Bavnevagt malet af Christen Dalsgaard 1848. Dalsgaard skal være blevet inspireret til dette billede af rygtet om den såkaldte slavekrig i marts-april 1848. Det hed sig at tugthusslaverne i Rendsburg var blevet sat på fri fod af oprørerne i Slesvig-Holsten, og at de nu drog hærgende op gennem Jylland. Der blev derfor dannet borgervæbninger, som skulle beskytte mod truslen fra slaverne, og en af måderne at signalere til hinanden herom, var ved hjælp af bavneblus.
Det blev i øvrigt sidste gang i Danmarkshistorien, at bavne-systemet blev brugt til sit egentlige formål.

Bavnevagts-Ordinantz af 23. juli 1700

• Når bavnene er oprettet på passende steder, skal der ved hver bavn opsættes en hytte, hvori vagten med deres gevær kan finde nogenlunde ly i regn og stormvejr.
• I landbyer eller gårde nærmest bavnene skal der være en hovedvagt på 12 personer, hvoraf 4 hver dag kl. 12 med tændte lunter og andet behørigt skal forføje sig til deres bavn for at holde vagt, og når de nogen fjendtlige kapere, skærbåde eller andet fartøj opdager, skal bavnene straks og uden al forsømmelse antændes.
• Samme vagt skal forblive ved bavnene i 24 timer til andendagen kl. 12, da de af andre 4 skal afløse fra hovedvagten.
• Af herredsfogden, der fungerer som kaptajn, skal der være gjort anstalt til at andre 12 er tilsagt at mødes, som disse 12 i hovedvagten hver 3. dag præcis skal afløse og sig med bavnevagten som foranmeldt forholde. Desuden skal officererne have pligtig indseende med, at det med sådan omgang går rigtigt til i de til hver bavn tillagte sogne, så den ene ikke mere end den anden bliver besværet.
• Så skal også ved hver kirke 4 personer af sognefolkene, hvoraf hver dag 2 skal holde vagt øverst i kirketårnet fra solens opgang til dens nedgang, og de andre 2 fra dens nedgang til dens opgang på andendagen og i lige måde dermed som med bavnevagten i sognet omgår.
• Når den bemeldte kirkevagt ser en bavn antændt og brænde, skal de straks ringe med klokkerne, og når da den vagt, som findes ved den næstliggende kirke, hører klokkerne ringe, kan de nemt mærke denne at være en alarm og ikke bedeklokke eller for ligbegravelser. Da skal de straks klemte med klokkerne i klokketårnet, også selvom de ikke selv kan se bavnen brænde.
• Når sognenes indbyggere hører og fornemmer klokkerne lyder, skal de være forpligtet til at advare hinanden fra by til by. Sognefogderne og kirkeværgerne skal have pligtig indseende med, at dette uden forsømmelighed bliver efterkommet. Alle fra hele herredets mandskab og kompagnier, som er udskrevet med gevær, skal dernæst skyndsomt henvende sig på den samlingsplads, hvor de blev mønstret, og medbringe deres fulde forsvarlige gevær.
  Ligeledes skal officererne og hele almuen aldeles straks indfinde sig uden nogen udeblivelse under højeste straf efter Hans kgl. Majestæts allernådigst ordre.
• Derpå skal officererne straks forføje sig med det ganske mandskab derhen, hvor de formoder, at fjenden vil gøre landgang, og hvis fjenden allerede skulle være kommet i land, da derhen hvor fjenden lader sig finde. Her skal de give ham tilbørlig modstand med bevidstheden om, at man kender Hans kgl. Majestæts undersåtters pligtskyldighed og troskab.
  Understår nogen sig i at udeblive fra vagt eller mønstring, når de dertil er blevet ansagte, skal samme første gang han forsynder sig, efter at denne forordning første gang er offentliggjort, straffes med pæl (et strafferedskab bestående af en stolpe med jern til halsen eller hænderne, hvortil forbrydere fastgøres for at piskes eller pines) eller på træhest, hvilken på deres egen bekostning ved mønsterpladserne skal opsættes, og anden gang med større straf anses.
  
  Væbningssoldater trænes her i kamp med udrakte leer på lange stager. Lebladene var var monteret på et træskaft, så de kunne bruges som lanser. Anonymt xylografi fra 1852.
  Men skulle nogen tilfordriste sig at udeblive og sig ej indfinde på alarmpladserne, når bavne brænder og klokkerne klemter, skal han uanset rang og stand straffes på gods, krop og liv efter sagens beskaffenhed, med mindre han med sin sognepræsts og bymænds attest beviser at have ligget på sin sygeseng og i så måde af svaghed at have været forhindret.
  Dersom der blandt mandskabet skulle befinde sig nogen, som ikke har skaffet sig et dueligt gævær, men dog er så formuende, at de kan skaffe sig et, skal det ubrugelige gevær kasseres, og de skal være pligtig til inden næste mønstring at anskaffe sig et dueligt gevær. Hvis ikke har kaptajnen, en underofficer og fire menige magt til at udpante i hans hus så meget, at det kan skaffe ham en forsvarlig flint- eller fyrbøsse. Men de må ej på nogen måde søge deres egen profit derved.
  
