Magnus Klinge: Besøg på Fanø i pinsen 1911

Tidligere, mens jeg var bosat i Esbjerg, havde jeg nu og da besøgt Fanø, og jeg havde derved fået et indblik i, hvilke fuglearter der fandtes derovre; men mine besøg derovre havde dog altid været korte og tillige indskrænket sig til et forholdsvis lille areal, som oftest til øens nordligste del. Veststranden til Sønderho havde jeg kun en enkelt gang befaret pr. cycle, og østsiden var mig ganske ukendt. Efter det indtryk, jeg havde derfra, var fuglelivet ret ensartet og frembød ikke noget af særlig interesse.

Jeg havde langtfra anset Fanø for at være så stor, som den i virkeligheden er, når det gælder en undersøgelse
Til trods herfor fik jeg dog lyst til i 1911 at foretage en nærmere undersøgelse af øens fugleliv og bestemte mig for en 4 dages udflugt dertil ved pinsetid, 2.-5. juni. Fire dage på Fanø er imidlertid en meget knap tilmålt tid; jeg vidste det på forhånd, men jeg var også forberedt på ikke at ligge på den lade side, og dog må jeg sige, at jeg langtfra havde anset Fanø for at være så stor, som den i virkeligheden er, når det gælder en undersøgelse. Det er nemlig ikke alene øens udstrækning, der her må regnes med, men næsten endnu mere terrænet, vanskeligt som det er at overskue og at færdes i.

Klitsandet var så hedt, at varmen brændte igennem støvlesålerne
Og hertil kom under mit besøg derovre den ret generende varme, der herskede i pinsedagene. Temperaturen var langt over det normale. Med mit medbragte termometer målte jeg som højeste temperatur den 5. juni 30 grader Celsius i luften og 53 grader Celcius i klitsandet mod solen; det var så hedt, at det mange steder i klitsandet var mig umuligt at stå stille; varmen brændte igennem støvlesålerne. Mest generende på turen var dog den af varmen forårsagede tørst; jeg kendte fra tidligere tid, at den kunde være slem, og jeg havde indrettet min udrustning derefter, men det strakte dog langtfra til. Flere gange måtte jeg ændre den planlagte rute for at nå vand, den ene gang endog ved en afbrydelse på tre timers vandring over Sandflod Hede til og fra Rindby.

Sønderho ca. 1930. Foto: Hans Pors, Silkeborg.

En dyb stilhed og fred hvilede over Sønderho
Men hvor generende og trættende terrænforholdene i forbindelse med varmen og tørsten end kunne være, formåede dog den friske vesterhavsluft at opveje alt.

Kongeblus fra Manø

Jeg glemmer ikke dens virkning, da jeg den 3. juni om aftenen efter en dagsmarsch på 14 timer gennem klitterne sad på mit værelse i Sønderho, et gavlværelse til stranden mod syd. Det var en times tid efter solnedgang, og en dyb stilhed og fred hvilede over byen; kun nu og da blev den afbrudt af stemmen af grå havmåge, der fra land strøg ud over vandet, eller af kor af rødben, ryler og strandskader, der skarevis drog hen over stranden. Havet lå stille og blankt, og over vandet lyste kongeblus fra Manø og ovre fra grænsen. Der var en så ejendommelig hygge og fred over naturen, som vi byboere desværre sjældent kender. Og ind fra havet stod den friske og kølige aftenbrise, der med al sin velgørenhed som med et slag bort jog alle tanker om den hede og anstrengende dag. Jeg havde troet mig udmattet, når jeg nåede Sønderho, men i stedet for havde jeg følelsen af aldrig at kunne blive træt.

Kongeblus i Sønderho
At kongeblus også har fundet sted på Fanø vidner en notits i Fanø Ugeblad den 1. oktober 1927 om: "Skolebørnene i Sønderho havde mandag aften i anledning af kongens fødselsdag et stort blus tændt til nord ved Sønderho Havn. Det var et stort bål, som lyste stærkt op i den mørke efterårsaften, og det havde samlet mange tilskuere. Da bålet var nedbrændt, sendte en af de tilstedeværende voksne et par raketter til vejrs."

Jeg var kommen for at se, hvad der var at se, og jeg optog alt med lige interesse
Resultatet af turen blev omtrent som forventet; jeg så og hørte meget, men af "særlig fine" ting var dog intet at notere. Dog var turen ikke derfor mindre vellykket eller interessant, thi jeg stillede på forhånd ingen fordringer. Jeg var kommen for at se, hvad der var at se, og jeg optog alt med lige interesse. Og når jeg nu i det efterfølgende vil fortælle lidt om, hvad jeg så derovre, beder jeg derfor læseren tage sagen på samme måde og ikke stille for store forventninger. Det kan jo altid være af interesse at høre nyt fra fremmede egne, og jeg formoder, at kun de færreste af tidsskriftets læsere kender til vestjydske forhold, og endnu færre til Fanø. Først dog i få ord en beskrivelse af øens natur.

Langt den største del er optaget af sandklitter
Fanø, vor største Vesterhavsø, danner som en fortsættelse mod syd af Jyllands klitrække, kun adskilt derfra ved det smalle Grådyb. Den strækker sig i retningen N.V. til S.Ø. i en længde af ca. 16 km. Fra fastlandets klitegne afviger øens natur ikke stort; langt den største del er optaget af sandklitter. De dækker ikke alene størstedelen af øens indre og af østsiden, men hele vestsiden danner en sammenhængende klitrække. Og hvad der af øens indre ikke optages af klitter ligger for størstedelen uopdyrket hen som store lyngsletter. Kun et forholdsvis meget ringe areal nærmest byerne er opdyrket land. Skov findes ikke; men i den sidste menneskealder er der anlagt nogle enkelte små nåletræsplantager, ligesom staten i de senere År har tilplantet et stort areal på øens sydlige halvdel.

