Lissa Haar: Af en Ribelærers Fanøminder (1981)Min forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Fanøminder
|
Musikpædagog Lissa Haar (1891-1986) og hendes mand, forstander på Ribe Seminarium, Helge Haar (1880-1949), var nogle af de første, der i motorbåd og som turister gjorde turen over Vadehavet fra Ribe til Sønderho. Det blev begyndelsen til en lang række sommerferier i Sønderho, hvor de indlogerede sig hos sønderhoninger med ledig plads, og som sagtens kunne bruge en lille ekstra indtægt. Erindringer om de mange minderige og gode somre skrev hun på et tidspunkt ned og fik dem offentliggjort i Kristeligt Dagblad og senere i Fanø Ugeblad.Lissa Haar, født Riemann, var døbt Elisabeth Gentiana. Efter at hendes far havde mistet sin første kone, og han gik og ventede på sin anden udkårnes ja, gik han en sensommeraften ind på Nørre Nebel kirkegård til sin første kones grav, hvor der stod en buket friskplukkede Gensianer ude fra heden som en hilsen fra hans tilkommende hustru. Det gjorde så stort et indtryk på ham, at deres fælles datter fik mellemnavnet Gentiana, opkaldt efter den temmelig sjældne blomst Ensian blåklokke, som sjovt nok også har sin udbredelse på Fanø. I sine senere år stod Lissa Haar i en årrække for musikundervisningen på den private højskole Storedam ved Tokkekøb. I 1979 blev hun leder af højskolen. - Her følger Lissa Haars erindringer fra opholdene i Sønderho. I begyndelsen af 1920'erne fik daværende seminarielærer (senere seminarierektor) Helge Haar, Ribe, anskaffet sig en god lille motorbåd, som blev til megen glæde for familien og deres venner. Da vi havde købt amtslæge Binzers hus, hvis have gik lige ned til Ribe å, havde vi længe haft et par robåde liggende, som var fortøjede ved en trappe ned til åen fra haven med en bådebro. Den ene båd var til fornøjelse for de unge seminariepiger, (Ribe havde et rent kvindeseminarium den gang) som havde deres gang hos os og gennem vor have til og fra roturene. - Det var så hyggeligt. Men ude ved Skibbroen, ud mod vest, var jo den egentlige havn, hvorfra motorbåde og større passagerbåde tog ture til kammerslusen m.v. - "Dansken fra Lodbrogs tid husvant plasker til søs". Familien Haar nøjedes ikke med at sejle "indenskærs" opad åen. - Efter et par år købte hr. Haar altså en god, mindre motorbåd, liggende ved Skibbroen. Den var med kahyt, og vi tog talrige søndagsture ud til kammerslusen med kaffedrikning i pavillonen, eller - endnu bedre - ål i Kanalhuset. Stundom gik turen endog ud gennem slusen og ud på Vadehavet, og når det var højvande, badede vi, sprang ud fra bådens dæk og svømmede omkring. Og så gik vi ellers længe og så fra diget ved kammerslusen længselsfuldt over mod "Fanø, o Fanø", hvis høje klitter mod syd, man tydeligt så omridset af. Landkrabber på Vadehavet Endelig besluttede vi at vove forsøget, og en tidlig sommermorgen startede ægteparret Haar med vor gode ven, lektor Nørregård fra katedralskolen om bord, ud gennem kammerslusen, med kurs mod Fanø. - Kurs? - ja, vel havde vi kort og vist også kompas med, men: "ét er et søkort at forstå, et andet skib at føre." - Der var jo koste at styre efter, men høj- og lavvande spiller jo en stor rolle i Vadehavet. Mangen en grund eller flak må man enten styre udenom eller med held sejle hen over på allerhøjeste vand. Vi var startet på stigende vand, men efter ca. tre timers sejlads begyndte vandet at falde igen, og når man nærmer sig Fanøs sydspids fra sydøst, har man jo den store sandbanke, Kjeldsand, hvor man meget let kan løbe på grund. Vi var jo nybegyndere og har sikkert nok styret forkert om nogle af de af Sønderhos rare prikkesætter omhyggeligt anbragte koste. Man skal jo også kende forskel på ris-koste og halm-koste og vide deres betydning. Nok om det! 
Jensen Jensen (Lille Peders Jens) (1894-1960). Efter foto i Sognearkivet i Sønderho, Box 20: B00137-35.
