Richard Kearton: Kunsten at fange ænder i fuglekøjer (1897)Stykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Kunsten at fange ænder i fuglekøjer
|
Richard Kearton (1862-1928) var en højt respekteret forfatter, foredragsholder og naturelsker, som har skrevet adskillige bøger om fugle, deres reder og æg og om at samle på æg.Cherry Kearton (1871-1940), der var Richards bror, var pioner inden for naturfotografering. Både han og Richard holdt begge meget af at vise fugle og dyr i deres naturlige omgivelser. I sommeren 1896 rejste de til St. Kilda i Skotland og mange andre steder i England, og året efter udgav de deres hurtigt berømte bog 'With Nature and a Camera' forfattet af Richard og med Cherry's mere end 160 fotografier. Cherry blev også en dygtig filmfotograf og the 'Cherry Kearton Medal and Award' blev af Royal Geographical Society i London indstiftet til hans ære. 
Richard Kearton i sit rette element.
Både Cherry og Richard var utrolig ivrige og vedholdende, når de i timevis lå og ventede på at få det helt rigtige billede i kassen. Nogle gange frøs de så det smertede og andre gange var deres færden på de yderste klippe- og fjeldkanter ekstremt farefulde, men deres entusiasme var usvækket. Deres fotografier opfattes den dag i dag både som dokumentariske gengivelser af naturen og som dramatiske landskabsbilleder - en værdig forløber for vor tids TV naturprogrammer.
"With Nature and a Camera" er som nævnt en beretning fra en farverig rundrejse til fuglelokaliteter i Storbritannien. I bogen fortæller Richard også om mødet med britiske skytter og deres jagtmetoder, om at fotografere i naturen og endelig i vor sammenhæng om fuglekøjer og deres indretning i kapitel IX "The Art of Duck-Decoying". Jeg selv har oversat dette kapitel til dansk. Per Hofman Hansen © 2006. I 1926 udgav Richard Kearton som "Fellow of the Zoological Society i London (F.Z.S)" sin meget underholdende biografi "A Naturalist's Pilgrimage". The Art of Duck-Decoying Af alle de snedige frembringelser som opfindere har gjort for at fange fuglevildt, er jeg overbevist om, at fuglekøjen på én gang både er den mest interessante og den mest dødbringende. Den ældste her i Storbritannien menes at være den, som Charles II (*1630, konge 1660-1685) lod anlægge i St. James's Park i London. Megen erfaring og viden må være indbygget i denne effektive dræbermaskine, når det anslås, at for omkring 100 år siden blev ikke mindre end 31.000 stykker fuglevildt af forskellige arter fanget på en enkelt sæson i Lincolnshire's 10 fuglekøjer. Præcisionen i moderne skydevåben og tilgangen af jægere af alskens slags har næsten gjort fangst i fuglekøjer til et glemt håndværk. Der er dog stadig nogle få piber, som de kaldes, tilbage rundt omkring i landet. Den mand, som har opsyn med de tre køjer, som jeg nu vil beskrive, havde sidste vinter held til at aflive 1.500 ænderr, og det på trods af at fuglekøjerne ikke havde optimale forhold, og at de jævnligt blev forstyrret af jægere på flugtskydning, som lå på lur efter fugle inde på områder, som han ikke kunne kontrollere. Her lå de og plaffede løs på fuglene stort set hver morgen og aften, når de kom ind efter at have fourageret på vaderne og igen tog ud til dem. Succesfuld fangst i fuglekøjer indtræffer kun, hvis flere vigtige faktorer samtidigt er opfyldt. 1: Absolut stilhed og ro på køjens vandoverflade, hvor fuglene kommer for at tilbringe dagen. 2: En række velholdte piber, der peger i retning af hver sit verdenshjørne, da det er af stor vigtighed, at vinden blæser bort fra en given pibes hale, når den er i brug. Ænder flyver og svømmer nemlig altid op mod vinden. Af den grund har piberne navne efter den retning mod hvilken de peger. 3: En dygtigt dresseret og klog hund af lille størrelse, hurtig til bens og lydløs. Hvis den ligner en ræv i farven desto bedre, men dette krav fordres ikke helt så meget som i gamle dage, hvor køjemanden lagde så stor vægt herpå, at han bandt pelsen fra en ræv fast på hundens ryg og endda lod hårene slæbe mod jorden. 