Sønderho. Kunstnerkolonien ved havet

---

... kammerjunkeren fortsætter:

Mellem malere

Overgangen er i virkeligheden også fænomenal. I Sønderho svinger ingen gnistrende, åleslanke amerikanerinder deres golfkøller højt over det viltre garçonne-hår, men malere med solsvedne skæg om hagen, svinger deres pensler foran friluftsstaffelierne. Ved hver gammel husgavl, ved hver båd i havnen, i hver klit langs stranden støder man på en maler. Forbruget af olie må kunne ses på Rockefellers årsregnskab – og hvad der går til af lærred til "Solopgange ved Sønderho" og "Gamle Fiskere ved deres Både", for slet ikke at tale om "Unge Piger i Klitterne" .... det må være nok til at holde adskillige tekstilfabriker i gang. Der skal efter sigende findes 4000 malere i Danmark – og man har et umiddelbart indtryk af, at de 2000 har slået sig ned i Sønderho. På smukke dage kan man se blinket af penslerne langt borte – akkurat som man ser glimtet af en sildestime, der vender.
    De fleste af disse "Riddere af den dyppede Pensel" er selvfølgelig unge ukendtheder, der endnu kun med bankende hjerte tør drømme om at liste et billede gennem Charlottenborg-censuren..., men af og til nikker man jo også til et kendt ansigt under solhatten.
    Nede i strandkanten arbejder professor August Wilckens i et improviseret lærredsatelier med nøgen model – en pragtfuld, hvid kvinde, en Rubens, der har rejst sig til liv mod det blå vand. Længere henne maler genforeningskunstneren (1) Heinrich Dohm gamle skuder ... Inden vi er nået frem til Klitpavillonen (2) har vi passeret Luplau Jansen (3), Johan Rohde og den svenske maler Carl Johan Forsberg. Den danske natur og den danske kvinde kan således glæde sig ved at blive gengivet gennem mange temperamenter.

Hos krokonen

I Sønderho kender man ikke til portier'er der ligner admiraler i galla – og ikke til tjenere, der løber marathonløb med maden over parketgulvene i de store kursale. Her bor man på kroen, hvor mutter selv står for styret – med et par hvasse øjne i det solskoldede ansigt og med et par solide næver på skafterne. Lavt er der til loftet i den gamle kro, så panderne smækker mod dørkarmene hvert øjeblik. Men ingen klager – thi i Sønderho bærer man sin bule som et slags udmærkelsestegn, er nærmest stolt af den. Viser den ikke, at man bor i et rigtigt fiskerleje, og ikke på et badehotel, hvor to etatsråder kan gå gennem dørene på én gang; den ene på skuldrene af den anden! Når middagen kommer, bænker den gode kromoder selv en om det lange bord, hvis dug bærer solide spor af ugens kost. Heldigvis er kosten ligeså solid som pletterne. Der er ingen der vogter på retterne med disse forsultne, basedowske pensionatsøjne (4), som man kender så godt fra den danske sommer til 5,50 kr. pr. døgn. Nej, vi ved at der er nok til os alle ... og endda en bid til de summende fluer, der på samme gang er både taffelmusik og borddekoration.

De gamle huse ...

Sønderho er ikke afhængig af tantièmelønnede forretningsfolk og kriseramte aktionærer – og derfor lyder der intet klagesuk over sommeren 1926 mellem klitterne. Der er fuldt på kroen – og Eckersberg (5) måtte i dag opsøge sine fanøkoner i de mærkeligste bagstuer (6) og udhuse. For hvert eneste stuehus er optaget af badegæster. Og vel forstår man de sommersammenkomster, der hellere rykker ind i disse gamle huse end i et badehotels forlorne elegance. Jeg hørte engang i sommer Jeppe åkjær hulke lyrisk over de gamle huse, der forsvandt og blev afløst af cementkasser. Jeppe skulle stikke fra Jenle en tur ned på Fanø. Da vilde tåren tørrres på hans digterkinder.
    På Fanø er traditionerne hellige. Husene står endnu stråtækte, dybtrøde med hvide fuger, som for 100 år siden. Langs væggene står dragkiste og bondemøbel, der er gået fra slægt til slægt. Fanødragten, som unge og gamle bærer, er ikke et maskeradekostume, men en klædning ... og endnu den dag idag danses ved glade fester den stolte gamle fanødans – den, i hvilken kvinderne ligner velriggede skuder, der går over stag. På Fanø lever man endnu et liv i pagt med naturen – og navnlig har alle, fra den jævneste til den højeste, en dyb følelse af samspillet mellem menneskelivet og tidevandet, denne ebbe og flod, der aldrig aflader (7) omkring de hvide kyster.

Et møde på vejen

Da jeg ville køre min vogn ind i Sønderhos eventyrligt smalle gader, måtte jeg smide den over i grøften for at give plads for distriktsjordemoderen, der kom rullende ud af byen i sin vogn, bred og æblekindet. – Men der skal adskilligt flere manøvrer til, før vi slipper forbi hinanden – og imens slår vi en sludder af.
    – Har De været inde at hjælpe en lille fanøbo til verden? spørger jeg.
    – Nå, siger hun . . . det blev nu ikke til noget – i denne omgang.
    – Gik det da galt?
    – Næh – men det blev flodtid inden at hun blev forløst – og så vidste jeg, at jeg lige så gerne kunde køre hjem nogle timer. For her på Fanø fødes børnene kun ved ebbe (8).
    Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Barkis (9) i Charles Dickens "David Copperfield". Da var det ikke livet, men døden, der kom med ebben.
    Men tanken er den samme: den dybe sammenhæng mellem menneskelivet og så naturen.
    Og jeg er lige ved at give Sønderho’erne ret: der er sommer og hvile ved at komme hen et sted, hvor dette ædle, hemmelighedsfulde sammenspil endnu ikke er overdøvet af jazzorkestre og radiokoncerter (10).

Har du lyst til at abonnere på mine nyhedsbreve om Fanøs kultur, natur og historie? Det koster ikke noget! 3-4 gange om året vil du modtage en hilsen med nye historier om Fanø.
Fornavn	Efternavn	E-mail
Postnr	By
• Se også mit arkiv med sidste nyhedsbreve eller • mine første 20 nyhedsbreve

Publiceret 27. december 2017. Redaktion og tilrettelæggelse: © - Aldus.dk

❦