Fuglekøje (andekøje). Af Jørgen Fog i Nyt dansk Jagtleksikon (1974)Stykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Jørgen Fog om fuglekøjer
|
|
Jørgen Fog (f.1933) er mag. scient. i zoologi fra Københavns Universitet. Fra 1960 til 1984 var han vildtforsker på Vildtbiologisk Station på Kalø og derefter indtil 1999 forstander på Vildtforvaltningsskolen. Jørgen Fog har været redaktør på flere udgaver af "Politikens Jagtbog" og har også stået for redaktionen af "Jeg er jæger" og en bog om jagtsproget. Selv har han foruden faglige artikler om bl.a. ringmærkning af trækfugle skrevet bogen "Danmarks vildtreservater" (1976), "»Morten«. En bog om harer og kaniner og jagten på dem" (1984) samt "Fra jægerskole til vildtforvaltningsskole 1950-2000. Et stykke Kaløhistorie" (2000).
Copyright ©: Jørgen Fogs artikel herunder blev første gang publiceret i Nyt dansk Jagtleksikon i 1974. Den gengives her med venlig tilladelse fra forfatteren, ligesom også Palle Uhd Jepsen velvilligt har stillet sit fotografi af køjemanden til rådighed. Fuglekøje, andekøje Ordet er afledt af det hollandske kooi, der betyder fælde, ruse. En køje er en dam, hvorfra der udgår 1-8 krumme, gravede kanaler (piber), som er overdækket med net. Ved hjælp af korn og tæmmede ænder - fritflyvende og vingeklippede - lokkes vilde ænder ind i dammen og dernæst op i piberne, hvor de fanges med henblik på slagtning eller ringmærkning. Fuglekøjens indretning Nogle steder har man en hund, der er dresseret til at løbe ad en bestemt rute langs vandkanten. De nysgerrrige ænder følger den svømmende og lokkes på den måde ind i en kanal. - Dammens areal er gerne 4-12.000 kvm., undertiden dog mindre end 2.000 kvm., vanddybden oftest ringe, i hvert fald under 1 meter. Piberne er i reglen 45-65 m lange og 13-22 m brede ud mod dammen. De snævres ind mod enden, der er indrettet som en ruse. Beplantning, diger langs kanaler og dam samt afskærmning med rør- eller halmmåtter forebygger, at ænder, der kommer flyvende eller som allerede ligger i dammen, får øje på fangstmanden, der skal kunne arbejde upåagtet af alle andre fugle end dem, han netop er ved at drive ind i en ruse. Køjer placeres i nærheden af arealer, hvor ænder raster i stor mængde i træktiden, eller på gode trækstrøg. Fuglekøjerne i udlandet Køjesystemet blev udviklet i Holland i sidste del af 1500-tallet, og et stort antal køjer anlagdes i såvel Holland som England. Det fremgår af en rapport fra 1963, at mange hollandske er nedlagt i de senere år eller er omdannet til reservater og ringmærkningsstationer. Det pågældende år var ca. 80 endnu i kommerciel drift. Gråanden er den eneste art, der fanges i større mængde. En væsentlig del af gråænderne tages i juli, august og september, og størstedelen af årsfangsten udgøres af lokalt producerede fugle. Jagt er forbudt i en bred zone uden om hver fungerende køje. I England tjener de resterende køjer reservat- og mærkningsformål. Også i Belgien og Vesttyskland indrettedes køjer, på Föhr den første i 1713, senere begyndte man også at fange ænder på Amrum og Sylt. I 1972 blev kommerciel brug af fuglekøjer forbudt i Belgien ved et ministerielt dekret. Tre af fuglekøjerne på Föhr er i 1973 intakte. I den ene fanges der på dispensation for et år ad gangen nogle få krikænder (eneste kommercielle køje i Vesttyskland), den anden er mærkningsstation, og i den tredie er der rundvisning for turister. Fire fuglekøjer på Fanø - Andefangst og ringmærkning Her i landet har køjefangst kun været et erhverv på Fanø, hvor der i sidste århundrede blev indrettet fire køjer, og i nogle af dem tog man årligt et betydeligt antal svømmeænder, for ca. 90 procents vedkommende krikænder. - Sønderho Gamle Fuglekøje, som er grundlagt i 1866, er øens ældste. Dammen er sekskantet (hver kant ca. 40 m), og fra hvert hjørne udgår en pibe. Ifølge de gamle fangstjournaler, der opbevares af af Interessentskabet Sønderho Gamle