Jordbunden er fugtig. Under normale forhold vil man, efter hvad jeg fik opgivet derovre, næsten overalt på slettelandet træffe vand i en dybde af en meter eller mindre, og dette har til følge, at næsten enhver større sænkning i terrainet danner en lille sø. På den store hedestrækning, Sandflod Hede, S.Ø. for Rindby findes mange større og mindre damme, og i den vestlige klitrække, særlig på den sydvestlige del af øen, findes talrige klitdamme. Dog er disse som regel ikke dybere, end at de i sommerhalvåret helt eller delvis udtørres og afgiver plads for en frodig plantevækst.

Stranden - en af naturen skabt landevej
Mellem havet og klitterne strækker sig på vestsiden den ca. 2-300 meter brede, nøgne strand, hvoraf den inderste del består af løst og fint flyvesand, medens den yderste del, som i den daglige flodtid overskylles af vandet, er fast og ligesom danner en af naturen skabt landevej. På denne forstrand foregår da også i badesæsonen den livligste færdsel fra Fanø Bad sydpå, ligesom de fleste, der besøger byen Sønderho på øens sydspids pr. cycle eller til fods, foretrækker at lægge vejen herom fremfor at benytte den sandede vej, der fører hertil fra Nordby.

Øens østside - det frugtbareste af øen
En fuldstændig modsætning til veststranden er øens østside. Her strækker sig mellem klitterne og havet fra øens sydspids til Nordby et tilsvarende bælte, men det er dannet ved aflejring af klæg og hører til det frugtbareste af øen. Her findes en frodig græsvækst lige til vandlinjen. Noget tilfælles både med øst- og vestsiden har øens nordligste del. Nærmest vandet er bunden sandet og oversået med græspolde, men derfra strækker sig mod syd til klitrækken den såkaldte 'Grønning', en ca. 600 meter bred græsslette. Klitbevoksningen er væsentligst græs, lyng og marehalm; på de nyeste klitter nærmest veststranden er marehalmen dog så godt som den eneste plante, der trives.

Her giver fuglelivet sit præg
En fuglekender vil straks sige, at det her må være vade- og svømmefuglene, der giver fuglelivet sit præg, og således er det også. For småfuglene er forholdene ikke gunstige. Arterne er ret få og, når undtages enkelte, fattige på individer. Rovfugle findes næppe som faste ynglefugle. Kun en enkelt rovfugl bemærkede jeg derovre, en hvepsevåge (Pernis apivorus). Den kom den 3. juni kl. 2.40 eftm. ind fra havet fra S.V. og fortsatte kursen over klitterne mod fastlandet. Den var invalid, havde stærkt forrevne vingefjer og har sandsynligvis trods gunstigt vejr haft en hård rejse over Nordsøen; dens flugt tydede på udmattelse.

Småfuglene
Af småfuglene var husspurven (Passer domesticus) og stæren (Sturnus vulgaris) de første, jeg kunde notere, da jeg landede i Nordby, og de havde travlt i de dage, thi de havde stor familie at forsørge. Ikke alene byen og dens nærmeste omgivelser blev afsøgt, men også klitterne inden for en afstand af ca. 2 km.; dog var det blandt spurvene særlig hannerne, der indlod sig på så lange rejser; hunnerne holdt sig nærmere hjemmet. Også i de andre byer på øen var spurv og stær ret talrige, men det var, som havde de her lettere adgang til føde, thi de holdt sig inden for et snævrere område.

Svalerne
Af andre bybeboere var forstuesvalen (Hirundo rustica) almindelig såvel i Nordby som i de øvige byer, men dog talrigst i Rindby. Enkelte syntes endnu tvivlrådige om, hvor de skulle slå sig ned. Et par så jeg 3. juni kl. 2.50 på veststranden ca. 5 km syd for badestedet flyve N., medens et par kl. 3.50 fløj S. Den følgende formiddag fløj en fugl S. langs øststranden, senere et par mod nord. Mindre tvivlrådig havde bysvalen (Hirundo urbica) været. Kun et enkelt par bemærkede jeg, og jeg antager, det var det eneste, der beboede øen; det havde udset Fanø Bad til sommerresidens og syntes særlig at føle sig tiltalt af Hotel "Kongen af Danmark". Digesvalen (Hirundo riparia) traf jeg ikke; det ville utvivlsomt være forbundet med livsfare, om den indlod sig på at danne redehuller i det fine klitsand, og dog kan det lade sig gøre, idet jeg 29. maj 1904 så to par med rede i en sandbrink i vestklitterne.

Lærken synger
Kommer man uden for byerne, er sanglærken (Alauda arvensis) langt den talrigste af småfuglene og vistnok den talrigeste fugleart i det hele. Den ses overalt, og næsten ustandseligt lyder dens sang, ikke alene over mark og eng, men også over strand, klit og hede. I min dagbog, der blev ført på vandringen, er næsten fra enhver del af øen og til enhver tid på dagen anført "lærken synger". Kun den sidste dag, 5. juni i middagsstunden, blev der pause. Der herskede da en usædvanlig hede; de andre fuglearter havde forlængst søgt beskyttelse mod solen og gemt sig i lyngen, græsset eller på lignende steder; kun lærken var standhaftig, men også den måtte dog give efter, og en stund var alt fugleliv næsten som uddød. Kun en forskræmt stemme lød nu og da fra fugle, jeg stødte op under min vandring.

På nøgne, sandede pletter i de gamle klitter, der danner overgang mellem klit og hede eller mellem klit og agerjord, ses overalt små fordybninger i sandet, lignende redefordybninger; det er fuglenes 'baskehuller', væsentligst dannede af sanglærken, der her tager sine sol- og sandbade.

Engpiberen træffes næsten overalt på øen
Næst efter sanglærken var engpiberen (Anthus pratensis) den art, jeg hyppigst kunne notere, ikke just fordi den kan siges at være særlig talrig, men fordi den kan træffes næsten overalt på øen. Talrigst var den dog på østsiden omkring Rindby og derfra sydpå, sparsomst på vestsiden i klitlandet.

