Benedicte Mahler: Badegæster i Sønderho 1908-1929. En udflugt til fuglekøjerneStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Benedicte Mahler om fuglekøjerne på Fanø
|
|
Benedicte Mahler (1917-1993) står bag den meget læseværdige bog "Badegæster i Sønderho 1908-1929. En billedbog med tekst", der er skrevet til minde om 'tanterne', som hun skriver på titelbladet; de tanter, som i mere end tyve år fyldte 'Ottekanten' og 'Klithuset' i Sønderho med et helt eventyrligt liv. Her har hun skildret sin barndoms somre fra 1920 til 1929, hvor børn, familie og venner oplevede mange sider af livet på Fanø, heriblandt en tur til en af fuglekøjerne.
Anthonisen var også køjemand, d.v.s. at han passede en fuglekøje. På Fanø var der i min barndom tre af den slags i gang på Fanøs østkyst. En fuglekøje er et sted hvor man ved hjælp af tamme ænder lokker vilde ænder til sig, så de kan fanges. En enkelt gang i begyndelsen af sommeren fik vi lov til at komme ind og se en af dem. Fuglekøjen lignede en hyggelig lille skov med høje træer og lave buske. Inde i skoven lå en sekskantet dam, fra hvis hjørner der gik kanaler med trådnet over, der endte i snævre ruser. I dammen svømmede fredelige ænder omkring, ellers var der intet særligt at se. Far forklarede os hvordan en fuglekøje fungerede: Køjemanden tæmmede i løbet af sommeren en hel masse ænder, over 100, ved at fodre dem med byg. Nogle af dem, de såkaldte »trækænder«, der havde været dresseret længst og var fuldt fortrolige med køjemanden - så han kunne være sikker på, at de altid ville vende tilbage til fuglekøjen - blev sat ud på »vaderne«. De andre ænder der kaldtes »lokænder«, havde fået vingerne stækket, og de svømmede rundt inde i dammen. Når så de store andeflokke ved efterårstid trak ned sydpå fra Grønland, Færøerne og Norge, slog de sig ned et par døgn ude på vaderne, hvor der er masser af føde for fugle, og trækænderne blandede sig med dem.  Ældre foto fra en fuglekøje på Fanø Køjemanden (med hvid skorte, slips og pibe!) har vel, for at demonstrere for sine fint påklædte gæster, hvordan fangsten foregår, medtaget stenkrukken, hvori den rygende tørv er anbragt. Desværre kender vi ikke personerne på billedet, men det ville næsten være for godt til at være sandt, om det skulle være Benedicte Mahlers familie.
Efter et stykke tids forløb, når vandet begyndte at stige, blev de vilde fugle forskrækkede og urolige, trækænderne fløj tilbage til fuglekøjen, og nogle af de vilde fugle fulgte med. Alle slog sig ned i den lille dam sammen med lokænderne. Køjemanden lod dem få lidt ro og fred, inden han lige så stille begyndte at lokke dem ind i en af kanalerne ved at drysse lidt byg ud; når de var kommet tilstrækkelig langt ind forskrækkede han dem, og de vilde ænder flygtede ind i rusen, medens de tamme ænder svømmede tilbage igen til dammen.
Udateret foto af fotograf Petrea Lund, Sønderho. Efter original i Sognearkivet i Sønderho (Negativ nr. 840). For enden af rusen var det nemt at fange dem, og heldigvis blev de aflivet næsten uden at de mærkede det. Køjemanden tog bare anden om halsen og svingede den en halv omgang rundt, så knækkede halsen. Jeg husker, at vi var rystede over den beskrivelse, - at tænke sig at man sådan lokkede intetanende vilde ænder ind i døden ved hjælp af andre ænder, det var lusket syntes vi, men i virkeligheden var metoden jo ikke værre end al form for jagt, - snarere tværtimod. Ikke desto mindre blev der forbud imod at fange ænder i fuglekøje i begyndelsen af trediverne og der var næsten sorg i Sønderho, - - og samtidig bitterhed over, at der ikke også kom forbud i udlandet, hvor der lå den ene fuglekøje ved siden af den anden. Begrundelsen for forbudet var, at det gik for hårdt ud over fuglevildtet, en motivering som de sagkyndige i Sønderho gik stærkt imod, idet de anslog fangsten til ikke at overgå en promille af de forbitrækkende fugle. N. J. Anthonisen, der var køjemand i 31 år, havde i den tid fanget 110.000 ænder på den beskrevne måde, de var nemme at få afsat både til hotellerne og vildthandlerne og gav en god indtægt. 'Badegæster i Sønderho 1908-1929. En billedbog med tekst af Benedicte Mahler' er udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt i 1978. Turen til fuglekøjen, hvorfra der her citeres, er fra bogens side 85-86. De to 'tanter' - to københavnske lærerinder - Havde i 1908 og 1909 som 'badegæster' købt husene 'Ottekanten', Søndertoft 3 og 'Klithuset', Kåvervej 33 i Sønderho og indrettede dem til sommerhuse. I 1920 købte Benedicte Mahlers forældre også hus i Sønderho beliggende Toftestien 13.
Benedicte Mahler har også udgivet bogen "Cathrine og Valdemar. Et udvandrerpars skæbne belyst gennem breve". Forlaget Fremad, 1975. Om BM's mormor og morfor som udvandrerpar til Canada 1883-87 belyst gennem breve. Hun var oprindelig laborant ved Carlsberg, men flyttede med sin mand, bankdirektør Mads Mahler (1916-1994), til Haderslev. "Egentlig har jeg altid haft en stærk trang til at fastholde situationer, dels har jeg oplevet ting meget intenst, også så intenst, at det næsten var for meget", udtaler hun, "og da jeg jeg blev så gammel, at jeg kunne skrive, begyndte jeg at nedfælde". Benedicte Mahler døde i 1993 og både hun og hendes mand ligger begravet på Sønderho ny kirkegård. Kilde: Børge Therkildsen: Jeg er mest lykkelig, når jeg er ved at skrive. [Interview med Benedicte Mahler]. I: Jyske Tidende, 1. maj 1983, 1. sektion, s. 7.
|
Benedicte Mahler: Badegæster i Sønderho 1908-1929. En billedbog. Udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt, 1978.
De dybe hjulspor snor sig malerisk gennem lyng og klit ud til Sønderho Gamle Fuglekøje. Foto: © Per Hofman Hansen 29. juli 2006.
 Fra køjemandens skjul har man en enestående udsigt over fuglekøjen. Sønderho Gamle Fuglekøje. Foto: © Per Hofman Hansen 31. juli 2006.
|
|
|
Publiceret 16. august 2006. Opdateret 28. november 2013. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |
||
