Fanøs kultur, natur og historie
Fanøs kultur, natur og historie
Fanøs kultur, natur og historie > Hollandsk svungne renæssancegavle i Sønderho > Nord Land 3

Til Forsiden   Hollandsk svungne renæssancegavle i Sønderho
Til forsidens menu IsCafeén - Sønder Land 3 Lægehuset - Gammel Byvej 13 Toldkontrollørens hus - Sønder Land 28 Brasilianerhuset - Nord Land 16 Forsamlingshuset - Gammel Byvej 8 Den gamle Brugsforening - Nord Land 3 Danbyhus. Niels Sørensens hus - Kåvervej 14 Det nedrevne hus på Sønderhoft

Vælg hus ved klik på ikonerne Vælg hus ved klik på ikonerne – se billederne og læs historien  se billederne og læs historien

Nord Land 3. Brugs-Jes' hus

Julius Exners maleri "Ildebrand i Sønderho" 1900
Nej, du ser ikke et hus med svungne gavle. Det er et traditionelt stråtækt hus, som er ved at gå op i flammer gengivet i et maleri af Julius Exner i år 1900. Men efter branden blev her opført et nyt og moderne hus.
Efter en voldsom brand to dage i forvejen kunne man den 7. juli 1900 læse følgende reportage i Fanø Ugeblad:
I torsdags eftermiddags opstod der ildebrand i det sted, som beboes af snedker M. Poulsen. Ved tililende hjælp blev den imidlertid straks slukket, og man troede, at faren nu var ovre. Men kort efter sporedes der ild på loftet, og i mindre end en time var hele huset nedbrændt. At slukke ilden i det brændende hus var umuligt. Derimod havde man hele opmærksomheden henvendt på to nabohuse, som straks beklædtes med sejl, der stadig overøstes med vand, hvorved ilden begrænsedes til det ene sted. Julius Exners billede tilhører Fanø Kunstmuseum.

I registranten "Gamle huse i Sønderho" (1980) er Exners motiv og billede bl.a. beskrevet således: "Exner har med en vis kunstnerisk frihed omordnet lidt på motivet ved at flytte og dreje nabohusene Toftestien 6 (matr. nr. 205) og Toftestien 4 (matr. nr. 206b) i forhold til virkeligheden".


Det formentlig nyopførte Nord Land 3 med blank mur, tandsnitfrise, tegltag og svungne gavle.
Sønderho Brugsforenings historie går på forskellige lokaliteter tilbage til 1891. I årene 1912-1924 havde den til huse i Nord Land 3. Her overtager skibsfører Jes P. Sonnichsen (f. 1874) brugsen og indretter den i sit hus. Om Brugs-Jes, som han hurtig blev kaldt, kom der til at stå stor respekt, så efter gerningen i brugsen overtager han i 1924 flere betydelige hverv i Sønderho og ender som agtet sognefoged. Foto i jubilæumshæftet Sønderho Brugsforening 100 år 1891-1991. (Sønderho Sognearkiv).


Nord Land 3 fotograferet i 1916. Huset er på det tidspunkt 15-16 år gammelt og fremtræder moderne med vingetegl på taget, en smuk tandsnitfrise under tagudhænget og karakteristisk hollandsk svungen gavl. Bag husets ses Kromanns Fabrik og købmandsgård, som i dag rummer Fanø Kunstmuseum. Dette meget velbevarede foto kan dateres ganske nøje til 1916. Det blev taget sammen med 26 andre såkaldte folkelivsbilleder på bestilling af folkemindesamleren H. Grüner Nielsen, kendt fra udgivelsen "Folkelig Vals". Fotografen var ingen mindre end Sønderhos sommerfotograf Petrea Lund (1880-1960), som havde atelier i sit hus neden for Krobanken, Kropladsen 9. Den originale fotografiske glasplade opbevares i dag i Sønderho Sognearkiv.


Samme foto i udsnit med den svungne gavl. Under tagudhænget ses en dekorativ gesims bestående af et tandfrisemotiv i kontrasterende røde teglsten og hvid-malede felter.


1921. Kromanns Fabrik og nabohuset Nord Land 3 med den svungne vestgavl. Fotografiet er taget i anledning af, at en af Sønderhos berømte døtre i november 1921 er kommet hjem på besøg fra USA. Det drejer sig om den feterede stumfilmstjerne Ann Forrest (1895-1985) [Fotos på YouTube], som ses stående til højre i blledet. Hendes oprindelige navn var Anne Kromann, datter af Mads Hansen Kromann og dermed niece til lokalhistorikeren og fabrikant N.M. Kromann (1870-1960). Anne Forrest's biografi kan læses på Mit Fanø. (Foto i Sønderho Sognearkiv).


1924. Ved siden af Nord Land 3 med den svungne sydøstvendte gavl, der ses her, havde slagter Sonnich Jessen Sonnichsen (1877-1963) sin forretning i Nord Land 1. Her ses i 1924 hans første hustru Anne Knudsen (1877-1930), der var datter af skibsreder og sognerådsformand Anders Mathiesen Knudsen (1849-1931). (Foto i Sønderho Sognearkiv).

1924 eller senere. Nord Land 3 ses her fotograferet i retningen nordvest fra hjørnet af Toftesten 4 og Landevejen 7. I forgrunden en telefonmast med skråstag og i baggrunden Kromanns Fabrik med dens elektricitetsmølle af typen klapsejler. Mellem masterne ses husets svungne gavlkam.


Nord Land 3 i aftensolens lys 1932. På dette dejlige motiv udført af Heinrich Dohm er solen nået om i nordvest, så husenes vestvendte gavle og nordsiden på Albert Møllers hus og Forsamlingshuset ligger badet i aftensolens lys.
Dohm må have stået på Gammel Byvej ud for nummer 10 (G), så vi fra venstre ser (A) Nord Land 6, der nedbrændte i 2017, men genopført, (B) Nord Land 5, Kromanns Fabrik, i dag Fanø Kunstmuseum, (C) Nord Land 3 med den rødkalkede gavl og den hvidmalede gavlkam, (D) Nord Land 1, slagter Sonnich Jessen Sonnichsens hus, (E) Nord Land 4, Albert Møllers hus og tidligere posthus og yderst til højre (F) Gammel Byvej 8. Forsamlingshuset med svungen gavlkam. Tidligere kaldtes det ogaå Andelshuset. (Privateje).



1932. Den svungne gavl på Nord Land 3 set fra (og næsten skjult) bag Toftesten 4. Maleri med titlen "Huse på Nord Land" udført af Johan Rohde. (Privateje).



Et kig fra Sønderhos "centrum" mod nord ad Nord Land. Til venstre ses Lorenzens Butik (nr. 2a) ca. 1948. Købmand Sven Lorenzen (1916-1991) havde overtaget forretningen efter sin far, der døde i 1933 og slagter Jens Lambertsen studerer byens opslagstavle. Til højre slagterbutikken Nord Land 1. I baggrunden – og centralt for emnet her – Nord Land 3 med den svungne hvidmalede gavlkam. Bag gavlkammen ses den i 1924 etablerede elektricitetsmølle på Kromanns Fabrik. (Foto i Sønderho Sognearkiv).

Nord Land 3 en sommerdag i 2015. (PHH foto).
Til toppenTil forsiden

Publiceret 5. august 2025. Redaktion og tilrettelæggelse: © - Aldus.dk