Bomlærken lod flittigt sin sang høre
På de opdyrkede strækninger ved byerne var bomlærken (Emberiza miliaria) hyppig, og den lod flittigt sin sang høre snart fra en telefontråd og snart fra en hegnspæl eller andet ophøjet stade. Her traf jeg også rødirisken (Cannabina linota) talrig, men dog kun på flygtige besøg for at bjerge føde til sig selv og til familien, som den gemte i plantagerne ude mod klitterne; den er plantagernes talrigste beboer, men den foretager herfra strejftog til næsten alle dele af øen.

Gulbugen og brunellen var at finde i fuglekøjerne
Mindre hyppige og dertil nøjere knyttede til bestemte lokaliteter var de øvrige småfugle, men ikke desto mindre fortjener enkelte af dem en særlig omtale; thi hvad de manglede i individantal, forstod de så rigeligt at opveje på anden måde. I første række kommer her gulbugen (Hypolais icterina), vestjyllands flinkeste sanger. Jeg har ofte før i Esbjerg-egnen undret mig over dens fordringsløshed ved valg af boplads, sammenlignet med vore andre sangere, og det samme måtte jeg gøre her; thi den var at finde i næsten enhver plantning, der formåede at huse den, både i haver, plantager og i anlæggene omkring fuglekøjerne. Efter al sandsynlighed var nogle af dem på gennemrejse, men andre havde sikkert til hensigt at fæste bo herovre, og alle var de enige om at lovprise det gode pinsevejr; langt ud over tilgrænsende hede og klit lød deres prægtige og ihærdige sang. Også brunellen (Accentor modularis) sang fra enkelte plantager og fra anlæggene om fuglekøjerne, men den var for beskeden til at gøre sig bemærket og forsvandt som regel i god tid fra trætoppene ned i det tætte buskads.

Solsort og sivsanger
Mere ros tilkommer solsorten (Turdus merula), som jeg traf ved køjerne og i en have i Nordby, og da særlig den Nordby-han, som jeg havde lejlighed til at høre en morgen og aften; overordentlig hyggelig og henrivende var dens sang efter en dag mellem klitter og på strand, og jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at den alene, om den har fået lov at leve, i forårsdagene har glædet flere af de Nordby-beboere end alle øens andre fugle tilsammen. - Glemmes må ej heller den lille sivsanger (Acrocephalus phragmitis); thi den sang så flittigt, den kunne, fra en klitdam mod vest og fra nogle siv i Albuebugten, men så fjernt fra menneskers bolig, at den måske har kunnet synge den hele sommer uden at blive bemærket.

Jeg havde langtfra ventet at finde grå fluesnapper her
I Nordby Plantage forbavsedes jeg ved at høre grå fluesnapper (Muscicapa grisola); jeg havde langtfra ventet at finde denne art her, idet jeg i Esbjerg-egnen kun havde truffet den som gennemrejsende og tilmed sjældent; jeg fik imidlertid lejlighed til at se begge fuglene, og de havde tilsyneladende rede. - Også enkelte forårsgæster var endnu ved pinsetid at træffe. Havesangeren (Sylvia hortensis) og gøgemoderen (Sylvia curruca) sang fra enkelte anlæg, og rødstjerten (Ruticilla phoenicura) så jeg på to steder.

Rødrygget tornskade
På øens nordligste klitter opholdt sig en hun af rødrygget tornskade (Lanius collyrio).

De tre fuglekøjer har hver sit vipstjertepar
Hist og her på øen kunne på åbent terræn træffes enkelte andre af fastlandets almindelige fugle. Af grå digesmutte (Saxicola oenanthe) traf jeg en fugl ved fuglekøjerne og tre ved Rindby, og af bynkefugl (Praticola rubetra) i alt tre eksemplarer, nemlig ved en have nord for Nordby, ved Sønderho og ved Rindby. Et par af gul vipstjert (Motacilla flava) opholdt sig ved en dam ved Vesterhavsbadet, og en fugl så jeg ved Rindby. Her opholdt sig også hvid vipstjert (Motacilla alba), som jeg ligeledes havde truffet i vestklitterne samt ved fuglekøjerne, hvilke sidste frembød en særlig gunstig lokalitet for den; såvidt jeg så, havde de tre fuglekøjer hver sit vipstjertepar.

Rørspurven døjede mest i den stærke varme
Rørspurven (Emberiza schoeniclus) traf jeg også i vestklitterne ved en grøft, omgivet af lyng, og på øens østside viste sig tre eksemplarer ved en sivbevokset grøft; den var blandt småfuglene tilsyneladende den, der døjede mest i den stærke varme, og særlig utilpas var fuglen i de tørre vestklitter; den borede sig skyndsomst ned i lyngen og lod sig højst ugerne på ny trampe op derfra.

Over det åbne land lød gøgens kukken langt i det stille vejr
I klitter med tilgrænsende eng og hede havde gøgen (Cuculus canorus) sit yndede opholdssted. Over det åbne land lød dens kukken langt i det stille vejr, og jeg hørte den fra otte forskellige steder på øen.

Natravnen findes i det beplantede terræn
Foruden disse arter, der blev hørt og set, kan der være anledning til at nævne enkelte andre. Natravnen (Caprimulgus europæus) skal således findes på det af staten beplantede terræn. Oplysningen herom er for nogle år tilbage givet mig af plantøren og dennes assistent. Lokaliteten synes også meget gunstig. Gulspurv (Emberiza citrinella) og bogfinke (Fringilla coelebs) så jeg ikke, og det undrede mig noget; thi gulspurven er i de senere År indvandret til og tiltaget stærkt i Esbjerg-egnen og må derfor finde klimaet tilfredsstillende, og bogfinken synes at følge efter. På hjemturen havde jeg næppe sat min fod på fastlandet, før jeg hørte bogfinken synge fra Esbjerg Plantage. Om arterne ikke allerede nu findes på øen, vil de sikkert være der i løbet af få år.

