Bogværket Danmarks Fugle, ornitologen E. Lehn Schiøler og maleren Johannes Larsen
I 1912 påbegyndte Danmarks store amatørornitolog og stifter af Dansk Ornitologisk Forening, vekselerer Eiler Lehn Schiøler (1874-1919) arbejdet med det, der både skulle blive hans livsværk og det ultimative bogværk om "Danmarks Fugle". Allerede som dreng havde han drømt om dette bogværk. Og da han tilmed havde ry for at være iagttagende og registrerende til det pedantisk nøjagtige, kunne man nok forestille sig, at kun det bedste var godt nok.
    Derfor allierede han sig tidligt med Danmarks største fuglekunstner, Johannes Larsen, der havde en tilsvarende trang til at vide nøjagtig besked om fjerdragternes variation igennem fuglenes livsforløb og årstidernes gang. Det var planen at udgive otte store bind, men kun de tre første blev realiseret, idet Lehn Schiøler døde midt i arbejdet i 1929. Første bind, der udkom i 1925, omhandlede andefugle, bind 2 udkom i 1926 og handlede om Grønlands fugle og bind 3, der handlede om rovfugle, udkom i 1931.

På Fanø var det især andefuglene krikænder, pibeænder, spidsænder og gråænder, som de gjorde studier af. I september 1917 er de begge på besøg på Fanø, hvor de indlogerer sig på "Hotel Kongen af Danmark" for blandt andet at besøge Sønderho gamle Fuglekøje, dels for at få et indtryk af en fuglekøjes indretning og dels for at aftale køb og levering af levende ænder sendt til Kerteminde.

Johannes Larsen og Lehn Schiøler besøger Fanø og fuglekøjerne
Besøget kan vi dokumentere i en række breve, som Johannes Larsen skrev til sin hustru Alhed:

Kerteminde 12. sept. 1917 Kære Alhed! Jeg har fået telegram fra Lehn-Schiøler om at møde ham i Odense i morgen for at tage med til Fanø, hvor vi bliver et par dage for at se på krikænder og andekøjer. Jeg tænker han tager med herhjem på tilbagevejen. [...] Nærmere fra Fanø. Din JL. Hotel Kongen af Danmark 14. sept. 1917 Kære Alhed! Ja, nu sidder jeg her, sammen med Lehn-Schiøler og frue. … Klaks [JLs bror Vilhelm] kommer vist herover. Her stormer og fyger med sand. Mange hilsner din JL. Kerteminde 22. sept. 1917 Kæreste Alhed! Hermed nogle Feuletoner. I dag er det helt rart vejr, og jeg har bestilt en vogn til at køre os til Fyns Hoved. Lehn-Schiøler havde mavepine i går, så han måtte se på at vi andre spiste men i dag har han det helt godt. Vi kører kl. 11.30 efter at have spist lidt og beregner at være hjemme kl. 7. Vi fik en kasse fra Fanø i går med 3 pibeænder, 3 spidsænder og 4 krikænder som Lehn-Schiøler har købt til mig [...] Hilsen din JL. Kerteminde 24. sept. 1917 Kæreste Alhed! Lehn-Schiøler rejste så i går over Nyborg. [...] De 2 krikænder døde om natten, men de 2 andre har det godt og ligeledes pibeænderne og spidsænderne. [...] Mange kærlige hilsner din JL.

Spidsanden tager sikkert som voksen hovedsagelig planteføde til sig, men det aldeles overvejende antal maver af fugle, fanget i fuglekøjerne, har vist sig at være tomme; nogle dog fyldte med fint sand og rester af plantedele; i nogle tilfælde er der fundet små ferskvandssneglehuse. J.C. Phillips meddeler l.c. side 322, at en undersøgelse, fortaget af U.S. Biological Survey, omfattende 790 maver af spidsænder, fanget eller skudt i månederne september til marts i alle egne af Nordamerika, viser, at ca. 87% af maveindholdet bestod af vegetabilsk føde og kun ca. 12% af animalsk. Førstnævnte består navnlig af frø af forskellige vandplanter, sidstnævnte af små bløddyr, krebsdyr og snegle; desuden er der fundet nogle enkelte småfisk og frøer i maverne.

