Fuglekøjerne på Fanø 1896. Af distriktslæge Sigurd Rambusch

Stykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Sigurd Rambusch om fuglekøjerne på Fanø
Sigurd Rambusch (1861-1919) var læge og naturforsker med vidtspændende biologiske og topografiske interesser, hvor især hans undersøgelser af Ringkøbing Fjord har indbragt ham stor fortjeneste også blandt ornitologer og marinbiologer. Rambusch hørte i øvrigt til en af de sidste repræsentanter for den kreds af stærkt naturhistorisk interesserede læger, der var blevet undervist i zoologi af Japetus Steenstrup.
Sigurd Rambusch's skildring herunder fra Fanø og Sønderho vidner levende om hans interesse for samhørigheden mellem natur og menneske. Den er her gengivet efter tidsskriftet "Naturen og Mennesket", 1896, side 291-301 med Salmonsens Konversationsleksikon som kilde.

Ingen fremmede i køjerne
Jeg havde allerede længe næret et levende ønske om at se fuglekøjerne på Fanø og sætte mig ind i den anvendte fangstmetode samt særlig at studere fuglenes træk til køjerne, ligesom jeg også forgæves havde gjort forsøg på at få den fornødne tilladelse til at opholde mig i køjerne i fangsttiden, da mit ønske endelig lod sig realisere i efteråret 1895. Bestyrelsen for køjerne ved Sønderho lod sig nemlig bevæge til denne ene gang at gøre en undtagelse fra den ellers faste regel: "Ingen fremmede i køjerne".

Sønderho med sine hyggelige, små huse, der altid er særdeles velholdte
Når man passerer fra Nordby til Sønderho ad den ca. 2 mil lange, frygtelig sandede vej og er kommet vel uden for den sidste have i Nordby, åbner der sig for blikket en lav, bølget klitegn, jævnt skrånende mod øst. Vegetationen er overordentlig tarvelig; lyng og marehalm er endog mere forkrøblet end i andre klitegne, og man hilser derfor med glæde en af Hedeselskabet anlagt plantage omtrent midtvejs mellem byerne velkommen. Klitterne bliver ved til mindre end 100 m uden for Sønderho, hvor man med stort besvær dyrker sandfladerne. Dog er kampen mod sandet og jordens bearbejdelse ikke nået videre frem, end at man stadig møder kvinder med maske (STRUDE) for ansigtet (af hensyn til sandflugten). Sønderho gør et ganske overordentlig behageligt indtryk med sine hyggelige, små huse, der altid er særdeles velholdte både ude og inde, med sine smukke haver og sin elskværdige og gæstfri befolkning. Man får det indtryk, at man her står over for en race, der ved, hvad arbejde vil sige, overfor folk, der ikke taber modet, fordi et håb glipper, og en forventning slår fejl. Og man må af hjertet lykønske disse folk til den gavn, naturen har skænket deres fattige egn, - muligheden for køjedrift.

Køjedrift
De fortæller med stolthed, at køjerne kan give indtil 53% pr. år, men selv en så stor procent kan man næppe misunde dem. Der findes på Fanø tre fuglekøjer. Den ene ligger syd for Nordby ved Nordby Bugt; de to andre ca. 3½ km nord for Sønderho temmelig nær ved hinanden. Alle køjerne ligger på Fanøs østside ganske tæt ved vadehavet. Den ældste køje blev anlagt ved Sønderho i 1866, senere kom så Nordby-køjen i halvfemserne, og endelig køje nr. 2 ved Sønderho anlagt i 1888. - Jeg har ikke set Nordby-køjen, men den skal være anlagt som dem ved Sønderho, men fangsten skal ikke være så stor. Når der i det følgende tales om køjer, menes der altid køjerne ved Sønderho.