Den grå krage tvinges bort i stilhed ved hjælp af kasteskyts eller med bue og pil
Også grå krage (Corvus cornix) må nævnes; thi efter hvad jeg fik oplyst fra fuglekøjerne, er den selv uden skyld i, at den ikke kan regnes med blandt ynglefuglene derovre; den skal hvert år gøre forsøg på at anlægge rede i køjeanlæggene, men da dens nærværelse anses for skadelig for 'forretningen' i køjerne, hades den, og den tvinges bort i stilhed ved hjælp af kasteskyts eller med bue og pil. I vinterhalvåret er den dog for overmægtig til at kunne holdes borte. Hele Esbjerg-egnen med dens tillokkende strand er da som oversvømmet af krager, og de har til vane at tage nattehvile på Fanø. Jeg har ofte ved Esbjerg set den i mængde "gå til og fra skole", som det hedder dernede, men jeg har ikke vidst, om det var klitterne eller plantagerne på Fanø, den søgte. Nu meddeltes mig altså, at det er anlæggene om fuglekøjerne, der må huse den.

Som det altså ses, er Fanø ikke småfuglenes land; kun de mest beskedne arter trives derovre. Men man ved det på forhånd; et blik til øen fra fastlandet eller fra båden undervejs er tilstrækkeligt til at overbevise en derom; men netop fordi man derved stiller sig så ubetinget fordringsløs, skal der så lidt til at glæde, og det gjorde sit til, at jeg måtte fryde mig over hver enkelt lille fugl, jeg så, selvom det var af arter, jeg ellers daglig kunde få lejlighed til at se. Noget anderledes stiller det sig med vade- og svømmefugle; her er man uvilkårligt noget mere fordringsfuld, og havde jeg ikke været så heldig forud nogenlunde at vide, hvad jeg kunde vente at se, er det muligt, at jeg ville have følt nogen skuffelse. Det er nemlig her som på næsten ethvert større distrikt: på enkelte steder er fuglelivet rigt, på andre særlig fattigt; men da det er store arealer, der her er tale om, vil de øde og tomme let komme til at virke både trættende og sløvende.

Strandskaden er den talrigeste
Den talrigste og tillige mest udbredte af vadefuglene var strandskaden (Hæmatopus ostreologus); den havde forstået at tillempe sig efter de forskelligartede forhold. I øvrigt gav dens forekomst og dens færd på de forskellige pladser et så klart billede af betingelserne for vadefugleliv i det hele, at jeg vil anse det for heldigt at foretage en vandring øen rundt med opmærksomheden henvendt på denne fugl alene. Udgangspunktet er da Nordby, og turen gåt nord om øen. Allerede nogle få hundrede meter fra byen vil man da som regel ved lav vandstand træffe de første eksemplarer, dog kun enkelte individer; de holder til ved vandlinjen; thi deres eneste ærinde her er at søge føde. Stranden fra Nordby til klitternes nordøstligste punkt er for stærkt befærdet til at kunne tilfredsstille ynglende vadefugle. På stranden ud for klitternes nordøstligste punkt (Skansen) traf jeg det første bosiddende par; det var som strandskaden overalt på øen overordentlig årvågent og forsigtigt ved reden, men særligt interessant var dog dette par, idet det havde opfundet en egen og forøvrigt en udmærket metode at bortlede opmærksomheden fra reden på. Da jeg nærmede mig stedet, kom jeg fra klitterne; men så snart jeg havde fri udsigt til stranden, tog jeg kikkerten frem. Jeg så da en strandskade stå på stranden ca. 200 meter borte og lidt nærmere en anden, der tilsyneladende lå på rede. Kun hovedet med det lange røde næb halvt bortvendt fra mig var at se; den havde utvivlsomt endnu ikke set mig. Jeg bemærkede nøje stedet og ville gå nærmere; men næppe havde jeg sat mig i bevægelse, før den liggende fugl rejste sig og skyndsomst i krybende stilling løb ca. 50 meter; den lagde sig da på ny, som om den også nu lå på rede, men den lå dog højere i på sandet end før, så jeg kunde se det meste af kroppen; det samme gentog sig endnu tre gange, efterhånden som jeg kom nærmere. Efter dette kunne jeg ikke tvivle om, at jeg havde overrasket den rugende hun, og dog viste det sig ikke at være tilfældet; reden var ikke til at finde. Imidlertid var jeg inde på, at jeg måtte kunne finde reden, og jeg mente, at det lettest og naturligst kunde ske ved en overrumpling; jeg forlod derfor pladsen og tog en tur ind over klitterne. Da jeg senere vendte tilbage, skete det med største forsigtighed. Hannen holdt stadig vagt, og hunnen lå, men på et nyt sted og tilsyneladende for højt på sandet til, at det kunde være på reden. Mit mod begyndte derfor allerede nu at synke, og det viste sig at være med grund, thi reden var ikke der. Hvor nødigt jeg end ville, måtte jeg "give fortabt"; jeg havde allerede anvendt for megen tid på dette par, men næppe havde jeg dog taget beslutningen, før jeg så æggene for fødderne af mig. Reden, der bestod af en fordybning i sandet uden noget som helst tilbragt materiale, indeholdt 3 æg. Det viste sig, at hunnen begge gange efter at have forladt reden, havde "ligget" i ca. 50 meters afstand fra denne. - Herfra tiltager strandskaden mod nordvest, og den var talrig på den nordligste del af Grønningen. Jeg fandt enkelte af dens reder på overgangen mellem strand og eng, men tilfældigt; thi fuglene havde forladt dem i god tid. Tillige så jeg en mængde fordybninger, som fuglene havde dannet i sandet på sandrevlerne ud for Grønningen; enkelte af dem syntes at være færdige redehuller, idet de var fasttrampede omkring på siderne og delvis brolagte med muslingeskaller; men de fleste gjorde dog indtryk af kun at være baskehuller.

