Jernbanebørster byggede Sønderho Fuglekøje. Af Kristen Kristensen Tange |
Mejeribestyrer og højskoleforstander Kristen Kristensen Tange var født i 1864. I sommeren 1884 mellem to skolevintre på Ladelund Landbrugsskole og Askov Højskole tog han arbeje som "børste" dels ved jernbanerne og dels ved Sønderho Fuglekøje, der blev taget i brug i 1888. I sommeren 1885 kom han på Dalum Mejeriskole, hvor han blev uddannet mejerist. Herefter blev han bestyrer på Barup Fællesmejeri ved Karise og året efter på Hårlev Andelsmejeri på Fyn.
Sommeren mellem de to skolevintre tilbragte jeg i mit hjem, hvor jeg hjalp lidt til i gårdens arbejde og ved siden af læste kirkehistorie. I tre måneder var jeg dog beskæftiget med jordarbejde dels ved jernbanen og dels ved bygning af en fuglekøje på Fanø. Dette var ikke alene af hensyn til fortjenesten, men endnu mere for at vinde kendskab til et samfundslag, der står på et af de nederste trin af samfundsstigen. Vi kaldte disse folk for "børster" i Vestjylland. Særlig ved fuglekøjearbejdet traf jeg nogle udprægede eksemplarer af denne type. Vi var her en arbejdsstyrke på tolv mand, som boede sammen i en barak ude på arbejdspladsen. En gammel skibskaptajn lavede maden, og vi lå sammen to og to i baraksengene. En enkelt unddrog sig dog alt samkvem med de øvrige, han arbejdede for sig selv på akkord samt spiste og sov inde i Sønderho.
Men allerede tidligt blev Tange klar over, at højskolen var det sted, hvor man kunne hente de værdier, som kunne skabe »hele« mennesker. Hvor han kom frem, deltog han energisk i alt oplysningsarbejde, som kunne gøre tilværelsen rigere. Han lærte mange mennesker at kende, og som det fremgår af nedenstående erindringer, også dem der »stod nederst på rangstigen«. Også »børsterne« ville han »missionere« blandt! I 1909 grundlagde han sin skole på Nørrebro i Rudkøbing (i dag Langelands Efterskole) som han drev til 1920. I 1936 skrev han under pseudonymet Mikael Hjortlund sine "Smaa Erindringer" bragt som føljeton i tyve dele i Mælkeritidende. Det er herfra nedenstående beretning fra fuglekøjen er hentet. Tange døde i 1956, 92 år gammel. Banditter og børn på én gang Vi andre arbejdede sammen i småhold på to å tre mand. Dette var for mig en hård omgang på flere måder. Det var meget strengt i den første tid kropsligt set at fylde min plads ved siden af disse arbejdstrænede mænd, der med rette krævede, at jeg tog min ligepart af holdets gøremål. Dog var selve samværet med disse mænd en endnu sværere overgang. De var i en vis forstand ikke bedre end deres rygte, på den ene side nogle rene banditter, men, det opdagede jeg snart, alligevel med noget af barnet i ærmet. De kappedes ved måltiderne og ved sengetid om at bande og fortælle uanstændige historier, ja, de svælgede ligefrem i smudsig tale. Den førende i flokken sluttede af, når vi skulle til at sove med et: "Så i Guds navn for fanden da!" "Et parti af dammen i Gamle Køje i Sønderho". Akvarel udført 1912 af fangemester N.J. Anthonisen Fangemester N.J. Anthonisen var også blikkenslager, hvorfor hans akvarel naturligt nok er indrammet i en kobberramme og loddet og tillukket med en kobberplade på bagsiden. Akvarellen måler 19,0 x 24,5 cm. (Tilhører Fanø Kunstmuseum (FKS 4)).