Vor lille båd stødte flere gange på Kjeldsands revle og blev hængende, så hr. Nørregård måtte springe fra borde i underbukser og vade rundt for at skubbe båden ud på dybere vand igen. Omsider nåede vi ind til renden, der går mellem Fanø og Kjeldsand. Den har dybt vand, men for at komme i land på den kære ø, som lå der og lyste i morgensolens skær, måtte vi jo lade båden ligge forankret ude i renden og selv soppe ind over det ret lange stykke lavt vand ind til bredden. Frelsen kom, ved at en rar lille mand, som gik morgentur derinde, blev opmærksom på vore forskellige manøvrer, og kom roende ud til os i en fladbundet pram. Det var "Lille Peders Jens" som han kaldtes i folkemunde. "Det er nok første gang, I er herovre", sagde han med et smørret smil, - og det måtte vi jo indrømme. Ved hans gode hjælp kom vi godt i land og gik op til det lille kønne fanøhus, som dengang ejedes af læge frk. Kirstine Stürup. En sød lille fanøkone boede ved siden af i det større hus, som senere blev købt af ingeniør Knud Stürup og nu ejes af hans datter, fru overlæge Bjerrum. Men den lille fanøkone - "Anne Morten", som vi kaldte hende, havde nøgle til og passede læge frk. Stürups hus, og der fandt vi gæstfrit ly til at spise vor medbragte frokost. Anne Morten underholdt os livligt, og det endte med, at vi traf aftale om, at vi måtte komme og leje os ind hos hende i sommerferien. 
Anne Mortensen (1850-1941) foran sit hus Øster Land 16 (matr. 197b). Efter foto i Sognearkivet i Sønderho, Box 1: B00009-01.
Det blev indledningen til mange dejlige somre, hvor vi kom sejlende fra Ribe, og Anne Morten gik på diget og spejdede ud efter, når "Haars folk" arriverede. Vi måtte have en del sager med hjemmefra. For eks. havde Anne Morten kun to korte, meget brede senge, som hun nok mente kunne rumme min mand og mig og vore to børn, men vi var jo for store og lange, så vi medbragte et par feltsenge foruden lidt husgeråd. Turister fra kroen og badehotellet stimlede sammen og iagttog vor ankomst med senge, potter og pander, - "Nu kommer den lærer fra Ribe", som de betitlede "Sindbad Søfareren"! Anne Most kunne fortælle! Anne Morten havde en storslået niece, skipper Sonnichsens rare kone, Abelone, som kom hen og hjalp "Ane Most", når vi skulle komme. Og Anne Morten kom tit ind til os om aftenen og sad og fortalte. - ja, som hun kunne fortælle! - om sejladser med hendes mand på hans skib i hendes ungdomsdage, om besøg i Rusland, om forlis på Bornholm, hvor hun blev frelst i land i en redningsstol, og om besøg i russiske kirker, hvor de sang kønt og knælede for "Mutter Maria". Anne morten havde vist levet under fem danske konger, - og når vi talte om 1864, som vort smertensår, talte hun om 1807, da de "fæle englændere" tog vor flåde. Farefuld sejlads Vi havde mange - og ikke ufarlige - ture til og fra Fanø. På tilbagevejen fra vor første tur, hvor vi, takket være "Lille Peders Jens", som hjalp os godt af sted og forklarede os vejen - (hvor er sønderhoningerne et venligt og hjælpsomt folkefærd) - fik vi tordenvejr og regn, men nåede fint ind til kammerslusen. Da vi lå med båden i kammeret, stod der fuldt af ripensere foroven og kiggede ned på os. Det var søndag eftermiddag, så der var mange derude. De så, hvor våde og forblæste vi så ud og spurgte vantro og beundrende: "Har de været helt derovre?" - Vi mærkede fra den dag, at "skipperfolket" nede på Skibbroen begyndte at få respekt for os som hørende til de mere helbefarende af sejlerlauget. Sommetider havde vi kendte folk med fra Sønderho, som prikkesætteren - Niels Henrik Hansen og slagter Sonnichsen, der lærte os turen til Rømø. En gang lå vi med slagter Sonnichsen inde ved Skibbroen, og min mand og jeg var gået i byen at besørge nogle småærinder. Da vi kom tilbage, stod Sonnichsen og småskændtes med nogle af Ribe-sejlerne, og han drillede dem lidt: "Sådan nogle ferskvandssejlere!" Der var vist kun én mand fra fastlandet, hvis sømandsskab fanø-sejlfolket anerkendte: Marius Mikkelsen fra Kanalhuset. Og så måske de to ripensere, der dristigt under besættelsen sejlede over Nordsøen til England. Da de i deres båd gik gennem kammerslusen, råbte de gemytligt op til de to tyske vagtposter: "Wir fahren gegen England"! - Tyskerne grinede tilbage: "Jawohl - jawohl". De troede nok, at de to bare skulle ud at røgte deres fiskegarn. Men de kom ikke tilbage. De nåede heldigvis velbeholdne England og blev indrulleret i den engelske flåde. Navnet Vadehavet lyder så stilfærdigt, men der kan gå krappe søer derude, og jeg husker engang, da min mand efter en noget voldsom tur spurgte en erfaren mand som prikkesætteren: "Var det dumdristigt"? Og denne alvorligt formanende svarede: "Ja, det var både dumt og dristigt." Raske unge piger i motorbåde til Sønderho. En farefuld færd tilbage - med lykkelig udgang En uforglemmelig tur var det, da vi en dejlig augustdag var på en udflugt med hele Ribe Seminarium til Sønderho. Vi var 4-5 store Ribe-motorbåde, alle fyldt med raske unge piger og deres lærere. Vejret var pragtfuldt, og vi tog tidligt afsted. 
