|
fra Torna Härad i Malmöhus Län i Skåne  |
||||||||||||||
|
Dette flamskvævede tæppe giver os et billede af den grønne og blomstrende marks frodighed. Det stammer fra Weberöd Sogn i Torna Herred, hvor mange af sådanne flamskvævede tæpper blev til i den anden halvdel af 1700-tallet. Fra andre bygder kender man ikke tilsvarende. Gennem arv eller salg har disse Weberöd-tæpper langsomt bredt sig til andre sogne og herreder, men man kan spore dem alle tilbage til Weberöd, som tidligst har været et af flamskvævningen stærkeste knudepunkter. Alle disse tæpper er af samme type. På dem alle formelig trænges blomster og dyr i stærke, livsglade farver mellem hinanden, og alligevel virker de hverken prangende eller kulørte, men derimod rige og fyldt med varme. Man glæder sig over deres overdådige frodighed, over blomsternes pragt, over fuglenes udsmykning, over de stolte løvers røde skikkelser, og man får et indtryk af, at det er bygdens egen levende kraft og solide tyngde, som lyser ud af disse arbejder udført af folkets døtre. Livets og naturens højsommer stråler ud af alle de prangende blomster, hvorimellem fabeldyr vandrer rundt med velbehag. Og midt iblandt mylderet af liljer, roser, pæoner, narcisser, tulipaner, vibeæg, papegøjer, blå fabelfugle og mægtige løver opdager man lidt efter lidt små menneskepar, som synes helt uanselige og næsten forsvindende i denne overvældende farve- og blomsterpragt. Selvom figurerne står tæt sammenpakket på tæppets store midterfeldt, bliver selv helt små genstande synlige på den sortbrune bund. I tæppets bort, derimod, er blomsterne placeret med passende afstand, så deres lyseblå, skinnende farve træder stærkt frem og er af stor dekorativ værdi. Midterfeltet er kantet med en matrød bort og hele tæppet er omkranset af en højrød takket kant. Tæppet bærer de indvævede initialer EBD og KPD. Det måler 200 x 148 cm. I 1924 var tæppet i privateje, men om dets oprindelse ved man ikke noget.
Gennem sit udenlandsk klingende navn har den sydskånske "vævekunst på stående trend" bevaret en påmindelse om den nyskabelse, som den gennemgik i 1500-tallet, da flamske vævere fra Flandern i det nuværende Belgien indvandrede til Lund og omegn. Gennem deres faglige dygtighed og gennem de nye billedrige mønstre, som de bragte med fra hjemlandet, afstedkom det en opblomstring af den gamle vævekunst, som langt før denne tid med forkærlighed havde været udøvet i de skånske bygder. Ifølge en gammel oplysning overleveret af museumsmanden Georg Karlin, der grundlagde Kulturen i Lund, i en artikel om "Skånsk textilkonst" (1913), var det den flamske væver Alhed (gift med Jörgen Münther), som i slutningen af 1500-tallet indførte den ny tids "flamska väfnad" til Skåne. Hvordan det er gået til, ved man ikke, med eftertiden har ikke desto mindre erfaret, at det frø, som hun dér såede, voksede op til et stateligt træ, som trofaste skånske kvinder endnu i dag værner og glæder sig over. Thi de mønstre, som af fremmede vævere for snart 400 år siden blev indført til det sydvestlige Skåne, har lidt efter lidt ændret sig og antaget et naivt og egenartet særpræg og en farvernes glød, meget forskellig fra det man møder i udenlandsk tekstilkunst. Fremmede mønstre fra forskellige tiders smagsretninger er på de flamske almuevævninger fra Skåne vokset sammen med ældgamle motiver fra bibelske tavler og med fantastiske fabeldyr. Alt dette er gennem århundrederne på skånsk vis digtet om til vævede sagaer, som ejer det ubevidste og de hembygdernes traditionelle farvers fængslende magt. Af gamle fornemme flamske slotsvægtæpper, som blev vævet i Skåne, er nu kun meget få eller slet ingen bevaret, men af de flamskvævninger, som på folkelig grund blomstrede op i deres spor, kender vi snart sagt utallige frembringelser, som næsten alle kan henregnes til det vestlige og sydvestlige Skåne. Deres hjemsted var oprindeligt egnen rundt omkring bispestaden Lund, og fra Lund Domkirkes gamle romanske ornamentik har de givetvis hentet mange af deres impulser - opfattet med landsdelens enkle og naive øjne - måske både de bibelske motiver og de ejendommelige fabeldyr med deres romanske præg. Torna og Bara herreder