Ænderne trækker ved ebbe ind over vaderne
Køjerne er anlagt på en lav jævn salteng mellem 100 og 200 meter fra vandet. Mod vest skærmes de af klitterne, mod øst ser man ud over vadehavet mellem Fanø og Ribe, hvis domkirke i almindelighed tydeligt ses. Havbunden består mange hundrede meter ud fra land af "sandvader", og på disse sandvader kommer ebbe og flod ganske langsomt. Ved ebbe ligger de som tørre flade sandstrækninger, men ved flod dækkes de af et tyndt vandlag. Når ebben har nået sit højeste, og vandet altså står lavest, giver disse sandvader et meget trist indtryk. De ligger som blændende hvide og øde sandmarker og oplives kun af og til af en enlig vadefugl, der søger ud mod vandskellet langt ude i øst. Men når floden begynder at stige, søger orme og snegle op mod vandfladen, og da befolkes disse hvide ødemarker af utallige fugle: Regnspover, ryler og strandpibere, strandskader, sandløbere, klirer og bekkasiner ser og hører man i stadig stigende antal. Det fløjter, kalder, piber og surrer der ude, og der er et liv og en travlhed uden lige. Store, mørke klatter ser man nu i kikkerten flytte sig nærmere mod land, dels vraltende afsted, dels flyvende i større og mindre skarer. Det er ænderne, der trækker ind over vaderne, ivrigt søgende næring. Store og små, lyse og mørke, alle imellem hinanden, optaget af fourageringen. Forrest kommer vadefuglene, bagefter ænderne, men tilsyneladende er de udmærket gode venner, for de slås ikke, men passer hver sit - måltidet. Allersidst kommer mågerne, stormmåge og grå havmåge, kredsende over vandet. Ænderne forholder sig temmelig rolige, kun pibeanden kan naturligvis ikke nægte sig den glæde at høre sin egen stemme. Nu letter en flok små lyse ænder, der flyver lavt over vandet og søger op mod køjen. Når de når denne, hæver flokken sig pludselig i vejret, står et øjeblik stille midt over køjen og lader sig så dale ned i den - det er krikænderne. Her kommer en flok store lyse ænder, der flyver højere og meget hurtigt, det er spidsænder. De andre andearter ser mere mørke ud i luften, men altid synes det at være samme art i samme flok. På vaderne er alle fuglene, specielt alle ænderne "bons camerats", men når de letter, slutter individer af samme art sig gerne sammen og lader fjernere slægtninge skytte sig selv.

Alt efter som det brogede liv på vaderne trækker sig nærmere mod land med den stigende flod, bliver trækket til køjerne større og større. Nu er flokke på 3-400 ret almindelige, og nu ser man også flokke "stå op" fra køjerne og flyve ud på vaderne; de er vel kommet i tanker om, at de kan æde lidt mere endnu. Når trækket er på sit højeste, afgiver det et interessant og imponerende skue. Der er tider, hvor man ser over 1000 ænder i luften på én gang, og lyden af de mange vingeslag høres som stormens susen, medens de utallige strandfugle ude på vaderne vedbliver med deres melankolske fløjten. Her nede ved fuglekøjerne er der liv, en færden og tonen af fugle, som kun den, der har set det og hørt det, ret vil tro.

Fra en høj klit, "Svendsbjerg", har vi iagttaget dette aldeles forbløffende store træk af ænder. At tælle dem var selvfølgelig aldeles umuligt. Jeg vil antage, at vi har set ca. 100.000 stk. - Og vi begiver os nu ned i fuglekøjerne.

Fuglekøjens indretning
- En fuglekøje dækker over et par tønder land. Den er omhyggeligt indhegnet med brede grøfter, høje diger og et stakit. Den er græsbevokset og beplantet med el, pil etc. Midt i køjen er gravet en dam, der indringes af en række pæle, som dog delvis er skjult under vandet. Fra dammen udgår seks vandfyldte kanaler, der vifteformet eller rettere krummede som et sekstal forløber hver til sin side. De er ret brede ude mod dammen, men bliver snart smallere og er i den øvesrte ende kun ca. 30 cm brede. Her afsluttes de af en lille, stærk bastruse, der er anbragt således i et stativ, at den let kan fjernes og atter opsættes. Kanalerne indhegnes af lave jordvolde og er i de øverste 3/4 dækkede, ca. en alen fra vandfladen, af et fint, tæt ståltrådsnet. Godt en alen fra dammen er der på hver side af hver kanal opstillet en tæt rørskærm, der fuldstændig kan skjule et voksent menneske. Til disse skærme fører gange, der skjules af jordvolde og overdækkes af træerne i køjen, således at man fuldstændig uset af ænderne i dammen eller i luften kan passere ud til rørskærmene fra "køjehuset". Dette er et lille skur, anbragt lige inden for køjens port. Det består af træ og er delt i to rum, ét for de fangede, dræbte ænder, og ét for "køjemanden", fangeren.

Tamme lokkeænder
For at køjefangsten skal lykkes, må man have "tæm-ænder" (tam-ænder), lokkeænder. Der indfanges i dette øjemed hvert år før den egentlige fangsttids begyndelse en del ænder af hver art, i alt 150 stk. De stækkes og anbringes i en tæmmekasse, en stor og i bunden vandfyldt trækasse, der foroven er forsynet med vinduer og er opstillet inde i køjen. I disse tæmmekasser vænnes ænderne til at æde byg, og når de antages at have tilegnet sig denne færdighed i en passende grad, forsynes de med "køjemærke" og slippes ud i dammen, hvor de fordres flere gange dagligt med byg; denne fodring sker altid ved rørskærmen, og derfor opholder tæm-ænderne sig også her det meste af dagen.

"Køjemærket" er for Sønderho-køjernes vedkommende en lille indrift i svømmehuden mellem 3-4 tå på venstre fod. Hver køje har sit eget mærke, og da køjesystemet er praktiseret langs hele kysten fra Fanø til Zuidersøen, eksisterer der naturligvis mange forskellige køjemærker; men køjemanden skal kende dem alle; thi over en and, der har køjemærke er der altid tabu; den kan frekventere Danmarks, Tysklands eller Hollands fuglekøjer og lade sig fange så tit den lyster; den slipper altid fri igen. Og er det en "respektabel" tæm-and, kan den jo også let betale 10-dobbelt for sit liv ved at trække andre ænder op i køjen. - Når fangsttiden slutter, er vingerne omtrent udvokset på tæm-ænderne, og de overlades da til sig selv.

Køjemanden
Den øverstbefalende - og enestebefalende - i fuglekøjen er køjemanden. Han må oplæres til dette "metier" og nyder en vis prestige. Han må altid være iført samme klædedragt lige fra filtskoene til sin lodne kabus. Han må bevæge sig lydløst og sikkert, bedømme, hvilke kanaler der kan fanges i den dag, og han må være "tæm-ændernes fortrolige". Han medfører altid et stenkrus, hvori er lagt en ulmende tørv, hvis røg skal bevirke, at ænderne ikke kan "lugte ham". Den ser ud som en almindelig tørv, er kun noget længere og smallere og har - for mennesker - ingen særlig lugt. Men dog skal den ikke kunne erholdes andre steder end i Hamborg, selvom dette lyder lidt mystisk.

