Vestkystens planteliv. Vaden, marsken, urokysten, klitten. Af Anfred Pedersen

Vestkystens planteliv. Vaden, marsken, urokysten, klitten. Af botaniker Anfred Pedersen

Stykker til Fanøs kultur > Fanø og Vadehavet > Vestkystens planteliv

Indersiden af Fanøs sydspids set fra Hønen en sommeraften 2006. Floden fra Galgedyb er næsten på sit højeste. Det stigende vand med skum på overfladen er nu nået sit højeste og annels-græsset får lige akkurat "dyppet tæerne" i denne omgang. I baggrunden, som er mod nord, ses den voldsomt tilgroede Keldsand og Sønderho. Foto © Per Hofman Hansen.

Botanikeren Anfred Pedersen (1920-2004) var født i Sønderho og blev ansat som lektor i biologi på Vordingborg Statsseminarium. Allerede som 23-årig udgav Anfred Pedersen sit første botaniske undervisningsmateriale, og ofte tog han sine studerende med på eksursioner, herunder naturligvis også til Fanø og fuglekøjerne, som han kendte så godt. Læs mere om Anfred Pedersen ...

Vade og marsk

Ud for den urolige del af den jyske vestkyst er brændingen for stærk til, at der kan være rodfæstede planter. Anderledes stiller det sig i den sydlige del, Vadehavet, hvor der nær kysten på steder, som blot er en smule vanddækkede ved ebbetid, findes smalbladet og dværg-bændeltang. Nærmest kysten tåler vade-kveller (salturt) tørlægning. Den er en ganske mærkelig enårig saftplante uden fungerende blade og med assimilerende, tykke, saltholdige stængler med indbyggede blomster, hvis frugter er tunge, så de ikke let føres ud på dybere vand om vinteren. Den kan kun tilbageholde lidt marskler, hvis den står tæt.

Anfred Pedersen med sit biologihold på ekskursion august 1969. Når Anfred Pedersen var med sine elever i felten, var han i sit es. Her er det en ekskursion til strandengen og vaden mellem Søndero og Hønen. Fotografiet er velvilligt stillet til rådighed af Irene Krustrup, der ses nederst med det ternede tørklæde.

Importeret nyttegræs
Vade-kveller er nu de fleste steder blevet mere eller mindre fortrængt af det grovbladede vadegræs (Spartina), der siden 1930'rne er blevet udplantet dels for at vinde nyt land, dels for at sikre marskengene mod erosion. Planten er opstået som en steril hybrid ved kanalkysten i England, hvorfra dens underjordiske udløbere er solgt til andre lande, bl.a. Danmark. Siden er der ved kromosomfordobling i hybriden opstået en ny art, der bærer frugt, hvilket synes at være årsag til, at græsset hurtigere har kunnet brede sig.

Marskengenes plantebælter
De tidevandsprægede sydvestjyske strandenge, de såkaldte marskenge, studeres bedst på østsiden af Skallingen og på Fanø og Mandø, idet vegetationsudviklingen på "fastlandet" er forstyrret af digebygning. På store strækninger af Fanøs østkyst trives frodige tagrør-sumpe ud mod Vadehavet. Her er tagrør ligesom det indførte vadegræs oprindelig udplantet, men til brug for hustage. Det er bemærkelsesværdigt, at planten kan tåle en saltholdighed i vandet på 3,5 pct.
Det normale er ellers, at strandengen yderst består af annelgræs-samfund, der med aftagende saltholdighed indefter afløses af harril-samfund og rød svingel-samfund. Derefter følger enten ferskvandsenge eller strandoverdrev.

Annel-bæltet
I det tætte tæppe af strand-annelgræs aflejrer tidevandet ved flodtid nogle steder meget tynde lerlag, der med tiden giver naturlig landvinding, idet kysten rykker udefter. Andre steder er dele af annel-bæltet eroderet bort, og det er her, man har ment, at vadegræsset kunne gøre mest gavn. I annel-bæltet er der to andre arter af kveller samt strand-asters, strand-vejbred og strand-trehage, inderst undertiden flotte bestande af stilkløs kilebæger, en lav, sølvskinnende busk, og tæt hindebæger, hvis dybblå blomsterpragt hen på sommeren fanger øjet på lang afstand.