Det er ikke mange spidsænder, som skydes her i landet i andejagtens tid, et antal, der i forhold til stok (grå)- og krikænders er forsvindende lille, og grunden er vel den, at vor egen bestand er forholdsvis fåtallig og forlader os temmelig tidligt, og på gennemrejse om efteråret ses den ikke meget, selvom den er langt hyppigere end om foråret. Og dog må store skarer drage hen over landet hvert efterår, formodentlig om natten, for på Vesterhavsøerne, f. eks. på Fanø, er den særdeles talrig i september og oktober. Her standser de altså for en tid deres træk, og for hundreder for ikke at sige for tusinder af spidsænder betyder denne standsning livets ophør, for her ligger de stille fuglekøjer, små fredelige indsøer, omkransede med pil og birk, blinkende i natten og bydende læ for vind og vejr, lokkende ved tilstedeværelsen af andre ænder, men med døden ventende i ruserne ved enden af de bugtede kanaler.

Fra vejen mod syd fra Nordby til Sønderho går et spor af til venstre, snor sig gennem lave, lyngbevoksede klitter og standser omsider på en klitryg, hvorfra man ser ud over det lave farvand mellem Fanø og Jylland. For sine fødder ser man en lav engstrækning ligge udbredt langs med kysten og midt i strandengen en lille lund af pil, birk, fyr, el og hyldebuske. En blid brise får de slankeste toppe til at svaje svagt, og i den klare septemberluft når blikket langt omkring. Nord for den lille lund, fuglekøjen, ser engen ud, som den var pløjet eller føget over med sand og jord et langt stykke, men sættes kikkerten for øjet, opnås bedre erkendelse. Engen er bedækket med ænder!

Side om side sidder de her, pibeænder, spidsænder, stok- og krikænder, nogle sovende, andre pudsende fjer, og ude på vandet ligge striber af ænder, navnlig pibeænder, vuggende blidt på småbølgerne. Af og til svinger små selskaber på 3-5 ænder hen over trætoppene; når de vender, så solen skinner på dem, synes de lyst perlegrå, de lange halse, der er fremstrakte som væddeløbshestes, viser, at det er spidsandrikker; så bøjes halsene lidt tilbage, idet fuglene bremser op for at forsvinde mellem trætoppene, formodentlig daler de ned i eller bag køjen på strandengen.

En stokand afbryder stilheden ved at "rappe op", som gjaldt det om at vække hele den slumrende andehær, tre skeænder kommer op mellem grenene som røg af en skorsten, kredser et par gange ubeslutsomt omkring og forsvinde atter.

Køjemanden kommer frem af sit lille skur, som ligger ind i klitten omgivet af bistader. Han er klar til at vise os køjen - det kan dog ikke nytte at ville forsøge på at fange noget, for forleden var en kat i køjen, så nu må der være flere dages ro; desuden er vejret så godt. - Gennem en lille låge i det omgivende hegn træder vi ind i dunkelgrøn skygge og følger vor fører, som går foran med et lille krus i hånden; gennem dets låg stiger en svag tørverøg op, stammende fra en tørveglød, der ligger i krusets bund. Denne forholdsregel menes at fjerne lugten af os og skal forhindre ænderne i at mærke vor nærværelse. Musestille følger vi ham køjen rundt og få et indtryk af dens hele plan.

Midt i plantningen findes en rundagtig lille sø, omgivet af små græsbevoksede volde, der har en lille forstrand ned mod søen; på denne lille bred kan ænderne sidde og sove og pille sig. Fra søens hjørner udgår kanaler, som krummer sig ind mellem træerne, efterhånden bliver de smallere og i deres inderste del er de overspændte med net; helt inde i bunden er de smalle som en grøft og ender i en ruse. Langs kanalerne er der opstillet sivskærme af mandshøjde, lidt på skrå som kulisser, således at køjemanden kan gå frem imellem dem, se indad i kanalen uden at ses udefra, strø korn i den, og sluttelig vise sig for de forfærdede ænder, som, fristede af lokkeænderne, er svømmet ind i kanalen og nu, for at undgå den bagved dem opdukkende fare, jager baskende fremad og ender i rusen, medens lokkeænderne, der svømmede ind i kanalen, fordi de er vænnet til at få føden derinde, roligt bliver liggende. Køjemanden går stille hen til rusen og befrier de to fanger for hurtigt at dreje halsen om på dem; med et lille ryk vrider han to halshvirvler fra hinanden, anden kastes hen på jorden, den slår et par gange med vingerne, men ligger så stille, kun fødderne gøre endnu nogle svømmetag efter den sidst modtagne ordre fra hjernen, så er den borte - en hurtig død.