Når nu køjemanden er kommet til køjen en morgen - fangsten begynder altid om morgenen - ifører han sig sin køjedragt, tænder sin tørv og begiver sig ud til en af de kanaler, der vender bort fra vinden, altså i læ af dammen. Skjult af træerne og jordvolden går han lydløst frem, til han når rørskærmen. Herfra kan han nu kigge ud i dammen, hvor ænder i massevis ligger på vandet eller på bredderne; men dette for ham dagligdags syn fængsler ham næppe, thi lige for hans fod ligger tæm-ænderne i selskab med en del andre ænder. Tæm-ænderne kender ham og strækker hals efter byg, men de vilde ænder bliver naturligvis rædselsslagne ved hans pludselige apparition. De vil flygte; men ud i dammen kan de ikke komme, thi køjemanden er imellem; de må op ad kanalen; her forsøger de at lette, men støder mod ståltrådsnettet, falder ned, haster videre og ender på nogle sekunder i rusen. Gående på jordvolden langs kanalen er køjemanden fulgt tæt i hælene på ænderne, drivende dem fremad ved at holde den ene arm udstrakt over kanalen; han river nu rusen op, drejer den en gang rundt, så at den er lukket og bærer stolt sit bytte ind i køjehuset. Her synes nu hver and. Tamænderne slippes nu fri (det er sjældent de fanges), og resten dræbes straks på en let og sikker måde. Idet kroppen hænger rolig lige ned, og hovedet er fattet mellem køjemandens tommel- og pegefinger, drejes halsen "en halv tørn" rundt og den knækkes da over tommelens kno. Døden indtræder øjeblikkeligt. Det var mig aldeles påfaldende, at ænderne slet ikke "skræppede" hverken ved synet af køjemanden, eller når de belv taget ud af rusen. I det hele taget hersker der under fangsten den fuldstændigste stilhed i køjen. Af og til hører man en pibeand, men ellers høres ikke andet end et lille kniks, når ænderne "fanges af". Denne stilhed er en nødvendighed for køjefangst; og det er derfor, at fremmede ikke kan få adgang til køjerne i fangsttiden; uden for denne er der fri adgang. - Ænderne er meget lydhøre eller "fine i lugten"; det er hændt, at en enkelt fremmeds tilstedeværelse i køjen har skræmt hele andeflokken op; med øredøvende "skræp" har de forladt køjen og er ikke vendt tilbage i flere dage, hvilket for køjerne vil sige et tab af flere hundrede kroner.

Fire ænder gengivet i Niels Kjærbøllings Danmarks fugle fra 1851
Niels Kjærböllings illustrationer af krikand, spidsand, pibeand og stokand
De fire mest fangede ænder i Fanøs fuglekøjer med krikanden som langt den almindeligste og stokanden som en sjælden fangst i rusen. De blev fanget nogenlunde i forholdet 135:15:2:1, som det fremgår af Rambuschs nedenstående tabel. Ænderne er her gengivet efter Niels Kjærböllings smukke værk Ornithologia Danica. Danmarks fugle i 304 afbildninger. Udgivet i København i 1851 med et tilhørende tekstbind i 1852. Teknikken er håndkolorerede litografier.
Om krikanden hedder det bla.: "Som den mindst sky af alle ferskvandsænder, er den også lettest at skyde. Skyder man en eller flere bort af en flok, vender de ubeskadigede sædvanligvis snart tilbage på samme sted, hvor de mistede deres kammerater, men er så dog forsigtigere end før. I fuglekøjerne fanges de i største mængde. I efteråret 1820 blev der således på Sylt fanget 7.000 ænder, hvoraf 1.500 stokænder og flere end 3.000 krikænder." Tilsvarende hedder det om spidsanden: "Hos vildthandlerne i København ses den hyppigt, især om efteråret, og i fuglekøjerne på Sylt fanges den i stor mængde" og om stokanden hedder det "Den skydes for hunden på afstand, samt fanges i net, andekøjer og med medekroge".
Der fanges fire arter af ænder
Det er som regel kun 4 arter af ænder, der fanges i køjerne, nemlig Krikand (fanøsk: Moseand), Spidsand (fanøsk: Gråand, Gråfugl), Stokand (fanøsk: Rødben); de andre 3 har grå ben) og Pibeand (fanøsk: Smæn). I hvilket forhold, de fanges, fremgår af nedenstående fortegnelse over udbyttet af Sønderho-køjerne i 1895.
Køje nr. 1 (anlagt 1866)  Krikænder  3.914  Spidsænder  569  Pibeænder  111  Stokænder 0   I alt  4.594
Køje nr. 2 (anlagt 1888) 3.857 249 19  57 4.182
Tilsammen 7.771 818 130 57  8.776
Forholdet mellem de fangede arter skal omrent være det samme hvert år. Krikænder fanges altid i meget større mængder end de andre arter og lige godt i nye og gamle køjer; derimod synes pibeand og spidsand helst at søge gamle, tætbevoksede køjer. En sjælden gang fanges skeanden, og skønt køjen jævnlig besøges af dykænder (Troldænder, Hvinænder etc.) fangede de næsten aldrig. De "dykker" ved synet af køjemanden og svømmer ud i dammen. Derimod fanges årlig en del bekkasiner.