Harril-bæltet
I det mellemsalte, kun ved springflod oversvømmede harril-bælte - harril er et siv - finder man jordbær-kløver, hvis hårede bægre er oppustede, så frugterne let kan trille eller flyde, smalbladet kællingetand og fjernakset star. Der er to former af rødtop, den tidligt blomstrende, enkle strand-rødtop samt lav rødtop, der er grenet og først blomstrer i august. Sidstnævnte vokser især på sandmarsk, der i det hele har et rigere flor end lermarsk, med strand-tusindgylden, sort siv, klit-siv, rød kløver, knudret firling, øjentrøst og stikkende krageklo. Det ellers så statelige tagrør er lav, det blomstrer ikke, men får til gengæld meterlange overjordiske udløbere.

Krogsand, Hønens og Fanøs sydspids en februardag. Forrest den blottede klit med marehalm. Nederst nydannet strandeng som nabo til tidevandsrenden. 'Hønen' er i øvrigt sønderhoningernes måde at sige 'hjørne' på. Fotograferet i retning mod øst. Foto: Per Hofman Hansen.

Rød svingel-bæltet
Harril-bæltet er nogle steder gået af brug til græsning og høslet, hvilket bevir- ker, at rød svingel trænger frem i stedet inde fra områder, der kun oversvømmes ved stærkt vinterhøjvande og derfor har en saltholdighed på mindre end 10 promille. Hvor der er strandsump udenfor, erobres harril-bæltet dog næsten helt af sterile skud fra tagrør. Denne plante kunne kvæget tidligere holde ganske effektivt nede, den nåede kun til dyrenes rækkevidde over hegnet.

Urokystens strandflora

Den vestjyske sandstrand er et resultat af landets voldsomste natur. Nogle steder æder havet sig ind i vindrevne sandmasser, som det tidligere har givet fra sig, andre steder lægges der til, så stranden bliver bredere og klitterne højere. Planternes frø, frugter eller stumper af skøre jordstængler vagabonderer om vinteren langs kysten sammen med en broget blanding vraggods for til sidst at blive skyllet højt op på stranden og lægge sig til ro for at spire om sommeren.
Den vest- og nordjyske strandsennep er vesteuropæer og tilhører en anden underart end den, der optræder ved de indre farvande. Den tykbladede og stikkende sodaurt ses stedse i den hårede form. Af mælde-arter tælles flere og som den mest særprægede sølv-mælde, der i øvrigt på det senere ekspanderer ved Kattegat. Hver frugt har to højblade omkring sig, der holder den flydende. Engelsk pileurt kommer med tidevandspresset sydfra og har nået Søndervig ved Ringkøbing, mens den anden underart, norsk pileurt, er kommet nordfra med storstrømmen og har nået Thyborøn. De fleste vestjyske strandplanter har i øvrigt taget turen Syd- og Vesteuropa rundt, nogle fra en hovedudbredelse på saltstepper i Vest- og Centralasien. I 1969 var strand-bede og hornskulpe nået sydfra til FanØ, men dog næppe for at blive i første omgang.

Klittens natur og plantevækst

Over halvdelen af Vestjyllands største og mest værdifulde naturområde, klitterne, er dannet på fire tanger, der afspærrer strandsøer, nordfra Bøvling Klit ud for Nissum Fjord, Husby Klit ud for det gamle fjordsystem Stadil Fjord og Holmsland Klit ud for Ringkøbing Fjord samt Skallingen ud for Ho Bugt. Ved Bovbjerg når morænen helt ud til havet, mens den i Varde's vesteregn flere steder er blevet dækket af flyvesand. Ved Fanø, Mandø og Rømø er den udadgående tidevandsstrøm stærkere end den sydgående kyststrøm, hvilket har skabt grundlaget for ødannelsen.