Stilheden er intet øjeblik afbrudt, vi kan gå videre og kigge gennem huller i skærmene over volden ind i søen. Der er en del ænder i den, men køjemanden påstår, at de fleste er tæmmede lokkeænder. Pibeandrikker med kastanjebrune hoveder og mælkehvide forvinger sidder på bredden og pudser fjerene, rundt om i vandet ligger spidsænder, enkelte skeænder og mange krikænder med hovedet trykket helt ned mellem skuldrene, en sagte susen i træerne høres, ellers er alt stille - kun når en måge flyver over synsfeltet mellem trætoppene, vende ænderne hovedet lidt på skrå og lader øjet følge dens flugt, til den atter forsvinder, og de synker tilbage i deres ro.

Hvert efterår gøres nogle af de fangede ænder til lokkeænder; de stækkes på den ene eller begge vinger og holdes i nogen tid i tæmmekasse, indtil de er vænnet til at få føde af køjemanden og lærer at kende ham, så slippes de ud i en aflukket kanal og tilbringer nogen tid der, hvor de fodres og vænnes til at holde til. Senere kommer de ud i dammen og tilbringer der vinteren og den følgende sommer. Når de da efter fældningen få deres nye svingfjer, gør de små udflugter ud af køjen og vender tilbage, ledsaget af vilde kammerater, som de således lokker i døden. Undertiden håndstækkes de, dvs. vingens yderste led, anden og tredje finger, knibes af, således at svingfjer ikke mere vokser ud. Sådanne ænder forlader naturligvis ikke køjen, og køjemændene påstår, at de aldrig lægger æg eller ruger. Lokkeænder, der kan flyve, drager ofte bort med de trækkende skarer og fanges i andre køjer, som de træffer på deres vej mod vinterkvarteret, og den omstændighed, at køjefangede, ringmærkede og atter slupne ænder påny, endog flere gange, kan fanges, taler ikke til fordel for deres evne til at drage nytte af erfaringer på dette område.

På Fanø findes tre fuglekøjer, der hvert år fanger et meget stort antal ænder. Ved lov er al skydning og jagt forbudt i køjernes nærhed for at skærme om dette for beboerne ikke uvigtige erhverv. Også på andre Vesterhavsøer findes køjer, ligeledes i Holland, og i England fandtes i tidligere tid mange køjer, decoys, af hvilke dog kun et forholdsvis ringe antal holdes i drift i vore dage.

I "The Book of Duck Decoys" (London 1886) oplyser forfatteren, Sir Ralph Payne-Gallwey, at der i sin tid alene i de østlige grevskaber fandtes ca. 100 køjer, som årligt efter et nøgternt skøn fangede 5000 ænder hver .... [Læs mere ...]

Kilder og noter

• Ovenstående tekst er gengivet efter E. Lehn Schiølers monumentale storværk "Danmarks Fugle. Med henblik på de i Grønland, på Færøerne og i Kongeriget Island forekommende arter", Bind 1 (1925). Citatet findes i kapitlet Spidsænder i bind I, Indledning og andefugle (1925), side 299-302 med illustrationer af spidsænder fra Fanø 1903, 1904, 1906, 1907, 1909 og 1914 udført af Johannes Larsen 1918.
• Danmarks Fugle. Johannes Larsen og E. Lehn Schiøler. Redaktion: Malene Linell Ipsen. Kerteminde, Johannes Larsen Museet, 2008. 32 sider, illustreret.
  Udgivet i anledning af udstillingen af samme navn på Johannes Larsen Museet. Om det store værks tilblivelse og om det mere end 10-årige samarbejde mellem værkets idemand, vekselerer og amatørornitolog E. Lehn Schiøler og maleren Johannes Larsen.

Spidsænder tegnet af Johannes Larsen
Fire af de fem ænder er fra Fanø og tegnet efter eksemplarer i Lehn Schiølers store samling af skindlagte fugle fra årene 1903, 1907, 1909 og 1917. Tavle 24 i Lehn Schiølers og Johannes Larsens "Danmarks Fugle", bind 1 (1925).
Gengivet med venlig tilladelse fra Johannes Larsen Museet i Kerteminde ©.
Johannes Larsens vignet af to spidsænder i Danmarks Fugle, bind 1, s. 298. Gengivet med venlig tilladelse fra Johannes Larsen Museet i Kerteminde ©. Køjemesteren, the old decoyman George Skelton fra Friskney fuglekøjen i Lincolnshire med sin fangst af ænder. Illustration fra Payne-Gallweys bog.