Fuglekøje, indledtes fangsten i 1867. Af forskellige grunde var køjen ude af brug i visse perioder, medens den i andre blev drevet af folk, fra hvem der ikke eksisterer journaler; det drejer sig om sæsonerne 1871, 1874-83 og 1918-22. Fangstudbyttets størrelse varierer stærkt fra år til år, nemlig fra få hundrede op til knapt 9.000, hvilket resultat opnåede i 1887. Af de ca. 9.000 ænder var ca. 8.000 krikænder, resten mest gråænder. Også et mindre antal pibe- og spidsænder lod sig fange de fleste år. Det sidste år, køjen var i kommerciel brug, var 1930, idet jagtloven af 1931 forbød fuglefangst. I løbet af årene 1930-60 blev køjen en ruin, idet dam og piber groede til, medens hegn og diger så at sige forsvandt. I 1960 lejede Vildtbiologisk Station (Kalø) den imidlertid; den restaureredes, og i løbet af af året fremstod den i sin oprindelige skikkelse. Inden årets udgang blev de første krikænder fanget og ringmærket, og hver sæson siden har man foretaget fangst af krikænder, gråænder og nogle få spids-, atling- og piberænder. Indtil 1973 er der således ringmærket over 12.000 svømmeænder. Sådan belv ænderne fanget Ind til 1930 foregik fangsten udelukkende i døgnets lyse timer, efter at fuglene under stigende vande i Vadehavet var søgt ind i køjen. Køjemanden fodrede i den eller de piber, som det var rimeligt at bruge i forhold til vindretningen, og når lokkefuglene svømmede ind i en pibe med vilde ænder i kølvandet, drev han dem op i pibens ruse, uset af ænderne i dammen. Medens Vildtbiologisk Station har brugt Sønderho Gamle Fuglekøje, er der kun trukket få ænder ind i køjen om dagen. Måske er det på grund af den betydelige menneskelige aktivitet alle steder, at dammen nu stort set kun besøges af ænder i de mørke timer, hvor fortidens fangstteknik hurtigt måtte opgives. Man lavede så med trådvæv en tragtformig ruseindgang i hver kanals brede ende, så ænderne fanger sig selv om natten. Fuglekøjerne som museum Sønderho Gamle Fuglekøje kan betragte som et museum, der som det eneste i Danmark illustrerer det gamle køjefangsterhverv. Køjens ejere, Jagtrådet og Vildtbiologisk Station, har truffet aftale om, at besøgende mod gebyr kan besigtige køjen hver søndag eftermiddag i skolernes sommerferie. Om sommeren kan man også besøge Albo Fuglekøje (Albue Fuglekøje i.e. Nordby Fuglekøje), der i mange år har været drevet som anderi af den lokale afdeling af Landsjagtforeningen af 1923. Gamle journaler viser, at der også på denne lokalitet har været fanget mange svømmeænder, i årene 1913-27, således 55.538 krik-, 320 grå-, 9.498 spids-, 2.467 pibe- og 2 skeænder. Albo Fuglekøje ligger ligesom Sønderho Gamle Fuglekøje i Albuebugten vildtreservat. Øens andre køjer ligger som ruiner. Jørgen Fogs artikler om fuglekøjer og ringmærkning
|
 Køjemandens skjul i Sønderho Gl. Fuglekøje. Herfra havde køjemanden og i dag har ornitologerne en enestående udsigt over fuglekøjen, og hvorfra de i fred og ro kan iagttage fuglelivet. Foto 29. juli 2006 © Per Hofman Hansen.
 Køjemand Axel Brinch ved den aftagelige ruse i kanalens blinde ende. Sønderho Gl. Fuglekøje april 1968. Gengivet med venlig tilladelse fra © Palle Uhd Jepsen.
 Axel Brinch med den rygende kobberpotte. Jægerne i egnene ved Vadehavet har altid haft det indtryk, at krikanden og måske også andre andearter kunne registrere menneskers fært. For at undertrykke den skræmmende menneskefært medførte køjemanden førhen altid et stenkrus eller en kobberpotte, hvori en bestemt slags tørv bragtes til at gløde. Fotografiet viser køjemanden med en kobberpotte, der har været brugt på Fanø - også mens Vildtbiologisk Station har fanget ænder i Sønderho Gamle Fuglekøje. Bunden er perforeret, og der er en række små huller i siden lige over bunden. En korkprop er anbragt i pottens åbning. Sønderho Gl. Fuglekøje. Foto © Jørgen Fog.
|
|
Publiceret 30. august 2006. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |
|