Inden for det område af Malmöhus Län, hvor flamskvævning har været vævet længst, findes visse områder, som især skiller sig ud med en rig og smuk produktion af disse vævninger, og i spidsen af dem står som nævnt Torna herred, hvis kvinder er fødte mestre i denne vævekunst og som har tilvirket flere end nogen andre. I særdeleshed kan nævnes Weberöd og Everlöf sogne som de allerrigeste på flamskvævninger. Derfra stammer ikke blot en utallig mængde agehynder i særprægede og pragtfulde mønstre, men også lange vægstykker (drætter) og prægtige tæpper, som kun undtagelsesvis findes i andre områder. Meget rig på flamskvævninger er også Bara herred, og kvinderne her har muligvis i valg af farver og mønstre været endnu mere livligt fantasifulde end dem i Torna herred. Teknikken Flamskvævningen eller billedvævningen udføres på små opretstående væve på en lodret opspændt trend, og selve vævningen kan man nærmst kalde "at sy på trenden". Der anvendes ingen skytte, men garnet vindes på fint tilspidsede træpinde, som ligner nåle, og med dem flettes eller sys det ind i trenden. Denne teknik anses for at være den ældste og oprindeligste af alle væveteknikker. Ingen væveteknik er så tids- og arbejdskrævende som den flamske, og alligevel ser det ud som om, at ingen anden tidsfordriv har kunnet skænke sine udøvere så megen glæde som denne at dømme efter den varme, hvormed den omtales af skånske væversker. Den lille opretstående væv indtager en hædersplads i ethvert hjem, lige som da den i sin tid blev indført, og ser man en flittig væverske sysle på en blomsterbestrøet agehynde, tænker man snarere på, at det hele er en leg med garn og farver end et drøjt og langsommeligt arbejde. Teknikken levner dertil ganske store muligheder og frit spillerum for væverskens egen smag og fantasi. Det beror f.eks. helt på hende selv at udforme sine blomster og figurer og at sammenholde dem i smukke afstemte farver. I flamskvævningen vokser mønstret mere frit frem end i andre teknikker, og selv om et nok så nøje tegnet mønster følges, kan enhver dygtig væverske dertil give det et stærkt personligt præg gennem den måde, hvorpå hun i vævningen tegner blomster og billeder og får dem til at lyse af farve. Styrken i den skånske flamskvævning ligger i dets prægtige saftige, glødende farver, som er stærke og klangfulde, men aldrig hverken prangende eller kulørte. Det er let at forestille sig, hvordan denne farveglade flamskvævning i gamle dage må have bidraget til at lyse op i de skånske almuehjem, hvor belysningen var sparsom, og hvor der i de lange vintermåneder blev budt på få forandringer i hverdagen. Ingen andre vævninger end flamskvævninger giver måske et så ægte indtryk af at være skabt med glæde, ingen andre maler som de så slående den skånske bygds lyse kraft. Farverne Hvor dekorativt billedrige og varierede tæpperne end er, får de dog deres egenartede skønhed gennem de så overordentlig velafvejede, glødende og dog så faste og alvorlige farver, som er deres typiske særkende. Disse farver er ligesom vokset op af bygdens rigt benådede jordbund. Man kan vel sige, at det er den lyseblå cikorie og den kraftige "blåild", når den lyser ved midsommertid over bakker og dale, og at det er "Jomfru Marias sengehalm", kongelysets og kabbelejens prægtige guld og skræppebladets mørke grønne, som sætter sin glans på disse tæpper og puder på en baggrund af alle slags røde toner fra krap- og kochenillerød, markens valmuer, tjærenellike og "Stolt Henrik" samt fra urtehavens rødblå pæoner og gulrøde kejserkroner.
Kilderne Hovedværket om de skånske flamskvævninger er Gammal allmogeslöjd från Malmöhus Län i bild och text. Utgifven af Malmöhus Läns Hemslöjdsförening. Malmö 1924. Bind 1-2 (8 hæfter og tavlebind). (Den ovenstående tekst bygger især på oplysninger fra denne bog). Ernst Fischer och Gertrud Ingers: Flamskvävnad : Flemish Weaving. Utg. av Malmöhus Läns Hemslöjdsförening. Vesterås, ICA-Förlaget, 1961. Anden litteratur: Aase Bay Sjøvold: Norsk billedvev. Oslo, C. Huitfeldt, 1976. Maria Brekke Koppen: Indføring i billedvævning. Kbh., Notabene, 1982. Links Det norske Baldishol-tæppet. Til toppen Til forsiden Denne side er udarbejdet af . Til min hjemmeside. Publiceret 30. juli 2000. |
||||||||||||||
