|
Hollandsk svungne renæssancegavle i Sønderho |
Vælg hus ved klik på ikonerne
se billederne og læs historien
Sønder Land 3. Engang købmand Peder Sonnichsens forretning – i dag Iscaféen
Købmand Peder Sonnichsens (1840-1925) forretning længe før Eigil's Selvbetjening og restaurant Fajancen blev tilføjet mellem købmandsforretningen og posthuset (senere Sønderho Badehotel / Kromanns Fiskerestaurant). Forretningen, der blev opført i 1876, er højere end det bagved liggende stråtækte hus, hvilket skyldes at den er forsynet med kælder (pakrum) og har højere til loftet. Tidens nye stil kommer til fuld udfoldelse med den svunge gavl og tegltag. Facaden er pudset og vinduerne fremstår som imiteret sandsten med vandret løbende gesimsbånd og buede overliggere ... udført i cement! (Foto i privateje).
I butiksvinduerne ses porcelæn, legetøj og husgeråd, og over indgangsdøren har købmanden ladet installere elektrisk belysning, så kunderne ikke skulle snuble over dørtrinene. Den elektiske gadebelysning var kommet til Sønderho i 1924!
Sønder Land før 1905. Endnu ses skibsreder og sognerådsformand Anders Mathiesen Knudsens (1849-1931) stråtækte hus (Sønder Land 7), der blev revet ned i 1910 for at give plads til det nye posthus, der langt senere igen blev indrettet som hotel. Sønder Land 9, der ligger på hjørnet af Sønder Land og Søndertoft, ses som et af de meget sjældne eksempler i Sønderho at have haft halvvalmet gavl. Nu kendes tre! I det fjerne ses Kropladsen 1. Fotografen er
Otto Hansen Lassen Rolin (1859-1905) fra Esbjerg. (Foto i privateje).
Et tidligt foto af købmand Sonnichsens forretning taget i fuglepespektiv hen over husryggen, så man kan se Kåverbjerget og de andre klitter ude sydvest for byen. Det er lidt af en gåde, hvordan fotografen er kommet så højt til vejrs. Et gæt kunne være fra toppen af Sønderho Mejeris skorsten, men perspektivet passer ikke.
Til gengæld kan vi til højre i billedet se, som det hedder i registranten
Gamle huse i Sønderho, at "
ud over at hele bygningen indrettedes til butik og pakrum, byggedes nord for huset samtidig en grundmuret og teglbelagt fåre- og svinesti" – Nabo til mejeriet! (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Mon ikke Jessy Sonnichsen har benyttet dette fotografi som forlæg for sin tegning til familiens stamtræ?
Købmandsbutikken med svungne gavle både på øst- og vestgavlen. Tegning udført af Jessy Sonnichsen (1894-1988) i 1910 på familien Sonnichsens stamtræ. Over døren er der af gode grunde enndu ikke monteret elektrisk belysning. (Tegningen er i privateje).
Akvarel fra 1915 – måske udført efter fotografi – af den lokale kunstner Peder Riber (1863-1937), der stammede fra Nørre Nebel og som var uddannet fotograf. Til venstre ses det nye posthus opført i 1910. Peder Riber er repræsenteret i
Fanø Kunstmuseum. (Maleriet er i privateje).
Pladsen foran købmandsforretningen og Sønderho Mejeri (i dag Nanas Stue). Masser af søde børn og frække drenge, der hænger ud over plankeværket. Spegesild i tønder, reklameskilt for Maggi-terninger og frøken Anne Petrea Anthonisen (1875-1957), der i 1925 overtog købmandsforretningen efter sin far, stående i døråbningen. I baggrunden posthuset, der var opført i 1910, en telefonmast, men endnu ikke master til gadebelysningen. Postkort mellem 1910 og 1925. Foto i Sønderho Sognearkiv.
1930. Købmand Sonnichsens butiks sydside med tegltag og i dens forlængelse den stråtækte privatbolig. På det tidspunkt var der endnu ikke bebygget mellem butikken og posthuset, Sønder Land 7. (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Dette udaterede maleri udført af Johan Rohde (1856-1935) har tilhørt familien Sonnichsen. Det viser nogenlunde samme motiv som billedet herover fra 1930, men på Rohdes billede ser man tydeligt den vestvendte svungne gavlkam, hvor den støder op til den gamle stråtækte del af huset. (Fanø Kunstmuseum).
Sønderho. Byens Centrum. 1933. På døren til Anthonisens købmandbutik ses emailjeskilte for bl.a. Politiken og på muren skilte for Cecil-Turkish cigaretter og Carøes The. På østsiden af vejen har de gamle stråtækte huse måttet vige pladsen for moderne byggeri til bank, telefonstation og manufakturforretning. (Postkort i Statsbiblioteket i Aarhus, Det kongelige Bibliotek).
Eigil's Selvbetjening 1972-1990
I 1972 solgte købmand S. Rindom forretningen til Eigil og Karin Schmidt Nielsen, som samme år opførte en tilbygning, så forretningen kunne åbne med selvbetjening. Her ses Eigil's Selvbetjening med "Til salg"-skilte i vinduerne i 1990. (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Sønder Land 3. Den gamle købmandsforretning fik i 2006 en grundig overhaling, så den nu præsenterer sig på smukkeste vis, ligesom den indrettede sig på nye tider med IsCaféen. (PHH foto, november 2009).
FAJANCEN Antik & Café
Ved samme lejlighed (ligeledes i 2006) blev den tidligere tilbygning bygget smagfuldt om og indrettet med FAJANCEN Antik & Café. På fotografiet, som er fra 2014, ses gavlens smukke nyrenæssanceprofil naturligvis fortsat. (PHH foto).
Er der 8 eller 9 huse med svungne gavle i Sønderho?
Tager vi det hele med, ja så findes der i haven til Øster Land 11 en redekasse til rugende småfugle, som er en model af Sønderho IsCafé. (PHH foto).
Publiceret 5. august 2025. Redaktion og tilrettelæggelse: © -
Aldus.dk
❦