Klitterne på Fanø
Den yderste klitbræmme er gerne næringsrig og urolig hvidklit. Den afløses af næringsrig og rolig grønklit og grønklit-eng, derefter den næringsfattige grå klit fulgt af tør eller fugtig klithede. Ofte mangler grøn- eller hvidklit på grund af erosion, mens på Fanø alle klitsamfund er udviklede på et koncentreret område.

Hvidklitten
Det er det hvide sand og ikke planterne, der giver hvidklitten farve og navn. Dens få arter må kunne tåle sanddækning og har derfor alle vidtforgrenede jordstængler, der kan skyde bladskud op og prøve at dæmpe sandet. Almindeligst er hjælme og marehalm, som er rene specialister. Undertiden er østersø-hjælme med i selskabet, mens strand-kvik kan danne småklitter øverst på selve stranden. På Fanø og Mandø vokser den meget sjældne stikkende kvik, der danner en steril hybrid med strand-kvik, som kun kan spredes med iturevne jordstængler. Ejendommeligt nok er hybriden mere almindelig end "forældrene". Klit-svingel har i modsætning til sin nære slægtning, rød svingel, stærkt lådne småaks. Kurvplanterne er repræsenteret af en stivbladet form af ager-svinemælk og de énårige klit-brandbæger og vår-brandbæger, sidstnævnte indslæbt til landet. Strand-fladbælg er her en anden underart end ved østdanske strande.
Strand-snerle, som turister værdsætter på Sydens strande, fandtes første gang i 1893 på en botanisk ekskursion til Husby Klit. Ganske vist fandt man kun en kimplante, men dens mælkesaft sikrede såvel bestemmelsen som en hØjere stemning i selskabet.

Nykomling på vandring
Mange steder findes klit-natlys, der har buede stængelspidser. Den er ganske enestående, fordi den må antages at være opstået i Elben-området ved en kraftig mutation i en indslæbt amerikansk art. Den fik sin beskrivelse som ny art i 1905. Siden 1926 har dens spredning kunnet følges nordpå i de jyske klitter, hvor den efterhånden har nået Grenen nord for Skagen.

Grønklitten
Grønklitten har en smuk blomsterpragt og mange arter, og selv på en klam vinterdag liver et mos som klit-snotand lysegrønt op med sine stjernerige puder. Ofte findes revling-hede med gråris, der er en knæhøj pil, men ellers er urterne dominerende. Rundbælg, kællingtand, muse-vikke, klit-hejrenæb, gul snerre og skønheden mose-vintergrøn findes alle som særlige klitracer. Smalbladet timian og gul snerre sørger for krydret duft mellem bidende stenurt, hare-kløver, læge-ærenpris, flerårig knavel, femhannet hønsetarm og bakke-nellike. På åbne småpletter kommer de énårige sand-rottehale og firhannet hønsetarm til, og fra feriesteder spredes rynket rose (Rosa rugosa), dog vist mest med fugle. Overraskende nok har to østeuropæiske tørbundsplanter en isoleret udbredelse her: klit-kambunke og klit-limurt, sidstnævnte endda almindelig på Fanø. Det vides ikke, hvilken hemmelighed der ligger bag deres tilstedeværelse.

Grønklit-engen
I grønklit-engene dominerer græsser og star, og der er meget gråris, øjentrøst og skjaller. Der er også mængder af sump-kællingtand i form af en håret underart, der her i landet kun findes i Vestjylland. Sort siv og klit-siv er ikke ene om at repræsentere familien, men har selskab af tre racer af glanskapslet siv. Er der vandløb i grønklit-engen, kommer der usædvanlige sumpplanter.

Gråklitten
I den ældre gråklit er landskabet præget af vindbrud og næringsmangel, og syd- og vestsiden af tørke. Hjælme, der ikke blomstrer særlig energisk, har omkring sig den sølvskinnende og tuede sandskæg, der giver klitten dens særlige farve og somme tider navnet sandskægklit, sand-star, som sender skud op i lige rækker fra underjordiske udløbere, kongepen og klitformer af blåmunke og smalbladet høgeurt. På syd- og vestsiden er der mange lav-arter, på stejle nordsider, hvor fugtigheden er større, trænger et mos- tæppe med lyng og engelsød sig op i et højt niveau.