4: Et antal tæmmede lokkeænder, som ved køjemandens fløjten eller synet af hans hund, straks svømmer ind i piben. Og endelig, og næsten vigtigst af alt en mand med mere end almindelig flid, intelligens og dygtighed. For at fuldstændiggøre dette kapitel så godt som muligt sådan rent billedmæssigt, rejste vi til East Anglia to gange. Første gang da ænderne rent faktisk blev fanget, og hvor det var umuligt for os at fotografere pibens munding uden at skræmme ænderne væk, og anden gang om sommeren, hvor vi kunne bevæge os rundt uden frygt for at gøre skade.   Pibens munding set ude fra køjens midte. Bemærk de afskærmende måtter fremstillet af tagrør. Foto Cherry Kearton. En af de fuglekøjer vi undersøgte var dækket af galvaniseret trådnet, men som ellers var anvendt på samme måde som hampenettet. Nogle køjemænd er ikke så meget for at anvende net af galvaniseret tråd på grund af dets evne til at brumme i vindens susen og derved skræmme ænderne væk. Den køjemand, vi besøgte, havde dog ingen erfaringer med ulemper i så henseende. Ved pibens hale eller spids findes et aftageligt net, der ligger på jorden og som er 3-5 meter langt og som holdes åbent af ringe på 60 cm i diameter. I nogle tilfælde findes en slags tragt, som anvendes til at kaste de dræbte ænder ind i. På hver side af pibens munding skråner dens sider jævnt ned mod vandoverfladen. De er plane og med god plads, især på den side, hvor solen skinner med henblik på at få ænderne til lande her, pudse deres fjer og sove der. Disse bredder fortsætter godt og vel halvvejs hen langs piben og snævrer gradvist ind til de forsvinder, og sammen med jernbåndene og nettet glider tæt ned mod vandoverfladen. Bur og skærme På den side, hvor skærmene er opstillet, eller den venstre bred set fra åbningen, og omkring en trediedel inde i piben finder vi et bur af hønsenet bygget delvis ind i bredden, og hvori der befinder der sig et par tæmmede lokkeænder. Men jeg tror det en specialitet, som er særegen for den køjemand, hvis piber, vi besøgte. Der må i øvrigt aldrig ligge blade eller kviste oven på piben, og grene eller buskads, der hænger ind over og på nogen måde skygger, bliver øjeblikkeligt hugget af. På venstre side i forhold til åbningen findes en dobbelt række af skærme flettet af tagrør. De er omkring 1,5 meter høje og er opstillet parallelt med piben i omkring to trediedel af dens længde. Den yderste række er helt lige og forsynet med åbninger passende steder, så køjemanden kan holde øje med, hvad der sker i piben. Den indre skærm består af en serie af passende stykker, placeret på en sådan måde, at køjemanden kan se i retning af pibens hale eller spids uden selv at blive set af ænder ude i dammen eller på vej op i piben. Mellem hver skråtstillet "kulisse" er lave stykker sat vinkelret op, så køjehunden kan springe over. De er omkring 60 cm høje. Nogle få meter foran pibens åbning findes "trold-op-af-en-æske-pladsen" (the head show place), hvor køjemanden første gang viser sit frygtindgydende væsen, når ænderne er godt oppe i piben. Nogle få meter længere fremme på den samme side findes et snedigt anbragt hul, som hunden kan krybe igennem, når lokningen begyndes. Bag de to sæt skærme er en høj vold af jord bevokset med træer og buske, og i den er der en udgravet sti, ad hvilken køjemanden kan nå land og forlade køjen. Skærmene er lavet af høstede tagrør og er omkring 12-15 cm tykke. De holdes solidt i facon af træstokke eller galvaniseret tråd. Køjemanden fortalte os, at sidstnævnte er langt det bedste, da tråden ikke samler vand bag sig, så rørene rådner, som det er tilfældet, når der benyttes træstokke.  Her ses det kniv-lignende træstykke, som kan vrides, så det åbner en spalte i skærmen for indkig i piben. Alle stierne holdes rene for blade og kviste og er dækket med et tykt lag af savsmuld, så køjemandens trin ikke kan høres. Lokkeænderne eller tam-ænderne, som er sluppet løs i og omkring pibens munding, tæller omkring tyve og ligner til forveksling de vilde ænder. De bliver kun fodret om aftenen, efter at de vilde ænder er fløjet ud på vaderne, når der ses bort fra de tidspunkter, hvor køjemanden er i gang med at fange ænder, eller når han strøer valset havre, boghvede, majs, maltet byg eller agern ud i piben. Så snart