Børnehjælpsdagenes historie
Børnehjælpsdagen 1905 som den så ud i Blækspruttens satiriske tegner, Axel Thiess' streg. Mænd, men især kvinder med raslebøsser, hærger det indre København. Ingen gik tilsyneladende ram forbi, uanset om man troede sig i sikkerhed på det offentlige pissoir, på sadlen af en racercykel, ved skraldevognen eller i toppen af en af Nytorvs lygtepæle.
Klik på billedet, hvis du vil se det i hel gengivelse.
Hvad er Børnehjælpsdagene?
Børnehjælpsdagen er en selvejende institution i København, stiftet i 1904 af kommunelæge Johan Carlsen. Institutionene formål er at indsamle midler til humanitært arbejde blandt børn og unge. Det sker ved salg af det landsdækkende Lillebror-Lotteriet, bladet Lille-Bror fra 1923, små samlermærker samt ved organisering af Børnehjælpsdagens Kræmmermarked.
Det moderne Børnehjælpsdagen
Lillebror-vartegnet
benyttes fortsat som logo for Børnehjælpsdagen.
Organisationen Børnehjælpsdagen lever den dag i dag i bedste velgående. Børnehjælpsdagen er et samarbejde mellem generationer og samfundslag og er engageret direkte i det udviklende arbejde omkring børns vilkår i det danske samfund. Organisationen skaffer gennem 5 hovedaktiviteter penge til det frivillige børne- og ungdomsarbejde i Danmark. Således blev der i 1997 uddelt over 2 millioner kroner. Børnehjælpsdagen har 3500 medarbejdere, der hvert år sikrer et overskud til egen organisation og til alle de andre!
Børnehjælpsdagen har sin egen hjemmeside på adressen www.lillebror.net.
Børnehjælpsdagenes plakater
Tæt forbundet med børnehjælpsdagene og deres festlige optog var de årlige plakater udført af dygtige danske kunstnere. De fleste af plakaterne var temmelig sentimentale med motiver af oftest fattigt udseende børn. Det gjaldt f.eks. Djalmar Christoffersen (1906), Louis Moe (1910), Bertha Dorph (1911) og Gerda Ploug Sarp (1915 og 1921). Blækspruttens Alfred Schmidt var dog mere ligefrem og frimodig med hans elegante dame fra det bedre borgerskab udstyret med raslebøsse (1909). Valdemar Andersen fremstillede i 1908 en af de huskede plakater med motiv af et nøgent lille barn siddende mellem blå uudsprungne krokus. Han var igen på banen i 1927, denne gang med et barn siddende på en skildpadde.
En anden og mere humoristisk stil stod Robert Storm Petersen (1922) og Herluf Jensenius for med sine Lille-bror-plakater i 1920, 1923, 1924, 1925 og 1928. Ind imellem klemte sig i 1926 Jais Nielsen med en badende dreng, der lader sig varme af solens stråler. En anderledes mørk plakat fremstillede Mogens Lorentzen i 1929 med motiv fra en københavnsk baggård. I 30'erne fulgte plakater af kendte navne som Sikker Hansen, Valdemar Andersen, Hans Bendix, Albert Naur, Arne Ungermann, Ib Andersen, Helge Refn og Frede Christophersen.
Børnehjælpsdagene i Illustreret Tidende
Børnehjælpsdagene var især i de første år rigt illustreret og omtalt. Hvis du har lyst til at se, hvad bladet skrev og viste, kan du klikke på de enkelte år herunder.
Verdens første Børnehjælpsdag den 6. maj 1904
(Fortalt af lærer L. Chr. Møller Lund i 1923)
Det er den 13. april 1904
En smuk og klar aften. i tætte skarer strømmer københavnerne ud fra Odd Fellow-palæet efter et offentligt møde i den store sal. Et protestmøde mod justitsminister Albertis forhadte pryglelov.
En sag af vigtighed
En lille grå mand - et tæt skikkelse - har placeret sig ovre på Fønix-hjørnet. Forgæves har han søgt mig i mit hjem og indfanger mig nu her for at føre mig hen i en stille krog hos á Porta på Kongens Nytorv.
Det er en sag af vigtighed, han vil snakke med mig om. Det han ville sige var, at vi nu måtte ha' en Børnehjælpsdag i København.