Fra Grønningen er fuglen aftagende mod vest, og på øens nordvestligste del ses kun ganske enkelte par. Vi har her utvivlsomt øens fredeligste egn, men det er dog ikke nok; thi ud herfor ligger de vidtstrakte Søren Jessens Sande, der i ebbe tørlægges til langt over mod Skallingen, og derved afskæres fuglene fra let adgang til føde. Længere mod syd afhjælpes efterhånden dette, og fuglen tiltager i antal, men dog kun for et øjeblik; thi snart møder en ny hindring: Fanø Vesterhavsbad. Uroen her i månederne juni-juli må vadefuglene kende; thi de holder sig borte fra den stærkt befærdede strand til begge sider for badestedet.

Mod syd nærmer vi os redningsstationen, før vi igen mærker nogenlunde fred; men dermed har vi også strandskaden igen, og den holder sig nu ret talrig og ret ensartet i antal til øens sydvestlige del; dog er den her foruden at være forsigtig og årvågen tillige påfaldende ængstelig for sin rede, og den tager gruelig på vej, sålænge man er på dens enemærker. Reden har den snart på stranden og snart i klitterne, men i begge tilfælde viser den, at den kun venter faren fra én side, nemlig fra stranden. Her står vagtposterne. Findes reden på stranden, vil man nu og da, hvis man er særlig opmærksom, på meget lang afstand kunne se hunnen løbe fra reden, hvorpå begge fuglene tager stade på stranden, indtil man kommer dem nogenlunde nær; de går da på vingerne og flyver begge stiltiende ind over klitterne, men vender umiddelbart efter tilbage skrigende og ængstelige. Dette gentager sig oftest flere gange, og det er tydeligt at forstå, at fuglene dermed vil fortælle, at reden ligger i klitterne. Er reden derimod virkelig i klitterne, ser man kun vagten alene på stranden eller på en udkigspost på en af de yderste klittoppe. Den forholder sig rolig, sålænge man er på afstand, men det varer ikke længe, før den ses trippe rundt og blive betænkelig, og selvom man ikke gør mindste tegn til at ville forlade stranden, ser den dog nu faren altfor overhængende. Den flyver op og ind over klitterne, og jeg ser nu i tankerne hunnen få streng instruks til øjeblikkelig at forlade reden. Vagten kommer imidlertid tilbage, flyver igen ind over klitterne, og dette gentager sig oftest tre gange. Sidste gang kommer begge fuglene. På øens sydvestlige strand, hvor der var overordentlig rigeligt med opskyllede småmuslinger, var fuglen noget talrigere; men dens Opmærksomhed var også her alene henvendt på stranden.

Vi er nu nået til øens sydspids og er dermed inde på byen Sønderhos territorium; vi kan derfor ikke vente at træffe strandskaden foreløbig. Men lang bliver ventetiden dog ikke, thi umiddelbart nord for Sønderho begynder de frodige engstrækninger, hvor der efter alt at dømme hersker fuldkommen fred i yngletiden. At strandskaden skulde findes her, havde jeg dog næppe turdet vente; thi jeg antog, at den foretrak sandede strækninger og sandet strand, og det forbavsede mig derfor at se den endog langt talrigere her end andetsteds på øen. Overalt hvor jeg kom, dukkede den frem over græsset, oftest så kun hoved og næb var synligt, men dog først efter at den i krybende stilling havde fjernet sig tilbørligt fra reden. På enkelte steder kunde jeg tælle indtil 20 fugle omkring mig, og noget særligt tegn på ængstelse viste de ikke her. Enten forblev de roligt på engen, eller de fløj til stranden og anbragte sig på den delvis tørlagte havbund. Rederne havde den oftest 50 à 100 meter fra stranden, og i modsætning til rederne i klitegnene, der bestod af en fordybning i sandet, enten ganske nøgen eller brolagt med små muslingeskaller, bestod de her af en lav fordybning i engbunden, foret med et tyndt lag græsstrå. Omkring reden til ca. ½ meter fra kanten var græsset nedtrampet, og derfra førte fuglens løbegange, oftest 5 à 7, der senere forgrenede sig, indtil 10 skridt ind over engen. Talrig, omend i vekslende antal, var den således at træffe overalt på østerengen fra nogle få hundrede meter nord for Sønderho til egnen omkring Næsset, det nordligste punkt på halvøen, der ligger østen for Rindby og Sandflod Hede. Fra Næsset vestpå ses kun nogle enkelte fugle søgende føde på stranden, og på engstrækningerne fra Rindby til Nordby, ud for de opdyrkede marker, findes den ikke. I øens indre kunde der træffes nogle få par på hedearealerne på øens sydlige halvdel, og på de store lyngsletter mellem Rindby og Albuebugten opholdt sig adskillige.

Præstekraven
Medens jeg udfor Skansen havde søgt efter reden af det første strandskadepar, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til et par præstekraver (Ægialitis hiaticula), der følte sig højst ulykkelige ved situationen; dets rede lå i nærheden. Tilfældigt opdagede jeg den; den lå i sandet og bestod af en lille fordybning med iblandet gammelt tang og belagt med små sneglehuse og itubrudte muslingeskaller særlig på den side, der vendte ud mod stranden, altså på fuglens løbegang. Dermed var jeg inde på præstekravens bedste lokalitet; den var meget talrig langs Grønningens nordlige grænse, og utallige var de huller, den havde dannet i det fine strandsand. Også dens nære slægtning, hvidbrystet præstekrave (Ægialitis cantiana), opholdt sig her, men dog i langt ringere tal. Disse to arter har meget tilfælles ved valget af opholdsplads, men medens stor præstekrave til redeplads foretrækker overgangsbæltet mellem strand og eng, ynder hvidbrystet præstekrave fortrinsvis sandede pletter, fyldte med små muslingeskaller. Findes sådanne på tørt terræn, er der al sandsynlighed for, at der er rede, men ikke desto mindre kan det ofte falde vanskeligt at finde den. Den ligner fuldstændig omgivelserne. Oprindelig består den af en normal redefordybning i sandet delvis belagt med stumper af muslingeskaller, men ofte findes den indtil halvt fyldt med disse, så at kun halvdelen eller en endnu mindre del af æggene, der ligeledes har lighed med omgivelserne, er synlig.

Jeg søgte dens rede på en ca. 200 meter lang og 50 meter bred sandrevle, "Skjelbanke", beliggende ca. 100 meter fra kysten ud for Grønningen. Ganske vist havde jeg ikke set fuglen her, men bunden var fortrinlig, og uagtet jeg fem gange forgæves gennemsøgte revlen fra ende til anden, kunne jeg dog ikke tvivle om, at der måtte være rede. Sjette gang lykkedes det. Reden indeholdt tre æg; den var tæt belagt med skaller og særlig tæt på den side, fuglen benyttede, når den løb til og fra. Fra Skjelbanke vestpå aftager arterne kendeligt, og ind for Søren Jessens Sande bemærkede jeg dem ikke. Langs vestkysten ses den hvidbrystede hist og her, dog med den afbrydelse, Vesterhavsbadet forvolder, hvorimod stor præstekrave er mindre hyppig; begge arter melder sig imidlertid igen, den hvidbrystede særlig talrigt, på øens sydvestlige strand, der med det tætte lag småmuslinger, liggende som et bælte på stranden, afgiver en fortrinlig lokalitet for dem.

Da jeg nåede hertil, var det mod aften, og jeg kunde dårligt se fuglene, men deres pibende stemmer lød overalt, hvor jeg kom frem, og med få skridts mellemrum lå redehullerne, flere af dem indeholdende æg. Da jeg passerede øens sydspids, noterede jeg de sidste par. Ingen af arterne blev set på østkysten.

Stenvenderen
Med strandskaden og de to præstekravearter har vi vesterhavsstrandens faste vadefugle, men jeg var så heldig at træffe en tilfældig gæst, stenvenderen (Strepsilas interpres), en ung fugl, der opholdt sig ca. 6 km. syd for badestedet. Den var i selskab med en strandskade, og det så ud til, at fuglene satte megen pris på hinandens selskab; de fulgte hinanden, som var det moder og unge. Da jeg kom dem nær, fløj strandskaden bort, hvorimod stenvenderen gav sig tid til at undersøge sandet under nogle omliggende muslingeskaller, men muligt jeg nu blev for nærgående, thi den brød op og tog retning mod nordøst ind over klitterne, sandsynligt tagende afsked med Fanø.

Viben og den rødbenede klire
Omtrent ensartet udbredelse havde viben (Vanellus cristatus) og rødbenet klire (Totanus calidris); de var begge almindelige på Grønningen og langs østkysten, ligesom de var at træffe ved de fleste klit- og hededamme. Viben så jeg desuden i flok på ca. 70 stk. på Grønningen, og en flok på 8 stk. drog over Sandflod Hede mod syd.

Rylen
Mindre hyppig var rylen (Tringa alpina), der også havde tilhold på Grønningen og på østkysten, men fuglestemmerne, der fra grundene øst for Fanø lød ind over land, fortalte, at adskillige tilbragte dagen derude.

Brushanen, hjejlen, dobbeltbekkasinen og storken
På engstrækningerne opholdt sig tillige brushanen (Machetes pugnax), men meget sparsomt. Jeg så i alt kun fem eksemplarer, nemlig tre ensomme hanner, henholdsvis på Grønningen, ved Rindby og ca. 1 km nord for Sønderho, og på engene syd for Næsset opholdt sig et par; alle hannerne havde sort krave. Ligeså sparsom var hjejlen (Charadrius pluvialis), som jeg ikke havde ventet at træffe derovre. Den beboede Sandflod Hede, men mærkværdigt nok kun det nordvestligste hjørne nærmest Rindby; 3 à 4 par opholdt sig her, og på en hedestrækning ca. 4 km nord for Sønderho og grænsende op til statens arealer havde et enkelt par slået sig ned. Ret almindelig var dobbelt bekkasin (Gallinago scolopacina), men kun ved de østre hededamme og ved klitdammene på den sydvestlige del af øen. Endelig var hvid stork (Ciconia alba) til stede som ynglefugl; den havde rede på et hustag i Rindby.

Storspoven
På østre eng ud for Sandflod Hede så jeg storspoven (Numenius arqvatus) i flok på 2-300 stk.; den var meget sky og yndede at opholde sig på grundene langt til søs, men når floden kom, eller når det lakkede mod aften, tyede den til land. Uden for flok så jeg den ikke, og der var intet, der tydede på, at den var ynglefugl på øen. Jeg noterer dette, fordi det for et par år siden blev mig meddelt, at den havde ynglet derovre; vedkommende mente endog at have set den med unger på Grønningen. Dog har jeg ikke turdet fæste lid til meddelelsen, så meget mindre, som Grønningen ikke forekommer mig at være terræn for den. Skulle den bosætte sig derovre, måtte det nærmest blive på den sydøstlige del af Sandflod Hede.

Svalekliren set ved Anthonisens fuglekøje
Endnu en art bør nævnes, en klireart (dog vistnok svalekliren (Totanus ochropus)), som opholdt sig i anlægget om Anthonisens fuglekøje, men som jeg desværre så for flygtigt til med nøjagtighed at kunne bestemme.