Motorbåde fra Ribe i sejlrenden ude ved Hønen. Efter foto i Sognearkivet i Sønderho, Box 9: B00092-16.
Heldigvis havde vi Marius Mikkelsen med. Han var en sikker mand, Ribes bedste skipper og fisker. Han lå med sin førerbåd, der stak lidt dybt, ude ved udløbet ved Kjeldsand. Hans båd kunne ikke gå ind på det lavere vand, - og jeg syntes, han så lidt "sammenbidt" ud, som han stod der med sin bådshage i hånden. De andre bådes skippere fulgte ham blindt. Nu var det bælgmørkt, men havet heldigvis roligt og med den stjernefunklende augusthimmel over os. Hele vejen stod Marius og stødte med sin bådshage ned i havbunden, følende sig frem. Han kendte farvandene som sin egen lomme. Og da vi nærmede os Ribe, havde vor gode slusermester tændt en skarpt lysende lanterne inde på sluseporten, så vi kunne finde indgangen. Da alle bådene med den dyre last var nået lykkeligt igennem, gav vi Marius Mikkelsen et dundrende hurra. "Det store hav, som omspænder jorden er hver mands ven og hver mands fjende!" Der er det ved Fanøs særlige tiltrækning, at alvoren, dybden ligger bagved i naturen, selv når vejret er mest sommerligt og solrigt. Danmarks friskeste luft og dejligst klare salte hav at bade i, sundt - men alligevel barskt. Befolkningen er præget af det. Fanøboerne er velbegavede, - har udsyn - men de kan være skrappe! - Det kommer nok af den stadige konfrontation med havet under "Vejrs og vindes nåde." - Det vældige hav, som har taget så mange af deres kære: mænd, sønner, brødre! Og dog kan de ikke blive derfra. - Vi lærte en del gæve sønderhoninger at kende. Vi så, hvor de helt fra smådrenge tumlede sig derude og kunne vrikke en båd eller pram frem i rivende fart med én åre. Når vor båd undertiden rev sig løs fra sit anker, og af strøm og blæst var ved at forvilde sig ind over Kjeldsand, måtte vi bede en eller anden rask dreng om at bjerge den. Som voksen mand kan for eksempel Axel Håkon Pedersen mindes, at han har været med til en sådan redningsaktion for os. Logi mange steder i Sønderho Blandt gæsterne, der kom her sommer efter sommer, fik vi jo også mange gode bekendte og venner. Desværre fik vi aldrig vort eget sommerhus. Vi boede godt til leje. - Efter Anne Mortens død fik vi godt logi i en årrække hos kære afdøde Marie Lambertsen og Carl Emil. Senere hos fru Helle, hos Munchs og hos Ellen i "A Stak", og nu har vi i en række dejlige somre boet hos fru Didde Andersen i hendes dejlige hus i den østlige ende af byen. Derfra kan vi daglig hilse "god morgen" til vor elskede Ribe Domkirke over havet. Vi holder meget af at komme i den ejendommelige kønne Sønderho Kirke, hvor vi hører så gode prædikener af pastor Brink Jensen. 
Sønderho Mejeri der i dag rummer Nana's Stue. Efter gammelt postkort.