  Men dersom der skulle befinde sig nogle, som kun har part i en gård, og de derfor er så forarmede, at de hverken kan skaffe sig bøsse eller kårde eller pike (spyd), skal de møde ved mønstringen med udrakte leer på lange stager og på bavnevagten med tændte lunter, thi forker skal såvel på vagt som på mønstringen være afskaffet.
  Ved hver bavn skal være en bavnemester, men også kaptajner og officerer skal være beføjede til at visitere disse samt kirkevagterne og en gang hver 4. uge indgive udførlig rapport til amtmanden.
  Glückstadt, 23. juli 1700.
  Grev H. Schack, Stiftsamtmand.

"Blev oprejst en bavn ved Vester Vedsted på et højt sted, og blev bavnevagten holdt af alle slags tjenere (bønder under de forskellige godsejere) i Hviding Herred og Lustrup Birk.
    Kom derfra over vandet til Mandø, hvor jeg forefandt en dygtig bavn opbygget på et højt sted, så man kunne se 3 à 4 mile både ud i søen og omkring sig ind i grevskabet, Lø og Hviding Herreder. Men desværre er der kun 15-16 personer på landet i den alder, forordningen ommelder og intet gevær, kun nogle piker.
    På Sønderho og Fanø blev 2de bavne opsatte og derimod kaber, som de søfarende sejler efter, nedtagne ligesom søtønder fra Listerdyb blev taget ind. Endelig blev endogså søtønderne for Grådyb ved Hjerting og Nymandsgab for Ringkøbing taget op.
    I herrederne fandtes bavne på behørige steder at være rejst, befandt også godt mandskab, men der manglede gode anførere, thi der er få, som forstår at exercere bortset fra Vester herred, hvis herredsfoged er byfogden i Varde og som længe har tjent som løjtnant under dragonerne. De havde vel en del geværer, men ikke fuldt. De ville gerne anskaffe sig det, men der er lidet eller intet at bekomme.
    Proprietær N. Nielsen på Endrupholm havde selv for- synet sine bønder og tjenere, som intet selv kunne tilvejebringe, med godt gevær. Det var at ønske, at alle proprietærer og forpagtere på de adelige gårde her i amtet også ville have sligt i forråd, så de kunne forvare det selv igen, når landeværnene bliver ophævet."

'Det brændte på baunhøjene langs den cimbriske vestkyst', Henning Mortensen i Raketter
Og så kom altså Ib, havdrikkeren, til Fanø i 1947, og nu er han her igen, og han forklarer sin søn og sin kone om Fenja og Menja og kong Frode og min bare røv, fordi han gør sig klog på alting. Og før han første gang udstillede sit hulbrystede, horsensianske kadaver på den lysspulede og eventyrlige strand ved Rindby, brændte det på baunhøjene langs den cimbriske vestkyst, og mænd af større brystfylde og skægvækst gjorde sig klar til plyndringstogter på den anden side havet. (Raketter, 2000, s. 99).

Citat fra 'Raketter', tiende og sidste bind i Henning Mortensens romanserie 'Havside sommer' om Ib Nielsen og hans brogede liv. Ib - nu 60 år - flytter tilbage til Fanø - til Digevej, selvfølgelig. Fanøbeskrivelserne er smukke med afstikkere ud til vennerne i Bruxelles og Lissabon. Vi får både årtusindskifte og nytårsfesten på Fanø med.

Carsten Jensen i sin roman
'Vi, de druknede' om bavner:
"Det blev krig med tyskerne i Slesvig-Holsten på den anden side af østersøen. Det var i 1848, og den gamle toldforvalter de la Porte blev den første, der fik det at vide, fordi den provisoriske oprørsregering i Kiel sendte ham Proklama-tionen sammen med en anmodning om at udlevere toldkassen.
    Hele Marstal kom i oprør, og vi blev straks enige om at danne et landeværn. I spidsen stod en ung lærer fra Rise, som vi siden kaldte Generalen. På alle øens højeste punkter blev der tømret bavner. Det var vipper anbragt på en høj stang med en tønde fyldt med gammelt tovværk og tjære hængende for enden. Hvis fjenden kom, gik den brændende tjæretønde til vejrs for at signalere, at nu kom krigen sejlende.
    Der var bavner både på Knasterbjerg og ved klinterne ved Vejsnæs, og alle steder gik der strandvagter og spejdede ud over vandet.

