Stykker til Fanøs kultur, natur og historie. Redigeret af Per Hofman Hansen

Æ Kåver på David Jacobsens billede 'Høstscene' eller 'Sønderhokvinder høster med segl' 1852

Min forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Æ Kaaver > David Jacobsen: Sønderhokvinder høster
David Jacobsen. Høstscene. Sønderhokvinder høster med segl. 1852 David Jacobsen: Sønderhokvinder høster med segl. Uden år, men formentlig fra 1852. (41,0 x 48,3 cm). I baggrunden oppe på klitterne ses sømærket "Æ Kåver". Olie på lærred. Privateje.

Den unge maler David Jacobsen besøger Fanø i 1852
I august 1852 besøgte den unge danske maler David Jacobsen (1821-1871), der var uddannet fra Kunstakademiet i København, de to danske vesterhavsøer Fanø og Föhr, hvor han foruden landskabsbilleder især forsøgte at fastholde øboernes dagligliv og arbejde i skitser og studier. Rejsen var, ligesom rejsen året før til Bornholm, et led i det nationalromantisk kunstneriske program, som danske kunstnere følte sig inspireret af og forpligtet til at følge. Et program som havde til hensigt at skildre danske folkelivsmotiver.
    Fra David Jacobsens ophold på Fanø findes bevaret omkring 60 skitser og tegninger, som alle er at finde i Museum Jorns arkiv i Silkeborg. Skitserne omfatter bygningslementer, gadeforløb, landskaber, skibe, udendørs inventar, interieurer, portrætter, beklædning, redskaber og aktiviteter.
   Ser man nøjere på billedet kan man konstatere, at klædedragterne med deres forklæder, "klude" med snipper og struden er ganske autentiske. Til gengæld fremtræder landskabet mere kuperet og højere end det i virkeligheden er omkring Sønderho. Husene ligner også snarere hvidkalkede røgerier og huse fra Bornholm, og sømærket ser højst besynderligt ud med dets alt for mange stolper med nærmest et hus eller en "stærekasse" på toppen.

Otte år senere aflagde Illustreret Tidende besøg på Fanø og gjorde her de samme iagttagelser som David Jacobsen:
"Når man ser nøjere til, finder man imellem de høje klitrækker mangfoldige, om ikke just frugtbare, så dog frugtbærende oaser, hvor flittige og stræbsomme menneskehænder har forstået at lokke afgrøden frem af det golde sand. Det er disse pletter, der gør strenge fordringer til fruentimmernes arbejdskraft, og vi meddeler her billedet af en Fanøpige i sin arbejdsdragt, der med spaden på skulderen og "struden" for ansigtet går til sit besværlige markarbejde. Man må nemlig ikke tænke sig, at de små jordlodder, hvoraf enhver familie på Fanø ejer en eller flere, bearbejdes på sædvanlig måde ved hjælp af plov og harve; nej, konerne og pigerne må med deres spader og river udføre det arbejde, som førnævnte agerdyrkningsredskaber ellers forrette ved hestes eller studes hjælp; når så marken har givet sin sparsomme afgrøde, skæres den af med en segl og bæres møjsommeligt hjem i lagener".
Kilder
  • David Jacobsens arkiv i Museum Jorn, Silkeborg.
  • David Jacobsen i Weilbach Dansk Kunstnerleksikon. Kunstindeks Danmark.
  • Jette Kjærboe: David Jacobsen i Paris 1855-1869. I: Kunstmusets Årsskrift, 1977-1980, Kbh. 1981, s.83-100.
  • Troels Andersen: David Jacobsen 1821-1871. Silkeborg Kunstmuseum, 1988.
  • B. Hedinger: David Jacobsens Sonntagnachmittag im Seebad. Hamburg, 1989.
Kåveren uden for Sønderho 1852. Blyantstegning af David Jacobsen Kåveren uden for Sønderho 1852.
Blyantstegning af David Jacobsen.
Se tegningen i stor udgave.

Publiceret 24. februar 2007. Opdateret 3. februar 2017. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden.