Børnehjælpsdagen den 12. maj 1905
Illustreret Tidende gengav bl.a.
denne tegning og nedenstående fotografier i anledning af Børnehjælpsdagen:


Tegning af H. Collin.

Illustreret Tidende 7. maj 1905
Af L. Chr. Møller-Lund

Så pibler atter foråret frem af jorden, og vi ser for os i erindringen den vårens storstilede portal, som det varmhjertede, dygtige og energiske København rejste på 6. maj-dagen i fjor.
    Vi er ikke siden da blevne sure og tvære, og børnehjælpsdagens stemning melder sig atter, vi beskikker vort hus, og vi går ind, og vi går ud hos dem med de varme hjerter og hos dem, der har det gode sind mod disse små, der lider vanrøgt inde under samfundsgærdets skyggeside, hvor solen ikke kan trænge ind og fordrive svamp og anden dårlighed. Søren Kierkegård har sagt noget om gentagelsens kunst, den er den vanskeligste af alle; men han havde jo ikke oplevet børnehjælpsdagen, og den ting er sikker nok, at den gentagelse, der bygger på denne bys gode hjertelag og lyse, glade sind, den har tidligere stået sin prøve og vil i fuldeste mål gøre det igen på den kommende vårdag den 12. maj.

    Det er så heller ikke af vejen desuden at bygge på realiteter, og det gør vi da også i år. Vi bygger på erfaringens solide grund en fastere organisation, en strammere kontrol og en minutiøs iagttagelse af visse forsigtighedsregler, som – så vidt det står i menneskets magt – vil forebygge misbrug, som mange frygter, og alle vil beklage.

    Vi bygger desuden på den store og rige glæde, der er lige så intensiv hos den, der giver, som hos den, der modtager – på den kendsgerning, at de rige gaver i fjor blev uddelte med en lykkelig hånd og til almindelig tilfredshed – på den kendsgerning, at børn i tusindvis har været jublende gæster ved børnehjælpsdagens bord.

    Børnehjælpsdagen betød, når vi omsætter de 80.000 kr i andre værdier: en middag for 60-70.000 sultne børn, ekvipering for børn i tusindvis gennem skoler, menighedsplejer og „Børnenes Kontor" (City), lægedom på sanatorier, hospitaler og børneklinikker, frisk luft og solid agrarisk mad, strandbade og skovidyl, røvere og soldater for en mængde blodfattige og hulkindede københavnske børn i feriekolonier. Dagen betød en meget betydelig udvidet virksomhed for de foreninger, der henter de vildfarne børn hjem fra vagabonderende tilværelser, samler dem ind fra arrester og rendestene, og med yderste omhu drager dem op til lyset og fremkalder det sande menneskebillede i dem. Dagen byggede hus for det fattige børnehjem, så det blev lunt og tæt („Godhavn", Tisvilde) og lagde loft og tag på andre hjem, lagde varme tæpper om frysende børn i fattige senge og skaffede herberge til ly for ulykkelige kvinder, som stod hjemløse, da de skulle føde.

    Der er dem, der tager sig af stakkels vanføre børn; de blev sat i stand til i et landligt hjem ved Rungsted Strand at skaffe plads til endnu flere af disse små. Endvidere er der vuggestuer og asyler, der fik deres rigelige part, landbrugskolonier for fattige børn liegså, i alt 87 foreninger og institutioner fik hjælp.

–     Det tør da nok siges, at var 6. maj-dagen i fjor en glædesdag for København, hvor vi under utvungne former på demokratisk grundlag udfoldede et muntert og broget folkeliv og nok så harmløst slog gækken løs på gader og boulevarder, i parker og cafeer, så blev den tillige i en enestående grad en dag, der satte dybe spor, som trådtes fastere og fastere, dybere og dybere året rundt trindt om i filantropiske institutioner, stiftelser og asyler, til gavn og glæde for samfundets små stedbørn og til opmuntring for dem, hvis daglige gerning det er – mange gange under bekymring og savn – at varetage disse småfolks tarv.

    Uden tvivl vil bevidstheden herom være vort gode København en læremester i gentagelsens vanskelige kunst, så vi i år med frejdigt mod igen kaster garnet ud i folkehavet og tager det hjem med en god og rundelig dræt.

    Til vore kirkelige, nationale og politiske festdage føjer vi fremtidig en årlig fest- og glædesdag af udelukkende humant præg:
    Børnehjælpsdagen.

    27. april 1905. L. Chr. Møller-Lund


Illustreret Tidende 21. maj 1905


Små indsamlere og en kæmpegris

Af Valdemar Greibe

Tjenestepigen kom i en forholdsvis tidlig morgentime og bankede på sovekammerdøren:
"Det 'Rasler' allerede udenfor?"
"Rasler ...?"
"Ja - Damen med bøssen er der ...."
Det var den første salut.
Den efterfulgtes af adskillige, og det endte med kolonneskydning og nærkamp i byens gader.

    Politiet stod magtesløst. Her ville det være unyttigt at skride ind, et par betjente med redningsmedaillen på brystet indså det fuldtud, tog bøssen i hånd og sluttede sig til folket.

    Det gjaldt om at slå en skærv her og en hist, og det genemførtes under hovedentrepenørernes fortræffelige ledelse så godt, at de kvindelige og mandlige "skærv-slagere" fik makadamiseret hovedstaden og omegn fra nord til syd og øst til vest med kobber og sølv og guld og sedler.

    Man havde virkelig i de rigtig bevægede øjeblikke en følelse af at leve i en velhavende by. Hvor kom dog al den mammon-mængde fra? Vestelommernes indhold syntes at være gennemført metallisk og pompadour-taskerne var som danaidernes kar.

