Til at tage IT-kørekort hører naturligvis både Word tekst- behandling og kaffe. Men at et af symbolerne i Word's menulinie af de fleste bliver opfattet som en kaffekande kom under et kursusforløb noget bag på mig. Sådan havde jeg aldrig set det. At mange ser det som en kaffekande er dog ganske morsomt, men vel ikke så mærkeligt. Ligheden er jo slående - ikke mindst med en af de moderne Stelton stål-termokaffekander.

At udviklerne hos Microsoft har tænkt på noget ganske andet, da de i sin tid skulle finde på indlysende symboler er så noget ganske andet. De har tænkt, at mange kunne have brug for at se, hvordan teksten via en kodning var formatteret. Det kan især være nyttigt, hvis tabuleringer og indrykninger driller. Kodningen kan derfor synliggøres ved at trykke på "kaffekanden". Men hvorfor lige en "kaffekande" til markering af formatteringen? Det vender vi tilbage til lidt senere!

Misforstået brugt blev "kaffekanden" allerede i 1895 på Henrik Pontoppi- dans roman "Dommens Dag", hvor den som vignet på bindet er drejet 90 grader, så den mister enhver lighed med sin oprindelse - som slet ikke er nogen kaffekande...

Bogbindet er et såkaldt komponeret bind (komponage), udført af kunstneren Hans Tegner (1853-1932), hvilket fremgår af det lille sammenflettede monogram med initialerne HT, der ved en skyndsom iagttagelse vel for de fleste blot opfattes som en lille stjerne - som pynt. Men Hans Tegner har utvivlsomt arbejdet meget bevidst med udgangspunkt i et historisk materiale, hvorfor det næppe er nogen tilfældighed, at udformingen er som den er. Forklaring følger!

Nej, vi skal helt tilbage til middelalderen, lang tid før Gutenberg opfandt de løse typer og fremstillede den første trykte bog i 1445. Vi skal tilbage til dengang, hvor det kun var de lærde munke, der kunne skrive, og som sad i skriptoriet i klostrets bibliotek og afskrev de hellige skrifter.

Da pergamentet var kostbart skulle pladsen udnyttes til det yderste, hvorfor der ikke var plads til at rutte med luft mellem afsnittene. Så for overskuelighedens skyld indsatte de små røde tegn, så man hurtigt kunne orientere sig i teksten.

Illustrationen herover viser den øverste del af et stort P, hvori en munk sidder i skriptoriet og afskriver et manuskript. Til højre ses et udsnit af en side fra den første bog trykt i Danmark: Breviarium Ottoniense, trykt af Johann Snell i Odense 1482. Det var for kostbart at trykke med mere end den sorte farve, men da teksten skulle deles ind i afsnit, ligesom munken gjorde det i sine manuskripter, måtte bogtrykkeren bagefter i hånden indmale de røde afsnits- eller rubriceringstegn.

Fra farven rød (rubrum) via rubrik eller rubriceringtegn til kaffekande
Det anvendte tegn blev kaldt en rubrik eller et alineategn. Disse var ofte udført med rød farve, der på latin hedder rubrum, deraf rubrica. Dette ord gik så senere over til at betegne selve overskriften og i videre betydning også det enkelte afsnit. Alinea (af latin a linea med tryk på 2. stavelse) betyder ny linie eller mærke for nye linie.

Rubricatoren
kaldte man også den person (munk), der malede initialer og overskrifter i håndskrifter og i de ældste inkunabler. Hertil benyttedes oftest rød farve (rubrum).

Her ses et udsnit fra en side af den første bog trykt i Sverige: Dialogus fra 1483 (også trykt af Johann Snell). Over illustrationen ses nu et sort trykt rubriceringstegn, men rubrikatoren har alligevel været der bagefter, for at sætte en rød streg ind i tegnet! Dertil har tegnet fået lidt "pynt" i form af et lille udskåret kors