Fanø og Vadehavet

Hvorledes er Fanø blevet til? Af botaniker Anfred Pedersen

Stykker til Fanøs kultur > Fanø og Vadehavet > Hvorledes er Fanø blevet til?
Tre parabelklitter på den sydlige halvdel af Fanø
Sønderho Skole og Kåverhuset 3 parabelklitter på den sydlige halvdel af Fanø. Målebordskort 1:20.000, målt 1870, rettet 1954.

Klitterne mellem "Havside Bjerge" og engene i øst er Fanøs gamle land. Her er ingen klitrækker, men klitterne bærer præg af stærk sandflugt, der ligger i store oprevne buer, der vender den hule side mod vest (parabelklitter). Man får et udmærket overblik over dem ved at se på et målebordsblad. Sandflugten har fundet sted langt op i historisk tid, helt til 1700-tallet. Fanøs historie fortæller om en kamp mod denne sandflugt, der dækkede marker og huse med goldt sand. Men ved slidsomt arbejde blev de hvide klitter efterhånden beplantet, og sandflugten standset. © Copyright Anfred Pedersen
For venlig tilladelse til at bringe Anfred Pedersens artikel her på hjemmesiden takker jeg hans søn Claus Breitenstein Pedersen, Vordingborg.
Kilder
Hvorledes er Fanø blevet til? Vestkysten 29. maj 1953
Fanøs naturgeografi
Fanø ligger nordligst i en ørække langs Sønderjyllands og Slesvigs vestkyst. Den indgår sammen med Skallingen, Mandø og Rømø i den bueform, der strækker sig mellem Horns Rev og gestkernen på Sild. Den er dannet som en barriereø og siden konsolideret ved dannelse af klitter. Øen er under stadig forandring, idet kystparallelle strømme flytter materiale. Dette aflejres især på øens nordvestlige del som højsandet Søren Jessens Sand. Det tilførte sediment bevirker også, at bredden af stranden mod vest forøges, og at der dannes nye havklitter. Sydspidsen af Fanø har derimod efter en periode i begyndelsen af 1900-t. med tilvækst af klitter og marsk oplevet en omfattende nedbrydning. Siden 1960'erne og især i forbindelse med stormfloderne i 1976, 1981, 1990 og 1999 har forandringerne været store.
Fanøs nordlige del domineres af fire parallelle klitrækker, der tilsammen har form som en vifte og bøjer mod øst langs Grådyb. Bag klitterne ved Rindby ligger en bred sandslette, som mod øst grænser op til marskenge. Disse går over i Sandflod Hedes skovdækkede vandreklitter. Syd for Pælebjerg, øens højeste punkt, ligger den høje, langstrakte og vindbrudte klitrække Havside Bjerge, der danner øens 5 km lange “rygrad”. Vest herfor findes et kaos af mindre klitrygge, Skifterne, der er adskilt af sumpe og søer. Hele den sydøstlige del af øen nord for Sønderho er en afblæsningsflade med flere parabelklitter. Længst mod øst ligger et smalt marskområde med øens fire fuglekøjer. Den 11 1/2 km2 store Fanø Klitplantage er plantet efter 1892. Plantagerne og naturarealerne mellem Rindby og Sønderho blev fredet i 1964 og 1985. (Kilde: Gyldendals Online Leksikon).
Botanikeren Anfred Pedersen (1920-2004) var født i Sønderho og blev ansat som lektor i biologi på Vordingborg Statsseminarium. Allerede som 23-årig udgav Anfred Pedersen sit første botaniske undervisningsmateriale, og ofte tog han sine studerende med på eksursioner, herunder naturligvis også til Fanø og fuglekøjerne, som han kendte så godt. Læs mere om Anfred Pedersen ...

Publiceret 20. juni 2007. Idé, research, tekst og layout: © - Aldus.dk.