Et besøg på Fanø 1882. Af Reinhold Mejborg

Stykker til Fanøs kultur > Et besøg på Fanø 1882

Et besøg på Fanø 1882. Af Reinhold Mejborg

Romantikkens interesse for den uopdagede natur og den af civilisationen uspolerede befolkning bragte også "kjøbenhoningerne" til Fanø, hvor kvinderne endnu gik klædt i deres egnsdragter. Blandt dem, der interesserede sig for at opleve og beskrive de samfund, der var under stærk forandring, var Reinhold Mejborg (1845-1898). Især interesserede han sig for almuens hustyper og byggeskik og udgav blandt andet bøgerne "Gamle danske Hjem" og "Danske Bøndergaarde". Mejborgs skildring, der blev bragt i tidsskriftet "Ude og Hjemme" i 1883, var ledsaget af to illustrationer af den i dag nærmest ukendte Emmery Rondahl (1858-1914), der bl.a. udførte en lang række restaureringsarbejder for Nationalmuseet.
Per Hofman Hansen

Eneboeren på Fanø. Tegning af Emmery Rondahl. Xylograferet af F. Hendriksen.
Læs eller download hele Mejborgs artikel "Paa Fanø" som PDF-fil lige til at printe ud!

PAA FANØ

Af R. Mejborg
Med 2 Tegninger af E. Rondahl

"Her lever jeg med Gud fornøjet;
jeg slider Tiden, Tiden mig.
Jeg Evigheden har for Øjet;
thi Alting her er brækkelig.
Af Jord er og af Ler min Hytte;
vel er det, man har Haab at flytte."

Postvognen holdt udenfor Færgegaarden i Nordby. Det var en gammeldags, tresædet, gulmalet Postvogn med en forgyldt Trompet paa Bagsmækken, med grønne Agestole og røde Hynder. Kusken, som havde gjort et lille Sving af sin Vej for at hente min Rejsefælle og mig, var i Sømandsdragt. »Tudehornet« havde han ladet ligge hjemme, og derfor kom Kokkepigen og meldte, at nu var »Postjonen« (i.e.: Postillonen) kommen, og saa føjede hun til, at Kaffen var "knap" (strax) færdig, saa han kunde godt vente, mens vi drak den. Følgelig bestilte vi en Kop til Kusken og gav os god Tid. Vi havde lystret Togførerens Pibe saa længe, at det var ret fornøjeligt at mærke, at det nu var os, der var Situationens Herrer.

Alt Herskab faar jo imidlertid Ende, og paa Postkarlens Opfordring: »Skal vi saa til det?«, kravlede vi op og begyndte Rejsen.

Der i Nordby ligge alle Husene i Øst og Vest og derfor med Gavlen mod Gaden, men saa langt fra hinanden, at de for Pladsens Skyld godt kunde drejes om og ligge i Række. De ere alle anselige og vel holdte, alle straatækte med græsklædt Rygning; de have røde Vægge, røde, grønne og hvidmalede Fjællegavle, grønne Vinduer og grønne Halvdøre med et Hul, hvorigjennem Katten har Passage. Mellem Husene er der pyntelige, hvide Stakitter, og bag dem prange Haverne med rigtbærende Frugttræer, Stokroser, Solsikker, Morgenfruer og al den gammeldags Blomsterpragt, der andensteds er landsforvist. Det var Søndag. De Voxne vare i Kirke og Børnene paa Gaden. Hele Flokke af Smaapiger flygtede for Vognen; alt som de løb afsted, flagrede de brogede Snipper af Hovedklæderne, der ere knyttede over Issen, og skinnede i Sollyset som Sommerfuglevinger; iøvrigt gav den stive Nationaldragt særlig de Allermindste et forunderligt Gammelkone-Præg, og naar de stod halvt i Skjul og stirrede paa os, saa' de saa komisk-adstadige ud, at de ledte Tanken hen paa Højfolk, der havde taget fejl af Tiden og vare komne frem for Dagslyset.

Hvor Nordby egenlig hører op, og hvor Udflyttergaardene begynde, kan det være vanskeligt nok at afgjøre; thi endnu en Fjerdingvej Syd for Byen ligger den ene Bopæl tæt ved den anden. Ved de yderste Husrækker, paa Grænsen af Ødemarken, er der en gammel Kirkegaard; som til Trods for sin Nøgenhed havde noget saa vidunderligt Tiltalende; rimeligvis var det Stilheden, den dybe Fred, der hvilede over Naturen rundtom, som gav den sit Præg. Der var ikke et Træ, ikke en Busk; et eneste gammeldags Stenmonument ragede frem mellem de smaa Kors, der flokkede sig om en lille, hvidmalet Plankestabel, hvis Klokke kun lyder ved Jordefærd og om Morgenen paa de store Helligdage, ret som ringede den Højtid ind for de Døde.