Havside Bjerge og hedesletten. Fra landevejen kan man flere steder 'stikke af' mod vest ind over den flade eng og hede og ad snoede spor nå frem til de gamle klitter, de grå "Havside Bjerge", der her ses i horisonten. Foto: Per Hofman Hansen, 22. juli 2006.

Den tørre klithede
Klithederne dækker gerne de ældre sandflugtsarealer. Fredede klitheder findes på Sønderho Hede. Her hersker hedelyng, mens hjælme nærmest vegeterer. En sjælden star-art, klit-star, kendes her i landet kun fra klitheden.

Tundratidens relikter
Tankevækkende er forekomsten af klit-rose, der ses i blomst før turistsæsonen, også i grønklit. Dens madforsyning kommer fra dybtgående, flere meter lange rødder. Meget taler for, at den fandtes i Vestjylland i tundratiden, men, da skovens skygge kom, måtte overleve i de skovfrie klitter. Havtorn, der findes i de nordvest jyske yderklitter, har bevisligt haft denne livshistorie, og det forholder sig antagelig ligeså med klit-kambunke og klit-limurt.

Den fugtige klithede
Med tiltagende fugtighed optræder talrige mosebølle-bær i klitheden, gode til håndplukning, ligeledes tranebær, der i sig har en bevarende syre, der gør, at de kan holde sig vinteren over i vand på flasker. De vigtigste dværgbuske er ellers klokkelyng og engelsk visse, ledsaget af katteskæg, børstesiv, klokke-ensian og benbræk.

Klitsøen
Om vinteren er klitlandskabet ofte spækket med vandfyldte, afløbsløse lavninger, der om sommeren, når fordampningen fra jord og planter er større, kan ligge helt tørlagte eller måske have levnet en mindre klitsø over det laveste sted. Det er disse sommersøer, der er afsat på kortene. Mange af dem er dannet ved vind-erosion en særlig tør sommer, mens den store sandflugt rasede. De vintervåde lavninger har en meget særpræget vegetation, der er skarpt afgrænset mod dværgbuskenes klokkelyng-samfund og nøje svarer til den, der findes på tilsvarende sted i fugtig hede.

Havvejen. Torsdagshullerne. Fanø Klitplantage

Havvejen. Torsdagshullerne. I den flade og lave strandeng mellem den hvide og den brune klit er frodigheden total. Her i vandhullet breder åkanderne sig, ænderne forstyrres ikke og de store guldsmede kan i det stille vejr og den varme sol foretage deres præcisionsflyvninger. Foto: Per Hofman Hansen, 22. juli 2005.

Yderst kan der være hårfliget tusindblad, kredsbladet vandranunkel og rødlig vandaks, og der kan være flydeblade af vand-pileurt og svømmende og aflangbladet vandaks. Som regel findes undervandsenge af brasenføde, der aldrig kommer over vand, lobelie, der kun viser sine sarte blomster for insekterne, når den står på lavt vand, samt strandbo, der kun blomstrer, når hele planten er tørlagt. Mange steder findes rariteter som sylblad, der både over og under vandet får små, hvide blomster, smalbladet og spæd pindsvineknop samt den spæde sporeplante pilledrager, der kan danne et mørkegrønt tæppe med ærtestore sporehuse.
I det sydvestlige Jylland kan man finde samtlige landets fem arter af den svømmende insektæder blærerod, dog ikke på samme slags levested. I Filsø findes ud over de nævnte arter på dyndet sandbund småfyre som begge landets bækarve-arter og korsarve. Hertil kommer som noget enestående liden najade, der er udbredt i Skandinavien og Nordrusland og vel kommet hertil med rastende andefugle.
Over sommerens vandlinie findes liden siv-samfund, hvis ledsagere kan være vandnavle, kær-ranunkel, fin bunke, hunde-hvene, hirse-star, tusindfrø, knudearve, liden soldug, liden ulvefod, hvid næbfrø, søpryd og sumpskærm samt mangestænglet og almindelig sumpstrå.