- En hva' for en dag?
- En Børnehjælpsdag!
Og så følger hele historien. Eventyret om en forårets fest i København, som skulle blive til hjælp for de mange, mange nødlidende børn iblandt os.
- Ingen vegne kommer vi i børnesagen, forklarer han. Det hele står i stampe. Opdragelsesanstalter og børnehjem, asyler og vuggestuer - alt, hvad nævnes kan af børneinstitutioner, alle hutler de sig igennem og lider under fattigdom, for ikke at sige rent armod. Og Københavns gader vrimler med børn, der trænger til både åndelig og legemlig forsorg.
Pryglelov kan vi få ...
Pryglelov kan vi få - men børneloven! Hvor bliver den af? Nej, vi må have en Børnehjælpsdag!
Sindigt og roligt, men med en understrøm af begejstring, idealisme og agitatorisk kraft skildrer mande sine tanker. Kommunelægen, dr. med. Johan Carlsen er i sin iver uudtømmelig for ideer.
– Børnehjælpsdagen skal være den dag, da De og jeg og vi allesammen - ja, det hele København – skal arrangere en storstilet indsamling til fordel for vore nødlidende børn. For de fattige og syge, for dem som fryser og sulter, for de vanrøgte og vildfarne.
Det er børnenes sag, det gælder
Det er børnenes sag, det gælder, og det vil vi med alle midler og under medvirken af hundreder og atter hundreder af Københavns borgere banke ind i stadens bevidsthed.
Fest og forår skal det være. Flagene skal til tops over by og havn. Sporvognene skal køre med flag og husenes facader skal pyntes med grønt. Vore største kunstnere skal ud på gaderne og samle ind – en blomst og et smil for en gave til børnene!
Festligt smykkede vogne skal på indsamlingstog gennem Strøget og byens øvrige gader. Byen skal vækkes med musik på morgenkvisten, og studenter skal følge musikken og samle ind hos de morgenduelige københavnere.
Alt dette forklarede dr. Carlsen – Børnehjælpsdagens opfinder og stifter. Det kneb lidt med at følge med, så fantastisk lød det hele. Lad gå med dette med flagene, der skulle til tops. Og lad gå med en og anden guirlandesmykket husfacade. Lad også gå med musik og blomster og studenter.
Sporvognene med flag! Nej!
Men sporvognene med flag! Nej, her var den gode doktor kommet over på den gale side af grænserne for al menneskelig erfaring og sund fornuft! End ikke ved et kongeligt guldbryllup havde man turdet drømme om festklædte sporvogne.
Aftenen gik og vi skiltes. Doktoren havde hvervet en medhjælper. En af de hundreder han vandt sig ved at vandre fra dør til dør blandt venner i alle dele af København.
– – –
Ved et møde i Medicinsk Selskabs lokaler kort tid efter stiftedes Børnehjælpsdagens første hovedkomité.
– – –
Man havde jo indsamlernes lommer, men ...
Én ting er det at få den idé, men en anden at udforme den i alle enkeltheder og føre den ud i praksis. Ingen havde således skænket det en tanke, hvorledes den storstilede indsamling rent praktisk skulle foregå. Man havde jo indsamlernes lommer, man havde huer, hatte, kurve og tændstikæsker – men alt sammen duede ikke til noget.
Men doktoren fik idéen: Papæsker!
I løbet af kort tid havde man indsamlet i hundredevis af papæsker i alle størrelser og faconer. Julius Schiøtt, direktør for Zoologisk Have, rystede på hovedet og sagde skrækindjagende vittigheder, og Marius Jensen, Social-Demokratens redaktionssekretær, henfaldt i melankoli. Selv doktoren fandt efterhånden, at idéen havde sine alvorlige ulemper. Sæt det blev øsende regnvejr på Børnehjælpsdagen!
10.000 bøsser fra Glud og Marstrand
Det blev Glud og Marstrand, som i yderste øjeblik løste opgaven ved at levere 10.000 bøsser af den skrækkelige type uden hank, og det var med blege ansigter og bange anelser, at forretningsudvalget derved pådrog „dagen" en udgift på omkring 1.500 kr.