Brændevin - en "mirakuløs" drik De var stærkt hengivne til nydelse af tobak og brændevin, det sidste betragtedes som en ren mirakuløs drik, der gav forøget arbejdsstyrke, satte modet op og var i høj grad sundhedsbevarende. Til dagligdags blev nydelsen holdt indenfor en vis grænse, men man greb med begærlighed enhver lejlighed, hvor grænsen passende kunne overskrides, og da kunne virkningerne blive ganske modsatte. Nogle blev fjogede, andre ondskabsfulde og stridbare, hvad let udartede til håndgribeligheder. En nat oplevede jeg således noget, som jeg aldrig før eller senere har været vidne til, da gik striden over til et regulært og rasende slagsmål over hele linien. Jeg lå under dette og undrede mig over, at barakken holdt, og at min seng og jeg i denne kom helskindet fra denne batalje. Til sidst blev slaget bragt til ophør og et forlig kom i stand, beseglet med en ny omgang brændevin, hvorunder en af dem sagde: "Hvad var det egentlig, vi sloges om?" og da man nu tog fat på en udredning af årsagen, var striden på et hængende hår blusset op igen. Jeg var genstand for deres mistro De nærede et glødende nag til de mennesker, der optrådte og anså sig for at være af en bedre menneskelig kvalitet. Hvor hadede de den mand, som gik der indenfor det samme foretagende og arbejdede fuldstændig isoleret fra os. Til at begynde med var jeg også genstand for deres mistro i så henseende. Jeg deltog ikke i deres smudsige underholdning, hverken drak, røg eller bandede, og jeg lo ikke ad deres skøre historier. Men jeg delte kammeratligt arbejdet, maden og samværet med dem fra morgen til aften, fulgte hver søndag aften med dem på dansesal og søgte herigennem at komme i vekselvirkning og få indflydelse; hvad lidt efter lidt lykkedes langt ud over, hvad man kunne vente blandt disse omgivelser. På tomandshånd var de skikkelige mennesker, som folk er flest, samt egentlig både forstandige og forstående. Her kunne man godt få en frugtbar samtale i gang, hvorved der knyttedes bånd og lagdes tankebaner, som gik på tværs af de tilvante, og som lagde sig i vejen, når dette tilvante toges op ved måltider og i fristunder. Efter en sådan god, kammeratlig samtale med en eller anden af flokken, havde vedkommende svært ved at tage den sædvanlige underholdningstone op, og da hændte det, at jeg ikke var den eneste tavse ved en sådan lejlighed. Gud i hjertet men djævelen på læben Så skete det en aften, at de blev indviklet i en religiøs stridighed. En af dem påstod, at der hverken var Gud eller djævel til, heller ikke nogen fortsættelse af livet efter døden. De fleste holdt derimod alt dette for noget givet, noget, som de troede på, og som de ikke ville opgive eller miste. Tonen slog på en gang over og blev alvorlig, næsten højtidelig. De "troende" havde imidlertid svært ved at klare begreberne overfor angriberne fra modsat side og opfordrede derfor mig til at tage affære. Dertil havde jeg ingen lyst, det hele forekom mig ganske barokt. Han med den bespottelige aftenbøn optrådte her som troens ivrige forsvarer, jeg kunne derfor ikke tilbageholde en bemærkning om, at jeg ikke gav meget for en tro, der kunne tillade ham at afslutte sin dag med en sjofelhed. Dertil svarede han, at dette også var meget forkert, han gjorde det kun for at være den første på dette område mellem ligemænd, og, tilføjede han, "derefter læser jeg hver aften i stilhed mit Fadervor, og det har jeg megen velsignelse af!" Flere af de andre gav ham medhold ud fra deres erfaringer om noget lignende. Og hvad der slog mig var, at dette tydeligvis var noget af livets skjulte, men sikre alvor for disse mennesker. De aflagde vidnesbyrd hentede fra begivenheder, som de havde været ude for under sygdom, fare eller ved dødslejer hos deres nærmeste, næsten som nu af Oxfordfolkene. Dette fik mig til at tale ud med dem, jeg søgte at vise dem kontrasten mellem det, de sagde ved denne lejlighed, og så den tale, som havde præget vort samvær indtil denne stund. Sagde til dem, at jeg slet ikke kunne forstå, hvorledes de kunne gå med Gud i deres hjerter og samtidig med djævelen på deres læber. Samtalen trak længe ud og denne aften sluttede helt anderledes og ganske modsat alle de foregående. Det frivole dumpede ned fra sit højsæde og kom ikke derop mere i den nærmest følgende tid. "Børster" også er mennesker Vi havde på en gang fået andre og vigtigere ting at tage vare på. Vi lavede friluftsgymnastik efter aftensmaden, hvorefter jeg læste op af en fængslende roman. Personer og begivenheder i romanen gav rigt stof til samtale både på arbejdsplads og ved måltiderne. Barakken begyndte at få sin egen menneskelige hyggestemning og samværet noget af det værdifulde samliv over sig. Jeg lærte, at "børster" også er mennesker og under forstået behandling slet ikke af de ringeste. Det var derfor heller ikke let at bryde op fra dette samvirke, der egentlig nu var blevet meget tiltrækkende. Men, ak… Den dag, jeg skulle rejse, blev gjort til fridag. Kammeraterne fulgte mig ind til Sønderho og gav afsked i form af fælles kaffebord med mange bordtaler. Desværre gik man over til nydelse af den ædle brændevin, da jeg var taget af sted, gik over grænsen og afsluttede den godt begyndte dag med i fællesskab at overfalde og gennemprygle ham, som holdt sig for god til alt samkvem med fuglekøjens øvrige arbejdere. Mikael Hjortlund alias Kristen Kristensen Tange
Noter og links
|
Stående og som nr. to fra venstre i Det gamle spillemandsorkester fra Humble ses Kristen Kristensens Tange. Orkestret eksisterede fra 1900 til 1908. Foto i Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, Langeland.
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie Modtag med mellerum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
Om mig selv og mit nyhedsbrev Se mine tidligere udsendte nyhedsbreve |
Publiceret 28. juli 2012. Opdateret 7. september 2012. Tekst, research og layout: | Aldus.dk | Til min Fanø-forside | |