    Alligevel kneb det til tider med småmønten, og det kunne vel hænde, at en og anden bad om at få ni kroner og halvfemsindstyve øre til-bage på en tikroneseddel. Men lige så uvægerligt faldt svaret, at den ulejlighed var ganske latterlig - man kunde så godt bruge hele papiret fra Nationalbanken.

Ud på eftermiddagen hændte det endog, at man i sin finansielle vånde gerne gav 25 øre for at få vekslet en 50 øre i 2-ører; det kunde nemlig betale sig i det lange Løb. Og løbet var langt. Der var i år på Børnehjælpsdagen en ualmindelig righoldighed af assisterende. Nogle af dem -der er ikke noget til hinder for at sige: en stor del af dem - var selvskrevne til at assistere. Men var der mon ikke i år en lille smule for mange kaldt under gevær?

Bevares - Børnene fortjener såmænd al den hjælp, der kan ydes, så for så vidt er det kun glædeligt, at interessen har grebet om sig. Spørgsmålet er blot, om den større indtægt, som erhvervedes den 12. maj i modsætning til 1904's 6. maj, ikke er lidt for dyrekøbt ved den stærke agitation .... Nå, ligemeget, dagen blev en succes. Den var »sat op« med sikker sans for København. Alle tog del.

Og der hører nu engang et forarbejde til for at få netop alle ud: Husum’ere, Btøndshøj'ere, Valby'ere, Frederiksberg'ere, Amagere, »Skovsere« og Københavnere med K. og Ø. og V. og N. osv. Der ligger et arbejde forud, som næppe forstås, hvis man ikke har haft lejlighed til kulissekig.

Lige fra Hs. Majestæt og Prinsesse Marie, der begge tog den mest direkte del i folkelivet, til den menige har man vidst og vist, at denne dag var børnenes dag.

Kongen og Prinsessen foretog først en køretur gennem byen, men sendte så vognen bort for at spadsere ind gennem Strøget. Det var jo gået forrige år, det kunne vel også lade sig gøre denne gang. Men nej! Folk viste sig at være altfor loyale - man ville så tæt som muligt op mod monarken og den populære prinsesse, og følgen blev naturligvis, at end ikke kongen kunne komme videre. Så måtte planen opgives, og ved hjælp af en droske slap de høje herskaber omsider hjem til residenspalæet.

I modsætning til forrige år var der denne gang et omfattende program. Her var optog, dystløb, "Riden sommer i by" og meget andet. Man havde samlet opmærksomheden, og samtidig forstået at fordele mængden; men desuagtet var der overalt trængsel. Bedre bevis for successen kunne vel næppe ydes.

Tag f.eks. et par enkelte scener:
Skovsernes tog over Amalienborg, hvor kongen tog imod; Amagernes "holstenske" vogne og de brillante nationaldragter; dystløbene på søerne, hvis bredder var indrammede af et publikum, der jublede, når en "viking" gik i vandet; tænk på den tætte mængde om Herman Bangs vogn og om skuespillerindernes boder; brandm ændenes fart gennem byen; den transportable musikpavillon; sangen i gårdene; festerne om aftenen ... Vist var der en god dag.

Det var man uden tvivl også enig om, som dagen led og pengene svandt - eller kom. Tilfredshed strakte sig på begge sider.

Vi sad nogle stykker om et bord til denne sommeraften-premiere. Vi var jævnt tilfredse med vor godgørenhed, havde måske endnu en 10-øre i behold.

Så oplevede vi et udslag af den lille industri, der dukkede op jævnsides den store.

En Mand stod foran os, med en vise i den ene hånd og en børnehjælpsbøsse i den anden:
"Se", sagde han, "Visen er af mig selv. Den går til indtægt for mig selv. Det er 10 øre!"

Så købte vi værket, og læste. Og vi beundrede den mand, der kunne skrive således; der var ingen af os andre, som var sikre på at kunne have konkurreret; navnlig kneb det senere for os med at slippe bort fra den stemning, der var anslået i første og sidste vers:

De lød:

Mel.: Der nede i dalen.

Du tænkte på Din Søster,
Det var en lille een,
Hun lå på sygelejet,
Og havde kun to ben.
Hun lærte en gang A. B. C.,
Og lidt geografi.
Hvad mener du om Ane,
Som altid du kan li?

Den moder sad så bange,
Der var så mange små,
De sang kun danske sange
Fra hjærtets tonevrå.
Og hjemmet er så stille,
I dag du tænker der,
Hvad mener du om Ane,
Som på lejet stille lå.

Ikke sandt! Sligt må gribe; og navnlig dette, at hun "kun" havde to ben, smertede os. Han så' det og rakte børnehjælpsbøssen frem.
"Og nu 10 øre i denne!"
Han fik Restbeholdningen.
Det var sikkert ikke første gang, han havde dubleret 20 øre med sin bøsse. Sna vandrede han videre på sine "kun to ben", og vi andre på vore respektive dito.

Men endog sent på Børnehjælpsdøgnet mindedes jeg denne Forretningsmand, med hvem jeg havde vekslet disse ord:
"Det er vistnok noget sludder, De har skrevet..."

"Sludder? Selvfølgelig. Men jeg får penge til mine børn - og jeg får ovenikøbet til andres ... Herre, er det ikke værd at skrive en vise for?« Naturligvis havde manden ret. Han fik som anerkendelse sin vise tilbage. Versene kunde jeg udenad, efter en enkelt gennemlæsning; thi enten fænger lyrikken straks eller aldrig.


Sidst opdateret d. 22-03-97