Krigshalløjet blev for meget for Laurids, som i forvejen ikke havde respekt for nogen ting. En aften, da han på vej hjem fra Eckernforde Fjord passerede Vejsnæs, sejlede han tæt på stranden og råbte, så det gjaldede ud over vandet: "Tysken er efter mig!"
    Få minutter efter brændte tønden på toppen af klinten. Så tændtes bavnen på Knasterbjerg, og nu sprang ilden videre ind over øen, helt til Synneshøj, næsten 20 kilometer borte, indtil Ærø stod i brand som på sankthansaften.
    Laurids lå på vandet, mens bålene flammede op, og grinte godt over al den ravage, han havde forårsaget. Men da han lagde til i Marstal, så han lys alle vegne, og gaderne var fulde af mennesker, selvom det var sent på aftenen. Nogle råbte uforståelige ordrer, andre græd og bønfaldt. En kampberedt flok stormede allerede op ad Markgade bevæbnede med leer, høtyve og enkelte geværer. Unge mødre løb i skræk rundt i gaderne med deres skrigende spædbørn på armen, overbeviste om, at tysken ville spidde deres afkom på bajonetterne..."

---

Læs selv videre. Køb bogen hos boghandleren eller lån den på biblioteket!

Anton Nielsen 1808:
"Kystforsvaret til lands var ordnet på følgende ligefremme måde: På bestemte afstande af kysten var der oprettet vagtposter, der skulle passe på nat og dag. Vores vagtstue bestod af en hytte, bygget af stænger og græstørv med en lille åbning til dør. Ved siden af var oprejst en stor brøndvippe, og dernæst havde de en cylinderformet gryde af tykt jernblik. Når fjenden truede med at gøre landgang på et punkt af kysten om natten, da skulle den nærmeste vagtpost fylde gryden med halm. Den skulle da tændes og gryden skulle derpå sættes på brøndvippen og hejses til vejrs. Dette signal skulle så i en fart gentages af alle vagtposterne, for at hele kystmilitsen kunne blive samlet".

Bavn i ordbogen
En bavn, flere bavne (Sjællandsk: et bavn). Gammel dansk: bagn, baken. Oldnordisk: bákn, tegn. Fra oldfrisisk: baken; jvnfr. det engelske: beacon. Det samme ord som båke i den forældede form bakke, der f.eks. ses anvendt i Forordning om Forhold med strandede Skibe og Gods af 21. marts 1705, §4, hvor der hedder: Men skulle storm og uvejr forhindre en redning, så at skibet for at blive reddet nødvendigvis må sættes ind på stranden, "da skal Indbyggerne paa Landet ved Bakker eller andre for de Søefarende kiendeligt Tegn" anvise skipperen plads, hvor skibet bedst kan strande.

Bavn kan anvendes i 4 betydninger:

1. En ved- eller brændestabel, oftest anbragt på et højt sted, og lign., der antændes som signal i krigstilfælde eller ved andre lejligheder.
2. Ses også lidt brugt om bål i almindelighed.
3. Højtliggende sted; bakketop; bavnehøj.

Bavn i sammenhænge:

• At bavne. At lyse som en bavn. (Dybbøl Mølle lysner i Landskabet, som den ligger der og bavner til de hvide kirker. Vilhelm Andersen: Knud Sjællandsfars Tidebog, II: Hellig og søgn, 1912, s. 356).
• En bavnebakke, jvnfr. -høj samt det jyske bavnebanke.
• Et bavneblus (B.S. Ingemann: Masaniello, 1815, s. 85. Vilh. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 1867, s. 576).
• En bavnehøj (sjællandsk bavnhøj).
• En bavnevagt eller bavnemester er en opsynsmand ved en bavn. Havde til opgave at kontrollere bavneblusset, sørge for at fyrtøjet holdt sig tørt, tjekke hvem der passerede og hvad der skete i området - og holde øje med de andre bavnehøje i kæden. (Iflg. Forordning af 8/5 1700).

Kilde:
ODS. Ordbog over det danske Sprog

Vidiebrand
Vidie-brand, Vidje-brand, en. (glda. widiæ brand; vist egl.: (stok med) indbrændt mærke og (vedhængende) vidje, se vidje og brand u. Vidie 1 slutn.; arkais., sj.) i udtr. for at lade budstikken gaa i krigstilfælde. Fjenden kom for Landet og Vidiebranden gik, at Almuen skulde til Strande. CBernh. V.326. Allen.II.461.
Vidie (smidig gren)
vidje og brand (ænyd. det samme (ogs. i forb. met vidie oc brand, hærgende med mord og brand); egl. om budstikke m. indbrændt mærke og vedhængende som løkke ved hængning brugt vidje, symboliserende den straf, der ventede den, der ikke bragte budstikken videre; jf. fornsvensk budkaffle med brandh (dvs.: indbrændt mærke) oc snara (dvs.: løkke, brugt ved hængning) (Bidrag till Skandinaviens historia.IV.(1875).111); jf. ogs. COstersen. Glossarium.2(1652).173. Jahn.NK. 184. WChristensen.DS.288 ff.; sml. Vidjebrand || arkaisk, efterlign. ældre sprog., sj.) i udtr. for at lade budstikken gaa i krigstilfælde. *i syv Aar | Har I og Eders Venner feidet paa Riget | Budt Almuen op, sendt Vidie og Brand | Rundt om i Landet. Hrz.XI.79.