Kun få generer fangsten
Det er sjældent, at køjerne generes af rovfugle, skønt en ørn, jagtfalk eller måske bjergugle jo nok ville befinde sig vel her. Rovdyr gør heller ingen nævneværdig skade, vel sagtens fordi fangsten foregår om dagen, og køjen er tom om natten. Derimod generer den grå havmåge en del. Det sker, at en and drukner ved at få hovedet ind mellem pælene omkring dammen, og opdager en havmåge en sådan død and, bliver den ved at slå ned på den; andre måger samles til, og fangsten er ødelagt den dag; thi skyde tør man ikke, og fjerne den før næste dag går heller ikke an.

Efteråret er den store fangsttid
Fangsttiden begynder 20. august og slutter hen imod jul. Der fanges kun om dagen, og andetrækket er knyttet til floden; denne begynder på Fanø kl. 9 formiddag og kulminerer kl. 3-4. Kl. 2 er trækket til køjerne stærkest, vejret skal være klart og blæsende. I regnvejr fanges intet. September måned er den bedste, og 3-400 ænder på en dag kaldes en god fangst. Kl. 6 eftermiddag kommer en trækvogn ud til køjerne og befordrer fangsten til Sønderho. Dermed er den dag forbi.

Trækket er helt og holdent knyttet til flod
Som vi har set det, tilhører de ænder, der søger køjerne, arter, der kun i mindre antal ruger hos os men særlig søger nordligere beliggende rugepladser. Derfor er det vel også, at fangsten i køjerne først begynder en måned efter, at andejagten er gået ind her i Danmark. Endvidere er det ænder, der alle ruger ved ferskvand men senere søger havet og da særlig vaderne, der således må antages at byde disse arter en passende og rigelig næring, idet de på deres vandring sydpå opholder sig omkring vaderne i flere måneder.

Trækket til køjerne kan nu på ingen måde sammenlignes med ændernes almindelige træk. Dette finder jo sted om aftenen, særlig i skyet eller regnfuldt vejr; det kulminerer en time efter solnedgang og er stærkest i oktober; det foretages for at søge næring. Men trækket til køjerne er uopløselig knyttet til floden; det foregår om dagen, bedst i klart vejr og foretages aldeles ikke for fødens skyld. I køjen søger ænderne næsten aldrig føde; det forråd, den lille dam kan rumme, ville også være forbrugt på højst en time. Ankomne til køjen ligger ænderne og daser, men er også ivrigt beskæftiget med at gnubbe og pille sig; derfor påstår fanøboerne også, at ænderne trækker til dammen for at befri sig for utøj; græsset, pælene omkring i dammen og træerne skulle byde dem "kløpinde", som det åbne hav mangler. Jeg er tilbøjelig til at yde denne antagelse en vis støtte men må dog henlede opmærksomheden på, at den væsentligste grund sikkert er, at ænderne søger fersk vand. De er jo opfødt ved dette, og køjerne er så noget nær det eneste frie, ferske vand, ænderne træffer på Fanø. Når de ikke trækker til køjerne i regnvejr, kunne dette jo måske også tale for, at de netop da på en naturlig måde får fjerene skyllet i fersk vand.

Fuglekøjer andre steder end på Fanø?
Den tanke ligger nær, om det ikke var muligt at praktisere køjesystemet andet sted end på Fanø. Jeg tror det næppe. Vel kunne man få anlagt en køje i læ for vinden og få engageret en habil køjemand; men vaderne og floden! De kommer ikke af sig selv eller ved kunst, og disse to er grundfaktorerne i køjesystemet.