Vi mindes kunstnerfamilier, fine malere som den elskelige gamle Johan Rohde, Agersnap, Wilckens, Nøbbe, Dohm og Heinemann. Jeg mindes, hvordan man om morgenen tidligt måtte stille ved mejeriet for at sikre sig kærnemælk, og jeg stod i kø med min kande sammen med fhv. ministre Kamprnann og Bomholt. Sidstnævnte har jo skænket sit kønne Sønderho-hus til sommerhjem for digtere. Det var egentlig på tide, at vi fik et rigtigt lødigt digterværk derfra. Til gengæld for gratis sommerbolig burde én af de sikkert taknemmelige digtere præstere noget digterisk værdifuldt. - Det venter vi på! Sommerunderholdning i mange afskygninger Fra en af de første underholdningsaftener i Andelshuset mindes jeg, at vi hørte den gamle storartede pastor Thordur Thomasson fortælle islandske sagaer. Fru Dohm sang og vidunderbarnet Ruth Tvermoes strøg sin dejlige cello. Hun var en sød, ganske ung pige dengang - med et par lange brune fletninger. Og mange husker vor stoute operasanger Max Müller, der lod sin malmfulde basstemme klinge i prologen til Sønderho-dagens møllefest. Når han i sin badekåbe skred nedad strandbredden mod vandet, mindede han om ypperstepræsten Sarastro i "Tryllefløjten", - en rolle jeg ofte har hørt ham i på "Det kgl. Teater". Den afholdte operasanger indstuderede komedier med de unge til opførelse ved sommerfester og ,,Sønderho-dagen" - "Slægtningene" (som også lige er blevet opført med stor succes ved "Fanniker-dagen" i Nordby) og "Gammel kærlighed ruster ikke" m.fl. - Vi mindes fabrikant Kromanns udmærkede historiske foredrag. Ja, slægterne Kromann, Sonnichsen, Brinch og Rohde har stadig aktive, interesserede efterkommere. Henning Rohde har sunget Mozart-arier og Hans Hartvig Seedorf-viser, begge dele udmærket. Ida Nielsen holder storartede foredrag om Fanø-dragten og livet på det gamle Fanø og dens historie m.m. - ja, sådan kunne man blive ved. Stolte traditioner holdes i hævd "Fonden Gamle Sønderho" - stiftet til værn om og bevarelse af Sønderhos særegne præg og gamle historiske minder gør et stort, fortjenstfuldt og uegennyttigt arbejde og bør støttes af alle øens venner. Et særligt område er Fanøs musikliv. Fanø-spillemænd, særlig rekrutterede af slægten Brinch, spiller med liv og lyst og uden noder de gamle karakteristiske folkedanse-melodier, som der danses "Sønderhoning" til. Når Fanø-folket i deres kønne gamle dragter træder denne kønne karakteristiske, gamle folkedans i dens særegne rytme, er det et morsomt og malerisk syn, - duvende, bølgende som havet selv! - Musikken er udsprunget af gammel folkevisekultur. Ikke pop - eller jazz! - Nogle af melodierne bærer endog præg af de ældgamle kirketonearter - (rent doriske strofer). Det er toner, der er gået i arv fra slægt til slægt i århundreder. Elskede Fanø! Efter min mands død er børn og børnebørn med mig blevet ved at komme her år efter år hertil, hvor vi har så mange dejlige minder fra vor fars tid og videre frem. Dette lille stykke Danmark! Dette særpægede, gammelkendte, kære Fanø! Gid det må blomstre og bevares, lykkes og trives - uforandret, rent og purt frem gennem generationers mange, gode lykkelige år. Lissa Haar
Noter og kilder
|
"Minder fra Ribe og Fanø" rummer syv fotografier omkranset af små vignetter og digte. To af dem ses herunder.
"Skønne gamle Ribe Ågennem store rige enge - under blomsterfyldte vænge snor sig for til bys at nå. Her den trækker hjul og sav, deler ud af rige gaver, vugger båd og vander haver, bærer skib til Vesterhav." 
"I det lille Sønderhoher til "Anne Mortens" hytte vi i ferien vil flytte for at finde fred og ro. I det stolte Vesterhav - mangen tapper sømands grav - bader vi, så tit vi kan, nyder sommer, sol og strand." 
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie Modtag med mellerum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
• Arkiv med de første 20 nyhedsbreve • Arkiv med de følgende nyhedsbreve 
|
|
Publiceret 18. september 2010. Opdateret 2. september 2016. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden. |
|