Julius Schiøtt var uudtømmelig for idéer. Alle byens arbejdsvogne skulle forsynes med en påklistret plakat: I dag er det Børnehjælpsdag! Og i den tidlige morgenstund den 6. maj rykkede en arbejdsstyrke ud bevæbnet med klisterpotter og plakater. Primitivt fremstillede opråb blev klæbet op på butiksruder, plankeværker og stakitter – ja, selv sporvognene fik plakater på vinduesruderne.
– – –
Byen var flag- og blomstersmykket
Endelig oprandt dagen. Fredag den 6. maj 1904.
Det var strålende sol fra morgenstunden med en frisk og lun forårsluft. Fra den fjerneste forstad til byens centrum herskede en stemning, som næppe var kendt fra nogen tidligere festdag. Byen var flag- og blomstersmykket, ganske som det havde formet sig for stifterens tanke.
Betty Nansen og Herman Bang hjalp også til
Teaterverdenen, som den gang beherskede den offentlige interesse, prægede gadebilledet. Alle kendte kunstnere var af hus. De anførtes af Folketeatrets unge og strålende direktrice, Betty Nansen, som havde sikret sig hjælp af din mor, Marie Ring, Betty Hennings, Elisabeth Dons, Emma Thomsen, Valborg Guldbrandsen og den nygifte Ellen Aggerholm. Deres blomsterboder stod på Gammeltorv, hvor også Herman Bang sluttede sig til som udråber. Med sin hæse stemme skreg han byen vågen. Da indsamlingen gik lidt trægt, sprang fru Nansen op i en droske og kørte byen igennem med store kurve fyldt med roser og stedmoderblomster, som hun solgte til overpris.
Største begejstring vakte dog den populære, kjoleklædte revuekunstner, Frederik Jensen med sin lirekasse. Et øjeblik standsede han på børsrampen:
– Jeg spiller ellers ikke på Børsen!, sagde han, men i samme øjeblik blev han af forbiilende vekselerere puffet ind i salen, og alle måtte af med et bidrag. Noteringen standsede!
Telte lyste hvidt på Langelinie
Bag 2. april-monumentet på bastionen sang Studentersangerne, og islandske studenter kvædede i sagastil fra de elektriske både på søerne. Der var militærkoncert foran det endnu ikke færdigbyggede rådhus, og telte lyste hvidt på Langelinie og Lille Triangel.
Under aftenens teaterforestillinger slap studenter med hvide huer ind på tilskuerpladserne og blokkede publikum. På Dagmarteatret måtte fru Johanne Dybvad standse sit spil som Thora Parsberg – og det skulle der meget til!
I eftermiddagstimerne var Strøget ufremkommeligt – et bølgende hav af mennesker, gjorde al vognfærdsel umulig.
Blanke tokroner fra Kongen
Det kongelig hof, som var noget yderst fjernt og indelukket, skabte historisk sensation derved, at den gamle konge, Christian IX ledsaget af Prins Valdemar foretog en tur til fods gennem den festklædte by og rundhåndet betænkte de lykkelige indsamlere med blanke tokroner i deres bøsser. Det stod helt klart, at Børnehjælpsdagen kom til at bidrage væsentligt til demokratiseringen af livet i hovedstaden.
– – –
Da midnatsklokken den 6. maj 1904 sang sin aftensang ud over Rådhuspladsen, stod Julius Schiøtt med tomme lommer ved sporvognen.
Jeg er blanket af - totalt!
– Kære ven, sagde han til en af byens journalister, som kom forbi, – kære, rare ven! Lån mig 10 øre til sporvognen hjem – jeg er blanket af – totalt!
Måske var det netop dette umiddelbare, dette halvt improviserede og helt ufærdige, der gav denne første Børnehjælpsdag sin særlige charme.
– – –
Ikke bare 30.000, men 84.000 kr
Ved mit første med Johan Carlsen hin minderige aften den 13. april 1904 spurgte jeg den idealistiske doktor:
– Og hvor meget kunne De så tænke Dem, der blev samlet ind på sådan en – – – – – Børnehjælpsdag?
– Jeg vil slet ikke blive forbavset, om vi når de 30.000, lød det sangvinske svar.
Resultatet af verdens første Børnehjælpsdag blev 84.476 kr og 48 øre.
L. Chr. Møller Lund i „Lille-Bror" 1923.
Sidst opdateret d. 29-8-99
