Fanø Nordsøbad. Illustreret Tidende, søndag 25. maj 1862Stykker til Fanøs kultur > Fanø skildret i Illustreret Tidende 1860-1921 > Fanø Nordsøbad 1862
|
 Parti af Fanø. Xylografi efter tegning af marinemaleren Carl Neumann (1833-1891). Fanø er en af de små øer ved Vestkysten, der i den senere tid har forstået at drage den almindelige deltagelse mest hen på sig; det er for øens, ja vi kunne gerne sige, for hele landets skyld beklageligt, at dette ikke er sket noget før, navnlig for 15 til 20 år siden, da man fra en vis side med så megen iver arbejdede for en direkte handelsforbindelse imellem Vestkysten og England, og gjorde meget kostvare, men aldeles mislykkede forsøg på at hæve Hjerting til en vigtig plads, som den på grund af naturforholdene og mange andre omstændigheder aldrig vil kunne blive. Dampskibsforbindelsen imellem Hjerting og Lowestoft, der i nogle år fristede en kummerlig tilværelse, er nu ganske ophørt, og landingsbroen i Hjerting, der har kostet både staten og de private aktionærer så mange penge, er henlagt på et sted, hvor den umuligt kan modstå isens magt om vinteren, og er nu til liden, eller vel egentlig til slet ingen nytte. Hertil er der mange grunde, men navnlig den, at Hjerting aldeles mangler en sikker rhed, hvorfor skibene i hårdt vejr altid nødes til at søge ind til Fanø, der har en fuldkommen sikker rhed og en god havn, hvor havarister ved hjælp af de mange dygtige skibsbyggere kunne blive udbedrede og gjort sødygtige på den kortest mulige tid. Det er ubegribeligt, at man tidligere har været blind for disse kendsgerninger, og at man ikke i sin tid, i stedet for ved Hjerting, anlagde landingsbroen ved Strandbye (overfartsstedet fra fastlandet til Fanø), hvor den både kunne have betalt sig og stået nogenlunde sikkert. Vi skulle forøvrigt ikke trætte læserne ved at gå ind på en yderligere drøftelse af en sag, der næppe hører hjemme i dette blad, men kun tilføje det ønske, at alle vedkommende nu må være blevet kloge af skaden og at man ikke vil ofre flere penge til forsøg på at gøre Hjerting til noget, som det dog aldrig vil blive, og at navnlig regeringen vil lade forholdene nøjagtig undersøge af uinteresserede og sagkyndige folk, førend den beslutter sig til at gøre yderligere opofrelser (f.eks. jernbaneanlæg) for en håbløs sag. Men vi vender tilbage til vort billede, der viser os et parti ved havnen på Fanøs østkyst. I baggrunden ses Jyllands høje vestkyst; Bygningerne til venstre er brænderiet og krogården, der i den senere tid på grund af sit monopol har opnået den ære at være genstand for Rigsdagens forhandlinger og for en utrolig mængde vrøvl udenfor disse. Bemeldte monopol var, medens det endnu eksisterede, hvad tyskerne kalder "Etwas Famoses", i sit slags. Ifølge det turde intet menneske på Fanø drikke sig et glas øl, vin eller brændevin, som ikke var købt i kroen. Denne indskrænkning i den menenskelige drikkefrihed kunne naturligvis ikke bestå med Grundloven, og da kroen derfor skiftede ejer for nogle år siden, blev der indledt underhandlinger om monopolets afløsning. Havde regeringen dengang båret sig klogt ad, kunne dette gode have været opnået for en forholdsvis ringe afløsningssum; men så ville man være så fin og blev naturligvis fanget i sine egne garn. Først opstilledes den fordring, at de, der led mest ved monopolet, Fanøboerne, selv skulle udrede afløsningssummen; men hertil svarede Fanøboerne ganske fornuftigt, at ikke de, men regeringen havde pålagt dem den byrde, der så længe havde tynget på dem, hvorfor det nærmest måtte være regeringens sag, at tage byrden bort igen. Så prøvede man på at benægte monopolets betydning, og på en spidsfindig måde at bortfortolke dets rene og tydelige ord. Den ene vurderingsforretning blev afholdt efter den anden; den ene stedse dyrere end den anden; Sagen blev bragt for domstolene og gik naturligvis regeringen imod, kort sagt: i stedet for at staten kunne have sluppet med at udrede en erstatningssum for monopolet af 10 til 12.000 Rdl., kommer den nu til at bøde 40.000 Rdl. Det er resultatet af at være altfor fin (Det var under Monrad som indenrigsminister, at denne sag blev begyndt). Forresten eksisterer der på Fanø endnu et andet monopol, færgefarten, som regeringen absolut må stræbe at få afløst snarest muligt, da det aldrig kan ventes, at den blot nogenlunde vil kunne tilfredsstille nutidens fordringer til transportmidler, sålænge den bliver i en privat mands hænder. Dersom d'hrr. regeringsmænd og overordnede autoriteter blot engang imellem ville bekvemme sig til at gæste de mere fjerntliggende punkter af riget, ville vistnok meget, der nu står som levning fra en babarisk tidsalder, blive forandret og forbedret. 