tam-ænderne hører køjemandens stille fløjten eller ser hunden, ved de, at der snart vil flyde korn ned ad piben, og de giver sig straks til at svømme op, jo hurtigere jo bedre. For disse ænder er så trænede, at så snart køjemanden viser sig ved "trold-op-af-en-æske-pladsen" og de vilde ænder letter og flyver ind i piben, ja så svømmer de roligt den modsatte vej ud i dammen! I frost skal isen fjernes fra piben Trækfugle fanges fra oktober til marts. Er det hård frost, tager køjemanden ved midnat sine søstøvler på, og med en langskaftet økse og en bådshage hugger han isen i stykker rundt om pibens munding og skubber det derefter ind under det hul, han har lavet i køjen. I kortere perioder med frost er det af største betydning for en god fangst i fuglekøjen til stadighed at holde vandet i piben og i et vist omfang også rundt om mundingen isfrit, da ænderne i flyvevejr (open weather) ofte vil bringe mange fremmede ænder med tilbage efter deres udflugter til kysten. Mange køjemænd er meget forsigtige med ikke at slå alle de nyfangne ænder ihjel, første gang de ankommer til fuglekøjen. Det vil nemlig være en stor fejl, for hvis de slår næsten alle ihjel fra starten, vil de få tilbageblevne ikke kunne "tilskynde" tilstrækkeligt mange fremmede ænder til at flyve tilbage sammen med dem fra vaderne næste morgen. De ænder, der lige er ankommet ude fra havet, kan kendes på en plet på brystet dannet af salt fra havvandet, men det forsvinder hurtigt, når de lander i det ferske vand. Da ænder har en veludviklet lugtesans, medbringer køjemanden en rygende tørv, som skal forhindre ænderne i at opsnappe lugten fra hans tøj og ånde. Denne besynderlige adfærd, som Sir Ralph Payne Gallwey har beskrevet, har sin oprindelse i den kendsgerning, "at i Lincolnshire med de mange moser blev tørv anvendt som brændsel i store mængder, før kul kom i anvendelse, og man formodede at ænder, der havde vænnet sig til lugten, og dermed ikke køjemandens". Hvordan fanges nu ænderne? Jeg vil nu bestræbe mig på at beskrive, hvordan fangsten af vildænder rent faktisk går for sig. Vi listede nu i samlet flok ned ad en smal og dyb sti, som førte fra en hulvej i nærheden af køjemandens hytte inde i skoven og frem til piberne. Med en stykke rygende tørv i sin venstre hånd ledte han os afsted med den lille leverfarvet tæve lige i hælene. Da vi nåede frem til skærmene, anbragte han tørven på jorden, og vred forsigtigt et af de kniv-lignende træstykker fra lodret til vandret, kiggede gennem revnen i rørene, og vinkede os frem for at se. Man kunne se omkring 200 ænder: nogle få oppe på den fjerneste bred, ved pibens munding og i det åbne vand foran den, men størstedelen stod på isen bagved. Dem der stod nærmest så ud til at være på vagt og meget årvågne, hvorimod dem der var længere væk havde travlt med at pudse sig eller endda sov fredfyldt. Nogle steder var de samlet i større grupper, men andre steder var de mere spedt mere ud over isen. Køjemanden vred hurtigt træstykket tilbage til sin oprindelige position, og kighullet lukkedes øjeblikkeligt. Idet han sneg frem, gav han hunden et stykke brød og sendte den gennem hullet i skærmvæggen bagved "trold-op-af-en-æske-pladsen" og trak sig derefter kvikt og lydløst tilbage. Både hunden og køjemanden dukkede i ét nu op på "trold-op-af-en-æske-pladsen". Hunden sprang over, og idet den snappede et stykke brød fra sin herres hånd, sprang den tilbage igen, og straks derefter dukkede den op ved den næste åbning mellem de skråtstillede skærme. Efter at denne forestilling havde stået på adskillige gange, og køjemanden havde kastet flere håndfulde korn, som han havde medbragt i sin jakkelomme, ud i piben, standsede han og kiggede ud gennem en af skærmene. Adskillige ænder var fulgt efter hunden af bare nysgerrighed eller efter tamænderne efter korn, og efter at han havde styrtet sig ud gennem et hul i den ydre skærm, løb han hurtigt tilbage til "trold-op-af-en-æske-pladsen", og blafrede som en rasende med et stort rødt bomuldshåndklæde. Herover blev der straks en vild plasken og tumult, og køjemanden sprang som en vanvittig fra den ene en plads til den anden, mens han hver