Den Vej, der herfra fører mod Syd, er kun en indgrøftet Sandvej, hvis Hjulspor er belagt med Marehalm. Om den er stræng for Hestene, ved jeg ikke; vi kom hurtig nok afsted, og en saadan Vej, hvor man kjører lydløst og vugger let som i en Baad i Magsvejr, passer just til Ødemarken. Udsigten lukkes af en Vold af høje, skarptformede Klitter, der følge begge Haves Kyster og hist og her sende Udløbere tværs over Landet. Strækningen mellem Klitbakkerne er saa godt som en eneste Hedemose, der ligger fuldstændig urørt. Rundt om alle de smaa Vandsamlinger, som vare saa talrige i den regnfulde Sommer, stod Mosset i vexlende, klare, grønne Farver, smykket med den himmelblaa Entian og gjennemvævet af Tranebær-Ranker, hvis store, hvide, rødprikkede Frugt saa' ud som Perler, der var strøet over Tæppet.

Rundt om løb en Mængde Vadefugle, der vare saa lidt sky, at de ofte stod stille ganske nær ved Vognen. Paa de højere Steder stod Lyngen kraftig, i fuldt Flor, sammen med den lyse, krybende Graapil og her gik smaa Faareflokke, hver med sit Mærke, under Opsyn af Sønderhos Byhyrde, hvis Hytte ligger nede ved Stranden og er den eneste paa Heden. Med al sin Ensformighed gjorde den milelange Ødemark intet trættende Indtryk, dertil var dens Farvepragt for betydelig, og desuden følte vi os saa fri i den vilde Natur og saa stærkt knyttede til hinanden. Paa den aabne Hede, hvor vexlende Indtryk ikke forstyrre Stemningen, skuer man ofte dybt ind i sig selv og i hverandre; dér kan en eneste Dag være Gjenstand for en rig Kreds af Minder.

Da vi drejede om den sidste Indlands-Klit, laa der et helt nyt Billede for os. Her paa Øens Sydspids danne Strand-Klitterne ikke længere en sluttet Ring, men vige til Side og give Udsigt over Havet, hvor man i Synskredsen ser Ribe Domkirke ligesom hæve sig op af Vandet. Ved Kysten ligger Sønderho med sin anselige Kirke og foran den en frugtbar Dal, som er en eneste Ager, da Udskiftningen endnu ikke har fundet Sted der paa Egnen.

Kornet stod saa godt, som jeg det Aar ikke havde set det andensteds i Landet, og Høstfolkene, udelukkende Kvinder, vare i Færd med at flytte Negene. Fanøboernes Høstdragt er ulige mere malerisk end deres Søndagsdragt; den bestaar af et kort, højrødt Skjørt, der kun naar lidt nedenfor Knæet, et stort, hvidt Forklæde og et hvidt Livstykke; om Hovedet er paa sædvanlig Maade bundet et mørkeblaat Tørklæde med lyse Snipper, og største Parten af Ansigtet er skjult af en stærkt fremspringende, sort Halvmaske med broget Bræmme, den saakaldte Næsedækker, som i Slutningen af det 16de Aarhundrede var højeste Mode; set fra Siden ligner denne et Næb og i Forbindelse med Hovedklædet giver den derfor i nogen Afstand Hovedet et fugleagtigt Præg, saa man ved at betragte disse Skikkelser uvilkaarlig kommer til at tænke paa flere af de gamle Kulturfolks Gudebilleder.

Arbejdsdelingen dér til Lands, hvor Høsten helt og holdent er overladt Kvinderne, er jo ogsaa meget gammeldags. Den omtalte Søndag, da deres Gjerning var lettere, ydede denne et tiltalende Skue; men de følgende Dage, da der blev taget ivrigere fat, fik jeg Indtryk af, at den oversteg Kræfterne. Kornet skjæres af med en Segl nede ved Roden, og den bøjede Stilling, hvori dette Arbejde udføres, er baade uskjøn og trættende; Sæden kjøres hjem paa Trillebøre og tærskes med det Samme.

Stærkest mindes man dog maaske om ældgamle Forhold, naar Mændene ved Efteraarstid vende hjem fra Søen, og Sommerens Stilhed afløses af Vinterens Lystighed. Det vilde være ret naturligt, om Fanøboerne endnu paa oldnordisk Vis regnede Tiden efter Vintre.

