så stærkt, at dammen er belagt med is. Så snart det sker, tager fuglene bort på én gang. I september og oktober måned er den bedste fangetid. I den bedste køje fanges dagligt i den rette fangetid 1000 til 2000 stykker fugle. Før og efter denne tid ikke så mange. Om året fås her i gennemsnit 30.000 fugle. En anden køje dybere inde i landet giver kun 5-6.000 om året, men den er heller ikke så godt vedligeholdt. På Sylt anlagdes i året 1767 en andekøje, hvor der årligt fanges 30 til 40.000 stykker, og man påstår at fangsten kunne være endnu meget betydeligere. Lokkefugle stækkes Det er for 100 år siden, at den første fuglekøje blev anlagt på Føhr. Man havde fået anvisningen dertil fra Holland; den sidste indrettedes i året 1790 og skal have kostet 5.000 mark lybsk. Man plejer også at gøre henved hundrede fugle halvtamme. Man stækker nemlig vingerne på dem, fodrer dem på et indelukket sted i køjen, indtil deres fjer igen er vokset ud, og lader dem da flyve ud i den vide verden. Disse fugle søger næste år køjen igen sammen med deres unger og mange andre, der forøger fangsten.
Noter
|
 Titelbladet til August Niemanns næsten 700 sider tykke bog om forststatistik.
 I Handels- og Industrie-Tidende for Aaret 1810, nr. 39 og 40 tryktes den danske oversættelse af Niemanns afsnit om fuglekøjer.
|
|
Publiceret 7. august 2006. Opdateret 8. december 2006. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |
|