Det vil formentlig også være vanskeligt først at købe jorden, så at der kunne være ro trindt om køjen, og så få stranden fredet ¼ mil fra land, således som fanøboerne har opnået ved jagtlovens § 15. Tanken om fuglekøjer langs havstokken på Jyllands vestkyst er ganske vist meget tiltalende, men næppe realisabel.

Fuglekøjerne i tal
Til slut nogle tal! Anlægget af en fuglekøje er ingen hel billig historie. Køje nr. 1 har kostet 8.500 kr. i anlægskapital; de årlige driftsomkostninger er ca. 900 kr., og bruttoindkomsten var i 1895 2.125 kr. Der blev i sin tid tabt mange penge på denne køje, før man lærte den rigtige fangstmetode og fik en fuldt udlært køjemand. Køje nr. 2 har kostet 8.000 kr.; den er mindre end nr. 1, men dammen er større (9.000 kvadrat-alen mod 7.200 kvadrat-alen for nr. 1), omkostningerne ved den årlige drift af nr. 2 er ca. 1.000 kr. og bruttoindtægten i 1895 var 1.860 kr.
Rambuschs artikel er her gengivet let moderniseret efter tidsskriftet "Naturen og Mennesket", 1896, side 291-301.
Fire ænder gengivet i Niels Kjærbøllings Danmarks fugle fra 1851
Fire af de ænder, der oftest blev fanget i fugle-køjerne på Fanø. Øverst fra venstre: pibeand, krikand, stokand og spidsand som de er gengivet i Niels Kjærböllings smukke værk om Danmarks fugle fra 1851.
Ribe Domkirke set fra Bavnebjerg uden for Sønderho på Fanø 3. sept. 2006, kl. 09.52
Ribe Domkirke se fra Bavnebjerg uden for Sønderho den 3. sept. 2006, kl. 09.52. Foto © Per Hofman Hansen
Grundrids af fuglekøje. A: Dam. B: Kanal, overspændt med net. B1: Tæmmekanal. C: Ruse. D: Skodde, der kan lukke for den snævre ende af tæmmekanalen. E: Tæmmekasse, der kan sættes i forbindelse med tæmmekanalen. F: Buskads (inderste rand). (Gengivet i såvel Salmonsens leksikon som i H.Chr.C. Mortensens Mærkede spidsænder. I: Dansk Ornithologisk Forenings Tidsskrift, 1913-14, årg. 8, hæfte 3, s.113).

Det klassiske Salmonsens Konversationsleksikon er en guldgrube af viden, og naturligvis har det også en introduktion til fuglekøjer, hvorfra ovenstående illustration er hentet. I leksikonnet hedder det:
Fuglekøjer kaldes særlig indrettede anlæg til fangst af vildænder. Fangstmåden bruges på hele rækken af af de frisiske øer fra Fanø og ned til Hollands kyst, desuden i England. Fuglekøjer består af en beplantet indhegning med en dam i midten, hvorfra fører mange overdækkede kanaler ud, endende i en slags ruse. Fangsten foregår ved hjælp af lokkeænder, vilde ænder, der er indfangede det foregående efterår og vænnede til opholdet i dammen. Efter endt fældning i september flyver de om morgenen ud på det åbne vand, hvor de vilde ænder opholder sig. Om aftenen flyver de tilbage til dammen, ledsaget af en del vilde ænder, der følger lokkeænderne op i kanalerne for at ende i rusen, hvor de dræbes. Det er hovedsagelig spidsænder og krikænder, der fanges. I fuglekøjer på Fanø fanges et antal, der veksler stærkt i de enkelte år, men i gode år kan gå op i mange tusinde. O.H. (Salmonsen, Bind IX, 1920, s. 130-131).

Publiceret 7. august 2006. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk.