Børnehjælpsdagen den 9. maj 1906
Illustreret Tidende gengav bl.a.
nedenstående fotografier fra årets Børnehjælpsdag:


Danmarkstoget på Ridebanen
Danmarkstoget på Ridebanen på Christiansborg

Færingernes Båd
Danmarkstoget: Færingernes båd

En indbringende Landauer
En indbringende landauer


Børnenes Dag
Valdemar Greibe i Illustreret Tidende 20. maj 1906

Kære Ven!

Hils din søde, lille kone mange gange fra mig. Eftergånden som årene går - og hun er tilmed endnu i ungdoms vår - kommer jeg mere og mere til at foretrække hende for dig.

    For det første er hun en yderst tilbedelsesværdig skabning, for det andet er hun vist, ret beset, et betydeligt bedre menneske, end du er. Desværre sletter redaktionen vel dit navn, skønt du fortjener at udleveres offentlig.

    Du ser, at jeg har begyndt på brevet selve børnehjælpsdagen, og jeg var lige ved at afsende det samme aften, men jeg lod være. Den tanke, at du hørte fra mig på tryk, slog ned i mig og voksede sig så fast, at jeg allerede næste dag - altså en manuskriptaflevering i ganske urimelig, for sætteriet forbløffende god tid - sendte min epistel af til "Illustreret Tidende". Og årsagen er dit sidste brev, i hvilket du skriver disse venlige ord om børnehjælpsdagen: "... jeg forstår ikke, at du, han, hun, I og de gider ... meget hellere ville jeg stilfærdig brandskattes for så og så meget en bestemt dag i året, hvad enten det nu skete gennem stat eller kommune eller ad privat vej..."

    Så skulle du såmænd have gjort dig den ulejlighed at være foregangsmand i praksis. Du kunne f.eks. have sendt et beløb fra dit frivillige eksil, da du ikke kunne komme af med "den af dig kalkulerede sum" på anden måde. Se - det gjorde din lille kone, men det får du først at vide nu!

    Gå så ind og giv hende et kys, fordi hun - som altid - tænker på børnene. Havde hun ikke gjort det, var du næppe bleven lykkelig fader...

    Der er noget irriterende ved, at blot nogle få års ophold i embedsmandsmæssig ro i din af dig selv benævnede "Ravnekrog" skal stemme dig næsten fjendtlig over for det lidt mere løsslupne leben. Ganske vist var der ro i Olympen, men - jævnfør Offenbach - de kunne dog slå til skaglerne en gang imellem. De havde sans for optog og dans og folkeliv, så du behøver ikke fornemt at holde dig tilbage.

    Havde jeg haft dig herinde, skulle du også nok have fået en førerstilling i den Kehraus, over hvilken aftenen nu lægger sig. Jeg kunne undt dig at dreje lirekasse dagen igennem; det var en passende straf, og den ville ikke have forhindret dig i at se, hvor lindene var lysegrønne, i at mærke, hvor solen varmede, i at få strejfskud fra smukke kvinders i dag ganske viltre øjne, - i at ærgre dig over fuldskæggede mandfolks bøsseraslen.

    Væk med dem, ville du råbe, hidsig som du er. Og du kunne sikkert få mange til at tage del i koret. Der er damerne, som på denne dag skal sørge for børnene - eventuelt måtte ganske unge mennesker også få bøssen i hånd. Men resten ser ikke godt ud, minder for meget om "Assurancetegning". Og der er da ungdom nok her i byen!

    Af den grund ville det måske også have været forkert at anbringe dig ved en spilledåses håndsving; blandt andet skulle du jo omvendes. Og du var blevet det, når du havde set Danmarkstoget med dets farver i alle de gamle, skønne dragter, som nu bares af vor tids unge, der åbnede blomsterbombardementet og fik svar i sølv og kobber. Du skulle, som vi andre, have føt, at denne børnehjælpsdag - foruden at skaffe hjælpen - gav vor by en kolorit, der klædte den, et liv, som ad åre må kunne drage tusinder af turister hertil, - en praktisk betragtning, som må tiltale dig.

    Men se nu foreløbig på billederne. De fortæller meget bedre, end jeg gør. Indrøm dernæst, at din viv og jeg har ret, gør det bedre næste år, omvend dig, mens tid er - og når du og Ellen så en gang er blevne gamle, vil Olympens guder måske også besøge dig og hende - Philemon og Baucis - for at lave din villa om til et tempel.

    Hvis du da ikke får mere brug for en børnehave!

Din hengivne
Valdemar Greibe



Sidst opdateret d. 9-03-97