Jutta Kollbaum-Weber: Historiske jagt- og fangstmetoder på Föhr og andre frisiske øer, halligerne og i marsken
For de fleste var livet på de frisiske øer og halligerne gennem århundreder et liv i armod og afsavn. Udbyttet af landbruget var magert. Indtil for omkring 200 år siden kunne høstudbyttet af korn, som dengang var det vigtigste næringsmiddel, ikke dække beboernes behov. For ikke at sulte, jagtede øboerne derfor de i mængder forekommende havfugle og vilde dyr og tog i de tidligste tider på fiskeri.
For at lette arbejdet og for at gøre udbyttet større udviklede de specielle redskaber, hvoraf nogle den dag i dag bruges i husholdningen. Jutta Kollbaum-Weber, der er leder af Dr.-Carl-Haeberlin-Friesen-Museum på Föhr, giver i sin bog, der indeholder en mængde historiske fotos, et fint og letlæst overblik over de forskellige metoder anvendt på jagt og til fiskeri: Fra historiske østers- og rokkefangst til andefangst i fuglekøjer eller det næsten glemte "andevand". Bogen er tosproget, idet alle tekster findes på såvel tysk som fering, der er det frisiske sprog, der tales på Föhr.
Jutta Kollbaum-Weber har på en meget inpirerende og letlæst måde forstået at formidle et både næsten glemt og delvist vanskeligt stof. Da stoffet også har stor relevans og interesse i den danske del af vadehavet, er det oplagt at gøre opmærksom på hendes bog. Jeg har derfor med venlig tilladelse fået lov til at oversætte og gengive Jutta Kollbaum-Webers afsnit om fuglekøjerne.
Fuglekøjer - Andefangst i den store stil
-
Tidligere udgjorde fuglekøjer en væsentlig faktor i husholdningsøkonomien. Årligt blev der fanget 15.000 ænder i hver køje. I de bedste år kunne der fanges 60.000. Af de oprindelige seks køjer er de fire intakte. Som små bevoksninger i det ellers bare og flade marsklandskab falder de på selv lang afstand i øjnene.
- Fanget i fuglekøjen
-
Især krikænderne blev der fanget mange af, når de i efteråret trak sydpå. I den gamle Övenum køje blev der i 1841 fanget i alt 52.337 ænder, og heraf var de 51.900 krikænder, 399 pibeænder, 32 spidsænder og 6 var gråænder.
- Fuglekøjen - en genialt udtænkt fangstindretning
-
En fuglekøjer er omkring 150 meter på hver led. Fra dammen i midten udgår der mellem 4 og 6 arme, som kaldes piber. De slutter alle med en ruse. Rundt om fuglekøjen måtte der være absolut ro, hvis der skulle opnås et godt fangstresultat. En amtslig bekendtgørelse fra 1739 forbød enhver støj i en afstand af ca. 250 meter (50 Ruthen).
- Køjemesteren
-
Fuglekøjens interessenter havde ansat en køjemester, der helt alene stod for køjen og andefangsten. Lige så snart fangsten i løbet af efteråret udgjorde mere end 30 ænder pr. dag, måtte han forblive uafbrudt i køjen indtil fangstsæsonens ophør. Derfor levede han i nogle måneder afsondret og helt alene i sit lille stråtækte hytte. Hans løn udgjordes af en fast årlig ydelse, et mindre fangstprovenu, hvert andet år et par nye støvler eller 8 Mark "støvlepenge" samt dagligt 4 ænder til eget forbrug.
- Levende ænder som lokkefugle
-
I en fuglekøje befandt der sig ca. 120 krikænder som lokkefugle. For at tæmme dem fodrede køjemesteren dem i fire uger i en lukket tæmmekasse (Hock). Siden fik de stækket vingerne, så de ikke kunne flyve væk. Enkelte, som kunne tilbagelægge kortere strækninger, fløj ud på vaden og kunne derfra lokke vildænderne med tilbage til køjedammen.
- Et osende kulbækken
-
For at ænderne ikke med deres fintfølende lugtesans skulle få færden af køjemesteren, gik han rundt med et kulbækken, der mest af alt lignede en blikspand med huller. I spanden lå en kvalmt osende tørv.
- Fangstens fordeling
-
På skift modtager hver af de otte andelshavere (interessenter) en dagsfangst. Men da fangsten jo kan svinge fra dag til dag, bliver ulighederne udlignet ved årsskiftet. De ænder der blev fanget efter 29. september blev tidligere i regnskaberne opført med en større værdi, fordi de var federe. Den enkelte interessant skulle også tidligere selv sørge for dagens fangst, og de fleste ænder blev solgt på de lokale markeder på øerne. Var fangsten imidlertid særlig stor, måtte man nødvendigvis ind på fastlandet for at afsætte ænderne på markeder i Husum, Schleswig, Tønder og Ribe. Efter gammel skik blev de ænder, der blev fanget på Michaelisdag (29. sept.), givet til byens fattige.
- Interessentskabet - et kompliceret ejerforhold
-
Besiddelsen af fuglekøjer har fra de første anlæg været delt i 8 lige store andele eller parter (interessentskab). Hver part berettigede til en tilsvarende andel af fangsten, og forpligtede i forbindelse med vedligeholdelsen på samme måde tilsvarende. Ved arv kunne hver part igen deles op i halvdele, fjerdedele, ottendendedele, sekstendedele osv., men de kunne kun afgives til enten arvinger eller andre andelshavere. For hver andel var kun én person stemmeberettiget. Uenigheder i egne rækker kunne afgøres med en valgt bogholders andenstemme. Bogholderen var også den, der der noterede ejendomsforholdene ned i køjebogen, som også udgjorde interessentskabets retsgyldige dokument.
- Vildænder som konserves
-
I 1885 grundlagde Heinrich Boysen, der var købmand i Wyk på Föhr, en fabrik til konservering af vildænder. I takt med at efterspørgslen på vildænder tiltog, ansatte han op til 20 kvinder, som plukkede, rengjorde og lagde ænderne i konservesdåser. Årligt blev op til 40.000 ænder forarbejdet på denne måde og markedsført viden om som en delikatesse. Selv retauranterne på Hamburg-Amerika-Linien's atlanterhavslinere forsynede hans fabrik med konserverede vildænder. Anden Verdenskrig gjorde en ende på den historie, og i 1944 lukkede fabrikken.
- At plukke ænder var en god biindtægt
-
Som en biindtægt plukkede kvinderne om aftenen ænderne hjemme. Herfor fik de 2 Pfennig, senere dog 5 Pfennig. Fjerene kunne de beholde, og når de var rengjort kunne de sælges som dynefyld.
- Fuglekøjerne i dag
-
I dag er fuglekøjerne rekreative kulturmindesmærker. De er kærkomne rastepladser og reservater for talrige fugle og andre dyr. Desuden anvendes de i forskningsøjemed, idet prøver fra fugle undersøges for tungmetallet blys miljøbelastning og for virussygdomme. Til videnskabelige formål er den øvre grænse for fangst af gråænder nu sat til 600 om året for de fire køjer tilsammen. I 19997/98 blev de to køjer ved Övenum restaureret og udpeget som "kulturmindesmærker af særlig stor betydning".
Jutta Kollbaum-Webers bog indeholder i øvrigt fire hovedafsnit: 1) Jagt på havfugle (At blusse, at fange gæs i luften, fangst af ænder med slagnet, fuglekøjer), 2) Fiskeri i vadehavet (Krabber, muslinger, østers, fladfisk, fiskegårde, rokker), 3) Jagt på sæler og 4) Jagt på småvildt.
Copyright Jutta Kollbaum-Weber
|
Bibliografiske data
- Forfatter: Jutta Kollbaum-Weber
- Titel: Historische Jagd- und Fangmethoden auf der Insel Föhr und in den Uthlanden
- Undertitel: Begleitheft zur naturkundlichen Abteilung des Dr.-Carl-Haeberlin-Friesen-Museums, Bd. 1.
- Sidetal: 95 sider, rigt illustreret.
- Serie: Schriftenreihe (Neue Folge) des Dr.-Carl-Haeberlin-Friesen-Museums, Föhr, Heft 22.
- Udgivelsesår: 2007
- Format: 17 x 24 cm
- Pris i Euro: 8,95
- ISBN 13: 978-3-89876-343-1
- Forlag: Husum Verlag
Annonce om forbud mod jagt og støj i nærhenden af fuglekøjerne. Gengivet efter Jutta Kollbaum-Webers bog.
|