Ørreddammene på Fanø. Fortalt af Gert Jakobsen

Luftfoto over ørreddammene ved Sønderho 1961

De 12 ørreddamme ser fra luften i 1961 fire år efter de blev anlagt. Bemærk også den lille bygning i hjørnet. Til gengæld ser man endnu ikke meget til "Be Free" bunkeren, som endnu er gemt under klitterne. (Foto: Historisk luftfoto over Fanø 1961).

De gamle ørreddamme set fra luften omkring 2013 eller 2014. Konturerne af ørreddammene ses stadigt ganske tydeligt i terrænet. Men siden 2014 er meget ændret. Området nord for ørreddammende er der nu en sø med to små øer, der venter på at blive indtaget af fuglene. (Foto: Krak.dk).

I juli måned 1957 startede tidligere rutebilejer og iværksætter Ove Pedersen et projekt, der blev fulgt med interesse ikke kun på Fanø, men af dambrugere i resten af landet og i udlandet. Ove Pedersen havde købt et areal på 36 ha af Sønderho Kommune bag klitterne mellem Pælebjerg og Sønderho Strandvej.

Hans ide var at etablere saltvandsdamme til opdræt af havørreder i tolv store damme. Tilførslen af det salte havvand skulle foregå gennem en rørledning, der var 520 meter lang og 50 cm i diameter. Den skulle munde ud i Vesterhavet ca. 30 m uden for 3. revle.
Til hele projektet, som var forventet tilendebragt i løbet af 2-3 måneder, havde Ove Pedersen entreret med entreprenørfirmaet Lodahl og Sønner fra Herning. For at få arbejdet færdigt så hurtigt som muligt, arbejdede firmaets store gravemaskine, der kunne flytte 2 kubikmeter sand i minuttet, hver dag i 15 timer.
I første omgang havde man regnet med at bassinerne skulle mures op, men prøvegravningerne havde vist, at det ikke var nødvendigt. Man havde ikke problemer med udskridning af sandet. Planen for ørreddammene var, at der i første omgang skulle etableres 12 damme på 60 x 10 m, som hver skulle kunne rumme 12-13.000 fisk.

Optimismen var der ikke noget i vejen med. Under en rundvisning i efteråret 1957, udtalte Ove Pedersen til en journalist:
"Kom igen, når der er vand i systemet. Kom igen og se, hvordan fisken slår med halen. Det bliver en dejlig dag - og vær overbevist om, at jeg først rigtig er begyndt at tro på det nu".

Samlebrøndene for enden af rørledningen havde to muffer, således at en eventuel udvidelse af dambruget kunne tilsluttes samme rørledning. Ved enden af rørledningen blev der opført en pumpestation, hvorfra der skulle kunne pumpes 240.000 liter havvand i timen. Vandet blev pumpet op i et stort reservoir ved siden af de 12 damme. Det kunne rumme 40 millioner liter saltvand. Reservoiret skulle bruges til at sikre vandtilførslen til dammene i tilfælde af, at forsyningen fra Vesterhavet svigtede. Det kunne f.eks. være en tid med østenvind, hvor det blev så lavvandet, at røret kom til at ligge over vandlinjen, og at der derfor ikke kunne pumpes vand ind til dammene.

Kapaciteten skulle være stor nok til at forsyne dammene i 6 dage. Vandet i dammene skulle fornyes 6 gange i døgnet for at sikre, at ørrederne hele tiden havde frisk havvand.

Hvis forsøget lykkedes, var det Ove Pedersens plan, at der kunne etableres op til 1000 damme mere!

I juni måned 1958 havde man endelig fyldt samtlige 12 damme med havvand, og man kunne sætte de første 200 regnbueørreder ud i saltvandsdambruget. Disse skulle dog vænnes til det salte vand, så man blandede havvandet op med grundvandet. Efter ca. 14 dage var der 150 ørreder tilbage. De 50 af de 200, der blev udsat, var døde. Fodringen af ørrederne blev indstillet efter 4 dage, da man fandt ud af, at de kunne klare sig med den naturlige føde i det friske havvand, der strømmede gennem dammene. Efter den første udsætning var det meningen, at der skulle udsættes 500-1000 ørreder, der også langsomt skulle vænnee sig til saltvandet.
Men i juli måned var de fleste af de udsatte ørreder døde. Ove Pedersen mente at overgangen fra ferskvand til saltvand havde været for brat.

Da de fleste af de udsatte ørreder begyndte at dø, kom Ove Pedersen med en anekdote om en australsk fårefarmer, der havde sygdom i en flok på flere tusinde får, hvor det ene døde efter det andet. Til sidst kom en mand med besked til ejeren om, at det sidste var dødt.
"Det var da godt at de lige slog til", svarede fårefarmeren.
Ove Pedersen håbede ikke, at det ville gå så galt, man han var meget spændt på udviklingen.

