Stykker til Fanøs kultur, natur og historie. Redigeret af Per Hofman Hansen

Æ Kåver på Johan Rohdes 'To Sønderho-kvinder høster korn' 1910

Min forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Æ Kaaver > Æ Kåver på Johan Rohdes maleri
Johan Rohde: To Sønderho-kvinder høster korn. 1910 Johan Rohde: To Sønderho-kvinder høster korn. 1910.
I modsætning til David Jacobsens billede fra 1852 er nu både Sønderho Skole fra 1856 og dens tilbygning fra 1901 kommet med på billedet. Olie på lærred, 97 x 124,5 cm. Privateje: Claus Sørensen A/S, Esbjerg.
Udsnit af Johns Rohdes billede med kåveren oppe bag Sønderho Gl. Skole. Udsnit af ovenstående, hvor kåveren ses oppe på klitten bag Sønderho Skole.

Johan Rohde (1856-1935) var en af de væsentligste skikkelser i dansk kunst og kunstkritik omkring år 1900. Rohdes værker - malerier, møbler, sølv eller boghåndværk - er velkendte, mens bredden og sammenhængen i den omfattende produktion synes mindre kendt.

Rohde var drivkraften bag stiftelsen af Den Frie Udstilling. Rohdes tidligste værker var præget af socialrealismen, men en rejse til Holland, Belgien og Paris i 1892 vakte hans interesse for van Gogh og de nye symbolistiske og postimpressionistiske strømninger i Frankrig, som han formidlede i Danmark, især med den store udstilling af van Goghs værker på Den Frie i 1893. Blandt hans egne hovedværker hører portrætter af vennerne Henrik Pontoppidan, Kristian Zahrtmann og J.F. Willumsen. Blandt hans landskaber må fremhæves værker fra 1893 med fin de siècle-stemning fra Tønning og den hollandske by Hoorn.

Rohdes skildringer af landskaber og bymiljøer veksler mellem stemningsbetonede scenerier og mere nøgternt registrerende topografiske gengivelser. De tidlige landskaber har motiv fra Vestjylland, bybillederne enten fra København, Ribe eller fødebyen Randers og senest Fanø.
Rohde var alle dage en meget rejsende maler, og fra slutningen af 1890'erne gik rejserne især til Italien, men Danmark holdt han også meget af. Blandt hans mange rejser var nok den, han i sommeren 1907 foretog gennem Danmark, den mest betydningsfulde for både hans kunst og hans tilværelse i det hele taget. Efter at han i 1903 var blevet gift og i 1904 havde fået sit første barn, ville ægteparret gerne finde et sted, hvor de kunne have fast opholdssted i sommerhalvåret. På rejsen rundt i Danmark nåede de også til Fanø og Sønderho, som de blev så betaget af, at de her fandt et hus på Øster Land 10 (matr. nr. 219), som de købte i oktober 1907, og som Rohde i østgavlen indrettede med store atelier-vinduer.

I mange år lige siden skænkede Sønderho Johan Rohde en uudtømmelig skat af motiver. Her fandt han ikke blot de farver, den himmel og det landskab, som han i sine unge dage havde søgt på Ribe-egnen, Han blev inspireret til store kompositioner med fanøkoner, og han malede skibene i havnen. Han nød at male i Sønderho, og som den fødte friluftsmaler kunne han dag efter dag aflokke selv motiver, han forlængst var fortrolig med, nye sider og nye værdier.
Kilder
  • H.P. Rohde: Johan Rohde 1856-1935. Fanø Kunstsamling, 1985. Udgivet i forbindelse med udstilling i Fanø Kunstsamling juli 1985.
  • Johan Rohde - Ars Una. 1856-1935. Sølv, møbler, bogkunst maleri. Redaktører: Gertrud Oelsner og Gertrud Hvidberg-Hansen. Odense Bys Museer og Storstrøms Kunstmuseum, 2006. Udgivet i forbindelse med udstilling på Fyns Kunstmuseum og Storstrøms Kunstmuseum.
  • Johan Rohde i Weilbach Dansk Kunstnerleksikon. KID. Kunstindeks Danmark.
Æ kåver oppe på klitterne. Udsnit af Johan Rohdes maleri fra Sønderho 1910.
Se udsnittet i stor udgave.
Johan Rohdes sommerhus med de østvendte ateliervinduer beliggende Øster Land 10. Fotograferet ca. 1930 fra tagryggen af Øster Land 9 af Hans Pors, fotograf fra Silkeborg.

Publiceret 24. februar 2007. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden.