Når julivarmen kommer i luften, begynder de gode dage ved stranden. Vi har ikke nogen fornem plage, som de store lande, hvor selskabet udstiller sine sommer-toiletter mellem de hvide revler og det blå hav, hvor man driver sin sommerflirt og reparerer sine nerver til kurhus-musik og under casino selskabelighed. Vi har et eneste forsøg i den store stil med Fanø, som både ejer vand og strand og klitter og kurhoteller. Men det går bare ikke rigtigt. Vi er nu en gang ikke Europa.
  Hr. Anders Jensen vil påstå vi er Eurpoa. Han lægger sit Marienlyst-eksprestog på bordet; han præsenterer os en Marienlyst-færge til Helsingborg; han lader de små heste galopere og driver alverdens have-dejlighed op om sine gamle og nye hoteller.

Måske får han virkelig held med sig, hvilket vil være rart, fordi en energisk og dygtig mand fortjener held, og fordi det altid er godt at have et standsmæssigt sommer-etablissement at glæde os selv ved og beværte vore fremmede gæster på. Men han vil så tilfælde skabe en undtagelse.
Vi har intet badesteds-liv, og det er en sandhed, som er opbygget på et fundament af mange gode danske, svenske, norske og tyske penge, der er anbragt rundt langs vore kyster – i vandet. Vi selv og alle de mange andre, der har forset sig på den ting, har beundret vor skønne strand og skov og vand osv. og har sagt: aha, der er penge at tjene. Og nu ligger altså pengene derude omkring. Sagen er vist den, at vi har for megen strand.