Til forsiden Fanø Nordsøbad beskrvet af Georg Brandes Fanø og Vadehavet

Mennesket i Vadehavets økosystem: Fanø og Mandø. Af Horst Meesenburg

Stykker til Fanøs kultur > Fanø og Vadehavet > Mennesket i Vadehavets økosystem
Vadehavet omkring Fanø er som følge af tidevandet en yderst dynamisk lokalitet. Fra landsiden trænger dyr og planter udefter, indtil saltvandet sætter en grænse. Fra havsiden breder marine organismer sig indefter, indtil vanddækningen bliver for kortvarig. I artiklen herunder, som Horst Meesenburg venligst har givet mig lov til at bringe, kan man læse om mennesket i Vadehavets, Fanøs og Mandøs økosystem.
Horst Meesenburg (f. 1928), er biolog og fhv. museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Han har været forlægger med mange udgivelser om Vadehavet, Fanø, Esbjerg, Rømø, Limfjorden og udgiver af ikke mindst det kulturgeografiske tidsskrift BYGD, som udkom i årene 1970-95. I dag assisterer han på Limfjordsmuseet ved Lemvig. Dertil er Meesenburg en begavet iagttager, fortæller og pædagog. Ninka har i et fødselsdagsinterview i Politiken indfanget hans sjæl og væsen ganske godt: "Fra interimistiske observationshytter i Vadehavet, med højvandet slikkende om fødderne, sæler vuggende på revlerne, fugletræk - ved solopgang - som ved solnedgang, har han levet sit voksenliv i takt med tidevandet." (Politiken 10.2. 2003).
Hønen ved Sønderho en sommeraften 2006
Hønen en sommeraften 2006. Floden fra Galgedyb er næsten på sit højeste. Man kan næsten se hvordan vandet med skum på forkanten på den tørre og sprukne overflade (pril'en) pibler frem mod beskueren. Inden længe vil vandet snart trække sig tilbage og løbe den anden vej. I baggrunden, som er mod nord, ses den voldsomt tilgroede Keldsand og Sønderho. Foto PHH ©
Vadehavets økologi: Fanø og Mandø
Allerede i middelalderen blev der drevet et omfattende fiskeri fra Fanø, dels til supplering af landbrugets forholdsvis fattige selvforsyning, dels til videresalg i fastlandets købstæder, specielt Ribe, som øen indtil 1741 var underlagt. Fanøs ældste bebyggelse bestod af spredte gårde, men de var små, og supplerende bierhverv var - som på Langli - nødvendige. Dette gjaldt især øens talrige husmænd, der som regel ikke havde mere jord, end de kunne grave med en spade.

Efterhånden som befolkningstilvæksten øgede behovet for bibeskæftigelse, foregik der en specialisering i erhverv og bebyggelse, og fiskerne - senere søfolkene - samledes i de to bydannelser, Sønderho og Nordby. Her boede havets folk i deres småhuse, mens bøndernes gårde fortsat lå spredt på de steder, hvor landbrugsmulighederne var bedst. Allerede i 1606 siges det i en indberetning, at "landet er ikke andet end tvende arme fiskelejer og i sig selv meget fordærvet af sand". Alligevel betingede Vadehav og Vesterhav, at denne sandbunke allerede i 1743 - før skibsfarten var begyndt - befolkedes af over 1500 indbyggere - ca. 30 pr. km 2.

Hvalfangst i Nordhavet og ved Grønland
Hvalfangsten i Nordhavet og ved Grønland havde i sin storhedstid fra 1650-1800, og mange af øens unge mænd drog med hvalfangerne fra Hamburg og Amsterdam op i de arktiske have, og supplerede derved det lokale økosystems utilstrækkelighed. Da det omkring år 1800 var lykkedes at udrydde hvalbestanden, måtte man finde nye muligheder. Den voksende fragtfart mellem de europæiske lande indbyrdes, samt mellem moderlandene og deres kolonier blev løsningen. Smårederier voksede sig store, og i 1860 besad Fanø kongerigets næststørste handelsflåde - lige efter København, og 100 skibstømrere arbejdede ved øens småværfter. Skibsbygningen kulminerer omkring 1864, mens handelsflåden efter indkøb af nogle ældre engelske jernskibe når sit toppunkt i 1890'erne.

Op mod år 1900 begynder dette veletablerede samfund at knage i fugerne. Med sejlskibstidens ophør kunne Fanø ikke mere skabe eksistensmulighed for sine godt 3000 indbyggere, og udvandringen tog fart.

Mange drog den lange vej til England eller det forjættede USA, andre nøjedes med at flytte til Esbjerg eller en anden dansk havneby. Nogle forlod handelsflåden og blev ansat ved lods- eller fyrvæsenet. Andre igen brød alle forbindelser med deres maritime fortid. Sønderho blev hårdest ramt, mens Nordby nød godt af Esbjergs stimulerende nærhed og udviklede en mere alsidig erhvervsstruktur.

