Andekøjer i Holland - Eendenkooien in NederlandStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Andekøjer i Holland
|
|
Eendekooi er hollandsk og betyder naturligvis direkte oversat andekøje. I Tyskland og Danmark er det lidt fejlagtigt blevet oversat til henholdsvis Vogelkoje og fuglekøje, men i artiklen her om de hollandske 'eendenkooien' har jeg valgt at anvende oversættelsen 'andekøje'. Den er i øvrigt et resume af Désiré Karelse's 'Duck decoys in The Netherlands' og Sietzo Dijkhuizen's lille fine bog 'Eendenkooien'.
Per Hofman Hansen 
Andekøjer i Holland
Det er fra Holland, at vi har andekøjerne, eller som vi i Danmark oftest kalder dem, fuglekøjerne. De er en hollandsk opfindelse og har været kendt i mere end 600 år. Da der var flest, var der omkring 1000 andekøjer i Holland, men i dag er der 118, som er registreret og godkendt i henhold til hollandsk jagtlov. Siden 1984 har det været forbudt at anlægge nye andekøjer. Loven om andekøjer består af to dele: køje-retten og begrænsningsretten. Køje-retten er en undtagelsesbestemmelse, som giver ret til at fange ænder på udvalgte steder med særlige redskaber og som pålægger køje og køjemand særlige forpligtelser. Afgrænsningsretten er et sideordnet forbud som knytter sig til de omgivende arealer. De er således behæftet med den betingelse, at man må afstå fra handlinger, som kan forstyrre ænder i køjerne (således er jagt med gevær forbudt). Disse cirkelformede stilleområder, som er afmærket, varierer fra 7 til 712 ha med et gennemsnit på omkring 293 ha pr. køje. Tilsammen udgør disse arelaer omkring 30.000 ha. Oprindelse, antal og udbredelse Køjerne har udviklet sig fra enkeltstående fangstpiber (catching-pipes) som var anlagt langs med floder og grøfter. Senere blev bække opdæmmet, en ide som blev udviklet til de meget mere effektive køje-damme og selvstændige andekøjer blev udviklet. På baggrund af lokale undersøgelser formodes det, at der tidligere har været op til omkring 1.000 andekøjer. Ved den ældste optælling og registrering i 1813 fandtes der 264 køjer og siden 1979 har antallet været konstant 118. Omkring 90% af alle hollandske køjer er således forsvundet. Deres fordeling hænger nøje sammen med tilstedeværelse af uforstyrrede vådområder, som rummer en righoldig variation svømmefugle (og naturligvis hvor der er et marked for slagtede ænder). Rent geografisk betyder det, at de fleste køjer ligger langs med floderne og i den nordlige del af Holland. 
Ejerforhold, brug og veligeholdelse
Nu om dage ejes omkring 60% af de hollandske andekøjer af naturfredningsorganisationer, som har købt dem på grund af deres kulturelle og historiske betydning, deres betydning for naturhistorien og landskabet og ikke mindst som naturbeskyttelsesområder for svømmefugle. Med heblik på rekreative og uddannelsesmæssige formål er 10 af andekøjerne i begrænset omfang tilgængelige for offentligheden, og nogle få af dem er indrettet med specielt dette formål for øje. Privatejede andekøjer vedligeholdes mest af hensyn til traditioner og udnyttes for størstedelens vedkommende kun som bierhverv. Forskellige former for andekøjer De hollandske andekøjer fremtræder meget forskelligt i udformning, type og karakter alt afhængig af hvordan de har udviklet sig, anvendelsen af dem, deres placering og fangstområde, fangsttid, fangstens sammensætning, køjens konstruktion og antallet af piber. Således finder der land-køjer, hav-køjer, flod-køjer, vade-køjer etc. Alt efter fangtsperiode findes der sommer-køjer og vinter-køjer, efter arten af ænder findes der pibeande-køjer og ikke-gråande-køjer etc. (hvori der fanges spidsænder, skeænder, pibeænder, knarænder, krikænder og tilsvarende, men ikke gråænder). I nogle tilfælde findes der flere damme i én andekøje med uregelmæssige former og tidligere fandtes der også piber som var adskilt fra hovedkøjen, de såkaldte eksterne piber. Forskelle i konstruktionerne er typisk geografisk bestemt og ofte bestemt af forskelle i oprindelse, landskabet og naturbetingede forhold. Derfor taler man om typer med betegnelser som den hollandske type, den frisiske type og typen fra Overijssel-provinsen. Hvor mange ænder er der blevet fanget i de hollandske køjer? Det er den hollandske jagtlov, der fastsætter fangstsæsonen og de arter af ænder, som det er tilladt at fange. Drift af andekøjer forestås nu om dage udelukkende af privatpersoner, som enten selv ejer en køje eller lejer den fra en af naturbeskyttelsesorganisationerne. Selvom fangst i køje næppe kan siges at være profitabel, er den lovbestemte tilladelse til at drive en andekøje nødvendigt for at opretholde driften. For at sikre de de oprindelige arters overlevelse, er det nødvendigt at fjerne den tamme husdyr-version af gråanden, hvorfor det sker helt rutinemæssigt. Fangsten af de vilde gråænder stammer hovedsageligt fra den naturlige tilvækst, som stimuleres ved at der i andekøjerne anbringes hundredvis af flettede redekurve beregnet til de rugende ænder. Forskning og beregninger udført i 1948 sandsynliggør, at der årligt blev fanget omkring 200.000 ænder, hvoraf omkring 70% udgjordes af gråænder. I 1952 blev der rapporteret om fangst af 300.000, hvoraf 75% var gråænder. Den hollandske andekøjeforening, De Kooikersvereniging, har indsamlet oplysninger om fangster i en femårsperiode omkring 1990, som viser en reduktion i fangsten på omkring 75-80%, delvis på grund af en halvering af antallet af køjer i drift. 
Der er ingen tvivl om at brug af andekøjer skader vildtfuglebestanden. Som det klart fremgår af tabel 2 fanges der kun et fåtal af ænder i andekøjerne, og i sammenligning med jagt med gevær, er tallene mikroskopiske. Det bekræftes af sammenligninger foretaget i 1991-92. Fangsten i andekøjer udtrykt som en procentdel af den samlede fangst var for gråænder 5%, pibeænder 19%, krikænder 10% og spidsænder 4%.
Nu om dage finder der kun kommerciel fangst sted i omkring 45% af de eksisterende andekøjer, og de fanger mindre end tidligere. I gennemsnit er fangsten på omkring 100 ænder, og det er næppe længere rentabelt at fange ænder på kommerciel basis. Ud af den samlede fangst udgør gråanden omkring 85%, pibeænder udgør omkring 8%, krikand 6% og der fanges stort set ikke spidsænder (0,2%). Ringmærkning i andekøjerne Tidligere blev andekøjerne deuden i udstrakt grad brugt til ringmærkning. I 1911 blev den første and ringmærket fra en hollandsk andekøje. Mest på grund af omkostningerne blev ringmærkningen stort set opgivet. I mellemtiden er man blevet opmærksom på, hvor værdifulde andekøjerne er for forskningen, og i 1993 begyndte den hollandske naturfredningsforening, Vereniging Natuurmonumenten, ringmærkning i fire andekøjer. Regionale organisationer har også igangsat ringmærklningsaktiviteter og i 1994 var 10 andekøjer involveret. Andekøjer er værdifulde og enestående, og de udgør en umistelige kulturelle, historiske og videnskabelige landskabelige elementer. I et internationalt perspektiv har Holland et ansvar for deres vedligeholdelse og eksistens. Det sammeer tilfældet i England, Tyskland og Belgien, hvor hollænderne har haft en betydelig rolle i anlæggelsen af køjerne. Vedligeholdelsen af andekøjerne med den tilhørende fangst er af stor betydning for bevarelsen af tilflugtssteder for især vildfugle og som ringmærkningsstationer. De er ikke nogen trussel mod bestandene, hvorimod de er værdifulde i forskningsøjemed. Andekøjer er velegnede til internationale trækfuglestudier. Kun ejerne af andekøjerne har viden og evne til at fange fugle og til at ringmærke dem uden at skade dem.
Litteratur
|
Kort over de 118 andekøjers udbredelse i Holland. |
|
Publiceret 8. februar 2007. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |
|