Vender vi os nu atter tilbage til vort billede, giver dette en ganske god forestilling om, hvorledes de mindre skibe ved ebbetid ligger på det tørre, for enten at indtage eller udlosse deres ladninger; den båd, der ligger nærmest i forgrunden, kunne gerne have været en fiskerbåd, og vi beklager, at tegneren ikke har valgt det karakteristiske moment, når en sådan kommer hjem fra havet. Vi ville da have set hele stranden bedækket med små bunker af fisk, de forskellige fiskeres parter, og rundt omkring en livlig trafik af koner og piger med deres trillebøre, hvorpå de afhenter bakkerne og linerne, for at forsyne disse med friske orm til næste dags fangst; vogne til at bortkøre fiskene, nysgerrige tilskuere og liebhavere til en torsk eller hundetunge, og en stor mængde af legende børn i alle dimensioner. Når således fem til seks fiskerbåde på én gang kommer hjem, giver det liv på stranden, og når fangsten har været nogenlunde heldig, kan der hjembringes et betydeligt kvantum af fisk, mest de såkaldte hvidlinger, der da straks bliver opskåret, rengjorte og derefter tørret i luften, for senere at udføres til markederne i Jyllands og Slesvigs byer, hvor de fanøske koner og piger er bekendte som rigtige handlende. Forresten drives fiskeriet ikke med nogen synderlig kraft på Fanø; bådene og redskaberne er kun ringe, og det unge mandskab er fraværende i "farten". Der klages også over, at de mange fiskere fra Blankenese og Hannover, der ligger på fiskeri uden for Fanø med deres store fartøjer, tilføjer fiskerne fra øen megen skade ved at ødelægge deres garn og på mange andre måder fortrædige dem. Det ville derfor være ønskeligt, om der kunne holdes lidt politi på vandet, i hvilken henseende de ved øen stationerede toldkrydsere formentlig kunne gøre god tjeneste. Dersom krogården og skibene på tegningen ikke borttog udsigten imod nord, vilde vi kunne se Fanøs største bygning, den nye navigationsskole, der er og vil blive til stor nytte for øen. Skolen, der blev oprettet for to år siden ved et aktieselskab, har i den korte tid, hvori den har bestået, haft god fremgang; i vinter talte den 35 og har for tiden henved 30 elever. For at anspore disse til gavnlig kappelyst, har en mand, der er født på Fanø, mægler C. Nielsen i Hartlepool, udsat en præmie af en sekstant, der ved hver eksamen (to gange om året) uddeles til den af eleverne, der har udvist størst flid og består bedst. Forinden vi forlader den lille, venlige ø, skulle vi endnu minde vore badelystne læsere om, at der på Fanø er en badeanstalt, som, uden at gøre fordring på at ville konkurrere med de største bade-etablissementer, dog har sin store betydning for dem, der søger Nordsøbadene for disses egen skyld, det vil sige: for den nyttes skyld, de kunne have af dem. Dem, der rejser til badestederne, for at beundre pragtfulde toiletter, eller for selv at lade sig beundre i sådanne, såvelsom dem, der, foruden den friske og sunde søluft og det herlige, meget saltholdige og styrkende vand, søger en uforstyrret og ugenert landlig ro, der kan gengive nerverne deres tabte spændkraft, de vil sikkerligen ikke komme til at fortryde det, når de tager til Fanø og benytter de derværende bade i nogen tid. Badesæsonen begynder medio juni, og såvel familier som enkelte personer kunne få passende lejligheder, når man derom henvender sig skriftlig til badeanstaltens bestyrelse. Artiklen er signeret 'J'. Illustreret Tidende var i 1862 redigeret af C.C. Lose og O.H. Delbanco.
Noter og kilder
|
 Artiklen om Fanø Nordsøbad blev trykt i Illustreret Tidende den 25. maj 1862.
 Børn spiller op til en beruset sømand?
 En fredelig samtale over rælingen.
|
|
Publiceret 5. marts 2006. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|