Hele denne historie viser, hvorledes et lokalt økosystem bestående af en klitø og det omgivende Vadehav tidligt supplerer sit udkomme ved at inddrage dele af andre økosystemer, Nordhavets hvalbestand og kolonilandenes fragtfart. Siden blev Fanø selv inddraget i fjerntliggende industribyers tilværelse, idet den blev rekreativt opland for blandt andet Hamburg og Ruhr-distriktet. At inddrage og blive inddraget har været grundlag og skæbne for Fanø og dens befolkning.

Grådyb mellem Skallingen og Fanø
Grådyb mellem Skallingen og Fanø. Inde bag Fanø ligger Esbjerg trygt i læ, men af hensyn til de store skribe kræver det til gengæld, at sejlløbene til stadighed opmudres, så de altid er mindst 11 meter dybe, også ved springtidslavvande. Google Maps.
Grådyb og det nordlige Fanø
Mens de store tidevandsdyb syd for Fanø er fritaget for menneskelige indgreb, præges Grådyb af havnevæsenets stadige opmudring af løbet. Med stigende besejling af tiltagende skibsstørrelser er dybdekravet i dag nået op på 11 m ved springtidslavvande. Det er typisk for samtlige dyb, at de inde mellem øerne skærer sig dybt ned i vadens sandaflejringer, mens de udefter hurtigt mister dybde. Mellem de begrænsende øer er tidevandsstrømmen stærk, mens den ud mod det frie hav hurtigt taber hastighed. Herude aflejres derfor enorme mængder af materiale, og samtlige dyb blokeres på havsiden af en vældig sandkegle, en barre, med vanddybder på nogle få meter. Dette vanskeliggør besejlingen, specielt ved stormvejr, hvor brændingen bryder voldsomt ind over det lave vand.

Også Grådyb har - på trods af det snævre sejlløb - sin barre i behold, idet fladvandet både fra Skalling- og Fanø-siden skyder sig over 5 km til havs, som Tørre og Våde Bjælke. Store sandmasser fragtes af brændingstransporten ned langs den jyske vestkyst, gribes af tidevandets malstrøm i dybene og aflejres som enorme sandflak, hvor strømhastigheden igen aftager. Som fig. 124 viser, er sådanne flak under stadig dannelse vest for Fanø, hvorfra de af tidevand og fremherskende stormretninger fragtes østover. Her svejses de efterhånden på øen som vifteformede strand volde, der elegant bøjer østpå - ind langs dybet.

På den høje sandvade - Skelbanken - gennemførte Erik Smidt sine undersøgelser i 1940ne. Indenfor følger - begrænset af en markeret forlandsklint - Grønningens højtliggende sandmarsk. Det er en helt anden marsk, end den vi støder på i de øvrige af Vadehavets marskområder. Den ligger i næsten en meters højde over normalhøjvande og oversvømmes således kun ved storm. Dens plantevækst mangler derfor de egentlige saltmarsk-arter, idet vi springer direkte fra vaden op i malurt-niveau.

Satellitfoto af Hønen på Fanøs sydspids Satellitfoto af Hønen på Fanøs sydspids. Syd er opad med Galgedyb ovenfor fotografiet. I de sidste mange år er der gnavet godt af klitterne mod syd og Krogsand rækker sin "finger" længere og længere mod øst, og meget vand er der efterhånden ikke tilbage i sejlrenden. Vest for Hønevejen ses Bavnebjerg lige syd for Sønderho og længst ude Lådne Bjerge. (Google Maps).
Hønen ved Sønderho
Fanøs sydspids minder på mange måder om de andre ø-ender, idet en smal, men dyb rende skærer sig tæt op langs øens østside. Alligevel er hjørnet ved Sønderho anderledes, thi mens det de andre steder er hoveddybet, der sender en beskeden sidegren op langs ø og halvø, drejer det sig her om et selvstændigt løb, Galgedyb, der løber parallelt med Knudedyb, hovedløbet mellem Fanø og Mandø. På kortet fra 1872 skærer løbet sig endnu tæt ind til klitterne, men gennem de efterfølgende årtier forlænges øens sydspids 500 m i østlig retning, og Galgedyb tvinges østover. Warming og Wesenberg Lund skildrer tilstanden omkring århundredeskiftet:

"Her er en svag Bugt, åben mod Sydøst, ved hvis nordlige Rand Sønderho ligger. Ved Sydenden af Bugten, der tillige er Sydenden af Fanø i det Hele, er der en typisk Sand vade, og her fører Vind og Strøm stadig Sand til, så at et Øre udvikler sig mod øst, der afgrænser Bugten bedre mod Syd. Men længere mod Nord går denne Sandvade over i Slikvaden, og ud for selve Sønderho, i Læ af Landet, har man den typiske, grønne, dybt dyndede Slikvade."