gang blafrede med håndklædet. De stakkels ænder lettede i ét nu i retning mod vinden med sikker tro på, at lige rundt om svinget i den lille kanal (piben), ville der dukke en lysning op i skoven med adgang til frihed og sikkerhed, men nej! Den fatale pibe spidsede til, og den frygtindgydende mand fulgte efter med det blafrende håndklæde i flammende rødt. Der var ingen vej tilbage, og fremad, hovedkulds som vanvittige, og ude af sig selv trængtes de for hinanden for at komme igennem det lille hul for enden - blot for at finde sig selv i en forræderisk blindgyde. Vi løb alt hvad vi kunne hen ad den savsmuldsbestrøede sti til det aftagelige net for enden af piben, hvor vi fandt seks vildænder flaksende op og ned grebet af den største frygt og skræk. En gammel stokand (mallard) havde stødt sit hoved mod et af de jernbånd, der bærer nettet over piben, og lå nu på ryggen i den sidste dødskamp.  Køjemanden i færd med at aflive de ænder, der har været så uheldige at blive fanget ind i den dødbringende fuglekøjes ruse. Køjemanden haspede hurtigt fangstnettet af, og tog én efter én en vildand ud og vred halsen om på den med et behændig drej i håndleddet. Han var helt sikkert en mand af mening, for han fortalte os, at han havde opfundet en metode, der kunne kompensere for hans aftagende hurtighed (resultatet af tredive års hårdt slidt og slæb i piberne og som skytte), når han skulle springe fra en "trold-op-af-en-æske-pladsen" til en anden langs med piben. Han havde anbragt et rødt håndklæde på en kæp på pladsen nærmest hovedpladsen, så at han samtidig med, at han forskrækkede fuglene ved sin tilsynekomst, kunne trække i en snor og hejse håndklædet og derved forhindre enhver and i at vende om og flyve tilbage, før han nåede hen på den næste plads. Han fortalte os også, at han sommetider anbragte en tøjret tam-and ved pibens munding og havde en idé om, at hvis et langt smalt spejl blev hængt tværs over køjen i en bestemt højde over vandet, så ville fuglene, når de så sig selv, svømme op, idet de ville tro, at deres spejlbillede repræsenterede en anden og dristigere and af samme familie. Ud over at være en dreven og erfaren køjemand var han dertil en meget venlig og hjælpsom fyr. Da vi således en morgen ved 6-tiden besøgte hans hytte, fandt vi ham travlt optaget af gavmildt at spendere rigeligt med rom, mælk og kage til nogle fattige gamle vejfarende, som var taget ind for at besøge ham. Den gamle mand, som tydeligvis stammede her fra egnen, fortalte os, at han huskede de dage, da smuglere plejede at skjule deres smuglergods i netop den skov, som vi befandt os i. Da han engang havde været ude at gå en tur en søndag morgen, stødte han på en mand, som vogtede over en ladning spiritus, som skulle bringes længere ind i landet, tryglede tiggeren ham om ikke at røbe ham til myndighederne. 
"Gav han dig noget for det?" spurgte køjemanden ham med en høj latter.
"Det gjorde han", svarede den gamle mand, "og jeg røbede da heller ikke noget om ham". Ændernes nysgerrighed Jeg tror at Kearton har misforstået noget her. Ænderne følger næppe efter hunden af bare nysgerrighed, men snarere for at jage den væk lige som de ville gøre det med en fjendtlig ræv, sådan som James Wentworth-Day malende beskriver det i sin artikel Fuglekøjer i The Fens / PHH. Richard Keartons tekst er oversat til dansk af Per Hofman Hansen © 2006. Richard Kearton's text has been translated from a copy in Royal Library in Copenhagen into Danish by Per Hofman Hansen © 2006. |
 Piben set fra halen eller den spidse ende. Foto: Cherry Kearton.
 Tæmmekassen ses her i bredden til tæmmepiben eller tæmmekanalen. Her holdes et passende antal ænder indfanget med henblik på at tæmme dem og stække deres vinger, så de kan blive nyttige lokkeænder. Foto: Cherry Kearton.
 Køjemanden holder øje med ændernes bevægelser inde i piben. Foto: Cherry Kearton.
 Mellem hver skråtstillet "kulisse" er lave stykker sat vinkelret op, så køjehunden kan springe over. De er omkring 60 cm høje. Foto: Cherry Kearton.
 En vildand på sin rede. Foto: Cherry Kearton.
|
|
Publiceret 12. november 2006. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|