Aldus Manutius bogtrykkermærke - en delfin og et anker
Aldus Manutius (1449-1515). Venetiansk bogtrykker og forlægger
Af Per Hofman Hansen



Hvorfor Aldus.dk som mit domænenavn?
Når jeg har valgt domænenavnet Aldus.dk til min hjemmeside, er der flere forklaringer. Vigtigst er at jeg lige siden mine studier i bogvæsen hos min hengivne fagleder, dr.phil. Erik Dal på Danmarks Biblioteksskole har interesseret mig for boghistorie, bogfremstilling, forlagsvirksomhed, æstetik, grafisk layout og design. Gennem årene er det blevet til adskillige studier, redaktionelle arbejder og en del udgivelser. Renæssancens smukke klassiske bogtryk har altid tiltalt mig, og på et tidligt tidspunkt fandt jeg særlig interesse i såvel Aldus' hovedværk Hypnerotomachia Poliphili som hans små elegante aldinere. Så hvorfor ikke, når nu domænenavnet Aldus.dk var ledigt?
Per Hofman Hansen

Aldus Manutius (italiensk Manuzio eller Manucci, Aldus Pius) er renæssancens og Italiens store humanist og bogforlægger, født 1449 i Bassiaino ved Velletri, død i februar 1515 i Venedig. Han studerede først i Rom, siden under Battista Guarini i Ferrara. Manutius blev selv siden lærer for fyrst Alberto Pio til Carpi og levede en tid hos den lærde fyrst Giovanni Pico i Mirandola og flyttede i 1489 til Venedig for at grundlægge et trykkeri med henblik på at udgive gode og smukke udgaver af de klassiske græske forfattere - noget man ikke havde været vant med i samtiden.
    Manutius var ikke selv udlært bogtrykker, men en lærd mand med en fin og sikker smag. Udgivervirksomheden fik han påbegyndt omkring 1494 og uegennyttig og begejstret for sin livsgerning sparede Manutius ingen møje for at få sine bøger så smukke og korrekte som muligt; således han stod i forbindelse med mangfoldige lærde i Italien og udlandet, deriblandt Erasmus af Rotterdam, og samlede om sig i Venedig en kreds af humanister (Accademia Aldina), hos hvilken han søgte råd i filologiske spørgsmål. Selv forfattede han bla. en latinsk grammatik (Venedig 1501).

Eusebius traktat De Praeparatione Evangelica  De Aetna fra 1495 med Francesco Griffos nye skrift  Hypnerotomachia Poliphili  Vergils digte. 1501
  1. Nicolas Jensons berømte antikvaskrift anvendt første gang i 1470 til Eusebius' traktat De Praeparatione Evangelica.
  2. Pietro Bembo: De Aetna fra 1495 med Francesco Griffos nytegnede skrift.
  3. Francesco Colonnas Hypnerotomachia Poliphili (1499). 234 sider, 30,2 x 19,8 cm.
  4. Vergils digte. 1501. Ideen til Francesco Griffos kursivskrift kom fra Manutius, der så fordelen i at fremstille bøger i små formater (oktavformat).
I 1495 udsendte han en lille traktat: De Aetna forfattet af en kardinal Pietro Bembo. Skriften til den var, ligesom Aldus' øvrige skrifter, skåret af den dygtige stempelskærer fra Bologna, Francesco Griffo (Francesco da Bologna Griffi), og der er det bemærkelsesværdige ved den, at Griffo fjerner sig fra det indtil da smukkeste og mest beundrede snit, Nicolas Jensons berømte skrift fra 1470. Versalerne til Griffos skrift var endnu temmelig tunge, men de små bogstaver var smallere og mere elegante i tegningen.
Griffos skrift til De Aetna var den første af i alt 5 eller 6 antikvaskrifter, som han skar til Manutius. Om den kan man ikke sige, at den var særlig vellykket, først den tredie, som blev anvendt til den berømte Hypnerotomachia Poliphili, slog rigtig igennem som en overordentlig vellykket skrift.
    I Hypnerotomachia Poliphili, som han udsendte i 1499, er de små bogstaver benyttet igen, men denne gang med versalerne, som bevidst var skåret spinklere og lidt lavere end overlængderne på de små bogstaver, utvivlsomt fordi han derved fik et smukkere og roligere satsbillede. Hypnerotomachia Poliphili blev beundret af samtiden som det mesterværk den er, og skriften blev hurtigt kopieret af italienske bogtrykkerie, men også de parisiske officiner havde øje for dens skønhed. I årene omkring 1532 reformerede de franske bogtrykkere bevidst typografien. Den blev lysere og mere yndefuld, og hos fire bogtrykkere finder vi nye skrifter, som kun kan være inspireret af Bembo-skriften.

Monotypes kopi efter denne, den mest klassiske af renæssanceskrifterne, betragtes således som et af de mest betydeligste bidrag til fornyelsen af de historiske snit, og den har med rette fået stor udbredelse siden den fremkom i 1929.
Kursiv (Italic) var den skrift der blev anvendt som det italienske modersmåls skråskrift. Den blev tegnet af Aldus i 1501, men den var i den grad konstrueret på grundlag af 1400-tallets skriveskråskrift, at den også stilmæssigt hører til blandt 1400-tallets fonte. Vi kan ikke forstå Aldus' arbejde og trykkerivirksomhed, eller fornyelsen i form af bøger i små formater trykt med kursiv, med mindre vi kender noget til de intellektuelle forudsætninger i Europa på den tid og til et eksperiment, som Alkdus udførte nogle år forinden. ..... (D.B. Updike: Printing Types, I, s. 125ff)

Aldus' kursiv, som første gang blev benyttet i 1501, er ikke af samme karat som antikvaen, dertil er den for gnidret, og da Monotypes direktør Stanley Morison derfor i 1929 overdrog kaligrafen Alfred Fairbank at tegne en kursiv til skriften, valgte han forbilledet i en lille forskriftbog, som kalligrafen Giovanantonio Tagliente udsendte i Venedig 1524. Det første forsøg var ikke helt vellykket. Skriften var smuk, men lidt for skrå og for individuel til helt at passe til Bembo-skriften, og den er derfor erstattet med en lidt bredere og mere lodret kursiv.
Foruden ordinær og kursiv findes særlige titelversaler og en halvfed fremhævningsskrift, som i hvert fald er bedre en de fleste halvfede skrifter. Fairbanks skriftprøveark.

En af de pariser-stempelskærere som lod sig inspirere af Griffos Bembo var Claude Garamond, som virkede i Paris i årene 1515 til sin død i 1561. Skriften, opkaldt efter Garmond, er formentlig en af de mest udbredte skrifter herhjemme i dag, og det er der en naturlig forklaring på, idet den sammen med Bembo er den mest ægte renæssanceskrift samtidig med at den er smuk, klar og letlæseslig.
    Fire bogtrykkere disponerede over hver sit Garamond-snit: Simon de Colines, hanbs stedsøn Robert Estienne, Antoine Augereau og Christian Weschel. Antoine Augereau led i øvrigt en krank skæbne, idet han blev brændt og hængt som kætter juleaftensdag 1534 fordi han havde trykt et digt uden tilladelse. Det skete antagelig i en forholdsvis ung alder, og det kan være årsagen til at han har stået i skyggen af Garamond.
    Til gengæld har Augereau for nylig fået en renæssance i Danmark, idet bogtrykker og forlægger Poul Kristensen i Herning af den amerikanske skriftdesigner George Abrams har fået foræret en nytegnet Augereau-skrift.

Under krigsuroligheder i Italien satte Manutius meget til, og i 1500 blev han på en tilbagerejse fra Milano til Venedig overfaldet og plyndret af soldater (det viste sig dog at bero på en fejltagelse, og han blev løsladt en tid efter). Han måtte i flere år leve uden for den by, hvor hans officin fandtes, medens det gik mere og mere tilbage for ham, og hans virksomhed var ingenlunde kommet på fode ved hans død, selvom han atter nåede at flytte ind til Venedig og bosætte sig der.

Sønnen Paolo (Paulus Manutius, 1512-74) var kun 3 år gammel, da Aldus døde; dennes svigerfader, Andrea Torrigiani, styrede trykkeriet med dygtighed til sin død 1529, og det stod derpå stille indtil 1533, da Paolo begyndte en ny virksomhed. Han havde uddannet sig til en ypperlig filolog og forstod at hævde trykkeriets traditioner, idet han trods stadig sygelighed udfoldede stor iver både som lærd udgiver og bogtrykkerprincipal. Efter Pave Pius IV's opfordring flyttede han 1561 med familie til Rom, hvor han i ni år ledede et trykkeri på Capitolium, hvorfra en stor samling af kirkefædrenes værker skulle udgå. Sine sidste år levede han dog atter i Venedig, omend han døde på et besøg i Rom. Manitius har bl.a. forfattet et antal latinske Epistolæ (Venedig 1558, 1580 og senere), et bind italienske Lettere (Venedig 1560) og fire værker om enkelte dele af de romerske statsantikviteter (1557-85, trykt forskellige steder). - Under hans søn, Aldus den Yngre (1547-97), fortsattes den "aldinske" trykkervirksomhed i Venedig og andensteds. Denne ætling af den store Aldus var også en anset filolog, der docerede ved flere universiteter, og lærd skribent; hans bogsamling siges at have været på 80.000 bind.

Aldinere (editiones Aldinae) kaldes de bøger, der fra slutningen af det 15. århundrede indtil henimod 1600 udgik fra Aldus Manutius' og hans efterfølgeres bogtrykkeri i Venedig. Disse udgaver er mellem 900 og 1000 i tallet og udmærker sig ved korrekthed og bemærkelsesværdigt udstyr med hensyn til tryk, papir og illustrationer. De fleste er daterede, tidligst fra 1494, og bærer som trykkermærke en delfin, der slynger sig om et anker. Den aldeles overvejende mængde er i oktavformat. Aldus trykte i begyndelsen kun med antikva (d. v. s. de latinske og italienske bøger), således som den var indført af den venetianske bogtrykker Nicolaus Jenson, hvis skrifter Aldus' svigerfader, Andrea Torresani havde arvet. Men omkring 1500 lod han Francesco da Bologna skære en ny skrift, der var en efterligning af den romerske kancelliskrift, og som trykkeriet fik privilegium på for en længere årrække. Det er den nutildags velbekendte "kursiv" (i Frankrig og England kaldet italique), som gjorde stor lykke ved sin fremkomst. Den første, helt med kursiv trykte Aldine er en udgave af Vergil fra 1501; senere findes denne skrift benyttet til de fleste bøger, der er trykt i det aldinske officin. Da Aldus selv var en lærd filolog, og navnlig havde lagt sig ivrigt efter græsk, spiller udgaverne af de græske forfattere en stor rolle blandt Aldinerne, idet han for første gang udgav 28 oldtidsforfattere på originalsproget, foruden en græsk grammatik og en ordbog, deriblandt den prægtige Aristoteles i folioformat (1495-98) og Aristofanes fra 1498. Hans trykkeri besad ni forskellige slags græske skrifter. Mange af hans bøger er udsmykket med friser og initialer i Træsnit. Træsnittene i det berømte illustrerede værk Hypnerotomachia Poliphili af Francesco Colonna (1499 i folio, trykt med smuk antikva) har man anset Andrea Mantegna for tegner af, men med tvivlsom ret.

Der gives også enkelte Aldinere på hebraisk, idet Aldus ejede tre forskellige slags hebraisk skrift. Han havde også sit eget bogbinderi, hvorfra hans bøger forsynedes med solide, jævne og smagfulde bind. - Aldus' tryk blev meget efterlignet og desuden eftertrykt, så at man har haft en del vanskeligheder med at skille de ægte Aldinere fra de uægte. Bogsamlerne og de offentlige biblioteker har altid, især i tidligere tid, sat stor pris på Aldinere, og tit anlagt særlige samlinger af dem. Det kongelige Bibliotek besidder således mange Aldinere, deriblandt en del af de sjældneste og smukkeste.

 Sider i tilknytning til denne  Download fonten Zapf Dingbats
Download fonten Zapf Dingbats med de to Aldus-blade
Download fonten Zapf Dingbats med de to Aldus-blade med tegnkode 166 og 167.

 Links  Hypnerotomachia Poliphili, Belladonna Dokumentet og The Rule of Four
 www. aldus.dk - . Publiceret 4. november 2002. Opdateret 31. oktober 2012.