På dette tidspunkt var udviklingen henimod den tilstand, vi møder i dag, således lige begyndt. Fra den østgående klit-strandvold, Krogsand, er der siden langs Galgedybs vestbred opbygget en højtliggende sandbanke, der i en elegant bue strækker sig 700 m nordpå mod Sønderho. Sandbanken blev erobret af plantevækst, voksede ved pålejring til en højde af 30-40 cm over højvandsniveau, men er i dag igen under hurtig nedbrydning på grund af den kraftige ebbestrøm i tidevandsrenden. Målinger gennem de sidste par år har vist et tab på nogle meter årligt.

Fra den høje banke langs Galgedyb aftager højden hurtigt mod vest, kilebæger afløses af annel, annel af spartina, spartina af kveller, og inde bag sandbanken når vi ned i den bløde slikbund, der adskiller klitrandens tagrørssump fra bankens marsk. Sandbanken demonstrerer inden for mindre end 50 m - og inden for en højdeforskel på 50 cm -marskplanternes typiske zonering. Banken afgrænses mod syd af en række mindre, tværgående loer. Går vi fra renderne sydpå - op mod Krogsands klitter - oplever vi successionen endnu mere overbevisende.

Ude i den bløde sump starter kveller og spartina deres erobring, men hurtigt breder anneltuerne sig sammen med hindebæger. Annelbæltet afløses af en bred zone domineret af rød svingel, for helt inde ved foden af Krogsand at gå over i den brakke harril-marsk. I de 75 år, der ligger mellem 1872-kortet (se fig. 126), Warmings beskrivelse i 1903 og vor opmåling i 1970 (se fig. 127), har dette hjørne således gennemløbet alle faser fra tidevandsrende over hjertemusling- og sandormvade og via kveller- og annel- til moden svingel- og harril-marsk. Men dermed er udviklingen ikke afsluttet. Tidevand og brænding truer på ny med at gennembryde og bortskylle Krogsand og nedbryde marsken, således at 1872-situationen måske genskabes. En ny cyklus kan begynde.

Vadehavet omkring Mandø
Mens Skallingen-Fanø i nord og Rømø-Sild i syd giver henholdsvis Grådybs og Listerdybs tidevandsområder en ramme, mangler den centrale del af Vadehavet fast kontur. Centralt i området ligger Mandøs cirkulære marskklat, kun forbundet med det jyske fastland ved ebbevejens traktorspor. I øvrigt hersker ebbe og flod. Nordligst sender Galgedyb sin smalle og lavvandede rende ind mod Sønderho, derpå følger Knudedybs markerede løb flankeret af Peter Meyers Sand og Flakstjerten -vigtige tilholdssteder for sæler og sejlsportsfolk. På tilsvarende måde omgives Juvredyb af Koresand og Rømøflak.

Flakkene er høj sander, hvis overflade ligger op til en meter over middelhøjvandslinien. De er Vadehavets ørkener. For mens de højvandsdækkede vader trods periodisk tør lægning har en enorm primærproduktion og et deraf følgende rigt dyreliv, er livsbetingelserne på disse havvendte sandflak, der kun overskylles ved stormflod, ringe. Havdyrene mangler forståeligt nok, og sandbunden er for tør til, at en mikroflora kan trives. De er desuden udsat for kraftig brænding og betydelig sandflugt, der bevirker, at sandmasserne her omlejres langt oftere og mere dybtgående end på vaden. Al denne uro hindrer etableringen af et permanent plante- og dyreliv. I rolige somre kan enkelte strandplanter nå at få rodfæste, for igen at blive tilintetgjort under den første efterårsstorm. Højsandets fattigdom fremhæver særlig stærkt kontrasten til vadernes og marskens rigdom, og til de livsbetingelser, der er dens forudsætning.

Gengivet med venlig tilladelse fra Horst Meesenburg © Copyright.
Kilder
Sandormen præger vaden frem for nogen. Dels er det langt den kraftigste af ormene, dels former den ved sine faste gangsystemer, sine tragte og ekskrementhobe store dele af vadens overflade. Peter Meyers Sand, sommeren 2006. PHH foto ©.
Hvalfangere på farefuld jagt
Hvalfangere på farefuld jagt. En farlig 'sport'. Mange måtte lade livet og fandt deres sidste hvilested i grave på Svalbard. 1700-tals kobberstik.
Sydspidsen af Fanø med Sønderho og Hønen
Sydspidsen af Fanø med Sønderho og Hønen. Omkring 1870, hvor dette kort er fra, er Galgedyb næsten retlinet, og Høne-klitten, som mange husker fra forrige århundrede, og som nærmest forsvandt i stormen 1999, er endnu ikke dannet.
Botanisk kortlægning af Hønen ved Sønderho i 1970
Botanisk kortlægning af Hønen ved Sønderho i 1970. Pilene angiver plantedækkets kolonisering i årnene 1970-75. Det hvide er vader. Nord er nedad og Sønderho ligger lige lige neden for kortets underkant. Tegning: Horst Meesenburg ©

Publiceret 31. maj 2007. Idé, research, tekst og layout: © - Aldus.dk.