© Copyright Anfred Pedersen
For venlig tilladelse til at bringe Anfred Pedersens artikler her på hjemmesiden takker jeg hans søn Claus Breitenstein Pedersen, Vordingborg.

Noter og kilder

Ovenstående artikel er oprindeligt trykt under titlen 'Planteliv' i: Vestjylland med nordlige Vadehav. Redaktion Bent Rying og Gregers A. Jensen. Gyldendal, 1973. - (Danmark. Gyldendals Egnsbeskrivelse; Bind 10) - s. 90-96.
Om botanikeren Anfred Pedersen og floraen i Fanøs fuglekøjer
Jens Larsen: Kveller - en "kongelig spise" på vore strandenge. I: Årsskrift. Redigeret af Erik Hansen og udg. af Lokalhistorisk Forening, Nørre-Alslev Kommune. - 1997. - S. 65-67.
V.J. Brøndegaard: Kveller, en nyttig plante. I: Sønderjysk månedsskrift. - 1992, nr. 2. - S. 55-58.

Kveller eller sandurt. Hvem skulle tro det? Kveller er en fin delikatesse og en kongelig spise enten som frisk salat eller syltet. Til en sval øl er den suveræn.

Strandsnerle. Det er en oplevelse ved vestkysten at finde strand-snerle dels fordi den bringer bud fra sydens sol, dels fordi der er for lidt af den. Det er heller ikke hver sommer, den er villig til at blomstre.

Strandsennep ser anderledes ud ved Vesterhavet end ved de indre farvande; det gælder frugter, blade og de lyse blomster. Planten står her og danner småklitter, der fjernes af vinterhøjvandet; den har kun et sommerliv.

Lille ulvefod. Liden ulvefod kravler frem på tørlagt dynd. De støvfine sporer fra de oprette skud kaldes "heksemel" og har været brugt til fyrværkerisager og på apotekerne, til at trille pillerne i, så de ikke klæbede sammen.
Det har i øvrigt været skik mange steder at flette ulvefodsplanterne - hvoraf den danske planteverden tæller flere arter - i bælte og binde det om livet som værn mod troldtøj, og med en krans over stalddøren sikrede man - specielt Skt. Hans aften - også dyrene mod de "underjordiske".

Liden soldug. Alle tre danske soldug-arter: liden, rundbladet og langbladet soldug kan findes i vintervanddækkede hede- og klitlavninger, sidstnævnte sjældnest. For at skaffe sig de livsnødvendige æggehvidestoffer lokker planterne småinsekter til sig med bladenes røde kirtelhår, og de udskiller også de klare, skinnende slimdråber, der som en slags "fuglelim" holder insektet fanget, mens hårene langsomt omslutter det.
En fordøjelsesvæske virker så grundigt, at kun dyrets tørre hudskelet bliver tilbage. Det klæbrige sekret ligner dugdråber, og da netop dugdråber tillagdes en helt mirakuløs kraft, har kirtelvæsken som "Jomfru Marias tårer" været brugt som universalmiddel mod vorter og ligtorne, fregner og ringorm foruden en masse andre skavanker.

Den hvide klit nærmest forstranden.

Pilledrager. Den lille pilledrager fra hede- og klitsøer har 3-4 mm brede kuglerunde, til sidst slimede sporehuse.

Linnæa Borealis, som den svenske botaniker Carl von Linné fandt beskeden nok til at give sit eget navn, er siden 1854 indvandret til mange hede- og klitplantager, sandsynligvis med efterårstrækkende skovsnepper, der har haft de klistrede frugter hængende fast i fjerene.

Klitrose. Klitrose er en vestjysk seværdighed. De svagt gullighvide blomster er en fryd for øjet i den ellers jævnt ensformige klithede og har en dejlig duft. Den har nok allerede levet i Vestjylland i tundratiden sammen med rensdyr.
At den kan klare sig i det sure, udvaskede sand skyldes sikkert, at den med sin op mod 5 m lange rod kan nå ned til sandlag, hvor næringssalte og kalk er i behold.