Fanø. Illustreret Tidende, søndag 30. september 1860. Om struden mm. |
Havnen på Fanø. Nøjagtig samme xylografi ses at være anvendt fem år tidligere i Folkekalender for Danmark 1855Det er kun de få bønder og den hjemmeværende svagere del af den mandlige befolkning, der giver sig af med fiskeriet, medens den egentlige kerne af denne sidste stadig tumler sig om på det vilde hav og kun af og til er hjemme i korte besøg eller i den korte vintertid, når isen lukker havene. Lyst til søen er Fanøboen medfødt, og så snart den lille purk får ben, der er stærke nok til at bære hans buttede krop, kan man være sikker på, at han vralter ned til stranden og, når han ser sit snit, kravler op i en eller anden lille båd, hvori han til stor skræk, i det mindste for fremmede tilskuere, i mange timer kan more sig med at vrikke. De større drenge vover sig ud i små både, enten sejlende eller roende, og skønt denne sejlads på grund af den stundom rivende og stærke strøm ingenlunde er uden fare, hører det dog til de største sjældenheder, at børnene komer til ulykke; sømandens instinkt stikker i dem fra barnsben af. De fanøske søfolk er meget vel ansete, og navnlig søges fanøske skippere stærkt af rederne, både på grund af deres sømandsdygtighed og deres sparsommelighed, der kommer rederiet til gode. I reglen har skipperne selv en eller flere parter i det skib, de fører, og denne omstændighed er naturligvis heller ikke til skade for skibets øvrige redere. Den praktiske side af sømandsskabet lærer således enhver Fanøboer så at sige fra vuggen af. Men man har også længe haft øjnene åbne for nytten af sømandens i vor tid så nødvendige teoretiske uddannelse, og dette har foranlediget dannelsen af et aktieselskab på Fanø med det formål, at virke for oprettelsen af en fuldstændig navigationsskole på øen, ved hvilken der ikke blot kunne meddeles den nødvendige undervisning i den egentlige navigationskunst, men også i fremmede sprog, dansk, retskrivning og stil, regnskabsvæsen og de for skibsføreren nyttige juridiske kundskaber. Til trods for de sidste magre år, hvoraf Fanø har været hjemsøgt på en meget følelig måde, fandt dog planen til det omtalte aktieselskab almindeligt bifald og fremmedes navnlig ved ivrig og virksom deltagelse af en indfødt fanøboer, mægler C. Nielsen i Hartlepool, så hurtigt, at navigationsskolen vil blive åbnet for eleverne den 1. oktober i år. Også hos regeringen, Marineministeriet og navigationsdirektøren fandt dette foretagende den mest imødekommende deltagelse. Der tilstodes allernådigst den nye skole de samme rettigheder som de tidligere i kongeriget bestående navigationsskoler, og det bestemtes, at der to gange om året skal afholdes styrmandseksamen, i slutningen af april og september måneder. Vi har ovenfor omtalt, at den kraftigste del af den mandlige befolkning på Fanø kun sjældent og i korte tidsrum er hjemme; det er derfor naturligt, at markarbejdet, og overhovedet alt arbejde i huset, hviler på fruentimmerne. Vel skulle man tro, at agerdyrkningen på en lille ø, der for størstedelen består af sand, ikke var betydeligere, end at de få bønder kunne overkomme at drive den, og den fremmede, der kaster et flygtigt blik over de tvende byers nærmeste omegn, forekommer det, at den opdyrkede del af øen kun er af såre ringe omfang; men når man ser nøjere til, finder man imellem de høje klitrækker mangfoldige, om ikke just frugtbare, så dog frugtbærende oaser, hvor flittige og stræbsomme menneskehænder har forstået at lokke afgrøden frem af det golde sand. Det er disse pletter, der gør strenge fordringer til fruentimmernes arbejdskraft, og vi meddeler her billedet af en Fanøpige i sin arbejdsdragt, der med spaden på skulderen og "struden" for ansigtet går til sit besværlige markarbejde. Man må nemlig ikke tænke sig, at de små jordlodder, hvoraf enhver familie på Fanø ejer en eller flere, bearbejdes på sædvanlig måde ved hjælp af plov og harve; nej, konerne og pigerne må med deres spader og river udføre det arbejde, som førnævnte agerdyrkningsredskaber ellers forrette ved hestes eller studes hjælp; når så marken har givet sin sparsomme afgrøde, skæres den af med en segl og bæres møjsommeligt hjem i lagener. Mange af vore læserinder ville måske medlidende beklage de stakkels koner og piger, der må udføre et så besværligt arbejde; men vi kunne give dem den beroligende forsikring, at det er Fanøpigens største lyst at gå i marken, og at arbejdet, der synes strengt, falder ganske let for den, der fra sin tidligste ungdom af er vant til at arbejde og bruge sine kræfter; vi kunne end yderligere forsikre dem om, at Fanøpigen tiltrods for de stundom temmelig voldsomt blæsende zephyrer, den brændende sol eller den øsende regn, dog forstår at bevare sin smukke og fine teint, takket være den stygge sorte maske, "struden", der bedækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene, og altid bære under arbejdet. Struden er af sort klæde, foret med linned eller silke og består af to stykker, et øverste med huller for øjnene, og et nederste, der bedækker munden og hagen. Vi må tilstå, at vi foretrækker Fanøpigens lette arbejdsdragt, der fremhæver de i reglen smukke og velformede figurer, for stadsdragten, der ved sin mængde af skørter fremkalder kolossale, men ingenlunde kønne former. Hvad der derimod er mindre smukt ved arbejdsdragten, er den skikkelse, hvorunder de nederste ekstremiteter fremtræder, idet nemlig foden er nøgen og benet er bedækket med et kort uldent strømpeskaft; vi er hverken i stand til at opdage det skønne eller det hensigtsmæssige i denne mode, der er ganske almindelig blandt pigerne på Fanø. Dog vi skulle ikke fordybe os videre i de fanøske toilethemmeligheder, hvorved vi ville vikle os ind i en labyrint, af hvilken det kunne være vanskeligt nok at komme ud igen. Det må for denne gang være nok, når vi fortæller, at de forskellige klædningsstykker, der hører til Fanø-pigens toilette, vel er meget ensartede, hvad formen og snittet angår, men derimod fordrer en uendelig variation i henseende til farven og stoffets kvalitet. Til forskellig lejlighed fordrer etiketten uafviselig et forskelligt kostume, og som en følge heraf er en Fanøpiges garderobe både meget stor og temmelig kostbar. Dem, der ønsker at få en yderligere oplysning om disse interessante sager, skulle vi henvise til en artikel om Fanø i "Folkekalender for Danmark 1855", eller – hvad der måske er nok så godt – vi ville tilråde dem at benytte den nye badeanstalt på Fanø til næste sommer, for på stedet selv at få lejlighed til at studere disse interessante forhold. Artiklen er anonym. Illustreret Tidende var i 1860 redigeret af C.C. Lose og O.H. Delbanco.
Definitioner på strude
C. Molbech, 1841
|
 Artiklen om Fanø blev trykt i Illustreret Tidende den 30. september 1860.
 Fanøpige med strude anno 2007. Foto fra Trine Søndergaards billedserie "Strude". Gengivet med venlig tilladelse fra Trine Søndergaard ©.
|
|
Publiceret 5. marts 2006. Opdateret 2. september 2008. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|
