Fanų. Danmark i skildringer og billeder 1887

Vestkysten fra Knudedyb til Thyborøn Kanal af Holm Hansen. Fanø 1887

Christian Blache: Høbåde losser på stranden ved Nordby. F. Hendriksen sculpsit fot.

Rejsen gik som sædvanlig vest på. Det var klitterne, som vinkede, havet, der kaldte. Når man er født der ude i nærheden af "bjergene", som kystboerne kalder dem, får man sjælden ro for dem. De har lagt en lænke om foden, og man drages stadig tilbage til dem og til naboen, "den gamle Kre Vester", når han i lange sommerdage fejer styrandbredden ren og frisker op selv i den ringeste hytte. Selskabslivet i byen har foreløbig givet en nok, og ligesom f.eks. islændingen, når han vender hjem fra en Københavnsrejse, kærtegner tørfisken og kalder den "den bedste ret", hilser vestjyden under lignende omstændigheden fisken, der kommer lige far det salte hav. Og synet af en skibskøl, der kløver bølgerne, når de rigtig rejser sig, er ham tit en kraftigere spore til udholdenhed og mod end noget andet skuespil.

Derfor gik rejsen nu – som sagt – atter over til "den gamle Kre Vester", "den gamle Mutter Hav".

Toget fra Ribe var nylig kommet, og færgebåden ovre fra Fanø, der stod i forbindelse med det, lå utålmodig og ventede i Esbjerg havn.

Det syntes længe, som om den kun ville få en enste passager. Men så kom omsider postvognen med en højtidelig agende missionær og bag efter den en flok unge, højrøstede karle og kvinder, der gik fortrolig hånd i hånd, og var i selskab med nogle pyntelige Fannikepiger.

Det var kendeligt, at de fleste af flokken var tjenestetyende nord fra – så såkaldte "Nørreder" – som havde været på folkemarked inde i Ribe og nu ville nytte opholdet i Esbjerg til at følge rejsefællerne fra øen om bord.

"Nej, se go' Daw, Kaptajn! – Nå, de' var da kjøn a' dig, at du vild' bi o æ Piger. Vi mått' jo op o æ Bawnhøj med dem, at de kund' få Riwwe Kjærketo'n sa' Fawal endnu en Gang" råbte en af karlene til fanøskipperen, medens en anden overgivent traverserede frem med pigerne og sang:

"Fanniker, Fanniker slok! slok! slok!
Han binder hans Bows i en Dok, Dok, Dok!
Han sejler i en Drøwtrow".

Skipperen, der netop den dag tilfældig havde måttet lade dampfærgen blive hjemme, gengældte øjeblikkelig det gamle skæmtekvad med en rivende vittighed. Men da missionæren kendelig blev dydig opbragt derved, greb kaptajnen skyndsomt efter årerne, og de unge karle tog en så hjertelig afsked med fannike-pigerne, at disse en efter anden letrødmende for ned ad trapperne, hvorpå båden under et rungende hurra omsider gled over mod skipperøen.

Fanø, der er det sydvestligste fremspringende punkt af det kyst- og fjordlandskab, som vil blive omtalt her, er en både ejendommelig og smuk, lille ø med et fladeindhold af omtrent 10.000 tønder land, hvoraf dog størsteparten er hede og sand.

Bådfærden her over kan til sine tider være ubehagelig nok; men har man først sat foden i det fløjelsbløde, hvide sand og er blevet hilset af den gæstfri befolkning, glemmer man hurtigt alle anstrengelser.

Øen, der er temmelig langstrakt i form af et hammerhoved, har tidligere været adskilt i to dele – rimeligvis der, hvor Annedal er – lidt nord for fuglekøjen. Den har sin videste udstrækning på vestsiden, hvor søernes grovfiletænder efterhånden har raspet kysten lige, og der er noget i høj grad betagende ved fra toppen af de høje klitter, som fines her, at se ud over havet med den brede forstrandsbræmme, hvis millioner af muslingskaller mangen gang ligger og skinner i sollyste med alle regnbuens farver.

Til daglig dags er søen vel temmelig rolig, netop på grund af denne brede og flade forstrand. Men des vildere er til gengæld klitterne, der for det meste optræder i tre rækker, adskilte fra hverandre ved store længde- og tværdale, og er beplantede med hjelme til forebyggelse af sandflugten.

Det hedder, at Fanø tidligere skal have strakt sig længere ud i sydvest i retning af Knudedybsdraget og været forenet med Manø, nu den sydligste af vore vesterhavsøer. De mange store egerødder og ludende træstammer, der nu og da rager op af sandet her ude imellem havet og klitten, tyder også på, at her en gang har været frugtbart land, ligesom man, mærkelig nok, finder "både Skauw og Ober- og Underjagt" nævnt iblandt de rettigheder, som 1741 overdroges beboerne ved salget af øen. Og dog kunne det synes, som om Fanø tilforn har haft en endnu større udstrækning nord på og i en tidligere periode har været sammenhængende med den store klit- eller kyststrækning, der går helt op imod Bovbjerg-terrænet, og som rimeligvis en gang har været adskilt fra landet ved en forening af Nissum og Ringkøbing Fjorde, Fil Sø og Hjerting Bugt.

Man hører ikke sjælden Fannikerne fortælle om "den Tid, da Strømløbet imellem Skallingen og Øen ikke var dybere, end at man ved Ebbe kunne gå over det ved at træde på et Hestehoved". En gammel skipper på hen ved halvfems år fortalte, at han godt kunne huske, at hans bedstefar havde omtalt, hvorledes man i hans unge dage "gik i Grøf" – det vil sige: gravede orm – på Skallingen. Og en anden, der var omtrent lige så gammel, forsikrede, at også øen Langli tidligere havde været landfast med Fanø, idet han til bevis derfor citerede en ældgammel sang, hvori det hedder om de hjemkomne Fanøfiskere:

"De gik i Land
på Langli Strand
og der la' tretten Evert' til Land"

Der er således adskilligt, Tom Petersen: Stranden ved Nordby under Ebben

Peter Tom-Petersen (1861-1926): Stranden ved Nordby under Ebben. 1885.

Erik Henningsen: Badevogne på Fanø strand.

Tom Petersen: Det indre af Sønderho Kirke. 1886.

Noter og kilder

Danmark i skildringer og billeder af danske forfattere og kunstnere. Udgivet af M. Galschiøt. Bind 1. Kbh., P.C. Philipsens Forlag 1887.

Erik Henningsen: Lille Fanøpige. 1883.

Julius Exner: En Fanø skipper på udkig. 1885. Efter maleri.

Christian Blaches 'Høbåde losser på stranden' findes også i en farvelitograferet version.