Ude og Hjemme

Tidsskriftet Ude og Hjemme, der udkom i årene 1877 til 1884, var et fint tilrettelagt og fornemt illustreret tidsskrift, udgivet af xylograf F. Hendriksen (1847-1938). Bladet blev hurtigt til et væsentligt kulturtidsskrift takket være bidragydere som Bjørnstjerne Bjørnson, brødrene Edvard og Georg Brandes, Otto Borchsenius, Sophus Schandorph og Holger Drachmann.
F. Hendriksens udførelse af træstik til bladet efter tegninger af samtidens og den umiddelbare fortids berømte kunstnere såsom Constantin Hansen, J. Th. Lundbye, P. C. Skovgaard, Lorenz Frølich, Pietro Krohn og Aug. Jerndorff styrkede hans kunstneriske talent yderligere og gjorde ham efterhånden til en velkendt personlighed i dansk kunstnerliv.
I 1888 tog F. Hendriksen initiativ til oprettelse af Forening for Boghaandværk, der eksisterer den dag i dag, og som bl.a. hvert år udvælger "Årets bedste Bogarbejder".

Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie

Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.

• Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
• Arkiv med de følgende nyhedsbreve

Interiør fra et Fanøhus. Tegning af Emmery Rondahl. Xylograferet af F. Hendriksen.
Mon ikke far er kommet hjem til jul efter sejlads på de syv have og har haft en eksotisk skildpadde med hjem til børnene? Og så er katten i øvrigt enten revnende ligeglad eller dødelig fornærmet, fordi der nu er en anden, der har taget børnenes opmærksomhed!
Interiørtegningen blev i øvrigt gengivet fem år senere i Mejborgs værk "Gamle danske hjem i det 16., 17. og 18. århundrede" side 123. Heri hedder det: "Paa Vesterhavsøerne har adskillige Værelser gammeldags Udsmykning. Som oftest er Kakkelovnsvæggene beklædte med hollandske Fliser og de øvrige Vægge med malede Paneler. Figuren viser en Stue, hvis Decorationsmotiver hidhører fra Midten af det 17de Aarhundrede. Her omslutter mørke Rammestykker hvide Fyldninger med Urtepotter, hvis Blomster er brogede som Fastelavnsris. Paa de barokke Søjler, ved Siderne af Alkoven, har ved en Misforstaaelse af Maleren Originalens ranglede Capitæler faaet Form af Hundehoveder".

Det er hyggelige Hjem, der vente den omflakkende Befolkning. Deres Udsmykning er i flere Henseender ejendommelig, og den Mængde Snurrepiberier, der er ført hertil fra fremmede Steder tilligemed Konkylier, Strudsæg, Skildpadder og Papagøjer, bidrage til, at man ofte har ondt nok ved at huske, at man befinder sig i en dansk Landsby. Der er næppe nogen Egn her i Landet, hvor der er saa megen Ordenssans som paa Fanø, og de glasserede Fliser, hvormed Væggene i Reglen ere beklædte, gjør det let at holde Stuerne skinnende rene. Sælsomst er dog de gamle Boliger med de malede Bræddeskillerum, hvis brogede Dekoration, saaledes som den ses paa hosstaaende Billede, stemmer overens med Beskrivelser i Inventarielisterne fra Slutningen af det 16de Aarhundrede.

Et af de ejendommeligste Huse tilhører »Eneboeren paa Sønderho«. Han har stænget sin Dør for Øens Folk, fordi han mener, at Verden har bedraget ham; men heldigvis synes han nok om, at en og anden Fremmed beundrer hans Bopæl; derved føler han vel et Øjebliks Rigdom. Da jeg talte til ham om den fornøjelige gammeldags Maling derinde, gled der et Smil over hans Ansigt; saa pegede han paa Væggen paa det Vers, jeg har sat ved Vignetten, og sagde: »Ja, ja, det er dog det Kjønneste.«

Noter og litteratur:

Ovenstående er gengivet ord til andet efter "Ude og Hjemme. Nordisk Illustreret Ugeblad". Udgivet af Otto Borchsenius og F.Hendriksen, 6. årgang, nr. 280, 11. februar 1883, s. 237-238 og 242.
Mejborgs artikel er optrykt i Fanø Ugeblad den 10. december 2015.
Reinhold Mejborg: Gamle danske hjem i det 16de, 17de og 18de Aarhundrede. Festskrift i anledning af hundredaarsdagen for Stavnsbaandets løsning den 20. juni 1888. Kbh., 1888.

Baroksøjle med hundehoved!
"Ved malerens misforståelse har originalens ranglede kapitæler på de barokke søjler ved siderne af alkoven fået form af hundehoveder", skriver Mejborg i 1888.

Hundehoved? Der er vist noget om snakken! Her en fransk bulldog.