Den grå havmåge med dens prægtige hvide forårsdragt og dens livlige færd
Blandt svømmefuglene var grå havmåge (Larus argentatus) langt den talrigste, og den var tillige den art, der tiltrak sig størst opmærksomhed, ikke alene på grund af dens anselige størrelse og dens prægtige hvide forårsdragt, men også på grund af dens livlige færd. Thi omend den hovedsagelig havde sit hjem på øens sydlige halvdel, kunde man dog træffe den overalt. Jeg så den på stranden fjernt fra ynglepladsen, ofte i store selskaber, og på grundene langt ude, eller jeg så den på dens vej over klitterne. Til stranden kom den for i vandlinjen at søge føde til sig selv og til magen, som lå derhjemme, men var den forsynet, og havde den udført sine familiepligter, lagde den sig oftest til hvile på sandet i kort afstand fra vandet. En stor del af dagen tilbragte den her; men også om natten var den på færde. Ude fra grundene lød da dens stemme i kor ind over land, eller man hørte den, når den enkeltvis, kommende fra ynglepladsen, nåede stranden og kaldende opsøgte kammeraterne. På Sydfanø lå dens hovedkoloni, og den havde hertil valgt statens nyanlagte plantage, utvivlsomt et heldigt valg og vist næppe tilfældigt; den opnåede nemlig derved at komme under statens tilsyn, et forhold af stor betydning for den, eftersom æggene er meget eftertragtede.

Både fra Nordby og Sønderho kom folk til, forsynede med kurve, for at samle æg
Da jeg besøgte terrænet, kom jeg fra de høje vestklitter og fik derved fri udsigt over en stor del af kolonien; jeg så hundreder, måske tusinder af fugle for mig, men samtidig havde jeg udsigt til plantørboligen, og dette havde til følge, at der straks kom løbende bud med forbud mod ægsamlen. Der fortaltes mig nu, hvor vanskeligt eller rettere hvor umuligt det var at holde uvedkommende borte. Både fra Nordby og Sønderho kom folk til, forsynede med kurve, og særlig dristigt huserede de ved daggry. De mange tømte reder vidnede også tydeligt nok om besøgene. Men bortset fra røverierne slipper fuglene dog ikke helt uden at yde vederlag for afbenyttelse af terrænet. Der foretages lovmæssig indsamlen af æg indtil 25. maj, dog kun til fordel for plantagens arbejdere; men sikkert er det også, at en fornuftig og hensynsfuld indsamlen på et så tidligt tidspunkt ikke i nogen måde vil skade bestanden. At opgøre, hvor mange fugle der i alt bebor plantagen, er vanskeligt, da arealet er stort og klitterrænet uoverskueligt; men plantørassistenten, med hvem jeg senere talte, mente, at antallet måtte blive mellem 2-3.000 par. Også uden for statens grund yngler den; jeg så flere mindre kolonier i vestklitterne syd for plantagen, og på øens østside traf jeg nogle få par ynglende i klitterne sønden for Sandflod hede.

Den grå havmåges rede
Reden, der oftest indeholder 2-3 æg, anlægges snart på fladt terræn og snart på klittoppe eller på klitskråninger; den består af en fordybning i jorden, rigelig forsynet med græs, marehalm, lav eller lign., hvoraf hovedparten dog er anbragt i redens sider; redebunden er som regel kun tyndt belagt. En ulempe er der ved at have fuglen boende i statsplantagen, idet den nemlig ikke generer sig for at anlægge reden i de nylig tilplantede huller, og det er mere, end selv de hårdføre nåletræer kan tåle.

Stormmågen og hættemågen
I selskab med havmågen traf jeg nogle få eksemplarer af stormmågen (Larus canus) fiskende på veststranden; den yngler næppe på øen. Også hættemågen (Larus ridibundus), der særlig på østkysten var ret talrig, søgte selskab med sine store slægtninge; dens reder så jeg ikke, men det er dog sandsynligt, at den yngler derovre. Tidligere skal den have haft en mindre koloni i vestklitterne umiddelbart nord for havmågens.

Ternerne var meget fåtallige
Jeg så kun havternen (Sterna macrura), der sparsomt opholdt sig på øens nordende samt på stranden i nærheden af badet, og dværgternen (Sterna minuta), der var ret jævnt fordelt på nord- og veststranden fra Skansen til øens sydspids. To af dværgternens reder lå på Skjelbanke, begge indeholdende tre æg; de var ligesom hvidbrystet præstekraves næppe kendelige fra omgivelserne og derfor vanskelige at opdage. Den ene af dem var kun en fordybning i det af muslingeskaller rigeligt dækkede sand, intet derudover; forsøgsvis drejede jeg med knyttet hånd nøjagtigt tilsvarende fordybninger; den anden derimod var ekstra forsynet med skaller, som fuglen havde indsamlet umiddelbart op til reden, der derved kom til at ligge omgivet af en ring ca. 5 cm bred af nøgent sand.

Takket være fuglekøjerne fandtes en rig bestand af gråanden (Anas boschas)
Ganske vist er køjerne, hvori der årligt indfanges tusinder af ænder, dog væsentlig fremmede gennemrejsende, i sig selv alt andet end gavnlige; men fangsten er betinget af fred, og som følge deraf er et stort omliggende areal og ligeledes en stor del af Albuebugten ud derfor absolut fredlyst til enhver tid af året; også i selve køjerne, endog i fangsttiden, hersker forsåvidt fred, som de hundreder af fugle, der besøger dammen, ikke har anelse om fare, før de er i fælden og dermed fortabte. Men hvad virkning det har på ænderne, at de kan søge et sikkert tilflugtssted, var forbavsende at se. Jeg havde på min vandring øen rundt ikke truffet gråanden i åbent vand, før jeg nåede Albuebugten, men her lå den i hundredevis; det var, som om alle øens andrikker havde samlet sig her, og omkring imellem dem svømmede hunnerne med ællingeflokken efter sig. Alt vidnede om fred. -

En yndlingsplads havde de også i de store hededamme nord for Albuebugten; både 1. og 2. pinsedag lå her flok på over hundrede fugle, men de følte sig mindre trygge og lettede på lang afstand for at søge til bugten. Overalt på øens sydlige halvdel kan gråanden finde yngleplads, og i næsten enhver større klitdam udruges et eller flere kuld.

Også gravanden nyder godt af freden ved fuglekøjerne
Også gravanden (Tadorna cornuta) nyder godt af freden. Jeg havde kun truffet nogle få par på Grønningen og et enkelt par på sydveststranden, men på østkysten var den almindelig, særlig ud for køjerne. Medens jeg under en frokosthvile på en af de højeste klittoppe her betragtede fuglene i bugten, havde jeg 17 gravænder på stranden foran mig. I køjeanlæggene så jeg dens reder anlagt i kunstig hule. Det bruges nemlig at udgrave redehuler i gærder eller på grøfteskråninger for herfra med få dages mellemrum at indsamle æggene. Efter oplysninger, jeg modtog, kan en enkelt rede på den måde give indtil 24 æg.

Ederfuglen har indfundet sig som ynglefugl
I de senere år har ederfuglen (Somateria mollissima) indfundet sig som ynglefugl på øens østside; det er, såvidt jeg erindrer, 6 til 7 år siden, den første rede blev funden; men siden da skal den være tiltaget i antal. Jeg så den ikke i bugten, hvor den ellers ynder at opholde sig, men ud for Næsset traf jeg 11 fugle, der efter at være opskræmmede tog retning mod køjerne.


Spidsand (Anas acuta)	Krikand (Ana crecca)	Pibeand (Ana penelope)	Stok- eller gråand (Anas Boschas)
Som lokkeænder anvendtes gråand, pibeand, spidsand og krikand. Illustrationer efter Niels Kjærböllings Danmarks Fugle 1851. Supplementsblad 25 og 26.

De stækkede ænder i fuglekøjen: Gråand, pibeand, spidsand og krikand
Foruden de fritlevende ænder har vi i køjerne de stækkede og halvtæmmede lokkeænder, bestående af gråand (Anas boschas), pibeand (Anas penelops), spidsand (Anas acuta) og krikand (Anas crecca). De fleste af disse er ude af stand til at forlade dammen, men enkelte har dog efterhånden genvundet lidt af deres flyveevne, og det er sandsynligt, at en fugl nu og da i yngletiden tager rejsepas og anlægger rede i frihed.

En væsentlig betingelse for et rigt fugleliv er fred
Efter det indtryk, læseren nu vil have fået af fuglelivet, og da særlig vade- og svømmefuglelivet, på Fanø, vil billedet formentlig tegne sig således, at vestkysten er ret fattig på fugle, østkysten derimod ret rig, samt at årsagen hertil hovedsagelig er de højst forskellige naturforhold. Men samtidig vil det dog også træde tydeligt frem, at en væsentlig betingelse for et rigt fugleliv er fred, og på dette punkt er udsigterne for fremtiden måske ikke de lyseste. Veststranden er som nævnt allerede nu ret stærkt befærdet i sommertiden, altså i fuglenes yngletid, ikke alene af de bosiddende badegæster, men også af de mange besøgende fra fastlandet, og bedre vil det ikke blive derved, at det nærliggende Esbjerg er en by i stærk opvækst.

Lækatten kaldes også hermelin
Lækatten er er et lille, slankt og hurtigt mårdyr, skabt til at fange mus og udbredt i næsten hele Danmark. Dens pels er brun om sommeren og hvid om vinteren, men halens spids forbliver dog året rundt.

Lækatten - først til gavn - siden til skade
Men også for østkystens fugle synes det næsten, som om der kan melde sig en særlig fredsforstyrrer, nemlig lækatten eller hermelinen (Mustela erminea). Dens livshistorie på Fanø er ikke lang; det er, såvidt jeg erindrer, kun seks år siden, jeg i Esbjerg-bladene læste en notits om, at Fanøbeboerne havde besluttet at indkøbe 30 lækatte at udsætte på øen, en beslutning der var ensbetydende med en krigserklæring over for vandrotten (Arvicola amphibius), der truede med at blive en alvorlig plage. Selv har jeg under tidligere besøg på Grønningen været forbavset over den utrolige mængde rottehuller overalt ved vandløb og vandhuller, men lige så forbavset blev jeg denne gang ved ikke at se et eneste. Jeg var derfor straks noget interesseret i sagen, og da jeg fra Grønningen, som benyttes til fællesgræsning af alle Nordbys kreaturer, så hyrdehytten i det fjerne, lagde jeg vejen derom for af hyrden at få nærmere underretning om krigens forløb; og jeg gik ikke forgæves. Han fortalte mig, hvor nødvendigt det havde været at gøre noget; thi rotten drev tilsidst sin dristighed så vidt, at den ved nattetid i samlet trop kunde drage over klitterne for at gøre indhug i de mange små kornmarker, som ligger i klitdalene mellem Grønningen og Nordby. Når høsten kom, kunne der på enkelte steder være kun strået tilbage. Nu var det dog heldigvis anderledes; lækatten havde udført sit blodige hverv, og man så kun sjældent til rotter. Men på mit spørgsmål om, hvad man da nu fodrede lækattene med, rystede han noget betænkeligt på hovedet; han havde just dagen i forvejen set en med en stær i munden forsvinde mod klitterne, og året forud havde han ved at efterse en brønd, der var beboet af lækatte, fundet en del fugle og harekillinger i rådden tilstand flyde på vandet.

Lækatten har nu også kastet sig over fuglekøjernes lokkeænder
Også i fuglekøjerne, hvor jeg ligeledes forhørte mig, så man noget betænkeligt på sagen. Man var ganske vist lækatten taknemmelig for, hvad den havde udrettet; men at den nu syntes at have kastet sin kærlighed på lokkeænderne, kunde man dog ikke andet end se skævt til. En trøst havde man imidlertid i, at fælden, som tidligere væsentligt var beregnet til at tage katte, havde forringet bestanden af lækatte med flere hundrede. Men er det så galt, som det blev fortalt, ser det alt andet end lysteligt ud for østkystens vade- og svømmefugle.

M. Klinge

Magnus Klinge: Fuglelivet på Fanø. Et besøg i pinsen 1911