Problemerne
Under hele arbejdet med at etablere dammene var man stødt på mange problemer.
De første problemer med nedlægning af det lange rør, der skulle nedlægges i flere meters dybde, var grundvandet. Dette forsinkede projektet i et par måneder. Man fik fat i 8-10 pumper med en kapacitet på 4.500 liter vand i timen til at holde grundvandet væk. Da man endelig begyndte at lægge røret ned, tog det alligevel en uge at lægge de 2 første meter rør. Senere lykkedes det i heldigste tilfælde at få lagt 25-30 meter rør om dagen.

I oktober måned 1957 var man under nedlægning af det lange rør i Vesterhavet udsat for vestenvindens rasen i flere dage. Der medførte et højvande, så mændene gik i vand til halsen. Der blev udleveret en halv flaske brændevin. pr. mand pr. dag for at hindre, at mændene fik lungebetændelse af det kolde Vesterhav.

Under en springflod i efteråret 1957, sank en bulldozer pludselig 3 meter ned og forsvandt. Manden, der førte den, måtte springe for livet.

Et andet slemt uheld var, at der under udgravningen blev stødt på en nedgravet tysk flammekaster, hvorved vandet i dammene blev forurenet af det kemiske indhold fra denne. Det krævede en større rensning af dammene, og som følge af forureningen kom der til at gå 3 måneder ekstra, inden man kunne sætte ørreder ud.

Da man havde fyldt de to første damme op, opstod endnu et problem.
Problemet var det vekslende sug og tryk fra vandet, der havde førte sand ind mellem mufferne på rørene, så de gik fra hinanden i det løse underlag med grundvand. Man måtte derfor begynde forfra. Man gik i gang med at grave de gamle 1 meter lange rør op og udskifte dem med nye 4 meter rør.

Da der ikke var trukket elkabler ud til dammene, måtte Ove Pedersen anskaffe et på den tid fuldt moderne lille elektricitetsværk, som blev drevet af en stor dieselmotor. Det fritstående transportable elektricitetsværk skulle forsyne pumperne og et eventuelt fryserum til opbevaring af foder med vekselstrøm. (Man havde på dette tidspunkt stadig jævnstrøm i Sønderho).

Eksperimentet lykkedes dog ikke. Vandtilførelsen fra Vesterhavet svigtede. Uden den store udskiftning af vandet var det ikke muligt at opdrætte stor mængder ørreder. Af de første ørreder, der blev udsat til eksperimentet, døde mange af dem ret hurtigt.
Advarsler fra fagfolk tog Ove Pedersen sig ikke af. F.eks. advarslen om, at Vesterhavet vand var alt for salt, mente Ove Pedersen ikke betød noget.

Den 9. januar 1961 kom Ove Pedersens ejendomme i Sønderho på tvangsaktion. Det skete efter ønske fra en panthaver, Landmandsbanken, som i sin tid fik Ove Pedersens rutebilstation og privatbolig, som sikkerhed for et lån på ca. 190.000 kr.

TVANGSAUKTION
Efter begæring af advokatfirmaet Mortensen og Magnussen, på en pant- og udlægshavers vegne afholdes
Mandag den 9. januar 1961 kl. 14½
Tvangsauktion på civildommerkontoret, Havnegade 45, Esbjerg, over den vognmand Ove Pedersen, Sønderho, Fanø, tilhørende faste ejendom, matr. Nr. 48, Sønderho by og sogn. Ejendommen kan tages i øjesyn ved henvendelse til rekvirenten, advokatfirmaet Mortensen og Magnussen, Esbjerg.
Auktionsvilkår og de ejedommen vedrørende dokumenter, ligger til eftersyn på civildommerkontoret.
Civildommeren i Esbjerg, den 25. november 1960.

Rutebilstationen blev overtaget af Landmandsbanken for 72.000 kr. medens privatboligen blev købt for 49.700 af en kreds af venner, som ønskede at bevare ejendommen til bolig for Ove Pedersen.

Ove Pedersen, der havde sat alt på ét bræt trods advarsler fra mange fagfolk, havde dog ikke mistet humøret. Til avisen udtalte han:
"Jeg har da ikke tabt humøret. Det var et spil og jeg har fulgt dets regler.
Af den grund er jeg ikke slået ud".
"Hvad med ørreddammene?"
"De er jo stadig mine".

Se også billederne fra den nye Sønderho Strandsø
Historiske luffotos over Fanø